Part 6
-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen.
-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Haand skælvede under hans.
Bai stod ved Enden af Gangen.
-Er I der, sagde han.
Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal #eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo sagt mig det ... hvordan det var--med de Røvere....
-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt....
-Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden--Dødens Have--føj for Satan....
-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene....
Huus kunde have slaaet ham.
* * * * *
De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis hjem.
I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.
Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,
De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
Oh du--min Valdemar! Jeg elsker dig....
-De holder ud, sagde Bai.
De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
-Hoho--mine Dyr--
-Naa--saa langsomt--
Og der blev stille som før.
Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.
-Vil I ha'e? sagde han.
-Nej--Tak, sagde Huus.
-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én--svære Ædere--svære Ædedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--én for én--men i #Korpset#--Satan staa i dem....
Ingen svarede. Marie nikkede igen.
Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
-Men svære Ædere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.
Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over Markerne.
-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.
Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
* * * * *
-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa Trappen i den graa Morgen.
-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.
-Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt.
-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.
Og var tilvogns og borte.
-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte.
Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
* * * * *
Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker.
IV
Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede Bøtter var stillet til Tørring i Solen.
Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer.
Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden.
-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.
-De er ude i Baghaven allesammen--Kiærs kom jo, et helt Læs med deres Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken....
-Er Kiærs her? sagde Katinka.
-Ja ... de kom her til Kaffe--de er i Baghaven--og den nye Doktor ogsaa ... Og De, som har været til Marked ... Huus fortalte om det.
-Ja--det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.
Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om Hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor Linde begyndte at læse paa sin Præken.
-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?
Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet.
Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.
-Ja--han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rød.
-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.
Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han.
-En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka svarer uden at have forstaaet et Ord.
-Lille Linde--din Præken....
-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet Lørdag idag.
Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Haanden.
-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde....
-Hvis jeg ikke kan hjælpe ... med noget....
-Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt Ærter og Skinke....
Katinka rejste sig.
-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.
Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se ham.
Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede Laagen og gik ind.
-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store Plæne.
Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og saa' sørgmodig ud.
Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.
Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.
-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft Tømmermænd ... Derfor har De været usynlig i tre Dage....
-Og vi har ventet Dem....
-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde vente paa Dem.
Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.
-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte Kropduer, sagde Agnes.
De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham.
De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.
Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap dem tøvende.
Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.
-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.
Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye Doktor og vist sin "Skønhed".
Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken.
"Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved Dammen.
-Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde.
-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra--det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset ... ja--de Dage....
"Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema.
-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun.
Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i Præstegaarden. #Den# og #den# og #den# ... Det blev en almindelig glad Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.
-Ja--den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede.
-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnede Dørene....
-Og Nøddegangen da--
-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse....
-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene....
-Frøken Horten havde et #slemt#, gult Skørt ... det #skinnede#....
-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de stærke Farver....
-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige.
Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.
-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor lér, saa han faar Hoste.
-Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle Kroge....
-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an....
-Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.
Katinka fór sammen: Tak....
Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede faaet en Dreng.
-Var det en Dreng, de havde faaet?
-Ja, en dejlig Dreng.
-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.
-Og et Hjem har de.
-Som det var #blæst#....
-Og en Kurren--det var saamæn Hvedebrødsdagene endnu.
De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.
-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er.
-Tak for Mad.
Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle--tælle ... Ni--ti"....
Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg maa til min Præken....
Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en Gemmen bag alle Buske.
-Hun sér, hun sér, raabte én, som fór forbi Jasminbusken.
Og saa blev der stille.
-Jeg #kommer#.
Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte.
Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket:
-Huus....
-Katinka--Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder.
-Ja, min Ven--ja, min Ven.
Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja.
Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hun Haanden glide gennem den hulkendes Haar:
-Aa--kære Huus--Tiden vil mildne dette her ... De ...
-Naar De--hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til Bordet--nu rejser ... og vi ikke ses mere....
-Ja--Huus--saadan som det jo #maa# være....
-Men jeg vil altid huske Dem--bestandig og altid....
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad.
Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande--som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær.
Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.
Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.
-Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.
-Ja--vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Saa' et Par kvikke Pi'er i Skoven--flinke Pi'er i Støvlerne....
-Formelig #Pust#, gamle Kiær.
-Huus sagde det, siger Kiær.
-Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus--hvad sagde jeg? Aa, det Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer....
-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene" ... en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa--den rene Ynk for et proportioneret Mand-folk.--
Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.
Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev raabt højt ned gennem Gangen: Ja--a, lød det saa fra Egnen om Dammen.
Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet.
Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone".
-Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes.
En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de unge Piger faldt ind i Omkvædet.
Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:
Fagre Ord Skaber kort min Glæde. Fagre Ord Volde tit vi græde, Fagre Ord.
Og der blev stille igen.
De sang Sang efter Sang, #saa# én Stemme, #saa# faldt flere ind.
Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.
-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned mod Katinka.
Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.
En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme.
-"Marianna" er saa køn, sagde Frøken Emma.
-Ja, syng "Marianna".
Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frøken Emma sang:
Under Gravens Græstørv sover Stakkels Marianna-- Kommer Piger: græder over Stakkels Marianna. -- -- -- Slangen sig om Hjertet snoede, Fred ej mer paa Jorden boede, Stakkels Marianna....
-Fryser den dejlige Kone?
-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.
Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.
* * * * *
De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.
Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, saa det smertede, og hørt Bais:
-Djø's, Huus, vi ses.
Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelaagen--
Den klappede to Gange og faldt i....
Og bag dem sang de derinde.
Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs Præstegaardens Have; man maatte gaa en for en.
Katinka gik langsomt bag efter Bai.
-Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj. Han var med Lommetørklæde.
-Godnat, Hr. Pastor.
-Godnat.
De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans Høj.
-Kommer du? sagte Bai.
De kom hjem.
Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede Blomsterne og lukkede.
Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme.
Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.
Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.
Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at ringe.
Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:
-Jeg gaar i Kirke.
Og borte var hun, før Marie fik svaret.
Næsten som Fruen #løb# henover de solhede Marker.
V.
Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".
Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt.
Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab. Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til stort mer end til at føde og amme.
I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man endelig kom tilbords.
-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.
Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
-Naa, sagde Broderen. Nu igen--
-Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.
Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs ud.
Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa lydløst om, mens alt blev gjort.
Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen--med sit forknytte Smil.
Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet med de udskaarne Figurer paa Dørene--hjemme stod det i Stadsstuen, midt imellem Vinduerne.
-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.
Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, fire Tallerkener....
De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det fine Stel.
Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.
-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar (#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad skal jeg gøre?
Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.
Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun alene, helt alene.
Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og Moderens Navne.
Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét....
Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre.
Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden....
Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.
Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.
Thora Berg havde hun mødt paa Gaden.
-Men, det,--jo, det var den gamle Stemme--det er jo Katinka....
-Ja.
-Men Pigebarn--hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv....
-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene.
-Jeg--forbarme sig--jeg er jo bosiddende her--siden i Foraaret--vi blev forflyttet.
-Ja--min Pige--der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen Børn?
-Nej.--
-Tænkte det nok. Tak du din Gud--min Pige--jeg har fire ... og fem Pensionærer ... Ja--man skal ikke række langt med næstældste Kaptejnslønning....
-Men du ... Hvor boer I, Børn--stadig paa det gamle Sted ... Aa Gud--vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne....
Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.
-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar Klubballer at leve....
Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.
-Men det er Repetitionstid, du--og vi sidder til Halsen i franske Gloser....
De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.
De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken.
-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja--har jeg ikke villet være hen hos dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
Katinka var der om Onsdagen.
Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var Pragtmøblerne.
Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.
Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises? spurgte han.
-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl tegner Kort du, sagde hun.
Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til Dahl, mens hun blev ved at pludre.
-Den er et Kvartér, sagde Kaptejnen.
-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det er Drengene, som er Herrer i Huset.
Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved Skrivebordet. Rygstykket faldt af.
-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
-Ja--Dahl....
-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.
Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa det støttede mod Væggen.
-Hvor har I været? sagde Kaptejnen.
-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.
-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng og tre vandkæmmede Smaapiger.
Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.
Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.
Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte "mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa Gaarden".