# Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/ved-nytaarstid-i-n-ddebo-pr-stegaard-38220/index.md

»Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- -- Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«

»Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.«

»Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.«

»Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte Præstekonen med et venligt Smil.

»Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.«

»Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke«, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«

Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

»Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.«

»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy.

»Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider -- hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«

»Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.«

»Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --«

»Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.

»O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.«

»Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.«

»Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.«

Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. »Skal vi have en Sang?« spurgte han.

»O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax.

»Kan De synge?« spurgte jeg.

»Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

»Hvad kan De da synge?«

»Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«

»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?«

»Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?«

»Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os begynde med Svend Vonved.«

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

»Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende.

»Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.«

»De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.«

»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.«

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

»Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han.

»Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

»Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?«

»Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

»Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte Præstekonen.

»Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.«

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

»Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.«

»Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen.

»Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten.

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

»Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.«

»Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe. »=Persicos odi semper separatus=.«

»=Apparatus=«, rettede Gamle.

»Saa? Fader siger altid =Separatus=.«

»Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.

»Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas=.«

»=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo ingen Mening.«

»Ja men Fader siger altid =natione=.«

»Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«, sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.« --

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.«

»Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.«

»Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er rigelig Understøttelse til dem.«

»Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige« Understøttelse?«

»Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.«

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!« Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

* * * * *

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe til mig.

»Og heller ikke Deres«, svarede jeg.

»O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.«

»Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«, sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.«

Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt. Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

»De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.«

»Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

»Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«, tilføiede hun med et stille Smil.

»Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.«

»Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.«

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.

»Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret -- disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.

»Det er Fader, der kalder paa Dem«, sagde Emmy, idet hun reiste sig, »kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.«

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.

Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. »Naa er De der«, raabte Præsten mig imøde, »hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.«

Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: »De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?« Det var min mindste Kunst. »Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?« Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. »Ih fy skam Dem«, sagde Præsten, »saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg -- --« her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer« -- men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Værs'go, der staaer Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.« --

»De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek«, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. »Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang -- det er min Grundsætning i saa Henseende«.

»Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger«, sagde Gamle.

»En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.

»Men det er en tung og besværlig Vei«, indvendte Gamle, »og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.«

»Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?«

»Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae«, sagde Gamle, »der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.«

I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: »Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. -- Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?«

»Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«.

»Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.«

»Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.«

»Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. -- Hvordan har Konen og Børnene det?«

»Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.«