# Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

## Part 16

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/ved-nytaarstid-i-n-ddebo-pr-stegaard-38220/index.md

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy, uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu -- hvad skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

»De kjeder Dem, Nicolai«, sagde Andrea Margrethe til mig.

»Ja det er da ikke saa underligt«, svarede jeg, »jeg gaaer her som femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.«

»Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.«

»Kan Emmy fortælle Historier?«

»Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller Emmy Historier for at more os.«

»Er det morsomme Historier?« spurgte jeg.

»De er just ikke til at lee af«, svarede Andrea Margrethe, »men man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre end at gaae og kjede sig. -- Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en Historie?« --

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget, og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.

* * * * *

»Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud. Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi »haard er Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være«, pleiede han at sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. Engang spurgte Knud ham: »Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, om Du nogensinde mødte ham?« -- »Jeg vilde gjøre saa ved ham«, svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. »Derfor skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst«, svarede Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig Guldring, men Thjodolf sagde: »Det tykkes mig underligt at synge om Glænten, naar Ørnen er tilstede.« »Jeg synger nu, som jeg har Lyst til«, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans Ære. »Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død«, sagde Sangeren, »og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.« »Saa frygt hans Haand«, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham. »Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du«, sagde Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet. »Men nu troer jeg ikke, han lever længer«, sagde Thjodolf, idet han hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. »En Daare er den Mand, som dræber sin bedste Ven«, sagde Astrid. »Men større Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde«, sagde Thjodolf, og dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt: han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter, at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til ham og troe paa ham.« »Er Christus slig en Troldkarl, at han har forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham«, sagde Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte. Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. »Tro paa mig, saa vil jeg give Dig det evige Liv«, sagde han til Thjodolf. »Hvem er Du?« spurgte Thjodolf. »Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som Konger skulle tilbede«, lød Svaret. »Saa er Du Christus«, raabte Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bort?« spurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere. Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen; underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen. Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik Thjodolf selv ned til ham. »Troer Du paa Christus?« spurgte han Ynglingen. »Ja«, svarede denne. »Hvis Du vil fornægte Christus og troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du vil«, sagde Thjodolf. »Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor skulde jeg da fornægte ham?« sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden Stund stille, derpaa sagde han: »Fortæl mig noget om din Christus«, thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine Fjender. »Det var smukt gjort af ham«, sagde Thjodolf, »det var mere end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.« »Din Time er ikke kommen endnu«, svarede Ynglingen, »men giv vel Agt paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus, foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end din Daarskab.« Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins Øie, der mørkt og truende saae paa ham. »Det er dog idel Kjærlingesnak Altsammen«, meente da Thjodolf, »og jeg er en Daare, at jeg laaner Øre dertil.« Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det. Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet. Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var for et Land. »Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø«, svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede forbi, og saa seile afsted med det.

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad Ynglingen havde sagt til ham. »Du skal i al Fald ikke blive min Veiviser«, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke. Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han vinkede ad Thjodolf. »Denne Gang skal Du ikke undgaae mig«, sagde Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke, det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret, om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande Figurer i Sandet -- det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting, som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue, han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel -- langt borte kunde han see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du nu?« -- »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du vundet Livet« -- og saa døde Thjodolf.«

* * * * *

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. »Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy«, sagde hun, »men jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus overalt.«

»Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig«, svarede Emmy, »at En, hvis hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.«

»Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret«, sagde Gamle, »thi havde Paulus været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de Andres.«

»Men Klokken, Klokken!« udbrød Andrea Margrethe, »den mangler kun to Minutter.«

»Ja hvad saa?« spurgte jeg.

»Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke dertil; vi maae op at tage imod det.«

»Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?«

»Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre glædeligt Nytaar.«

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige Straaler som et Tryllenet over Alt.

»Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os«, sagde Andrea Margrethe. »Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.«

»Nu«, svarede Gamle, »Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens Salighed skal oprinde for os.«