Part 7

Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg, senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads indenfor den skandinaviske Flora.

I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn, _Søblad_, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets "Søblade"--eller "Hjærter"--i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført som _Aakande-Søblad_, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her det poetiske _Søguld_.

Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny tillige _Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides_ og endnu flere som for næsten alles Vedkommende omfatter et _nymphoides_, der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.

I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender "Søguldet" vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.

Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad, hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske "ægte" Vandplanter.

I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2-2,5 m, paa lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt over sammenhængende, store Flader. _Andemad_ ikke at forglemme. Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte Vise "Andemad, væk, den Fordring bær vi frem". Og i Hartkorn med Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse Strømmen.

Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.

Disse Planter hverken svømmer eller flyder, men hæver deres Blomster og Lov højt til Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde Fødderne tørre og varme.

Her pranger de store Skærmplanter _Vand Kvan, Billebo_ og _Mærke_, jævnsides _Hjortetrøst_ og _Kattehale_ med lillarøde Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule _Iris_, hvis Skønhed ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slægtninges, og vi øjner de smukke, mørkegule _Fredløs_-Blomster. Om Foraaret skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende _Kabelejer_, og hen paa Sommeren farves store Strækninger hvide af _Mjødurternes_ Skarer. Imellem de Store titter _Forglemmigejerne_ frem med blide, blaa Øjne, de rosa _Dueurter_ og forskellige _Ranunkler_ i gængs Tale kaldte Smørblomster.

Indenfor Sø- og Aabreddernes Planteverden mærker vi os til Slutning endnu to, som ikke hører til de ringeste, _Brudelys_ og _Pilblad_. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge særdeles statelige, af en egen Skønhed, som langtfra er pralende men ganske stilfærdig.

Deres Navne er saa træffende, at ingen kunde tænkes bedre. Den ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene. Brudelys, hvis Stængel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter øverst med en mangestraalet Skærm, en Kandelaber, hvis enkelte Blus er rosarøde eller nu og da ligesom solblegede, næsten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke Navn, der mærkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og endda er af nyere Oprindelse.

Ældre Botanikere som _Kylling_ kalder den "Siv med rødagtige Blomster", hvilket mere er en højst ufuldkommen Beskrivelse end et Navn, senere blev _Aasir_ (lig Aapryd) foreslaaet, vist af Botanikeren _Viborg_. Paa Bornholm gik den under Navnet "Brudelys", og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet. Brudelys er ret almindelig, men optræder dog sjeldnere i større Mængder samme Sted.

_Pilblad_ har i Modsætning til Brudelys et Navn som vist i alle Sprog er ensbetydende og fremhæver Bladets mærkelige Pil- eller Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv smukke, blegrøde Blomster. Allerstærkest hævdes den fælles Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn _Sagittaria sagittifolia_, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil med et Bjørnstjerne Bjørnson. De mange fremmede, især amerikanske Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en interessant og fornøjelig Maade.

Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsætter man sig for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optræde som Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette svarer til, hvad ikke sjælden finder Sted ude i Naturen paa dybere Vand eller i stærkt rindende Strøm, hvori Pilblad omdannes til lange, slappe Græs- eller Sivblade, der holder sig rent undersøiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfølgelig al dekorativ Værd som Prydplante og maa i denne Skikkelse nærmest regnes for Vandukrud.

Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjælland, mangler helt paa næsten alle øvrige Øer, men bliver ret almindelig i de vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end andetsteds.

Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og ret tilfældige Træk, men kan dog vel give en Forestilling om, at vi _paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget fattigt Land_,

II. STENHØJSPLANTER

Saafremt "Stenhøjsplanter" tages i Ordets snævrere Forstand af Alpeplanter eller Højfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land, hvor Bjærg kun er Bakke, kan der højst regnet blive Tale om Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er knyttede til den ene Ø, Bornholm, hvis Granitvægges Plantevækst huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i vore andre Landsdele.

Det bør dog indskydes, at denne Fattigdom paa Alpeplanter ikke gælder for Islands, Færøernes og Grønlands Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som næsten alle genfindes paa de norske og svenske Fjælde, men savnes i det danske og øvrige europæiske Lavland.

Mange af de Planteslægter, som udgør den faste Stok paa Havernes Stenhøje, og der vil træffes i enhver Samling, har ganske vist ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Grænser. Slægter som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica, Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de _dyrkede_ Arter er overvejende indførte fra fremmede, bjærgrige Lande, medens de indenlandske Arter i de samme Slægter maa opsøges i Moser, paa Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre Steder end paa Stene og Klipper.

I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det indførte Naaletræ, Bjærgfyrren, Hedens Skovtræ svarer herhjemme aldeles ikke til sit Navn, og vi træffer i det Hele kun to Slægter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhører Bjærglandene. Det er _Stenbræk_ og _Stenurt_.

Af disse to maa endda Stenbræk--_Saxifraga_--gaa ud som dansk Stenhøjsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornægter deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa sandede Marker. Vor almindeligste Art _Kornet Stenbræk_ er en smuk Engplante, som lejlighedsvis og gærne med fyldte Blomster finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er egnet til at vække større Opsigt. I Norge findes derimod c. 15 forskellige Saxifraga-Arter, og i Grønland gaar flere Medlemmer af denne store Slægt saa højt mod Nord, som der overhovedet træffes Blomsterplanter.

Stenurt, _Sedum_, forholder sig helt anderledes og kan med Rette fremdrages som den mest udprægede danske Stenhøjsplante-Slægt. Mindst af Præget har _Sedum maximum_, Sankt Hansurten, oftest at finde i solaabne Krat, paa Bakkeskrænter, langs Strandbredder eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede Straatage. Ved at optræde i usædvanlig Mængde og Frodighed paa de bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slægt, selv om den forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur.

Danske Flora'er, som Raunkiær's og Rostrup's nævner en hel, lille Række andre Sedum-Arter, men ved nærmere Eftersyn opdager vi, at de næsten alle opgives som "forvildede". Hverken _album, mite, rupestre, stellatum_ og flere endnu regner Botanikerne for virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, iøvrigt ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig-Norge som sydpaa i de mellemeuropæiske Bjærge.

Disse "forvildede" Stenurter bør dog ingenlunde sættes i Klasse med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige Smaaplanter, hvis saftfulde Grønt og fine, gule, hvide eller rosa fremstraalede Stjærneblomster liver op imellem de døde Sten, og i Stedet for det mere flove "Stenurt" havde de fortjent at bevare deres gamle, danske Navn _"Stenpryd"_.

Vi selv--Plantevenner og Blomsterkendere--har udbredt de fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, "Folk har moret sig med at udsaa Frø af disse Planter", flere af dem bredte sig ved Selvsaaning "af sig selv", som det hedder og slog, bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gælder, hvad Rafn's Flora fra Aar 1800 vedføjede om Hvid Stenurt, at "den er smuk nok til at fortjene en Plads i Haven".

Denne _Hvid Stenurt, Sedum album_, er meget almindelig langs Strandvejen mellem København og Helsingør, den er her dog neppe ældre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra et Stendige ved Frederiksdal nær Furesøen. Endnu tidligere er den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige tæt ved Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens ældste, paaviselige Findested her i Landet, løvrigt er det usikkert, om Sedum album som dansk kun er "forvildet"; enkelte Botanikere mener, at den paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Mængde, maa regnes for ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterrænets øvrige Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet den.

Aldeles utvivlsom af dansk Indfødsret er _Bidende Stenurt, Beduin acre_. Ogsaa den foretrækker Stendiger og Klipper, men selv om hvert Stengærde forsvandt, vilde _"Bladeløs"_, som den kaldes i ældre dansk, ikke være aftaget videre i Antal. Den føler sig som hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming nævner den som en af de 20 Blomsterplanter, der udgør de vestjydske Havklitters første, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad Sandet næsten som smaa, mørkerøde Hoveder, og hen paa Sommeren er dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget iøjnefaldende i det hvide Sand.

Ligesom sine Frænder holder Bidende Stenurt sig langtfra altid Salmistens Paabud om at søge de nedrige Steder efterrettelig, den stræber tværtimod efter at naa op i Højheden, selv om den der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den fæster Rod paa Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Følge, og lejlighedsvis træffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slægt, Sedum, men dog tilhørende en fælles Familie, _de Tyk-bladede_ paa Latin kaldet _Crassulaceae_. Denne Nummer tre røber alene ved Navnet _Tagløg_ sit vanlige Voksested.

Slægten Tagløg eller Husløg, _Sempervivum_, opføres i Kataloger over Stenhøjsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter, hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjærge og er saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora tæller adskillige Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja længere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden nære Slægtninge, kaldes Arten, _Sempervivum tectorum_, ligefremt _Tagløg_, uden noget Tillægsord.

Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen Sammenhæng, der ikke er uden historisk Interesse.

I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med andre Tagløg-Arter en udpræget Klippeplante. Langt tilbage i Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke, saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade i det Hele var et udmærket Husraad, et kølende, lægende Middel mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, nær ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit ud paa Tagene, som den Gang neppe var straatækte, men snarere græstørvklædte.

Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte Branden, der rasede i vort eget Kød, ogsaa var skikket til at værne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man Husløget til at være Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvægets Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det folkelige Navn _Barba Jovis_, Jupiters Skæg, som de ældste Oldtidsforfattere kalder den.

Troen paa Tagløgets undergørende Kraft bredte sig stadigt længer mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa Tagene.

Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagløget som Lynamulet, hvad der var saa meget mere rørende, som selve Himlen utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var ligesaa stærk i Troen, men uærbødigt kunde lade sine Lynstraaler splintre de skrøbelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med Jupiters Skæg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulærde Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skæg, der senere i gængs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut.

Et mærkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store c. 812 lod affatte vedrørende Driften af Krongodserne. Heri findes en Liste over de Køkken- og Krydderurter samt Frugttræer, som Kejseren ønskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72 Arter nævnes Barba Jovis, i Oversættelse lyder Stedet saaledes: "Gartneren skal have Tagløg paa sit Hus."

Den første danske Plantebog, _Simon Paullis Flora danica_, udgivet 1648, skriver følgende om Husløget eller Sankt Hans-Løget, som tectorum her kaldes: "Denne Urt voxer her i disse Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke alleniste groer nedre paa Taget, men endda øverst paa Ryg-Aasen ...." 40 Aar senere meddeler _Kyllings Viridarium Danium_, den første Fortegnelse over alle den Gang kendte danske Blomsterplanter kort men godt, om Tagløgets Forekomst: "Paa Tagene mange Steder".

Dette passer nu ikke længer saa ganske. Tagløget er ved at blive en Sjældenhed og maa siges at falde som Offer for flere sammenstødende Omstændigheder. Ingen har mere Tiltro til det som Lynafleder og Brandskader læges paa anden Vis end ved Saftblade, ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore Bedsteforældres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlæg kan Husløget ikke, og saaledes staar den før saa udbredte Plante i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken hører den til det Danmark, som forsvinder.

Priset være da Havernes Stenhøje og kunstige Klipper, hvor Stenurter og Husløg kan dyrkes fra Slægt til Slægt. Selv en mindre Samling Stenhøjsplanter indeholder gærne en eller flere Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, bør man sikkert foretrække tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin minderige Fortid at sættes øverst paa Listen.

Straatagenes Forsvinden er til at bære, men at ogsaa vore Stengærder er i stærk Aftagen, maa ærgre den vildvoksende Floras Venner. De hegnede i fordums Dage næsten hver Marklod, hvert Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid nærmest for Ødselhed. Hvormange samfundsnyttige Skærver kan saadan et Dige af lutter store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengærderne ned, og hvad plejer der at komme i Stedet? Hæsligt, ondskabsfuldt, næsten modbydeligt Pigtraadshegn.

Faa Steder er eller var Botanikerne kærere end Stendiger. Der er fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om Pladsen, og man næsten altid finder Planter, som ellers ikke vokser i Omegnen. Her er Sjældenhederne værnede mod Leens, Plovens eller Spadens Ødelæggelsesværk. Jordens tiltagende Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets oprindelige Plante- og Dyreverden.

Navnlig paa Stensætninger om Haver træffes den frodigt voksende _Linaria Cymbalaria_, paa Dansk kaldet med et skrækkeligt Navn _Haandlappet Torskemund_, ikke helt sjældent. Ogsaa den hører til de "forvildede" og er endda kommen ret sent her til Landet. Hornemans "Plantelære" fra c. 1820 nævner den som tilsyneladende vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det daværende Danmark, Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin Flora's første Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagløget, i Tiltagende herhjemme. Italien nævnes som dens egentlige Hjem, og Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klæder med sin tætte, grønne Kappe. Paa Stenhøje, hvor Cymbalarien skal vokse jævnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt, kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til Raadighed gør den god Fyldest, er udmærket til Stengrotter og Mure, hvorimod den bør fraraades paa egentlige Stenhøje. Som smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af _"Huslig Lykke_".

Udenfor Blomsterplanternes Række maa Flertallet af danske _Bregner_ fremhæves som Stenhøjsplanter i dobbelt Betydning. De træffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder.

_Engelsød, Polypodium vulgare_, er vor almindeligste Stengærde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende _Radeløv-Arter_, Slægten _Asplenium_, hører til de Planter, som allermest er ramte af Menneskenes skaanselløse Fremfærd mod deres foretrukne Voksepladser. Vore fire Radeløvbregner er alle sjældne og bliver det stadigt mere. _Nordisk Radeløv_, som endnu for 30-40 Aar siden stod opført fra ikke faa Steder rundtom i Landet, hovedsagelig paa Stengærder, har disses Aftagen næsten bragt til fuldstændig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi, at saavel Radeløv-Arterne som andre stenelskende Planter endnu synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske Flora, og i særdeles Grad er vor Klippeø et Paradis for alle danske Bregner.

Selvfølgelig kunde der endnu fremdrages en lang Række vildvoksende Planter, som der var Grund til at skænke Plads paa Havestenhøjen. Da de i den fri Natur ikke særligt søger stenede Voksesteder, foreligger næppe Grund til at skænke dem Omtale som danske Stenhøjsplanter. Vi maa indrømme i den Forstand Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert. Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke.

UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER

(Ved _Axel Lange_).

Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en dansk Amatør kunde tænkes at komme til at beskæftige sig med. Medens der saaledes er nævnt et forholdsvis stort Antal Arter, er Tallet paa Have-Varieteter forsætligt bragt ned, idet saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

_Acorus calamus, "Kalmus"_, er en meterhøj Plante med en Mængde ubetydelige Blomster i en lang, tæt Kolbe. Bladene brede, græslignende. Rodstokken er meget aromatisk. Der findes en brogetbladet Varietet. Mosehuller og Søbredder paa lavt Vand.

_A. gramineus_ fra Japan og dens Varietet _fol. var_. med brogede Blade, er lave, tueformede Planter med græslignende Blade. De kan anvendes som Indfatning om Mosebede.

_Aira cæspitosa, "Mose-Bunke"_, 1 m høj. Et her i Landet almindelig udbredt Græs, som vokser i tætte Tuer. I dyrket Tilstand bliver Tuerne meget store og fyldige. Smaa-Aksene i den rigtforgrenede Stand er violetbrune. En Varietet med blege eller gyldne Smaa-Aks: _pallida_ er overordentlig smuk og maa anbefales i meget høj Grad. Mosebed.

_Alisma plantago, "Skeblad"_. Indtil meterhøj Plante med ret store, æg-hjærteformede Blade og smaa hvide Blomster i en stor Top. Mosehuller eller Sø paa lavt Vand.

_Allium senescens_. Europa. 35 cm høj. Bladene er lange, linieformede; Blomsterskaftet noget sammentrykt med en tæt Skærm af matlilla Blomster. Mosebed. Juni.

_Apogoneton distachyum_ fra S. Afrika, kan om Sommeren dyrkes ude i smaa, lune Vandhuller, men maa om Vinteren holdes i Koldhus. Bladene har lang Stilk og flydende Plade. Blomsterne hvide, af stærk, ejendommelig Duft, samlede i en mærkelig tokløftet Blomsterstand.

_Astilbe_. Denne Slægt, som slutter sig nær til _Spiræa_, rummer en Mængde prægtige Arter og Hybrider. Bladene er gærne flere Gange fjersnitdelte. Blomsterne er smaa, men meget talrige, samlede i store Stande. De formeres let ved Deling. Egner sig særlig til Plantning paa Mosebede, ved Vandløb eller omkring Springvandsbassiner. Halvskygge.

Af Arter kan nævnes: _A. Davidi_. 1,5 m. Bladafsnittene ægformede, grovt savtakkede. Blomsterne lyskarmin i en meget langstrakt, smal topformet Stand. August. _A. grandis_. 1 m. Bladafsnittene ægformede, skarpt savtakkede. Blomsterne gullighvide i langstrakt Top. August. _A. japonica (Hoteja japonica_). Bladafsnittene elliptisk-lancetformede, blanke. Blomsterne hvide i pyramideformet Top. Juni. _A. rivularis_, Himalaya. 1-1,5 m. Bladafsnittene store, ægformet-elliptiske. Blomsterne gullighvide. Juni.

Af smukke Hybrider kan anføres: _A. Arendsii, "Kriemhilde", "Lachskönigin", Rubella, "Queen Alexandra", "Gerbe de neige"_. løvrigt henvises til rige Udvalg i Handelsgartnerkatalogerne.