Part 9

Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie, de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og det var ikke altid saa let.

Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa en tre-fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa. Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“, fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.

Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger, som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.

Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har Forholdet til Søsteren aldrig været godt, da de begge var meget skinsyge.

„„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; men det samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig,“ forklarede Sofie.

Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. „Tal ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man nævner ham. Men paa den anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som Sofie fortalte mig:

Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks Emanuel.

Hun blev bange, vendte sig om og raabte:

„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ Og saa gav hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder; men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre.

„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel.

„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først standsede Emanuel og raabte efter hende:

„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“

Og siden har han ikke søgt hende .....

* * * * *

Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig efterhaanden hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra de sidste Aar paa Østkysten. Og da jeg saaledes først havde visse Fakta at gaa ud fra, faldt det mig siden ikke saa vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de Oplysninger, jeg søgte.

I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk Oversættelse.

ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD.

Besuk fortæller.

„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk lige i Nærheden.

Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.

En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende -- han havde nemlig lagt sig hos Atarajik -- og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet, sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.

Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen. Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem.

Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne; først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres Legemer for at aande dem varme.

Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.

Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.

En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.

Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet hende i Havet!

Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man skulde forstaa ham.

Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til Havet.

De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.

Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød mod Land.

Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende Braadsøer.

Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en god Fanger.

Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.

„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet.

* * *

Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end disse.

Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6-700 Pund) havde hun ganske ene trukket op paa Isen.

I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde, morsom at være sammen med, men farlig!

Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist Niarajuak.

Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.

Det var Løgn.

En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt ihjel.

Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.

SAKUA'S DØD.

Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min Mands to Brødre, Adam og Christian.

Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner og en hidsig og farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru netop paa den Tid. Sakua var en af dem, der var sluppen levende fra Husbrændingen ved Lindenows-Fjord.

Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; men der herskede dog et underligt Forhold mellem Christian og hende. Til Tider var han stærkt optagen af hende og favoriserede hende paa sin første Kones Bekostning. Til andre Tider forskød han hende og jog hende ud af sit Hus. Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn fødte ham.

Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og styrter ud efter hende.

Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham.

„Hvad vil du?“ spurgte hun.

„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand Børn“ raabte Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener ikke at leve.“

Og saa fyrede han paa hende.

Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende.

„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om.

Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil. Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes Strube, saa at hun endelig døde.

Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet fra Kroppen og kastede det ud i Havet.

Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste det .....

Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod hende blive liggende der.

Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen.

Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.

MORDET PAA KATIAJA.

Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:

„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at du alene skal leve!“

Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente.

Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør man for at pine sine Fjender med Dødsangst.

Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes. Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte bort, thi der passes nøje paa.

Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa hende.

Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet.

„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at leve.

Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste vi, at Katiaja ikke havde langt igen.

Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og sagde:

„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“

Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem Husene og for sammen ved den mindste Lyd.

Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet skulde øves.

Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han var den eneste levende paa hele Kysten:

„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!“

Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor hun sad.

Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i Ophidselse:

„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!“

Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig.

Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende Katiaja ud.

Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen.

Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han; dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten.

Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen: „Qujanaq! Isumangnaeqingigput!“ (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange for ham.

Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen.

En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde eller af Sult.

Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige, og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i Fjældene i den mørke Nat.

Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.

Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala -- hun er nu døbt og bor her ved Handelsstedet -- op fra Briksen, greb den lille Pige ved Armen og førte hende ud igen.

Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten og lod hende blive liggende ude i Sneen ...

Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned til Vestkysten for at lade sig døbe.“

AVIAJA OG HANS SLÆGT.

En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar.

Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende Skær ud over det dønende Hav.

„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om Nordlysene. „Man siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de farer af Sted!“

„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at myrde, blev de helt afsindige.

Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod; han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at tømme Liget.

Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist -- det var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel -- man kunde jo ikke vide ...

Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en Vinter:

Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.

Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham behjælpelig.

De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev dækket til med Sten.

Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak, Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville hævne sig .....

Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket.

„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende tilbage; nu havde hun fundet ham ....

Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for at sørge.

Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret og spist.

Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de andre hjalp hende og hendes seks Børn, -- nej, det er sandt, det mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen.

Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud.

Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer.

Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i Søen, saa skulde Moderen følge efter.

Det gjorde Drengen og druknede.

Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og kastede sig ud ....

Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“

-- -- -- Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu hver paa sin Sten og tier.

En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende paa en Fjældkam. Han har ikke set os og raaber vore Navne.

Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid paa friskfanget Sæl .....

AANDEMANEREN AUTDARUTA.

Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst til selv at lære ham at kende.

I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:

„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig.

Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“

Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.

Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig altid usikker.

Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede Blik!

Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....

Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, -- hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet ham ...

* * *

Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage en Rejse sammen med Christian. Rejsen strakte sig over en Maaned, og Christian, som imidlertid havde sluttet sig stærkt til mig, vilde endnu have fulgt mig, hvis han ikke var bleven saa stærkt angreben af Fnat, at han maatte lade sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.

Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik vi talt meget sammen.

Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at slaa en Streg over sin Fortid.

Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:

„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til Spæksyltning for Vinteren.

En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg søgte, men fandt ingen Mennesker.

Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og gik hjem.

Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.

Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.

„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander. Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen. Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med.

En Dag kommer han og siger til mig:

„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok trænge til Hjælp, du lille faderløse.“

Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa kastede den ham op igen og svømmede bort.

Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig, at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større Magt over sine Hjælpeaander.