Part 4

Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i den mørke Tid kastes ud over Landet.

Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.

Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.

Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! -- Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.

De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.

Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden -- og der spises i Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset -- klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.

I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, -- og Handlingen i disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og Menneskeædere. -- Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed følger efter.

Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i Nordgrønland.

En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr -- Moses tror jeg, han hed -- fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.

Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.

Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.

Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.

„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“

„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“

Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.

Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med.

„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“

Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte Haler og lyttende Øren.

Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.

En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie:

„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om ...“

Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig.

„Fortæl, Moses!“

„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. -- -- -- Men sig mig bare, synes du ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“

„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?“

„Naa, ja, du har Ret! He -- he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine Sælgarn.

„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ siger Moderen.

„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto og kører ud.

Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.

Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig -- alt Djævelpak kommer altid fra venstre -- og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet ....

Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.

Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq -- Bakken ganske nær ved Husene -- var Otto igen alene.

„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger Moses mig hviskende.

„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret ham?“ foreslaar jeg.

„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt ad?“ spørger Moses indtrængende.

„Asukiaq!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.

Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre med dem.“

Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.

Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder ....

KOGLERIER FRA GAMLE DAGE

„DET AABNE ØJE“

Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven hviskende af Ælde.

Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende fortælle Sagn fra gamle Dage.

Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin sidste Smule Rest af Stemme.

Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde været døde.

Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne; da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik over hvert eneste af hendes Ord .....

-- -- --

Det var hen paa Efteraaret -- under de korte Dage og det gode Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster. Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da Beate begyndte at fortælle:

„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq paa Nugsuaqhalvøen.

Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.

Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske at give en gammel Kælling noget.

Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.

Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og forfulgte nu daglig Drengen.

Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor Troldmand.

Endelig hørte man dem komme -- flere Konebaade i Følge kom de roende; Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften.

Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte.

Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se. Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne.

Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.

„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der talte.

„Solen -- Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med at gentage.

Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde -- og saa turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.

Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var derimod straks falden i Søvn; -- det var Englene, som holdt deres Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til Kristentroen.

Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som gik for sig.

„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham.

Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag løftede sig, og Himlen kom til Syne!

Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende. Den, som de berørte, maatte dø!

Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!

Hu! -- Hu! Hele Huset genlød af Skrig.

Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i Munden paa hinanden, og Huset rystede.

Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig; det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt, saadan fløjtede de!

Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.

Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted, hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder: Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.

„He -- he -- he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; og saa strakte hun sine døde Fingre ud i Mørket.

Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt.

Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.

Saa forsvandt Genfærdet.

Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.

Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling, der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han vilde blive rask.

Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for det, han havde gjort.

Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia -- ia -- ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.

Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder; saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det raske, og Drengen blev halt ...

Ja -- alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“

-- -- -- Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende Hvisken -- og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede sig gennem alt -- ned til det, vi andre ikke kunde se.

Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.

„Min Bedstemoder hed Mamuaq.

Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende, opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt fra hende.

Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom den tilbage igen.

Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange Aar tilbage.

Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.

Hu! -- Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.

Men Bedstemor rejste sig og gik ud.

Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De løb og løb -- og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.

Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre; Bedstemor fulgte efter.

Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.

De gik ind.

Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.

Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden om paa hende, og saa manglede hun Fødder.

Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv, og saa sagde hun:

„For tidligt spiste du Lunge -- for tidligt spiste du Luffer -- Se paa mine Fødder!“

-- -- -- Alle Tæerne manglede.

Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.

„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end de andre.

„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet. Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.

Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:

„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun.

Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.

„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej -- eja -- ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt. Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det hende at hviske:

„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

„Nej, se -- se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“ raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab -- for det, der kom, fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt, som om det lige var skaaret ud af en Sæl.

Aa -- ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....

-- -- --

Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.

De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv.

Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, -- hendes indfaldne Kinder var feberrøde.

Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en Aabenbaring ...

Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.

Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset ...

„STØVLEMANDEN“

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.

Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.

„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.

Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, -- saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei -- ej! Ha -- ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!

Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Saa roede han hjem med sin Fangst.

„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen; „de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“

„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“ sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde „Støvlemanden“ længe været tavs.

Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.