Part 14

Der var en Talen, Bekenden og Spørgen derinde, saa man næsten ikke kunde høre, hvad der blev sagt. Jeg, som ikke var vant til noget saadant fra Østkysten, spilede ordentlig baade Øjne og Øren op.

David var nu færdig med at bekende og raabte pludselig: „Ja, nu er jeg ren og uden Synd; min Synd har jeg tvættet af mig.“

Og han kastede sig paa Gulvet, strakte Armene op mod Himlen og raabte:

„Herre Jesus, endelig ser jeg den Stige, som fører til Himlen!“

Det, som nu hændte, skal jeg aldrig glemme.

Sofie, som var løben til for at overvære Bekendelserne, havde sat sig paa et Par Brædder, der var lagte over en Urinbalje, saa stor som en overskaaren Tønde, fyldt til Randen med Urin.

Da David falder paa Knæ og raaber til Himlen, bliver hun saa ivrig, at hun vipper de Brædder, hun sidder paa, i Vejret.

Plask! Der ligger hun i Urinbaljen, der gaar fra hinanden, saa at Urinen skyller ud over Gulvet og hen over David, som laa paa Knæ .....

Da Sofie og den knælende David rejste sig, drev Urinen af dem, og en ulidelig Stank bredte sig over Huset.

Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord derom.

Ud paa Natten blev Mødet vildere og vildere. Det var som en Sygdom, der smitter. Flere og flere vilde bekende, og David prædikede som Præst.

Men nu blev Kateketen bange. Han havde søgt at gendrive Djævelens Handlinger, men havde ikke længere Magt over Folkene, der beskyldte ham for at være lunken i Tro. Og Kateketen, der frygtede, at alle skulde falde fra, gav Ordre til at sætte Konebaaden ud i Vandet, for at David kunde blive ført til Missionæren i Frederiksdal. -- Jeg meldte mig som Roer.

Men da man bragte David ned til Baaden, flygtede alle andre op af den.

„Bort med ham! Bort med ham!“ skreg de. „Han smitter os alle sammen!“

Og saa stor en Magt havde den onde nu over David, at han var bleven ganske sort i Ansigtet, under Øjnene og under Munden. Han saa fæl ud.

Saaledes var ogsaa alle de andre besatte.

Jeg, som var ganske uvidende om den Slags Ting dengang, syntes, at de saa forfærdelig grinagtige ud; det var, som om de havde sværtet sig med Sod for at se morsomme ud. Og da jeg mødte gamle Rosine, lo jeg hende lige op i hendes sorte Ansigt.

Naa, da man ikke vilde sidde i Konebaad sammen med David, saa maatte han jo puttes i en Kajak; men da han først var kommen ned i den, nægtede han at ro.

Saa maatte da min Mand Josva og Davids yngre Broder Zakarias bugsere ham helt ned til Frederiksdal.

Undervejs gjorde han megen Kvalm; ja, han vilde ikke ro samme Vej som Konebaaden.

„Jeg besmittes af deres syndige Aand,“ sagde han; og saa maatte de bugsere ham langt til Søs for at føje ham.

I Frederiksdal nægtede han at gaa op til Missionæren. Han sled sig løs og løb op mod Elven. Der stod han og pegede op mod Stenurts-Fjældet og fortalte, at han kunde se et stort, hvidt Slot med lysende Vinduer. Mange smukke Fugle kredsede om Slottet, og Englene vinkede ad ham.

..... Men saa kom Missionæren og tog David med sig hjem .....

Ja, ser du, det var, dengang Fanden plagede vore Bopladsfæller; og som jeg sagde dig før, Mage til besynderlige Ting har jeg aldrig oplevet paa Østkysten.

Men det havde jo ogsaa sin Rimelighed, for vi var jo dengang kun uvidende Hedninger, som ikke forstod os paa Djævlebesættelser .....“

Det her skildrede foregik ved Igdlukasik for en Snes Aar tilbage.

Det her behandlede Materiale er indsamlet paa „Den danske literære Grønlandsekspeditions“ Rejse 1902-1904.

End of Project Gutenberg's Under Nordenvindens Svøbe, by Knud Rasmussen