Part 11

Saa gik de op paa Fjældet for at kaste Kød ned til dem, men Aabningen i Fjældet var smal og gav ingen Plads for Kød. Saa gik de hjem og hentede Blærer med Blod, og ned gennem Fjældaabningen hældte de Blodet, og det randt ned ad Kløftens Sider, og Børnene slikkede det. Men Fjældet tog saa meget; og alt det, der lagde sig paa Stenene øverst oppe, fik Børnene ikke; og Blodet stillede ikke deres Sult, og de græd. Men da Graaden lød stærkest, kom en gammel Kone løbende fra Fjæren, hvor der laa nyfanget Sæl, og i sin Haand havde hun hele Sælens Tarm, fyldt med Blod. Men Tarmens Ende havde hun bundet med Garn, og intet Blod flød, før Tarmen var løst.

De sænkede Tarmen ned gennem Fjældspalten, Børnene løste for Aabningen, og Blodet løb ned i deres Munde.

Saa kom Dagen derpaa.

„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned.

Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa Ryggen:

„Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud gennem Hud og Kød!“

Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken:

„Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig. Men vil I vente, saa skal jeg aabne det lukkede i Morgen gennem en Tryllesang.“

Da Menneskene vaagnede Dagen efter, kom en gammel Kvinde ud, og den gamle Mand kom hen og spurgte hende:

„Tror du, at Himlen vil staa blaa i Dag?“

„Selvfølgelig! Solen vil skinne!“ svarede hun.

„Hvorfor?“ spurgte den gamle Mand atter.

Da saa Konen ind i den gamle Troldmands Ansigt og sagde stille for at vække hans Samvittighed:

„Selvfølgelig fordi Barnet i Dag maa æde sig ind i hendes Nakke.“

Men den gamle, der blev vred over det Svar, tryllede ikke Klippestykkerne fra hinanden, og alle Børnene sultede ihjel derinde.

Og saa maa den Historie ende her. -- -- --

* * *

MENNESKEÆDERSKEN.

Det hændte nu som sædvanligt, at Kajaker, som roede Øster paa, aldrig kom tilbage. Til sidst var der kun en af Fangerne tilbage; ogsaa han roede en Dag Øster paa for at se efter sine Landsmænd. Da han kom rundt om et Næs, blev der raabt til ham:

„Kom op!“

„Nej, jeg kommer ikke op!“

„Men saa kom dog op!“

Og da hun var saa stædig, saa gik han i Land.

„Bær din Kajak op!“

„Nej, jeg bærer den ikke op!“

„Jamen saa bær den dog op!“

Og da hun var saa stædig, saa bar han den op.

„Tag Redskaberne op af din Kajak!“

„Nej, jeg tager ikke Redskaberne op!“

„Men saa tag dog Redskaberne op af din Kajak!“

Og da hun var saa stædig, saa tog han dem op.

„Vend Bunden i Vejret paa din Kajak!“

„Nej, jeg vender den ikke op!“

„Men saa vend dog Bunden i Vejret!“

Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op.

„Læg Stenen paa Kajaken!“

„Nej!“

„Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“

Og saa gjorde han det.

„Gaa nu ind!“

„Nej!“

„Men saa gaa dog ind!“

Og saa gjorde han det.

„Træk din Pels af!“

„Nej!“

„Men saa træk den dog af!“

Og saa gjorde han det.

„Tag dine Støvler af!“

„Nej!“

„Men saa tag dog dine Støvler af!“

Og saa gjorde han det.

Og hun hængte dem op til Tørring.

„Men hvad skal man da give ham at spise?“

Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden ud for at hente Mad.

Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret Ansigtshuden op paa Væggen.

Konen kom ind med en Pose med Bær. Manden gav sig til at spise, men da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da han saa den, sagde han:

„Saadan noget kan jeg ikke spise!“

Da det blev Aften, gik de til Ro.

Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han vaagnede, hørte han Klang af Jern. Saadan smed hun sit Vaaben fra sig.

Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat.

Ved sin Hjemkomst fortalte han:

„Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage. Det er en Menneskeæderske, som lever af dem.“

Da næste Dag gryede, roede han tilbage til hende, og da han kom ned for hendes Hus, raabte hun:

„Kom saa op!“

Og han svarede:

„Men det var jo dig, der nær havde dræbt mig i Gaar!“

„Ja, men saa kom dog op! Det var ikke mig, men hende deroppe, som nær havde myrdet dig.“

„Ja, men Barnet i Rygposen har jo farlige Negle!“ raabte Kajakmanden op til hende.

Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter.

Nu blev Kællingen vred og busede ud:

„Gid man kunde stikke ham dernede!“

Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage:

„Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“

Kvinden var lige ved at falde om.

„Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen.

Og han var lige ved at kæntre.

„Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem hende!“ raabte han tilbage.

Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin Krumkniv:

„Gid man kunde ramme ham dernede!“

Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre. Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem.

Og her vil jeg ende denne Historie.

RYPEN OG HAVLITEN.

Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al Opmærksomhed.

Saa raaber Havliten opefter:

„Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“

Og Rypen svarer højt oppe fra Fjældet:

„Aa, det er saamænd bare af Omsorg for dig, at jeg kredser hen over dig.“

„Jamen hvorfor skal du altid være oven over mig, du deroppe med de røde Bukser?“

Rypen vendte sig mod Havliten og raabte ned:

„Ja, hvorfor har du med de røde Skindlapper dog de lange Styrefjer?“

„Jamen hvorfor skal du dog altid kredse over mig, du, der dog aldrig vover dig ned i Vandet?“ raabte Havliten op.

„Men hvilken Grund har du dog til altid at skælde mig ud, du, som slet ikke kan maale dig med mig?“ svarede Rypen.

Saa vendte Havliten sig imod den og sagde:

„Hvor tør du dog raabe til mig, du deroppe, som har det klodsede Næb?“

„Men du da, som raaber dernede med det usselig tynde Næb!“ svarede Rypen.

Og saa begyndte de for Alvor at skændes.

„At du dog vil blive ved at raabe, du deroppe med de flækkede Fødder!“

„Du da med de hele Plader!“

„Saa skulde du vække min Vrede!“ raabte Havliten og gik i Land, løb Rypen op og greb den.

„Av! Slip mig dog!“ skreg Rypen.

„Nej aldrig!“ svarede Havliten. Og saa førte den Rypen ned mod Havet.

„Ak, og det er mig her,“ sagde Rypen, „som aldrig før nærmede mig Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide.“

Rypen var bleven saa medgørlig.

„Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!“ skreg Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.

Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik Fodfæste paa Fjældhylderne.

„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for Havet!“ skreg Rypen.

Plump! -- Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde.

Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst var øverst.

Den var død. -- Men hvor blev den anden af?

Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden.

„Qaqe-qa-qaoq!“ (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.)

Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den:

„Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“

Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.

Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.

Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit Mavebælte!

INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN.

Der var engang en Pebersvend.

Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.

Han plejede altid at løbe ned til de unge Piger, naar han saa dem lege ude. Og de unge Piger flygtede altid straks for ham ind i Husene.

Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, plejede han at vaagne.

Engang da han som sædvanlig først var vaagnet ved Solnedgangstid, krøb han dog alligevel i sin Kajak og roede ud. Han var knapt kommen uden for Husenes Synsvidde, før han hørte en Mand raabe:

„Jeg er kæntret! Hjælp mig!“

Han roede derhen og fik rejst ham paa ret Køl og saa, at det var en af de næseløse, Ildfolket.

„Du skal faa alle mine Kobberemme med al Besætningen af Hvalrostand,“ sagde den kæntrede.

„Nej, de Ting bør jeg ikke tage. Det eneste, jeg ikke magter, er min sørgelige Søvnighed!“ svarede han.

„Nu skal du først følge mig til mit Land,“ sagde Ildmanden, og saa slog de Følge.

Da de kom frem, sagde den næseløse:

„Den Mand, frelste mit Liv, da jeg var lige ved at dø!“

„Ja, jeg frelste dig, fordi min Kurs skar din; det var saamænd for første Gang i lange Tider, at jeg var kommen i Kajak,“ sagde Pebersvenden.

„Kun eet Bytte maa du vælge dig, naar du farer hjemefter. Og vogt dig siden vel for at omtale, hvad du har oplevet. Ellers vil du siden faa Uheld til Fangst.“

Det var Ildmandens Ord. Og saa roede Pebersvenden hjem.

Men da Hjemkomsttiden var inde, og ingen saa ham, begyndte de ledige unge Piger allerede at glæde sig over hans Forlis. Han var saa ond, syntes de.

Men da han saa med eet kom til Syne om Næssets Pynt, raabte alle:

„Han dernede ser jo ganske ud som Pebersvenden!“

Og saa løb alle kisimîtuatsait (de, som er saa heldige at være ene: de unge Piger) ind i Husene.

„Og Pebersvenden har Fangst med!“ var der en, der raabte.

Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud.

Saaledes randt nu Pebersvendens Dage. Tidligt paa Morgenen rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst.

Da begyndte de enlige Piger at tale sammen:

„Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at kappes om ham.

„Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen.

Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den bedste i Flokken.

Nu levede de sammen, Pebersvenden og Kvinden, og hver Dag flænsede hun friskfanget Sæl. Til sidst blev hun træt og gav sig til at raabe:

„Men hvorfor fanger du ogsaa saa fortvivlende meget?“

„Tja, Sælerne tilbyder sig, og saa fanger jeg dem,“ svarede Pebersvenden.

Men da Kvinden blev ved med at udspørge ham, sagde han:

„Ja, der var engang -- -- --“, og da dette var undsluppet ham, gik han til Hvile. Men det varede længe, før han faldt i Søvn. Og først da Solen stod lige paa Bopladsens Huse, vaagnede han og roede ud.

Den Dag fangede han kun een Sæl.

Om Aftenen begyndte Konen igen at fritte ham ud, og da hun ikke lod sig stille til Ro, fortalte han:

„Der var engang, ja -- -- -- jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. „Jeg er kæntret!“ raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl; og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse.

„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den næseløse til mig.

„Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde jeg.“

-- -- -- Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.

Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem.

Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra Klipperevnen:

„Gaa du nu ud til ham!“

Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:

„Tag mig!“

„Dig vil jeg ikke have,“ sagde Pebersvenden, „du suger jo Næring af Skarn.“

Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den sige:

„Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn.“

Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:

„Gaa du nu ud!“

Og saa kom en Flue ud.

„Du kan faa mig,“ sagde den.

„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi du ganske planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig store.“

Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før.

Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud.

„Tag mig!“ sagde Stankelbenet.

„Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, og Stankelbenet gik leende ind.

Saa kom Tusindbenet ud.

„Tag mig!“ sagde Tusindbenet.

„Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle.“

Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.

Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud.

„Tag mig!“ sagde Myggen.

„Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind.

Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone.

„Lysk mig!“ sagde Pebersvenden glad.

Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:

„Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man hører Lyd af Fugleunger!“

Og Pebersvenden faldt i Søvn.

Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.

Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde.

Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit Mavebælte.

PEBERSVENDEN, SOM GIFTEDE SIG MED EN RÆV.

Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend. Hans Landsmænd opfordrede ham til at gifte sig, men han vilde ikke.

En Dag satte han en Rævefælde op. Da han saa til den, havde han fanget en Ræv, og den slog han ihjel.

Næste Gang han saa til sin Fælde, havde han igen fanget, denne Gang en Hunræv.

Den tog han med hjem og havde den som Hund i Huset under Vinduet. Naar han holdt Maaltid, gav han Ræven Kødbenene, og saa laa den derhenne og gnavede.

Saaledes havde han det med Ræven, og saa en Morgen tog han ud paa Kajakfangst.

Der var ikke gaaet lang Tid, før Skindene af de Sæler, han fangede, var beredte, naar han kom hjem; ja til sidst var de endogsaa hængte til Tørring paa Stilladset ude.

Senere lagde han ogsaa Mærke til, at hans Lampe blev passet, medens han var ude, og aldrig gik ud. Ved sin Hjemkomst fandt han Gryden kogende over Lampeilden uden at der var et Menneske i Stuen.

Da han ikke kunde begribe, hvorledes det hang sammen med disse Ting, gemte han sig en Dag bag et Fjæld for at holde Udkig, og se:

En dejlig Kvinde med en stor Top og brede Hofter. Det var Ræven, der kunde skabe sig til et Menneske.

Da den gik ind, sprang Pebersvenden efter hende. Inde i Huset saa han blot noget mørkt forsvinde ind under Vinduet. Gryden var vendt, men ikke et Menneske i Huset.

Dagen efter gemte han sig igen, og atter kom der ud af Huset en Kvinde med en dejlig stor Top. Da hun gik ind igen, løb han efter hende og fik fat paa hende, inden hun kom ind under Vinduet. Og nu tog han hende til Kone.

Hun var saa smuk, at hun lignede de hvide Mænds Kvinder!

Medens han nu levede der med hende som Kone, kom der en Mand paa Besøg.

„Skal vi to ikke bytte Koner?“ sagde den fremmede engang paa en Kajaktur.

„Umuligt! Hun er saa let til at blive skinsyg!“

Og den fremmede maatte rejse bort uden at faa sin Vilje.

Pebersvenden havde ikke villet laane sin Kone ud, fordi der var den Ejendommelighed ved hende, at hun kom til at lugte af Ræv, naar hun blev svedt.

Men en Dag kom den fremmede igen paa Besøg, atter for at foreslaa Konebytning; og da Pebersvenden ingen Udveje saa, indvilgede han til sidst.

En Dag tog han saa i Kajak over til den fremmedes Kone; men inden han rejste, bad han denne om endelig ikke at komme med Bemærkninger, hvis hans Kone skulde komme til at lugte af Ræv. Hun var saa hidsig!

Den fremmede lagde sig nu paa hendes Leje, og det varede ikke længe, før Kvinden kom til at svede; og hun, som var smukkere end andre Kvinder, kom til at lugte af Ræv.

Manden anstrengte sig længe for intet at sige; men da Lugten blev strammere og strammere, brast det til sidst ud af ham:

„Men hvor kommer dog den Rævestank fra?“

Da hørte han Skrig fra en Ræv: Ka, ka, ka, ka!

Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene.

Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.

„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham ud.

Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.

* * *

Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde:

„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“

Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og skriftet.

Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den gamle Aandemaner, Kunigsarfik.

Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine Udfordringssange, der smædede over den gamle.

I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.

Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham frygtelige „Skaller“, hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet, at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“.

Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa at han kunde forløbe sig.

Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han tage sin Hævn.

Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade: Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium, fortalte Christian. --

I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians Smædesange, -- Christian hed dengang „Konebaaden“.

„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG TIL „KYSSETØJET“, DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Jeg undser mig vel, Da jeg skal udfordre i Sang ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... En vældig Mand Skal blive min Fjende, En gevaltig Mand! Det er det store Kyssetøj ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Hvorfor bryster du dig? Du, som slet ikke er saa vældig. Lad de store bryste sig! Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Naar du drabelig Besværger Aander, Gemmer du dig i Dynen Bag din Kone ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Rygtet gaar -- -- Er det sandt, Du store Kyssetøj? Din Kone hældte Vand Over Fjæset paa dig, Og du -- ha--jai--ja ... Snapped' efter Vejret, Da du for op af dit Leje! ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja. Jeg faar vel et kort Liv, Du, som er den vældige, Jeg, som er den lille Aandemaner! Dræb mig nu Og røv min Sjæl! Jeg forældreløse Er jo saa ufarlig ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Livet var vel det eneste, Jeg holdt af; Derfor søgte jeg Livskraft I en Hund, jeg skabte til Kvinde Og tog til Kone. Derfor magter du ikke Død Over mig, Der tog Hund til Kone ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Lær Visdom af Ynglingen, Du forældede gamle! Sjæle røvede du, Saa du til sidst savnede Mennesker Og maatte stjæle Svigersønner ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Jeg undsaa mig i Begyndelsen Til Sangkamp! Jeg var en ung Mand, Og min Modstander Saa forældet ... Derned og Syd paa ...

Derned og Syd paa ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Men du er jo som et sølle Barn, Naar du græder Over Mangel paa Mænd til dine Døtre. Du skulde sætte et Laag Over dit Fjæs, Der er modbydeligt af Smuds. Jeg beklager din Kone, Naar du brister i Graad, Og hun skammer sig, Du store Kyssetøj. Ha--jai--ja, ha--jai--jai ... Skjul dit Fjæs ... Derned og Syd paa ...

Opad og Øster ud ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Land søgte jeg Nord paa, Da Vreden fyldte mig. Min Slægt var udryddet, Mine Søskende myrdede, Og Vreden fylder mig, Og Land søger jeg Nord paa. Nu venter jeg kun paa dig, Kyssetøj! Opad og Øster ud ...

* * *

Opad og Øster ud ... Ha--jai--ja, ha--jai--ja ... Jeg vil smædesynge dig! Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang, Maa jeg myrde dig. Jeg skal harpunere dig I Skulderbladet; Jeg øvede mig I Kast paa Klapmydser. Nu fælder jeg dem i eet Kast ... Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig; Harpunen gik langt ind i Klippen, Og de rullende Søer skyllede over den. Nu venter jeg kun paa dig, Kyssetøj! ... Opad og Øster ud ...

* * *