# Under Nordenvindens Svøbe ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/under-nordenvindens-sv-be-34747/index.md Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende. Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led, men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt. Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi jeg altid var beskyttet. Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende hen imod mig. „Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline. Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig. Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker; de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem Havet og den faste Jord. Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til, saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa pludselig kan de forsvinde igen. Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han min Hjælpeaand. Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe, aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi jeg forraadte dem ved min Daab.“ -- -- -- Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne. Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og illustrerende Maade. Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen. Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe paa dine Løgne!“ Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler: DA RAVNENE KUNDE TALE. Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale. Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente. Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige. Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed. RAVNEN OG ØMMERTEN. Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre: Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke hinanden. Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide Mønstre. Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen. Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det hele. Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort. RAVNEN OG GAASEN. En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, men Gaasen vilde ikke. „Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“ Men Ravnen var stædig og forelsket. „Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone. Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige: „Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.“ „Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan trætte mig!“ Og saa favnede den bare igen. Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse. „Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring. Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med. Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen: „Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav.“ Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig. „Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig. Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen. De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere. Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden -- venstre for den ene og højre for den anden -- ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig. Der satte Ravnen sig. Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne -- saa gik Vandet den til Hoften -- saa til Livet -- saa til Halsen -- saa til Skægget -- --. Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe. Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank. Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs. Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie. Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav. Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi den. * * * Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske Sagn paa Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at skabe Virkning og vække Latter, er saa ganske forskellige fra dem, vi ellers er vante til, at man i en Oversættelse let løber Fare for at virke raa just der, hvor der for Eskimoer ligger en Pointe. Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt om det, uden at det bliver uanstændigt. Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse. Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art -- paa Kirkeloftet -- og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige Fantasi. Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke, saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at soves ud ... DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND. Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til at passe ham. Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et Genfærd ind. „Ai! Her er Mennesker!“ Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange. „Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke! Dengang man var Jordboer, plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud. Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen. „Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind. „Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“ Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt i den var i Bevægelse. Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset, da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte ham; det var hans Søster, der for nylig var død. Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de fortalte Historier og lo i eet væk. I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset. „Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og intet skal mere være dig umuligt!“ sagde Genfærdene, og en for en faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn, havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder. „Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde der,“ var der en, der sagde. „Ja, nu skal I bare høre!“ sagde Qalanganguase, som allerede var begyndt at komme til Kræfter. „Her har været fuldt af Mennesker, og hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at blive rask.“ Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden. „Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!“ hørte han dem sige, som han laa der. Og saa bandt de Drengen fast til Husstolpen og lod ham svinge frem og tilbage, alt medens han forsøgte at slaa paa Trommen. Siden gjorde Folkene sig rejseklare og tog ud paa Sangkamp, men den lamme Dreng lod man blive tilbage i Huset. Der laa han ganske alene, da hans Moder, som længst var død, kom ind sammen med hans Fader. „Hvorfor er du alene?“ spurgte de. „Jeg er jo lam,“ svarede Drengen; „og da mine Bopladsfæller tog ud paa Rejse for at udfordre til Sangkamp, maatte jeg blive tilbage.“ „Rejs med os!“ sagde Forældrene. „Ja!“ sagde Drengen. Og saa førte de ham ud og bragte ham til Genfærdenes Land og Hus, og saaledes blev Qalanganguase selv et Genfærd. Man fortæller, at Qalanganguase blev til en Kvinde, da han forvandledes til et Genfærd. Men hans Bopladsfæller fandt ham aldrig siden. -- -- -- DE TO BRØDRE. Der var engang to Brødre, som hed Ilimageq og Poulineq. De havde en Moder og en Søster. Poulineq var en stor Aandemaner, og han havde sig en Kone. En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene skulde falde af. Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: „Hent et Hoved til mig, jeg vil koge det.“ Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede: „Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“ Og det sagde Søsteren saa til sin Moder. „Hvor mon han nu tænker at drage hen,“ sagde Moderen, „siden han vil have Kødoplag liggende til os?“ Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det største, hun havde søgt ud. Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen. „Jeg vil foretage en Aandeflugt!“ raabte han. Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine Hjælpeaander. Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone: „Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!“ Og efter disse Ord for han ud af det ene Vindueshjørne. Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han snurrede rundt. Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger) og ventede. Han lettede og sprang derned. „Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!“ sagde Konen. „Ja, hvem kan det være?“ svarede Manden. Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes Forældre gav sig til at mane Aanderne. „Tja, det kunde jo være en Hund,“ sagde Manden, da han var færdig, og den unge Kvinde var atter rolig og tog Spækket for at bringe det ud af Huset. Da hun kom ud, kastede Poulineq sig over hende og greb hende bagfra. „Her er han! Det er en Mand!“ skreg Pigen. „Gaa ind og hent et Par Bukser til mig!“ sagde Poulineq. Naar de flyver gennem Luften, er de altid nøgne. „En Mand uden Bukser! Han beder om Bukser!“ raabte Pigen. Saa kom de ud med Faderens Bukser, der var saa store, at de gik ham helt op til Brystet. Dem trak han paa og gik ind. Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. -- -- -- Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham. Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem, skiltes de og gik. Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte med, at han gav sig til at mane Aander. En Dag begyndte ogsaa han at flaa Skindene af de Sæler, han havde gemt for Vinteren, og det samme hændte: Man kom ud og bad ham om et Hoved. „Det er Forraad for Vinteren!“ sagde han. Hans Søster fik Taarer i Øjnene og gik ind. „Hvorfor græder du?“ spurgte Moderen. „Han svarer, at det er Vinterforraad!“ „Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“ sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen. „Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han. Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde: „Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som troede, at han var død!“ Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde afklædt i et Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige ned foran Broderen. „Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!“ sagde Broderkonen. „Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig,“ sagde Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind. De to Brødre talte nu længe sammen. „Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!“ sagde Poulineq. „Jeg skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til dig!“ Derpaa for Ilimageq hjem. Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter kommende Slæder. En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op. „Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder. Oppe paa Bræen fæstnede hans Opmærksomhed sig ved noget sort. Landet var saaledes formet, at der mellem to Fjælde var en Bræ, der løb lige ud paa Isen. Den lille, sorte Prik kom nærmere ned paa Isen, og se: en Slæde kørte lige løs paa ham. Det var hans Broder og dennes Kone. Konen bar et lille Barn paa Ryggen. Slæden var lige i Nærheden, da han rejste sig op. Hundene havde faaet Færten af ham, og han rejste sig i Flugt hen over Isen. Da hans Broderkone saa ham, blev hun bange og satte Foden saa voldsomt i Isen foran Slæden, at den standsede, og Hundene faldt bagover. „Jamen det er jo min Broder, som vi skal besøge!“ sagde Manden. Og da faldt Konens Frygt. Nu rejste de sammen videre, og Ilimageq gik foran og viste Vej. „Se, Ilimageq kommer sammen med fremmed Følge,“ sagde Folk, da de nærmede sig Land. Og fra alle Huse styrtede Folk ud, og de fremmede kørte op paa Land og kom ind i Husene. De sad endnu og spiste, da Poulineq's forhenværende Kone kom ind. „Der var noget tørret Kød, som du skulde komme ud og spise,“ sagde hun. „Man er mæt!“ sagde Poulineq. Morgenen kom, og Aftenen fulgte paa. Atter kom hans tidligere Kone ind og sagde: „Det tørrede Kød laa til dig, skulde jeg sige!“ Ja, saa rejste han sig og fulgte med hende. De kom ind i Huset. „Sæt dig her!“ sagde Konen og kælede for Pladsen ved Siden af sig med Haanden. Han satte sig, og hun gav ham det tørrede Kød. Han havde sin Kone og sit Barn med sig. Nu peger hans forrige Kone paa sin lille Taske til Syringe; der laa noget deri, som lignede et Stykke Tørv til at tænde op med. Det tog hun og gav til Barnets Moder og sagde: „Giv dog endelig det lille Barn noget at spise!“ Og Moderen tog det, og Barnet spiste. Og lige efter skete det, at Moderen faldt i Afmagt, og Barnet døde. Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud. Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar hende op. Men saa kom Broderen til og sagde: „Lad mig søge!“ Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op igen. Da hun atter var bleven levende, fik hun meget Hastværk, nu da hendes Barn var dødt, og hun sagde til sin Mand: „Lad os rejse hjem!“ „Ja,“ sagde Manden og samlede sine Hunde, og Folk kom ned til deres Slæder, da de rejste. Men før Manden rejste, halede han sin højre Fløjhund ind, spændte den fra og sagde til den: „Anden Hævner faar jeg vel ikke; gaa du op og dræb det forbandede Ægtepar!“ Som et Nordlys's farende Skygge styrtede alle Mennesker ind gennem Vinduer og Husgange for at gemme sig. Hunden var stor, først kunde den hverken komme gennem Vindu eller Husindgang. Endelig pressede den sig dog ind. Alle Mennesker havde samlet sig i et Hus og havde kastet sig over hinanden i Rædsel. Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og rodede op i Menneskebunken. Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de! Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig. Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre. „Fik du dem begge to?“ spurgte Manden. Hunden vendte ham blot Ryggen og for op mod Konebaaden paa Stilladset, hvor Manden havde gemt sig. Et Øjeblik efter kom Hunden tilbage og kastede Mandens Testikler op foran sin Herre. Fra Pebersvenden hørte man ingen Lyd. Saa spændte Manden sine Hunde for og kørte bort. -- -- -- FJÆLDKLØFTEN, SOM LUKKEDE SIG. Et stort Fjæld. Midt paa det en Kløft. I Kløften en Dal. I Dalen et Hus. Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene. Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade Mennesker. Og den gamle, som stod derude i Vinden og frøs, ogsaa han hørte Børnenes Latter. Til sidst blev han vred og vendte sig ind mod Land og raabte: „Dæmp jeres Raab! Sælerne er bange for jer!“ Men Børnene legede, og Børnene skreg. Og den gamle gik hjem. Næste Dag stillede han sig paa Isen lige ud for Husene, og der stod han og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Men Børnene, der var glade og ikke tænkte paa Mad, legede i Kløften, og atter skræmte deres Skrig alle Fangstdyr bort fra Flagerne. Da blev den gamle vred for Alvor og raabte ned mod Klippen: „Klippe! luk dig over dem, der leger derinde!“ Og straks nærmede Klippesiderne sig til hinanden, ganske som en Mund, der slutter Læberne efter Raab. Og inden Børnene fik tænkt en Tanke, var Klippen lukket som en sammenbidt Mund. Og Aftenen kom, og Fædre og Mødre ventede paa deres Børn. Men Børnene kom ikke.