Part 8

Vi tabe hvad vi kaare; "Farvel" er Livets Ord; I hvert et flygtigt Spor Er lagt en Elskovstaare.

Du bort fra mig dig fjerner; Farvel! forlad din Ven! Din Vei dig fører hen I Lys af andre Stjerner.

TORDENVEIR[17]

[17] Af "De Uadskillelige".

Mel.: _O pescator dell' onda, fidelin_.

Nu Tordenskyen trækker Ad den Kant. Ei meer den os forskrækker; Den forsvandt. Med fjerne Brag og Lyn Hen ad Sverrig til den driver, Himlen aabner sine Bryn, Og opliver Sit Syn.

O gid jeg flyve kunde Som en Sky, Hen over grønne Lunde Langt fra By! Var jeg i slet Humeur, Vilde jeg min Vredes Torden Slynge ned paa Folk og Køer, Gjøre Jorden Lidt ør.

Men nu maa jeg desværre Visselig, See til at blive Herre Over mig. Nu faaer jeg vente her, Hvor en Tordenregn mig dypper, Og endskjøndt den standset er, Det dog drypper Fra Træer.

Snart Solen Vand vil drikke Ud af Sky. Man snart behøver ikke Paraply. Snart aander Alting frit; Ene jeg staaer som i Fængsel, Lytter efter hvert et Skridt; Ja min Længsel Gaaer vidt!

#SOMMERREGN#[18]

[18] Af "De Uadskillelige".

Mel.: Auf, es dunkelt. (#Spohr#.)

Himlen smiler, Solen iler Ned mod Vest bag fjerne Træer, Mens i Øst en Bro er bygget, Farvesmykket I violblaat Aftenskjær. Mildt det lufter, Græsset dufter, Perler dække hvert et Blad, Blomst til Blomst er kjærlig klynget, Frisk, forynget Ved det kolde Styrtebad.

Efter Varmen Aander Barmen Luften, som er sval og ny. Hjertet haaber paa det Fjerne, Flagrer gjerne Mod den lyse Purpursky. Himlen, aaben For vor Haaben, Er en Udsigt viid og skjøn, Og dens fjerne Violette Siger dette: Haabet selv er Haabets Løn.

III

BLANDEDE DIGTE

#DEN HELLIGE ANDERS#

LEGENDE

Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge Ad Landeveien gjennem Sjælland gaaer, Da seer han, naar til Slagelse han naaer, En lille Høi paa blomsterklædte Vænge. Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe: Endnu idag paa samme Sted det staaer. Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer, Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge. Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøger Enfoldeligen at fortælle her, Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger. Saa laaner mig da villig eders Øre! Forsamler jer ved disse høie Træer, Og lader Sangen eders Hjerter røre!

* * * * *

Der var engang i længst forsvundne Dage I Slagelse en Præst, som Anders hed. I Dyd og Fromhed ei han havde Mage, Han forestod Sanct Petri Menighed. Ham længtes til Jerusalem at drage, Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned, Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove, Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove.

Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem, De seiled dagligen et mægtigt Stykke, Og naaede snarlig til Jerusalem, Og takked Gud for deres gode Lykke, Til Christi Grav de strax begave dem, At løses fra de Synder, som dem trykke. Med fromme Taarer Frelseren de bade, At Synderne han vilde dem forlade.

Da nu Husvalelse og Trøst de finge, Gik de fra Graven, og forlode den. Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge, Men Anders vendte dagligen igjen. Hvergang som Klokkerne til Messe ringe, Saa vandrer han til Jesus-Graven hen. De Andre tabe sig i jordisk Handel, Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel.

Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom, Da kunde han sig ei fra Graven skille. Da mon han Jesu Lidelser og Dom Med fromme Taarer sig for Øie stille: Gethsemane med Petrus, Judas, som Forraadte ham; hvordan han bar saa stille Det bittre Kors, den tunge Martyrkrone, Hvorved han maatte Gud med os forsone.

Den næste Dag forsvandt, og Solen stod Nu Paaskemorgen over Havets Flade. Da kom de Andre: Vinden er os god, Nu maae vi strax Jerusalem forlade! Saa raabte de med Munterhed og Mod, Og Anders om at skynde sig de bade. Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle, Dog lad os først engang ved Graven knæle.

Nei, raabte de, det blive vil for silde; En Time fast har Solen været oppe; Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. -- Saa vandrer da iforveien til Joppe, Var Anders Ord, om ei I bede ville. #Jeg# ventes under hine Palmetoppe, Hvor efter Torsdags- og Langfredags-Sorgen Jeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen.

Saa talt, han vandrede til Graven hen; Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede; Den kjendte Anders, og han kjendte den, Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde. Han talte for den om Opstandelsen, Og læste Messer og af Fryd mon græde. Da sagde han Farvel, og gik til Joppe, Men Solen høit paa Himmelen var oppe.

Da did han kom paa lysen Formiddag, Ak see! da var det danske Skib jo borte! De haarde Hjerter, som en verdslig Sag Saa tidlig havde ført fra Jorsals Porte, Forlode ham. Han saae det røde Flag At vugges fjernt paa Bølgerne de sorte. Alene stod han og forladt tilbage, Betroede Vindene sin bittre Klage.

Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge, Hans Taarer runde ned i salten Sø. Ak, sukked han, jeg eder ei skal følge Tilbage til min elskte Fædreø, Ei skue meer den danske Skov og Bølge! O hulde Frelser, lad mig heller døe! Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! -- Saa bad han høit med Taarer og med Varme.

Men Vinden spotter ad den Armes Klage, Og fører Skibet bort alt meer og meer. Fuldendt er snart den saligste blandt Dage, Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer. Veemodig Anders, vandrende tilbage, Mod Staden gaaer, da pludselig han seer, Mens Noget rasler ved hans høire Side, En venlig Herre paa et Æsel ride.

Hans Kjortel simpel var, men lys og reen, Hans Miner saare venlige og milde, Og i sin Haand han holdt en Palmegreen, Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde, Og jeg kan mærke, du har trætte Been, Du kunde snart i Skoven dig forvilde. Kom, sæt dig op, om du med mig vil være; Det samme Dyr os begge To kan bære.

Forundret stirred Anders længe frem, Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? -- Min Ven, jeg rider til Jerusalem, Gjensvarte han. Da ved den Herres Side Sig Anders satte. Æslet gik med dem Ad Veien hen. Den Herre saae saa blide Paa Anders, at han glemte fast sin Kummer, Og i hans Arme fandt en rolig Slummer.

Men da om føie Tid han vaagned op, Da laae han paa en Høi i grønne Dale; Sig friske Blomster hvælved om hans Krop, Udsprungne nys paa Markerne de svale. Han øined Bøgeskovens lyse Top; Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale: De travle Bier sig omkring ham svinge, Han hører fjernt en Aftenklokke ringe.

Han reiste sig, men maatte atter segne Tilbage, studsende, jo meer han saae. Thi velbekjendt ham syntes allevegne Hver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa, Hvorhen han stirred i de skjønne Egne. Paa Marken monne trende Hyrder gaae: De kom og talte til ham. Da først ganske Forbaustes han; thi deres Ord var danske.

Han blev saa underlig, han troer ei hvad Hans Øren høre, hvad hans Øine skue. Han reiser sig, han seer forskrækket, glad En velkjendt By i Aftensolens Lue. O store Gud! Det er hans Fødestad! See Spiret af Sanct Peder og vor Frue, Hans eget og de andre Præsters Sogne! Han ikke kan af sin Forundring vaagne.

Han hører end den samme Klokkeklang, Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe, Og samle Sognets Folk til Aftensang. De kjendte Toner i hans Øre klinge, Han kan ei længer standse nu sin Gang; Til Byen iler han paa Andagts Vinge, Og følger Veien med de mange andre Andægtige, som hen til Kirken vandre.

Forundret see paa ham de fromme Sjæle, Og Alle kjende deres Præst igjen, De Gamle bukke sig, de Unge knæle, Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! -- Han tale vil, men Glædestaarer qvæle Hans Stemme. Taus igjennem Sværmen hen Til Kirken gaaer han. Hele Mængden følger Med Ilen, lig et Havs oprørte Bølger.

Og Prækestolen Ingen at bestige Sig vover, siden Anders nu kom hjem, Og alle Folk med Længsel uden Lige Forlange høit, at Anders skal staae frem, Og at han atter nu Guds Ord skal sige. Han kan ei dvæle, han maa lyde dem: Han træder frem. I en begeistret Tale Han monne fyrigen sin Andagt male.

Paa samme Dag han i Jerusalem Holdt Messen, og kom til sit Sogn tilbage I Slagels og holdt Aftensang med dem. -- Først efter flere Maaneder og Dage De andre Elleve kom atter hjem, Da først de havde udstaaet mangen Plage Af Storm og Uveir, før den vrede Vove Dem vilde bringe hjem til Sjællands Skove.

Men da de skued her den fromme Mand, Som i Jerusalem endnu de troede, Især da man fortalte dem, at han, Paa samme Dag, som de ham grumt forlode, Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand, Da bleve de heel underlig tilmode, Da gik af det Mirakel Ord og Rygte, Og tusind Fromme Helgenen besøgte.

Og Gud forundte ham at leve længe, Og gav ham Helgenkraft heel meget rar, Paa Solskin kunde han sin Handske hænge; Et nattegammelt Føl ham baaret har, Hvorpaa han indred Byens Mark og Enge Til stor Forundring for Kong Valdemar, Med meget Meer, som min uvante Tunge Ei værdig er at nævne eller sjunge.

Tilsidst han flygted til den dunkle Skov, Og boede der i Klostrets stille Bolig, Indtil han bort fra Verdens Tummel sov Hen i en salig Slummer, mild og rolig. Endnu man kalder Slottet Andersskov, Til Minde om den fromme Anders Bolig. I Slagelse, sin Fødeby, med Iver Som Helgen og Patron han dyrket bliver.

Sanct Anders hviler nu i Dødningskriin I Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaa Han vaagned trøstet op af Søvnen sin, End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staae Deroppe med en Indskrift paa Latin, Som halv er slettet ud, men lød som saa: Til Minde om Sanct Anders, som i Joppe Indslumrede, men vaagnede heroppe.

#AMOR HOS BACCHUS#

#Bacchus.# Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!

#Amor.# Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet, Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti. Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv; Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her. Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!

#Bacchus.# Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?

#Amor.# Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.

#Bacchus.# Kjære, hvad vil du ved den?

#Amor.# Ak, jeg vil drikke dens Bølge!

#Bacchus.# Siig mig, spøger du, Barn?

#Amor.# Nei, jeg er tørstig og hed.

#Bacchus.# Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.

#Amor.# Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst. Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme. Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.

#Bacchus.# Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien. Men den er lang; du her hvile forinden dig ud, Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken, Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.

#Amor.# Giv mig Crateren!

#Bacchus.# Der! -- Du Arme, du ryster paa Haanden!

#Amor.# Tak! Det smagte mig godt.

#Bacchus.# Drik da lidt mere deraf! -- Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen, Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens Rand Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet! Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham! Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite, Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa! Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrig Før den vingede Gud har Dionysos besøgt. -- Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.

#Amor.# Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus; Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.

#Bacchus.# Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe. Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!

#Amor.# Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen; Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn, Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den. Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme. Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til. Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker; I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany. Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem, Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor; Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx, Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang, See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe! Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands. Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv! Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor. Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang! Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands! Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!

#Bacchus.# Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus; Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er! See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret! Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort, Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke; Langsomt synker han ned i det beduggede Græs. Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte Op paa Æslet! -- Silen, bliv ikke vred for saa lidt! Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen, Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei. Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker! Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig; Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden, Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle. Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee, At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet, Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig. Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen? Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver Mod til at taale paany stærkere blussende Glød." -- Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom! Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over, At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt, Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres, End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.

#KUNSTREISEN#

ET EVENTYR

(Fremsagt af Madame Wexschall den 26. Februar 1826.)

Det var en gammel Skik i disse Lande, Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged, At samle sig ved Arnens muntre Lue, Og ved et Eventyr forkorte Tiden. Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden. Nu samler man sig før i Kunstens Tempel, Hvor Arnens Lue blev en Alterild, Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsom For Aand og Hjerte, som den ofte varmer, Saa her man og iblandt forglemmer Tiden, Og trodser Stormen, som derude raser. Tør jeg da her den gamle Skik fornye, Og medens Aftnens sidste Timer hælde, Dem end et simpelt Eventyr fortælle?

Hvo kjender ei Provences milde Dale, Om ei af Andet, dog af Navn? Provence, Ei ene kjendt af sine skjønne Roser, Men af Clementia Isauras Sange, En Rose selv i Landets Digterkrands! Provence var den Vugge, hvori vaagned Fra Barbariets Nat til gjenfødt Liv De nye Tiders Kunst og Poesie. I Elskovs Ledebaand den spøgte længe, Men snart den Stemme fik og Fuglevinger, Og fløi i Troubadourers spæde Sange Den hele Verden rundt, og glæded Mange.

I dette Land, for ikke længe siden, En Yngling leved, som var rigt begavet Med Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke. Men just den store Rigdom i hans Aand Ham gjorde let med Verden utilfreds. Som Barn alt vandred han i Mark og Skov, Og tabte sig i sværmeriske Drømme. Thi naar han skued op til Himlens Hvælving, Da saae han Purpurskyen aabne sig, Og i dens Midte stod en deilig Dreng, Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar han En Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar, Og yndigt sang han til dens klare Toner: "O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." -- Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde, Kom ham igjen det hulde Syn imøde; Og lagde han sig ned ved Kildens Bred, Da skued han det samme Syn fra Vandet; Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge: "See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" --

Men som han ældre blev, det skjønne Syn Sig meer og mere sjeldent aabenbarte. Tilsidst forsvandt det ganske. Længselfuldt Nu speided han i Skove, Marker, Dale, Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves! Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed. Fortvivlet svoer han, Landet at forlade, Og vandre Verden rundt, fra Land til Land, Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile, Før Kunstens Aand ham atter monne smile.

Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad, Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt, Han sig begav, og spurgte, strax han kom der: Er Kunstens Genius ei her tilstede? -- Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte: Her er hans Throne, her han boer og hersker. -- En sagde: Gaa i Opera iaften; En Anden: Nei, gaa i Tragedien; En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B, Til Frøken C, i Theecirklen hos D, Og saadan Alphabetet heelt igjennem. Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter, Men ingensteds han finder hvad han søger, Thi Politiken her er Kunsters Kunst, Og fast den eneste som ret man priser; Hver anden her fortrænges af Aviser.

I London samme Spørgsmaal, samme Svar, Men ogsaa samme frugtesløse Søgen. Snart kjed deraf, udraaber han: "Her fødtes Scenens Mesterværker, Og dog i Shakspeares Fødeland Til Shakspeares Aand jeg Intet mærker."

Men snart i Dresden og Berlin Hans Smule Mod end meer sig kjølte, Thi der var Følelsen saa fiin, At man, for lutter Fiinhed, Intet følte. Og da nu endelig han kom til Wien, Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, -- Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke.

Italien ham vinkte. Her han fandt -- Saa tænkte han -- sit Haab med Renters Renter; Men see, paa Tromme slog hver Musikant, Og alle Stemmer sang som Instrumenter.

Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle, Hvor mange Steder han besaae i Verden. Han var i hvert et Land, i hver en Stad; Ja Krøniken beretter at endogsaa Han ei Constantinopel har forsømt, Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger, At han til Hamborg kom, og gjorde selv En Tour lidt over Grændsen, længer opad, Men vendte strax, paa første Miil, tilbage. Det være som det vil; kort at fortælle, Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget, Og vendte seent, med skuffet Exspectance, Mismodig hjem igjen til sit Provence.

Det var en deilig Sommeraftenstund, Da han betraadte sine Fædres Jord. Han skued henrykt i det røde Skjær Af Solen som gik ned bag dunkle Myrter; Han lyttede til Nattergalens Triller, Og følte sig saa lykkelig tilmode. "O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge; Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier; De skal ei længer sætte Splid i Hjertet Imellem mig og Verden; jeg vil leve I venlig Harmonie med al Naturen." -- Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde, Som sad paa Marken mellem hvide Lam, Der græssed yndigt ved den Huldes Fod. Han saae paa hende, Pigen saae paa ham; Han nærmed sig, og begge To de rødmed; Han stammede med Møie frem et Ord, Hun svarte ham med en undseelig Mine; Han sank for hendes Fødder ned, hun bøied Sig venlig over ham, ham kjærlig hørte, Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte.

Men Skyen aabned sig ved sagte Torden, Og Kunstens Genius, den længe søgte, Sig aabenbarte, med sin Laurbærkrands Om Tindingen, og Citharen i Haanden, Og talte saa: "Du Daare, som mig søgte Paa fjerne Steder, mig som er dig nær, Og hvem du finder i dit eget Hjerte, Hvergang du seer med Aandens Blik deri! Viid, Kunsten skal ei søges, som man søger En sjelden Steen og Plante. Var den ikke Fra Vuggen af bestandig i din Barm, Du fandt den ei, hvor meget du den søgte. Nei, lev med aabent Øie for Naturen, Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang, Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle, Men Kunsten selv. Natur og Kjærlighed Er ikke blot et Stof for Sang og Digt; Nei, det er selv Musik og Poesie." -- Saa talte han, og monne bort sig vende, Og hermed er mit Eventyr tilende.

Dog -- det er sandt! jeg havde nær forglemt At sige Dem, at paa sin lange Reise Kom og den unge Mand til Kjøbenhavn, Og fandt -- om ei den Genius han søgte Dog #Kjærlighed#, til Kunsten, Overbæren Med mange Feil, Opmuntring til det Gode. Det -- siger Krøniken -- han fandt; og grundet Er vist dens Ord, thi jeg har og det fundet.

#SANGFUGLENE#

EN FABEL

(Fremsagt af Jomfru Pätges den 4de Marts 1827.)

Det er bekjendt, at Sangens Gud, #Apollo#, gik i gamle Dage, Høist misfornøiet fra Olympen ud, Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage, Og at han derfor ned til Jorden kom, Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om, Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme Klage Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom. Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage.

Det være som det vil! Paa denne Tid Han vilde prøve Menneskenes Øre. "De stolte Guder vil mig ikke høre? "Velan, min Fløite, ton da blid "Til Jordens Sønners travle Flid! "En menneskelig Barm er let at røre." Saa tænkte han; men paa sin hele Gang Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre, Despoter som en blodig Svøbe svang, Og Slaver, som misundte deres Rang. Kort: overalt, for Øieblikkets Trang, (Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre), Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang.