# Udvalgte Digtninger

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/udvalgte-digtninger-35102/index.md

Jord og Himmel ere skilt som tvende; Lad ei daarligt os forvexle dem! Himlens Lys de gyldne Straaler sende Ned til Jorden, til vort mørke Hjem. O, at Jordens Børn da ogsaa vilde Fæste deres Blik paa Lysets Kilde, Ikke stirre blindt i Dybet ned!

Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden! Nu jeg seer at ogsaa du er to. Skjøndt I begge throne her paa Jorden, Ei hos hver de samme Glæder boe. Paa den ene Jordens Mørke ruger, Mens den anden Himlens Klarhed suger, Og om Himlen minder Jordens Børn.

Ofte, Amor, har mig Arme saaret Snart din ene, snart din anden Piil, Dog de Piger, som mit Hjerte kaared, Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil. Fast til Jorden var mit Øie bundet, Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundet Paa mit Hjertes lange Vandringsvei.

Amor! Lad dig takkes af din Slave! Nu jeg stirrer ei til Jorden ned: Du har givet mig din bedste Gave, Du har lært mig himmelsk Kjærlighed! Lad mig Elskovs Taarer her dig yde, Tusind Krandse skal dit Altar pryde, Og forherlige din Festens Dag.

Elskte! Det var dig, som Guden kaared Til at vække mig med Englesmiil! Det var dig, ved hvem saa dybt han saared Mig med aldrig forhen følte Piil. Det var dig, o søde Lærerinde! Som mig himmelsk Elskov først lod finde; Held mig! Thi min Aand er født paany.

Hulde! Skulde du formaae at røre Med en jordisk Vellyst vel mit Sind? Paradisets rene Engle sløre Dig i Uskylds hvide Lagen ind. Samme Lilier, som paa Kinden boe, De bevare ogsaa Hjertet tro, Virke som en hellig Talisman.

Lig en Sommerfugl i Solens Luer, Let du dandser gjennem Livet hen; Dybt og vist din lyse Aand dog skuer, Skjøndt elskværdig Letsind pryder den. Gratien maa friske Blomster vække, Og en nordisk Mø de Krandse række, Som hun fletted af en sydlig Urt.

Vee mig, at den korte Tid er svunden, Som ved muntert Spøg blev alt for kort! Livets Timeglas er snart udrunden, Livets Glæde flygter hurtig bort. Maatte jeg den korte Stund da nyde, Søge dig min Kjærlighed at tyde, Og belønnes af et kjærligt Smiil!

Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene, Naar den mødes ei af Elskovs Fryd? Mon vel Fuglen sang i Træets Grene, Hvis dens Mage svared ei dens Lyd? Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendte Af den Ild, du i mit Indre tændte, At du bortgik med et Suk for mig?

Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne! Lad mig fast dig knytte til mit Bryst; Ei skal jeg min Elskte længer savne, Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst. Phantasiens Vinger skal mig bære Didhen, hvor min Aand skal evig være, Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem!

#HVAD ER ELSKOV?#

Det Billed af din Skjønheds hulde Glands, Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer, Som er mit Liv, min Følelse, min Sands, Som hver en Nat befaler mig at vaage, Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage -- Det Billed troer du, at engang jeg glemmer!

Saa skrøbelig du troer din egen Lænke! Dit Billed da saa flygtigt synes dig! Hvor lidet kjender du dig selv! -- og mig! Troer du, min Aand forglemme kan at tænke? Troer du, min Puls at banke glemme vil? Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte? Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte? Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til?

Hvis det er Elskov, kun i din Idee At leve, men med ingen anden Tanke: Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke: At græde helst, og tvungen kun at lee: At rødme, naar man nævner mig dit Navn; Og naar man ikke nævner mig det, blive Mismodig ved det alt for lange Savn: Naar Solens Straaler første Lysning give, At længes efter Nattens mørke Favn, Og naar knap Mørket er begyndt at falde, Med Utaalmodighed paa Dagen kalde: At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger, Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee, For kun den lykkelige Vogn at see, Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer; Og siden, naar i Søvnen Alle hvile, Hen til dit Huus, til dine Vindver ile, Og stirre længselfuld til sorten Rude, Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer, Men slumrer indenfor i bløde Fjer, Og drømmer ei om ham, som staaer derude: En Alpejæger lig paa steile Fjelde, At søge ængstelig hvert lille Spor, Hvorved jeg muligviis at ledes troer Til den kun alt for flygtige Gazelle: At have modigt Forsæt, dristig Tanke Og kjække Planer -- naar jeg ei dig seer; Men sees du fjernt, ei være Helten meer, Og nærmes du, alt føle Hjertet banke: En evig Længsel i min Barm at bære, Som Intet stille kan, men Alt maa nære, Som aldrig slumrer noget Øieblik, Men voxer selv ved mindste Lædskedrik, Som jeg af Lykken og din Villie fik -- Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde, Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle!

Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde! Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd. Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd, Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde.

II

ROMANCER OG VISER

#URANIENBORG#[3]

[3] Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813.

Du Vandringsmand ved Søen, O stands din raske Gang! Vend hisset dig mod Øen, Og hør min Mindesang! Vend derhen dine Tanker, Din Længsel og din Sorg! Paa hine gule Banker Stod før en Ridderborg.

I længst forsvundne Dage Var den i Glands og Magt, Nu er der knap tilbage Ruiner af dens Pragt. Men i de gamle Tider Da var den høi og stor, Og saaes til alle Sider, Og kneisede fra Jord.

Den ikke monne være For nogen Viking bygt. Urania til Ære Den reiste sig saa trygt. Fra Menneskenes Vrimlen Ved Havet skilt den laae, Og hæved sig mod Himlen, Og mod de Stjerner smaa.

I Volden var befæstet Mod Øst en Port saa stor, En anden imod Vester, Og Spiir i Syd og Nord. Høit kneiste Borgetinden, Dens ranke Spiir derhos; Der dreied sig for Vinden En gylden Pegasus.

Forunderlige Taarne I Nord og Syd man saae, Af stærke Piller baarne Og med Altaner paa. Der man til alle Kanter, Ihvor man og mon gaae, De mægtige Qvadranter Og store Sphærer saae.

Fra Borgen see man kunde Saa vide over Ø, Saa mange grønne Lunde, Den store salte Sø. De Sale monne prange Med skjønne Farveskjær; Af Haver var der mange Med Blomster og med Træer.

Men sluktes Dagens Lue, Og Nattetid faldt paa, Man Stjerner fik at skue Paa hele Himlens Blaae. Alt fjernt man høre kunde, Naar derpaa man gav Agt, De fire store Hunde, Som holdt om Natten Vagt.

Den fromme Ridder trængte Sig ei i Ledingsfærd, Paa Væggen bort han hængte Sit Harnisk og sit Sværd. Fra Jorden og dens Jammer Han gjerne flygte gad, Naar i sit stille Kammer Ved Midnatstund han sad.

Da hæved han sit Øie, Alt i den Nat saa lang, Og spored i det Høie De lyse Stjerners Gang. Og Stjernerne hans Rygte Bar over Land og Sø, Saa Konger selv besøgte Ham paa den lille Ø.

Men Stjernerne de blinked Til andre Lande hen. Hans Skjæbne bort ham vinked, Han kom ei meer igjen. Alt længst de stolte Mure Er sjunkne hen i Gruus, Og Ploven monne fure, Urania! dit Huus.

Men hvergang Solen daler, Seer den til Hveen huld, Hvor Aftenrøden maler Sig end erindringsfuld. Veemodig Maanen iler Forbi sin elskte Kyst, Og Freyas Stjerne smiler Med hellig Elskovs Lyst.

Da røres det og tindrer I Borgens dybe Grund: Den troer, at den erindrer En gammel Aftenstund: For nogle Øieblikke Den gjerne frem sig skjød, Men ak! det kan den ikke, Den synker i sin Død!

TYCHO BRAHES FARVEL[4]

[4] Af "Tycho Brahes Spaadom".

Solen sank bag grønne Lund, Og den lyse, fulde Maane Mellem Sjølunds Kyst og Skaane Straaled over Øresund. Hvælved om Uranienborg Sig den lyse Stjernebue. Tycho stod i Maanens Lue, Monne Landet rundt beskue, Tankefuld med dæmpet Sorg.

Og han sagde: Fædreland! Siig mig dog, hvad var min Brøde, Da din Søn du bort at støde Fra dit Hjerte nænne kan? Har du glemt min Kjærlighed? Det var mig, som monne bære Op til Stjernerne din Ære; Hele Himlen kan jo være Vidne til min Sønlighed.

Mit Chaldæa her jeg fandt. Ak! I elskte danske Sletter Vise jo i lange Nætter Himmelen til hver en Kant. Derfor, elskte Fædrejord, Fremfor alle Verdens Lande Har jeg elsket dine Strande, Og paa dem bør Templet stande For det lyse Stjernechor.

Men Urania sin Ven Vil et andet Hjem berede, Hvorved hendes Kunst kan brede Sig til andre Lande hen. Dunkelt jeg kun Veien seer, Stjernerne maae den betegne, Ligemeget, hvad for Egne! Er ei Himlen allevegne? Hvad behøver jeg saa meer?

#FISKERSANG#

Nattens Dunkelhed er svundet, Morgensolen alt oprundet Herlig over Østerhav. Glade vi fra Søen drage Til vort stille Hjem tilbage, Med den Fangst, os Lykken gav.

Hav, som rigelig belønner Alle dine kjære Sønner, Og dem skjænker Liv og Lyst! Rige Hav! Vor fælles Moder! Lad bestandig dine Goder Strømme til den danske Kyst.

#LIDEN KIRSTEN#

De Bølger rulle saa tungt afsted, Liden Kirsten stander ved Havets Bred. Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa, For at see hvad aldrig hun forhen saae Alt i de kjølige Bølger.

Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt! Der lever i Havet en ukjendt Magt. De bygge og boe i den dybe Grund, De leve saa trygt paa Havets Bund Alt i de kjølige Bølger.

Der stander en Borg saa vid, saa stor, Og Himlen er som et Sølverflor, Og Sol og Maane af røden Guld, Og Marken af tusinde Perler fuld Alt i de kjølige Bølger.

Et Væsen boer i den dybe Borg, Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg; Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst, Det føler en evigt vexlende Lyst Alt i de kjølige Bølger.

Og om den Havmand saa Meget veed, Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed; Da har han sagtens elsket engang, Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang Alt i de kjølige Bølger.

Du Havmand! Vær mig da god og huld, Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld; Mit Hjerte føler en ukjendt Ild, Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vil Alt i de kjølige Bølger.

Liden Kirsten synker paa Havets Bund, Men Havmanden kysser den Rosenmund; Han aabner hende sin vaade Favn, Hun nævner sagte sin Frelsers Navn Alt i de kjølige Bølger.

FISKEREN OG HAVFRUEN

Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae, De Bølger saa sagtelig rinde. En Havfrue dandser paa Bølgen blaa, Der kruses af Sommervinde. Hvi ganger du der, Min Ungersvend kjær? O siig, hvad du haver isinde!

Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud, Dog ikke jeg beiler alene, Thi om at elske en Mø saa prud Sig tusinde Svende forene, Og bringe i Mag Hver evige Dag Hende Smykker og Ædelstene.

Jeg fattige Fisker har intet Guld At byde min elskede Pige; O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuld Af Perler, som groe i dit Rige. Mit Liv er tilfals, Om den deilige Hals Du skjænker et Halsbaand af slige.

Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae At binde din Kjærligheds Lænke; Til Fæstensgave du give maa Det Bedste, som du kan tænke: Det himmelblaa Hav, Din Vugge, din Grav, Det maa du din Elskede skjænke.

Og kunde du fange ved snedig List Freyas funklende Stjerne, Da vilde din Mø sig glæde forvist, Thi Elskende skue den gjerne. Er Havet din Lyst, Er Stjernen din Trøst, Da vinker dit Haab i det Fjerne.

Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord; Flux iler han hjem i sin Have; Der voxer en Aster, Stjerne paa Jord Blandt ringere Blomster og lave. Hans trofaste Haand Med et himmelblaat Baand Den giver i Fæstensgave.

Nu bringe de Andre Klenodier frem, Hun tager dem, neier og smiler, Dog knap med et Blik betragter hun dem, Paa Blomsten Øiet kun hviler. Dig Freya har sendt, Jeg Stjernen har kjendt! Og flux i hans Arme hun iler.

I Vuggen af Havet vaagnede op Kjærligheds hulde Gudinde; Fra Havet steg hun til Himlens Top, Hvor hun som Stjerne mon skinne. O Beiler, din Haand Med Blomst og med Baand End Kjærligheds Rige kan vinde.

#EENSOMHED#

(Efter #Tieck# i Genoveva. Til Musik af Weyse.)

Hist i Kreds af nøgne Fjelde, Hvor de dunkle Pile staae, Hvor de stille Kilder vælde, Ønsker jeg min Grav at faae. Hist i Eensomhedens tause Dal Ro jeg søger for mit Hjertes Qval.

Grumt forskjød hun en Bedrøvet, Og hun var saa sød, saa smuk. Tusind Taarer randt i Støvet, Hun foragted Bøn og Suk. Søg da Ro for dette Hjertes Qval, Søg en Grav i denne stille Dal!

Ak! jeg haabed! Nu mig slipper Haabet selv, jeg stoled paa. Hist i Kreds af nøgne Klipper, Hvor de dunkle Pile staae, I den kjølige, den fjerne Dal Find en Grav, og end dit Hjertes Qval!

#SERENADE#

Vaagn, du Søde! Over Dalen tindrer Nattens Stjerne, Smiler til det hulde Stævnemøde, Hvor de To forenes gjerne. Bag ved hine dugbesprængte Høie Vinker Elskovs Rige. Følg mig did, o Elskte! Lad dit Øie Aabnes huldt, og lad dets Blik mig sige: "Jeg vil ei for dine kjælne Sukke Hjertet lukke."

Kom, o Søde! See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne! Deres lukte Bægere sig møde Til et Brudekys, som Amor gjerne Skuer fra Olympens gyldne Høie. Al Naturens Rige Sværmer, ene seet af Himlens Øie. O, vaagn op! Hvad kan en Drøm dig sige? Vil du, medens Skovens Duer sukke, Øiet lukke?

Hviil kun, Søde, Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne! Drøm om mig! Mit Suk skal Drømmen møde, Begge To skal favnes ømt og gjerne, Og min Sang skal Drømmens Lyst forhøie. Digtekunstens Rige Aabner helst sig for et lukket Øie. Hvad du end imorgen monne sige, Ingen, Ingen kan for Sang og Sukke Hjertet lukke.

#BARCAROLE#[5]

[5] Af "Prinsesse Isabella".

Lette Bølge! naar du blaaner, Gjennemsigtig, lys og klar, Himlens Farveskjær du laaner, Selv du ingen Farve har. Himlen ei, kun Himlens Billed Hviler i din dybe Favn; Aldrig er din Længsel stillet, Den er evig, som dit Savn.

Bølge! hvor du klarest rinder, Speiles Himlen i dit Bad; Ak! din Længsel Hjertet minder Om hvad Skjæbnen skiller ad. Hjerte! du bør ikke klage! Selv Naturen føler Savn; Trøst dig, hvis du har tilbage Kun et Billed og et Navn.

KJÆRLIGHEDS DRØMME[6]

[6] Af "Prinsesse Isabella".

Hvad toner gjennem Skoven I Nattens Vind? Hvad risler gjennem Voven I Maaneskin? Om Elskov Fuglen synger Med smeltet Røst, Den hvide Bølge gynger Med Elskovs Lyst.

Hvorfor mon Skyen svæver Hen over Jord? Hvad mægtig Længsel hæver Dens lette Flor? Naar taarefuld den svømmer Paa Himlens Vei, Om Kjærlighed den drømmer, Men veed det ei.

Søvngjængere paa Himlen I natlig Dands, Ved Lys af Stjernevrimlen Og Maanens Glands! Min Længsel Eder kaarer, Den er Jer lig: Den drømmer, og i Taarer Udgyder sig.

KONNING VOLMER[7]

[7] Af "Syvsoverdag".

Konning Volmer drager afsted paa Jagt, Hannem følge hundrede Svende; Duggen har sig paa Marken lagt, Skoven lufter sin grønne Pragt, For kjølig Hilsen at sende. Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

Konning Volmer drager ad lønlig Sti Under Løvet, som skygger foroven. Tyst ham svæver en Skygge forbi, Følge han vil, han naaer det Fri, -- Men Skyggen svinder i Skoven. Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

Konning Volmer vanker ved Søens Bred, Hvor i Sivene Skummet bruser, Nærved hører han kjendte Fjed, Vender sig snelt, -- kun et øde Sted Han øined, hvor Vinden suser. Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

Kong Volmer vanker i Rosenslund Under Aftnens Rose paa Himlen, Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund; Kommer han atter ved natlig Stund, Da lyser ham Stjernevrimlen. Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad, Som da Volmer skiltes fra Tove! Trøst ei findes i Rosens Blad, Stjernernes Glimten, Duggens Bad; Hvad hjelpe de grønne Skove? Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.

KONG VALDEMARS JAGT[8]

[8] Af "Syvsoverdag".

Ved Qveld, ved Nat, I Skov, i Krat Jægerne fare. Hornene klinge, Hundene gjøe, Hør Echo svare Fra Gurre-Sø! Afsted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg, Til Hornets Leg Uglerne tude. Sæden paa Marken trampe vi ned, Lad Alt bebude Vort tunge Fjed! Afsted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

Vi storme vildt, Vi fange snildt Dyret i Hule. Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng, Lad Barnet skjule Sig ræd i Seng! Af sted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

#EROTISKE SANGE#

1.[9]

[9] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

Mel.: Tyrolervise: Vom Wald bin i füra.

Skjøn Jomfru, som sidder I Vinduet hist, Og lytter til Qvidder Af Fuglen paa Qvist, Eia! Eia! O glem dog din Kulde, Formild dog dit Sind, Og luk mig, du Hulde I Kammeret ind! Eia!

Hr. Ridder i Vaaben, Hvi klynker du saa? See, Døren er aaben, Den kjender ei Slaa. Eia! Eia! Men Veien at kjende Først lære du maa: Ved Kirken derhenne Der banker du paa. Eia!

Den Vei er besværlig, O Jomfru saa prud! En Stige du kjærlig Kan hænge herud! Eia! Eia! Nei, Ridder, saa Mangen Fra Stiger faldt ned; Men Kirkedørs-Gangen Er sikker og bred. Eia!

2.[10]

[10] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

Mel.: _Reposons nous ici tous deux._

Det, som min Læbe stammer svagt, Har dig forlængst mit Øie sagt. O, hvis du kjender Elskovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at sige! Lyt kun til al Naturens Rige! Hør, Fuglen synger det i Qveld, Hør det i Luft, i Kildevæld! Og du vil spørge mig endnu? :,: Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed kjender du! :,:

Det, som din Læbe stammer svagt, Har mig forlængst dit Øie sagt. O, hvis du kjender Elskovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at svare! Hvad kan jeg meer dig aabenbare? Lyt til hver Klang i Skov og Krat, Ved lyse Dag, ved mørke Nat! Og du vil spørge mig endnu? :,: Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed kjender du! :,:

Hvad du mig sagde huld og øm, Alt længe var mit Hjertes Drøm. Jeg hørte det i Luft, i Strøm; Tidt spurgte jeg derom i Dalen, Og Svaret gav mig Nattergalen. O, men du selv nu svarer mig! Huldt toner det: jeg elsker dig! Jeg vil ei spørge meer -- o nei! :,: Jeg veed det, jeg veed det! Din Hemmelighed kjender jeg! :,:

3.[11]

[11] Af "Aprilsnarrene".

Mel.: Ich kenn' ein Mädchen zart und fein.

Der er i Himlen en Dreng saa smuk, Troe du mig! Han hører alle Smaapigers Suk, Troe du mig! Han fører dem Til Himlen hjem.

Naar Midnat hviler paa Mark og Eng, Troe du mig! Saa staaer han venlig ved Barnets Seng, Troe du mig! I Favn saa tæt Han tager det.

Og flyver med det til Himlen blaa, Troe du mig! Høit over alle de Stjerner smaa, Troe du mig! Der er en Sal Saa høi og sval.

Og tænk kun ikke, vi lege der! Troe du mig! Fornuftigt taler han med Enhver, Troe du mig! Hvad her er glemt, Hist læres nemt.

Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar, Troe du mig! Fast Intet dog jeg at vide faaer, Troe du mig! Det Lidt jeg kan, Mig lærte han.

4.[12]

[12] Af "Aprilsnarrene".

Melodie af #Borchorst#.

O fly for Amors Snare, Betragt ei Gudens Glands! Hver Straale bringer Fare, Forvirrer strax din Sands. O vogt dig, vogt dig, Pige, Vær for hans Straaler blind, Thi gjennem Øiet snige De sig i Hjertet ind.

O flye for Amors Snare, Hør ei hans Smiger-Ord! Hvert af dem bringer Fare, Hvis deres Lyd du troer. O vogt dig, vogt dig, Pige, For dem dit Øre luk, Thi gjennem Øret snige Sig Løfte, Bøn og Suk.

5.[13]

[13] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".

Melodie af #Weyse#.

Amor gaaer omkring og tigger, Lig en fattig Dreng og blind, Som med simple Svovelstikker Lister sig i Huset ind. Rundt i alle Byens Gader, Over Torve, Promenader, Gaaer han, selv i Østenvind, Rødmende med frossen Kind.

Nu gjør han mangt et ydmygt Buk, Og veed saa nette Ting at sige. Han drager dybt et Hjertesuk, Og siger: Hjelp mig, smukke Pige! Og giv saa Lidet som du vil! Jeg siger aldrig Nei dertil.

"Blinde Dreng!" man hører sige! "Bliv fra mig med Bøn og Suk! "Hvoraf veed du, jeg er Pige? "Hvoraf veed du, jeg er smuk? "Smukke, Stygge, Piger, Koner, "Unge, Gamle, Børn, Matroner, "For dem Alle staaer du frem, "Ramser Lectien op for dem."

O kjære Dame! bliv ei vred: Saa svarer han: Du huld tilgive! Nei, hvad du er, jeg ikke veed, Men vel hvad du for mig kan blive. Thi hver som føler ved mit Suk, Enhver som lindrer ømt min Smerte, Er altid ung, er altid smuk, Er altid Pige -- for mit Hjerte.

Derfor bør man ikke skjænde Paa den Bedende med Had, Thi hvor let kan det sig hænde, At det Amor var, som, bad? Siger ei den gyldne Lære, At du skal barmhjertig være? Thi du selv, før du det veed, Trænger til Barmhjertighed.

6.[14]

[14] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".

Melodie af #Weyse#.

En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer? Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer. Og selv om man engang sit Hjerte lod fange, Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange!

See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer, Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer. For ham, som for Enhver, er Tiderne trange, Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange!

Et følende Smiil, et medlidende Svar Kan gives af Den, som ellers Intet har; Og hvis alligevel han Meer tør forlange, Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange!

7.[15]

[15] Af "Kjøge Huuskors".

Mel.: _N'oubliez pas l'heure du rendez-vous_.

Naar Aftenglands og Morgenrøde Til Brudekys ved matte Stjerneskjær Samles i korte, fortrolige Møde, Da er det Tid, og da mødes vi her.

Naar svage Lys i Sommernatten glimte, Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer, Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte, Da er det Tid, og da mødes vi her.

Glem Tiden ei! -- Hvis det sukker i Lunden, Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer, Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden, Da er det Tid, thi da spøger jeg her.

Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme, Nærheden blender, den skiller kun ad. Frastandens Nat! ved din Maane de sværme; Da er det Tid, og da mødes man glad.

8.[16]

[16] Af "De Danske i Paris".

Mel.: En spansk Bolero.

I Dandsen du mig møder, Farvel! du flyer igjen. Den Lov, som drog dig hen, Dig nu tilbage støder.

I hver en Tone spilles "Farvel" med sagte Klang. Vi samles paa vor Gang, Kun for igjen at skilles.

Man mister hvad man finder; Farvel! det er forbi. Paa Livets korte Sti Man løser hvad man binder.