Part 6

Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen, Og nu straaler idag varm den oplivende Sol, Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden? Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis? See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, som Gjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør. Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring. Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav er Tvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land. Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger; Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis. Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter, Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod. Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe, Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys. Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden; Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad. Sneen rugede her, hist tittede længselfuld Jorden Gjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig. Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden; Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar. Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder, Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl. Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen; Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see. Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig Larve Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær. Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme; Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist, Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst. Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel; Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn. See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøier Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop. Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker, Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!" Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage, Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind, Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær, Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner, Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned, Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked; Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!

#TIL LÆRKEN#

Velkommen igjen, Du Vaarens Prophet! Min sjungende Ven Paany jeg har seet! Saa mangen en Gang Har du qviddret for mig: Til Gjengjæld min Sang Skal tone for dig.

Du Vaarens Sanger, Begeistrede Fugl! O siig, hvor du fanger Om Vinteren Skjul? Hvad lykkeligt Land Modtager dig, naar Til den blomstrende Strand Du med Vingerne slaaer, Mens i vinterligt Vær Vi Andre maae her Forladte staae?

Eller siig, mon du laae Ved den tilfrosne Sø, Mellem vindtørre Siv, Under lunende Hø, Hvor dit elskede Liv, Sødt dysset i Slum, Lig Cicaden i Skum, Skal vækkes paany Med forynget Lyst, For i Markernes Ly At sjunge din Trøst?

Thi Solen har neppe Til Jorden seet, Og over Sneemarkens Teppe Sine Straaler spredt, Før din stigende Røst Høit toner i Sky. Med bævende Lyst Du hæver dit Øie Mod Himlenes Ly, Og bringer saa mild Til det straalende Høie Din Foraarssang. I din salige Ild Husker du ei, At Marker og Vang, Som du nylig forlod, Ere dækte med Snee, Som en Dødning at see, Dybt under din Fod.

Vel smelter du ei Med bævende Røst Paa maanelys Vei Det elskende Bryst, Philomele lig. Thi Amor har ei I sødtsmeltende Honning Dyppet din Tunge; Og Kjærligheds Dronning Har ei elskovsrig Indblæst i din Lunge Sin Nectarduft.

Men i Foraarsluft Har Ceres mild Ved de elskovsfulde, Af Guddomsild Svulmende Bryster Fra Vinterens Kulde Varmet dig op. Snart vil hendes Søster, Blomsternes Gudinde, Med Zephyrernes Trop Komme ned fra parnassiske Tinde, Og ved Varmen i Solen, Ved din Sang, under flyvende Dands Fremkalde Violen, Og flette sin Sanger en Krands.

Vel sees du ei ene I dæmrende Nat I Poppelens Grene At klage forladt, Philomele lig.

Men glædesrig I Morgenen, den klare, Naar Solen gryer, Vi høre dig fare Mod de guldgule Skyer. I et Glædes-Chor Over Marken du svæver, Og begeistret dig hæver, Til Øiet ei meer Under Himlen dig seer, Men usynlige Toner Forkynde, at glad Til den Eviges Throner Du bringer dit Qvad Paa din Himmelgang, Og paa Menneskets Viis I en flammende Sang Besynger hans Priis.

Vær hilset igjen, Du følende Fugl! Vær hilset igjen I Markernes Skjul! Hver Gang naar jeg vanker Ved Naturens Bryst, Naar mit Hjerte banker Af salig Lyst, Lad mig see dig at bringe Til Himlen dit Qvad Paa den udstrakte Vinge, At bævende, glad, Jeg maa føle, hvad nu Min uvingede Læbe Forgjæves vil stræbe At tolke som du!

#AFTENVANDRING#

Ei den høie Himmelbue Straaler meer ved gyldne Lue, Phøbus alt er dalet ned. Thetis i sin Favn ham dølger, Kjøler ham i Havets Bølger, Skjænker Guddomsflammen Fred.

Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel, Høit paa Nattens tause Himmel Staaer Selene høitidsfuld. Underlige Skygger male Sig i Bøgeskovens Sale I det lyse Maaneguld.

Underligt mit Hjerte flammer, Mens i høie Bøgestammer Philomele herligt slaaer: Ha! hvorfor vil Hjertet grue, Mens den kjælne Turteldue Kurrende paa Grenen staaer?

Veed du, hvorfor Hjertet banker, Naar alene saa du vanker Mellem Træer i Maaneglands? Veed du, hvorfor Sjælen bæver, Hvorfor Frygten sagte svæver Om din neppe vaagne Sands?

Dybt i Skovens mørke Indre, Der hvor ingen Stjerner tindre, Pleier Artemis at gaae. Arme! Om du hende møder? Husk, hvordan Actæon bøder, Som den stærke Guddom saae.

Mellem Skovens tætte Grene Vanker hun i Qveld alene, Jagtens frygtelige Mø, Med sit Kogger og sin Bue, Ved sin Fakkels blege Lue; Hvem hun møder, han maa døe!

Mens hun vildt i Skoven iler, Venlig hun fra Himlen smiler, Lad det ei forundre dig! Selv til Underverdnens Riger Som Persephone hun stiger, Viser som treenig sig.

Thi det Dybe, Hemmelige, Hvad du ei formaaer at sige, Ingen Læbe nævne kan, Er det ei i Skovens Bue? Er det ei i Maanens Lue? Er det ei bag Gravens Rand?

Men i Skoven, naar hun træder Henad dunkle, tause Steder, Frygtelig er Artemis: Paa Kronions Tordenkile Har hun hvæsset sine Pile, Hendes Arm er stærk og vis.

Og ved Gudens Lynildsflamme, Den som altid veed at ramme, Hun sin Fakkel antændt har: Troer du, Mennesket kan taale Synet af den stærke Straale, Som Giganters Dødsbud var?

Een var kun den fromme Hyrde, Som uagtet Støvets Byrde Blev berørt af hendes Haand. Men de saliggjorte Blikke Skued Guddommen dog ikke, Lukkede ved Morpheus Baand.

Naar den straalende Gudinde Saae ham ligge som iblinde, Dysset ind i Søvnens Blund, Sagte hun til Jorden svæved, Lykkens Yndlings Læber bæved Ved Gudindens Purpurmund.

Vil du derfor alt herneden See et Glimt af Herligheden, Sku mod Nattens Stjernekrands! Drøm i Maanens blege Lue Hvad du aldrig faaer at skue Vaagen under Solens Glands!

Men er først din Støvdragt borte, Har til Underverdnens Porte Hermes vinket med sin Stav, Da kan du dig nærme rolig Til Gudindens mørke Bolig Under Urnen i din Grav.

Thi forklaret Psyche svinger To udødelige Vinger, Som af Larven spire frem. Orcus tør hun frit betræde, Iler fra Gudindens Sæde Til sin Eros atter hjem.

Dog, mens Livet fyrigt gløder, Lad mig flye, hvis Øiet møder Artemis-Persephone! Kun Selene vil jeg kaare Under Smiil og under Taare, Til at sees af og at see.

Ei i Skovens mørke Indre, Der hvor ingen Stjerner tindre, Men i lysen Maaneguld, Her hvor Skyggerne sig male, I de høie Bøgesale, Vil jeg vandre længselfuld!

#PANISK SKRÆK#

Høit alt monne Solen staae, Fast til Halm den Græsset brænder: Skyggerne blir ganske smaa, Hede Pile Phøbus sender.

Til sit venlige Paulun Huldt mig Bøgeskoven vinker. Gjennem Toppen sval og luun Kun en enkelt Straale blinker.

Dobbelt frit jeg aander her. Under disse hvalte Toppe Sees kun blide Farveskjær Af det stærke Lys deroppe.

Muntre Fugle kan jeg ei, Ingen Qviddren her fornemme, Men alvorlig hører jeg Hist en enkelt Fuglestemme.

I det tæt begroede Krat Sjunger den med sig alene, Sidder der i Skovens Nat Paa de skyggefulde Grene.

Her, hvor Solens stærke Magt Ikke svier Alt tildøde, Lever Blomsters Farvepragt, Hvide, gule, blaae og røde.

Dybt og dybere jeg gaaer, (Hvo kan Middagsheden taale?) Snart jeg Skovens Indre naaer, Skjermet for den hede Straale.

Ingen Vei med Sand og Støv I den dybe Skov jeg følger, Mange Aars affaldne Løv Som et Teppe Jorden dølger.

Medens jeg i Ro og Mag Rundt omkring i Løvet vanker, Pludselig med stærke Slag Skjælver jeg, og Hjertet banker.

Sveden sprækker iiskold ud, Ikke veed jeg, hvi jeg frygter; Jeg befaler mig til Gud, Og tilbage hurtig flygter.

Og jeg ikke seer mig om, Flyer, som truet af en Drage ... Først da jeg paa Marken kom, Standsed jeg og saae tilbage.

Mon en Snog sin lumske Mund Under Løvet monne skjule? Nei det var jo Blomster kun, Røde, hvide, blaae og gule.

Har en Morder paa min Gang Luret bag de tætte Grene? Nei der var jo Fuglesang Og Uskyldighed alene.

Store Pan! Maaskee jeg kom, Da jeg dybt i Skoven vanked, Altfor nær din Helligdom, Derfor saa mit Hjerte banked.

Thi jeg veed, at uden Rast Du omkring i Skoven vandrer, Aldrig staaer din Bolig fast, Du den idelig forandrer.

Med din krumme Hyrdestav Hvert et Blad du frem jo bringer, Derpaa til den mørke Grav Som et visnet Løv det tvinger.

Paa den sørgelige Rest Af din Elskede du spiller, Lokker, som du kan det bedst, Af din Syrinx søde Triller.

Og hvergang du i dit Sind Tænker paa den skjønne Pige, Suser sagte Nattens Vind, Tunge Suk fra Hjertet stige.

Og dit Bukkeskind saa vred Kaster du omkring din Skulder, Sætter dig ved Søen ned, Hører paa, hvor Bølgen ruller;

Lytter til de grønne Siv, Naar de hvislende forklare Sagn fra deres fordums Liv For den travle Bølgeskare.

I den tause Nat man kan Høre tidt et sagte Bulder: Det er Pan; fra fjerne Strand Bølgen hid hans Klage ruller.

Mangengang i tause Nat Kan man høre fjerne Stemmer: Det er Pan; de vidne, at Aldrig han sin Syrinx glemmer.

Hvo, som seer ham paa hans Vei, For sin Dristighed maa bøde. Stærke Guddom! Lad mig ei Paa min Vandring her dig møde!

Men min Bøn du høre mild: Hyrdeliv som du jeg fører, Gaaer i Skoven taus og vild, Og paa Kildens Rislen hører.

Lad dit grønne Tempel staae Aabent for mig dybt og længe! Lad mig under Bøgen slaae Glædesrig min Lyras Strænge!

See, jeg lover: Hver en Gang I din Skov at Strængen toner, Lyde skal for dig min Sang, Hvirvlet under Skovens Kroner.

Den skal hvirvles hen til dig; Phøbus vil den Vinger laane: Eensomhed du skjænke mig, For dit Syn du mig forskaane!

Sangen vil sig bedre tee, Naar i Anelser den svømmer: Lad mit ydre Blik ei see Det hvorom min Tanke drømmer.

#VAAREN OG FREDEN#

Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, Vinteren, flyer: Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, Livet fornyer. Kampen var haard, men den Freden mon bringe; Seiren skal klinge, Løftet paa Tonernes mægtige Vinge Høit mod de purpurne Skyer.

Digteren, vakt af de første Violers Yndige Blad, Aabner sin Barm for de himmelske Straalers Qvægende Bad, Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen, Flagrer mod Himlen Over Convallernes hilsende Stimlen, Vinget, forynget og glad.

Ind under Bøgenes grønnende Kroner, Salig i Aand, Vandrer han hen over Skov-Anemoner, Lyren i Haand. Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier; Og naar den tier, Hilser han Vaaren med Vaarmelodier, Løsnet af Vinterens Baand.

Vinterens Sorger og Glæder nu dølger Glemselens Flor. Flora kun vinker ham nu, og han følger Glad hendes Spor. Vintren er flygtet og Striden herneden Bort fra det Eden, Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden Samles i duftende Chor.

Derfor om Vaaren og Freden hans Sange Gjenlyde nu. Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange Nætter med Gru, Flye med den flygtende Vinter mod Polen! Varmen af Solen Udklækker Hjerternes Blomst med Violen, Fred i vor Sang og vor Hu.

Nympher og Fauner ved Lyren han atter Samler om den; Hellige Taarer, begeistrede Latter Vækker han end. Satyren bringer ham vingede Pile, Gyldne, der smile; See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile, Himlen og Jorden igjen!

Saares der Nogen, da huske han, Striden Blot er en Fest, Smile ved Saaret, og drage fra Siden, Sadle sin Hest! Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire Bør vi den feire: Stedse Turnering og festlige Seire Freden forherliged bedst.

Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale, Høit paa din Gang, Hersker af Solen, og Drot af Castale, Smiil til min Sang! Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder! Lær mine Hænder Dobbelte Greb i din Stræng, naar den sender Pilens og Tonernes Klang!

#EFTERAARSFØLELSE#

Hvor sørgelig dog Skoven bliver! Dens nylig rige Krone nøgen staaer; Man træder nu og gaaer Paa al den forhen grønne Pragt, Som død og gusten driver Omkring for alle Vindes Magt. Jeg paa de kjendte Steder vandrer, Og seer, hvorledes Alting sig forandrer.

Ved Søens klare Bred deroppe, Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad, Imellem Blomster glad, Jeg kun de grønne Fyrretræer Og røde Bøgetoppe Kan øine blandt hverandre der; Og fra den sjeldne Gruppe stige Halvdunkle, svage Skygger, underlige.

Det er, som om de tyde vilde Paa den almindelige, store Død, Hvis Lov nu Alting lød. Saadan vil og de kjære Baand Engang maaskee sig skille, Som bandt til Andre her min Aand; Maaskee vil efter samme Love Mit Venskab falme, som de grønne Skove.

Maaskee det sig engang vil hænde, Naar hid jeg kommer, at da Meget sig Forandret har om mig; At Kulde jeg og Alvor seer, At neppe jeg kan kjende De aabne, muntre Hjerter meer. Da vil tilgavns de før saa kjære Bekjendte Steder sørgelige være!

Og Ingen vide kan tilfulde, Om ikke Sligt engang vil hænde sig; Thi skjøndt de elske mig, Er dog kun fremmed al min Lyst; Og ak! med fremmed Kulde Gjengjælder Verden tidt det varme Bryst. Kun der, hvor man har rigtig hjemme, Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme.

Held Den, som har et Hjem tilbage, En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye, Som aabner ham sit Ly, Naar han fra fjerne Kyster, kjed Af Stormene, vil drage Til Moderhjemmets kjære Fred, Hvor intet fremmed Sprog man taler, Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler.

Held mig! Om og Naturen falmer, Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem; Ei Høsten kuer dem: En elsket Moder aabner der, Bag Hjemmets brede Palmer, For Sønnen, som hun har saa kjær, Den blide, fredelige Skygge, Hvori alene han kan boe og bygge.

I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE

Nu, da snart, paa Floras Bud Vintren flyer for Vaar og Sommer, Nu, da hver en Trækfugl kommer, Nu, da Zephyrs unge Brud Klækker Martsviolen ud, Nu, da snart en Hær af Psycher Himmel, Jord og Blomster smykker, Flyver du, o min Veninde, Bort paa milde Foraarsvinde Til dit Hjems de kjendte Skygger.

Ak! og jeg, der ogsaa skulde Bryde Larvens Baand, som tynge, Og i Solskin munter synge, Glad befriet for Vintrens Kulde, Seer mig selv, den Længselfulde, Staae paa den forladte Strand, Blikket vendt mod fjerne Land, Over Havets sølvblaa Vugge, Sende Vinden mine Sukke, Og min Graad det falske Vand.

Thi den sjeldne Trækfugl, som Fløi med Vintren hid til Landet, Og som har min Vinter dannet Til et yndigt Foraar om, Hæver nu, da Vaaren kom, Anden Gang en flygtig Vinge, Vil til Hjemmet bort sig svinge; Ak! og naar jeg ene staaer, Veed jeg vist, den unge Vaar Vil for mig en Vinter bringe.

Naar jeg gaaer i Skov og Dale Mellem Vaarens Fugles Sang, Hvo vil paa min stille Gang Venlig med mit Hjerte tale? Hvo, naar Solen ned mon dale. Og en Stjerne staaer i Nord, Vise mig, hvor Trøsten boer, Læge huldt, hvad Andre saare, Og begribe af min Taare Meer end Andre af mit Ord?

Naar min Psyche fri sig svinger Over Bølgen hjem med dig, Hendes Digter, Larven lig, Bliver her, ak! uden Vinger. Ingen Zephyr da ham bringer Til dit Trylleslot med sig. Men lad Digtet bringe mig! I hver Klang af Psyches Længsel Hør et Suk, som fra mit Fængsel Vestenvinden bringer dig!

DEN 9DE NOVEMBER 1811[1]

[1] Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag.

Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte Engang jeg laae uden Sorg eller Savn! Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte, Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn. Dybt af den evige Kjærlighed runden, Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden, Er du en Qvinde, og Moder dit Navn.

Vakt af min Slummer, men kold som den Døde, Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst. Livets og Ungdommens Roser saa røde Offred du gjerne den Spæde til Lyst. Mens du ved Tornene selv maatte sukke, Strøede du Bladene mild paa min Vugge, Gjød i mit Hjerte din salige Trøst.

Selv i den jordiske Kulde hernede Dræbtes jeg ikke af Stormen saa vild. Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede, Varmet af Kjærligheds evige Ild. Ikke den gjemte den Spæde alene, Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene, Ogsaa endnu er den aaben og mild.

Du, som med høiere Væsner fortrolig, Eier et reent og ungdommeligt Sind, Du, som din simple men yndige Bolig Vier til Tempel for Muserne ind: Enten din Livstraad er stor eller liden, Kan du dog aldrig forkues af Tiden, Hyldet af Musen i Foraarsluft ind.

Vel er det dine de blomstrende Dage, Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn; Mig er det givet paa Jorden at smage Hvad der var dit og din Kjærligheds Løn: Men naar du vinkes til lysere Glæde, Da skal du vinde det høiere Sæde: Gjem saa den ringere Plads til din Søn!

HJEMKOMST[2]

[2] Skrevet i Sverige 1812.

Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende, Den er forbi den altfor korte Lyst, Tilbage skal jeg til mit Danmark vende, Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst. Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende, At hilse venligt paa den danske Kyst, Og bede Sjølunds vinterlige Bølger At tage mildt mod ham, som efterfølger.

Jeg ligner Vandreren, som har med Møie Til Bjergets skovbegroede Spidse naaet. Der staaer jeg nu, og dvælende mit Øie Betragter Veien, som jeg nys er gaaet. Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie, Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaet At fjerne mig fra Fødeland og Venner Til dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender?

Her er en ny Natur i disse Lande, En ny Natur, og majestætisk stor; Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande, En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord; Men frygtelig de steile Klipper stande, Om Toppen sig den ranke Granskov snoer, Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder: End leve her de gamle Valhals Guder.

Selv Kunsten med Naturen sig forbinder, Og gjør mig paa forgangne Tider klog. Betydningsfulde staae de gamle Minder, Og tale deres halvforglemte Sprog. I Mark, i Skov, i Dal, paa Bjergetinder Jeg læse kan som i en gammel Bog, Hvor Saga har for Evigheden skrevet Et Træk af Det, som fordum her har levet.

Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer; Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad. Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer, Og iler til den store Hovedstad, En fremmed Pragt og Herlighed beskuer, Og selv er fremmed i den stolte Rad. Kan Stadens Larm, kan Menneskenes Trængsel Da stille Hjertets ubevidste Længsel?

Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde, Der stande som en trofast Klippemuur, Ved disse Graner, som ved Væxt og Ælde Forkynde Frihed og en stolt Natur. Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle: Den stolte Frihed er et Fangebuur, Hvori jeg lever ene med mit Hjerte, Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte.

Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke, Med vild Ustadighed at flagre om; Den ligner heri tidt den blinde Lykke, Den flyver bort, saa hurtig som den kom. Den vil kun stadig boe og stadig bygge I tvende Stammer, hvor den ene from Omkring den anden Armene mon brede: I slige Træer der bygger den sin Rede.

Og Kjærlighed, det er det Navn, som gives Det skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord. En ukjendt Røst mig hvisked, at det trives I Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord; Det ikke blot af Solens Ild oplives, I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer. Jeg greb min Stav, og iilte for at finde Det sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde;

Og troede snart at have Træet fundet, Og var lyksalig for et Øieblik; Og drømte snart at have Frugten vundet, Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik. At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet, Var al den Løn, jeg for min Stræben fik. Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme, At Træet voxer allerfrodigst hjemme!

Der er et Væsen i min stille Bolig, Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer; Det er med mig som med sig selv fortrolig, Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer; Foruden mig det ei er glad og rolig; Det kjender mig, og venligt mig forstaaer; Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder, Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder.

Og hvis du troer, det er en elsket Pige, Du tager feil, og dog, ifald jeg veed, Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige, Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed. Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige, Og Kjernen af dens hele Salighed. Hvem er det da, om ei en Søster, Broder? Du kan ei gjætte det: Det er min Moder.

O du, som med en evig Ungdoms Varme For mig en trofast Elskerinde var! Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme, Som søgte fjernt hvad alt i dig han har. Du aabner atter dine milde Arme, Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar. Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg vender Til Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender.

#HIMMELSK KJÆRLIGHED#