# Udvalgte Digtninger ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/udvalgte-digtninger-35102/index.md #Mephistopheles.# Velan min Ven, saa siger jeg Top. Og gaa nu kun ad Gaden op, Saa vil sig de mange Gjenstande vise, Som nylig du hørte mig at prise. En liden Stund maa du ene dvæle, Jeg kan ikke saa godt blive her længer, Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle. Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger. Jeg har saa travlt med saa mange Ting. Farvel! nu gaa kun og see dig omkring; Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas. #Sjælen.# Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads! #Chor af de Efterlevende.# Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangen Høithædret Mand blev omtalt ved en Skaal, Ei glemme vi den Ven, som forudgangen Os vinker til sig fra sin Banes Maal. Nu er han salig i sin Himmels Glæde, Han skuer ned fra Frihedslandet hist, Og skjænker os, som her ved Glasset græde, Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst. DE NYGIFTE EN ROMANCE-CYCLUS I ANKOMSTEN #Vilhelm.# Vær uden Frygt, min unge Viv! Paa Hjulet din Fod du sætte! Jeg holder Armen om dit Liv, Skal ned fra Vognen dig lette. See saa! nu hurtigt i Huset ind, Som med gjæstfrit Herberg os trøster! Lad saa kun Regnen og Nattens Vind Rase saa meget dem lyster! #Marie.# Men tør vi og mod Nattetid Fremmede Folk besvære, Med vaade Kapper komme hid, Og maaskee til Byrde være? #Gertrud.# Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei, De mit Navn ei heller kan vide, Men gjennem Skoven den mørke Vei Er farlig ved Nattetide. Naar ude buldrer en Tordensky, Har man det bedre herinde; I det fattige Huus dog finder Ly Veifarende Mand og Qvinde. Her er et Gjæstekammer, træd ind, Min Leilighed er kun ringe, Dog kan De her med nøisomt Sind Natten tilendebringe. Jeg henter Qviste, jeg henter Ved, I Ovnen et Baal jeg tænder; Saa kan De varmes og tørres derved, Mens Ilden gnistrende brænder. Imidlertid et tarveligt Bord Jeg i Stuen herude bereder, Og kalder saa paa Dem, ifald De troer, At kun ei vort Selskab Dem kjeder. Jeg venter min Søn hvert Øieblik, Han agter ei Nattens Fare, Han jager i Skoven, og vist han fik Til Kjøknet en Fugl eller Hare. Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt, Og skal ikke forstyrre Dem, førend Mit Bord er dækket og stegt mit Vildt, Saa banker jeg sagte paa Døren. II I GJÆSTEKAMMERET #Marie.# Hvor er hun alt mit Hjerte kjær, Den gamle venlige Qvinde! Saa mildt hun pusler om os her, Saa hyggeligt er herinde. Naar Livets Olie brænder saa klar, Er Aarenes Tal et Gode, Og Alderdommen en Skjønhed har, Som ei man skulde formode. O maatte jeg selv i sildig Tid, Ifald jeg lever saa længe, Naar Panden fures, naar Lokken er hvid, Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, -- O maatte jeg da med rystende Haand Saa milde Toner bevæge! O maatte jeg med saa venlig Aand Ungdommen vederqvæge! #Vilhelm.# Min unge Hustru, min Rosenbrud! Jeg kan ei gammel dig tænke; Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud Utvungen af Tidens Lænke. Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag Vor Fremtid sig forkynder, Og vort Samliv paa sin første Dag Med et Eventyr begynder. Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod, Vi reiste, mens Himlen smiilte, Men iaften blev den en Styrteflod, Og i natligt Mørke den hviilte. Og mellem de røde, knittrende Lyn, Som skræmmede Kudsk og Heste, Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn, Fra Huset, som nu vi gjæste. Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly, Da kom den venlige Qvinde, Saa mildt hun bød os hid at tye; Saa hyggeligt er herinde. #Marie.# Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk, At idag vort Bryllup mon stande. #Vilhelm.# Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk Paa din rødmende Kind og Pande. Jeg vil sige, det alt iforgaars var, At vi tændte Hymens Flammer; Vist Ingen da gjætter, at her man har Beredet vort Brudekammer. #Marie.# Ti stille! ... Din Randsel er lukket til, Jeg en anden Krave maa søge. #Vilhelm.# Der har du Kraverne; jeg dem vil Med Strømper og Skoe forøge. #Marie.# Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu! Dit Blik mig ganske forvirrer, Jeg kan ei klæde mig om, naar du Her staaer ved Siden og stirrer. #Vilhelm.# Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm, Med mit Hoved over dig bøiet! Kun et bævende Kys paa din blottede Barm! See saa! nu lukker jeg Øiet. #Marie.# Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert, I Speilet du seer! #Vilhelm.# Paa min Ære, Nu vender jeg Ryggen til. #Marie.# Hvor geneert, I et fælles Kammer at være! #Vilhelm.# Jeg seer ikke meer. #Marie.# Det er ret en Skam! Jeg havde saa fast besluttet ... Det banker paa Døren! #Vilhelm.# Tak, Madam! Nu komme vi paa Minutet. III AFTENSMAALTIDET #Vilhelm.# Ved dette muntre, gjæstfrie Bord Er Kredsen saa fortrolig; En venlig Skov-Alf har, jeg troer, Lokket os til sin Bolig. Jeg tømmer Glasset med en Bøn For vor gamle, brave Vertinde, Og for vor Vert, hendes unge Søn, Saa alvorsfuld i Sinde. En Vildbrad har han fra Skoven bragt, Saa kostelig har han os madet, Men selv han sidder som halv forsagt, Og langer neppe til Fadet. Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven! I Vinen drukner man Griller; Hvo veed, om atter vi sees igjen, Naar imorgen Skjæbnen os skiller? #Fredrik.# Vel sandt, jeg tier den hele Tid, Mig nægtedes Talens Gaver. #Gertrud.# Her komme saa sjældent fremmede hid, Af Undren han falder i Staver. #Fredrik.# Af Undren? O ja! den qvæler min Røst, Men af Øiet den levner mig Brugen. #Marie.# Vil De klinke med mig? #Fredrik.# Med største Lyst! #Gertrud.# Min Søn, du spildte paa Dugen. Jeg kalder min Fredrik Søn, thi jeg veed, Som en Søn jeg den Kjære betragter; Dog er han det ei, og sand Besked Til Dem at sige jeg agter. De ere saa venlige begge To, Saa mildt De tage tiltakke; Hvi skulde jeg gode Folk ei troe, Og af Hjertet med Dem snakke? Desuden har De vel Krav, jeg troer, Paa at kjende Vert og Vertinde; Nu vel, om os selv et lidet Ord At sige Dem, har jeg isinde. Paa Jyllands Heder min Mand var Præst, Ved Døden jeg tidligt ham tabte; En eneste Søn var min Lykkes Rest, Men ak! kun Sorg han mig skabte. Hans vilde, hans uregjerlige Sind Forvoldte mig stadig Kummer; O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind, Mit Hjerte sin Sorg ei rummer. Da han fyldte sit tre og tyvende Aar, Da misted jeg ham, -- han døde! ... O Gud! jeg føler det gamle Saar Ved Mindet derom at bløde. Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til, At ikke man døer af Sorgen, At Hjertet ikke briste vil, Men haaber end paa imorgen. Og dog, til at haabe havde jeg Grund, Thi blev mit Haab ikke lønnet? En anden Søn har min Aftenstund Med sønlig Ømhed forskjønnet. Han bragtes mig som forældreløs, Da hiin jeg nys havde mistet; Jeg veed ei, hvordan den liden Knøs Blev ind i min Stue listet. Han laae i et Svøb, men intet Spor Mig Kundskab gav om den Spæde. Nu er han voxen, nu er han stor, Nu er han min sidste Glæde. Han skikker sig vel, han er Forst-Elev, Snart tager han Forst-Examen; Af Jægermesteren rost han blev, ... Men jeg kjeder vist Herren og Damen. #Vilhelm.# Nei ingenlunde! #Marie.# Hvor kan De troe ... #Vilhelm.# Endnu maa De berette, Hvorlunde De her kom til at boe Paa Sjællands blomstrende Slette. #Gertrud.# Hvad skulde jeg meer paa Heden hist, Da min Mand og min Søn vare døde? Erindring gjorde mit Hjerte trist, Og Egnen var mørk og øde. Et Huus jeg havde, det solgte jeg da For otte hundrede Daler, Og drog med lettet Sind derfra, Som fra Mindet om fordums Qvaler. Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord, Thi jeg er født her paa Øen; Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boer I Skoven herinde ved Søen. #Vilhelm.# I Deres Fortælling tage vi Deel, Og Gjengjæld vil vi gjøre; Fortroligheden skal vorde heel, Naar De min Beretning vil høre. De sagde nylig, vi havde Krav Paa at kjende Vert og Vertinde; Saa bør og Disse, som Huus os gav Til Oprigtighed os forbinde. Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har Ei hidtil villet fortælle: At det er et lykkeligt Brudepar, Som sidder hos Dem i Qvelde. Iforgaars var det, vort Bryllup stod I Sognekirken derhenne; Os Brudeskaren i Hast forlod, Da Vielsen var til Ende. Med Glæde vi saae, at Papa og Mama Og Slægt og Venner saa kjære Sagde Farvel og kjørte derfra, Og lod ene sammen os være. For Kirkeporten en Vogn der holdt, Den monne vi To bestige; Al Verden vendte vi Ryggen koldt, Kun fremad monne vi hige. Thi rundt om Søens fortryllende Bred Langsomt vilde vi drage, For at nyde landlig Eensomhed I de første Hvedebrødsdage. Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg, Naar det stolper omkring og tramper, Nysgjerrige Blikke, upassende Spøg Og Chocolade-Slampamper. Saa har man dog Fred, saa har man Ro For de Paatrængendes Miner, Som vil see, hvordan de Nygifte boe, Og hvad de har for Gardiner. I det skjønneste Veir omkring vi drog Og beundred saa Meget i Egnen, Indtil iaften vor Skræk os jog I Ly for Tordenregnen. Imorgen tidlig vi drage bort, Thi lad os da nu forføie Til vort Kammer os hen; Natten er kort, Og Søvn behøver vort Øie. #Marie.# Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast. #Vilhelm.# Men Hvilen kan ikke skade. #Fredrik.# Er den Beslutning da saa fast, Os imorgen at forlade? Egnen er skjøn, det siger De jo, Saa skulde De blive her længer; Naar jeg er Fører, det kan De troe, Til ingen anden De trænger. Saa let det hændes, De gaaer forbi Alle de smukkeste Steder, Men jeg skal vise den skjulte Sti, Som kun sjelden en Fod betræder. I Haven voxe de Blomster smaa, Som min Moder pleier dernede; Naar den unge Frue til dem vil gaae, Da skal hun neppe sig kjede. Og De, min Herre, paa Jagt maaskee Har De Lyst en Riffel at prøve; Saa følges vi ad, saa skal De see, Jeg skal i Kunsten Dem øve. Vi finde jo nok paa Tidsfordriv For en Dag, for to, for trende. De vil ikke fortryde det; derfor bliv, Bliv kun imorgen til Ende! #Gertrud.# See saa! nu fik du Tungen paa Gang, Min Søn, det godt mig hover. Men Tiden vil falde de Fremmede lang, Tiltrods for Alt, hvad du lover. Et eensomt Levnet fører jeg, Vort Tilbud er overflødigt, Fremmede Folk blive her ei Længer, end de har nødigt. #Marie.# Saa beskeden Venlighed røre maa; Hvordan skal vi takke Dem Begge? #Vilhelm.# Nu vel, saa lad os sove derpaa, Og imorgen det overlægge. Vi vil ei reise saa tidligt bort, Saa faae vi Tid til at tale. Men nu lad os gaae; Natten er kort, Og Øiet trænger til Dvale. #Gertrud.# God Nat! Gid Søvnen maa være blid! #Marie.# Men skal vi dog lidt ei bie? #Vilhelm.# God Nat! Jeg troer, det er Sengetid. Nu kom, min elskte Marie! IV NATTETANKER #Fredrik.# Nu hviler den tause, dæmrende Nat Over de sorte Skove; Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat? Hvorfor kan jeg ikke sove? Hvi drages min Tanke stedse hen Til den unge deilige Qvinde? Nu hviler hun hos en lyksalig Ven I Gjæstekamret derinde. Mon engang den Lykke vil vorde min, En elsket Viv at eie, At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin, Og ei paa et eenligt Leie? Men hende, hende bliver det ei, Som staaer for de drømmende Blikke; Og hvor jeg søger paa Livets Vei, Hendes Lige finder jeg ikke. Der ulmer i hendes Blik en Glød, Som til Flamme sig let forstærker; Men Undseelse farver Kinden rød, Naar sit Øies Virkning hun mærker. Der gynger paa Barmens Tvillingepar En Amor, som saligt bæver; Men hun rødmer bly, naar hun mærket har, At et Suk ham høiere hæver. Snart seer hun forelsket og snart igjen Med Frygt paa sin Ægtemage; Snart lader det til, at hun drages hen, Snart, at hun stødes tilbage. Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed Som min egen ... Hvad er det, jeg siger? ... Plagende Tanker! lader mig i Fred, Fra mit natlige Leie viger! -- Vide jeg gad, om Andre det gaaer Som mig, og paa samme Maade: Saa Meget skeer, som for Tanken staaer Lig en mørk, uløselig Gaade. Meget, som hændes mig første Gang, Synes mig et dunkelt Minde, Det klinger for Øret som en gammel Sang, Hvis Ord man ikke kan finde. Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom, Og en Lysning faldt gjennem Løvet, Var det, som jeg maatte huske mig om! Og altid blev jeg bedrøvet. Og traf min Kugle den flygtende Raa, Min Samvittighed følte sig bebyrdet, Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa, Ifald jeg en Ven havde myrdet. Aldrig tilforn jeg sværmet har Som idag, for en deilig Qvinde; Og dog, dog er det, som Hjertet var Fuldt af et gammelt Minde. Jeg er vaagen, dog stige Syner herned Fra Drømmenes hemmelige Riger ... Plagende Tanker! lader mig i Fred, Fra mit natlige Leie viger! -- Bestandig mit Øie stirre maa Paa den Lysning paa Bøgen derude. Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae, Seer jeg den gjennem min Rude. Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin Falder paa de mørke Skove. Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind, Maaskee jeg nu kan sove. V PROMENADEN #Vilhelm.# Seer De nu? De har vundet Deres Sag: De fik os til at blive; Vi er her alt paa tredie Dag, Og kan neppe løs os rive. #Fredrik.# Men den unge Frue kjeder sig vist, Desværre, det seer jeg af Minen. #Marie.# Det er Træthed kun, og Deres Moder hist Venter os ved Theemaskinen. #Vilhelm.# Det er intet Under, om hun er træt, Kun sjeldent hun Foden rører. Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet, Tak være vor gode Fører. #Fredrik.# Imorgen Fruen sig hvile maa, Mens vi Andre paa Jagten drage. #Marie.# Men vil De paa Jagt virkelig gaae? #Vilhelm.# Er det nu Grund til Klage? En Mand har en Attraa i sit Bryst Til tusinde Ting at prøve, Og Jagten er just en mandig Lyst, Som det sømmer sig ham at øve. #Fredrik.# Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae, Jeg skyder en Gjenvei herneden; I aften jeg Kugler støbe maa, Thi jeg brugte den sidste forleden. Men De maae vandre her ligefrem Mellem de tvende Høie; Stien fører til min Moders Hjem. #Marie.# O ja! vi kjende den nøie. #Fredrik.# Farvel! Vi mødes om en liden Stund. #Marie.# O Vilhelm! nu er vi alene, Skrækken binder ei meer min Mund. #Vilhelm.# Hvad er det? hvad kan du mene? #Marie.# O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt! Lad os reise herfra itide! #Vilhelm.# Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt? #Marie.# O Gud! ... man kan ikke vide ... Man hører om uforsigtige Skud, ... Hvor let kan et Uheld sig føie! ... Og den unge Mand ... o! han seer ud ... Saa forvildet er hans Øie! #Vilhelm.# Min bedste Marie! jeg troer, du seer Spøgelser midt om Dagen. #Marie.# O Vilhelm! skal jeg bede dig meer? #Vilhelm.# Du bliver saa hvid som et Lagen! Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned, Her en Træstub Rødderne strækker; Og siig mig nu i Fortrolighed: Hvad er der skeet, som dig skrækker? #Marie.# O spørg mig ikke! der er Intet skeet, Du maa ingen Forklaring forlange, Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet, Kun en Anelse gjør mig bange. Den Tordenluft, hvori vi kom, Er endnu bestandig den samme. Der drager et Uveir paa Himlen om, Og jeg frygter, et Lyn vil ramme. Maaskee det kun er Indbildningens Spil, Maaskee kun Frygt mig forleder, Men den første Bøn ei nægte du vil, Hvorom din Hustru dig beder. #Vilhelm.# Min elskte Marie, nei visselig, nei! Mod dit Ønske jeg ikke strider, Endskjøndt jeg troer -- jeg det nægter ei -- At af sygelig Frygt du lider. Men ligemeget! For at lette dit Sind, Lad os reise tidligt imorgen. Nu vender Rødmen tilbage til din Kind; Ja, min Elskede, glem nu Sorgen. Saa vil vi til Staden, til vort Hjem Rundt om Søen drage. Men de Andre? ... Intet vi sige dem, Naar nu vi vende tilbage. Der vanker ellers saa mangen Bøn Om imorgen over at tøve, Og baade Konen og hendes Søn Vort Afslag vil bedrøve. Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt -- Og det lover os Aftenrøden -- Saa lade vi Vognen komme blot, Og Undskyldning er ei fornøden. Men nu lad os gaae, thi du er varm Og Aftenens Taager begynde. Støt dig paa mig, giv mig din Arm, Nu vil vi os hjemad skynde. VI MODER OG SØN #Fredrik.# For silde jeg seer det, jeg kom tilkort, Jeg føler, hun mig foragter; Hun vender med Afsky Hovedet bort, Hvergang jeg hende betragter. Alt er stille, det er atter Nat, I Huset slumre nu Alle, Jeg vaager atter, eensom, forladt, Og lader Modet falde. Dog nei! I Mismods dunkle Sky Jeg vil mig inat ei svøbe. Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly! Kuglerne vil jeg støbe. Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud! Hvor synes den ussel og ringe! Og dog hvor findes Mage til Bud, Naar det gjælder Budskab at bringe? Og lige villig og med samme Lyst Den lader sig lydig sende Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst, Og til mig, som spottes af hende. Til mig? ... O ja! det var besørget snart, Og maaskee det just var paa Tide, Maaskee der blev for os alle spart Megen kommende Qvide. Men tys! ... det pusler jo ved min Dør; Jeg skimter et Lys, der flammer ... Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo før Godnat og gik til dit Kammer. #Gertrud.# Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt, Det var som om Luften brændte, Og jeg følte mig saa ængstelig stemt, Som om en Ulykke hændte. Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae Her i Natten, den stille, Og ei Ro jeg havde, før jeg saae, Hvad du monne bestille. #Fredrik.# Kjær Moder min, vær uden Frygt! Imorgen skal jeg jage, Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt, Da jeg fleer ei havde tilbage. #Gertrud.# Lad imorgen fare den vilde Færd, Den bliver os ei til Baade. Saa længe de fremmede Folk er her, Lad mildere Glæder raade. #Fredrik.# Men lovet jeg har den fremmede Mand At jage med ham i Skove. #Gertrud.# Saa siig, at uvant med Jagten er han, Og Du tør ikke det vove. #Fredrik.# Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer? Troer du, jeg vil ham skyde? #Gertrud.# O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord! Nei, det vil Gud forbyde. #Fredrik.# Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund, Naar for hans Liv jeg vil svare? #Gertrud.# O jeg veed ikke selv! men denne Stund Ligesom truer med Fare. O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt! Du er saa selsomt forvirret, Aldrig dit Øie har seet saa vildt, Aldrig det saa har stirret. #Fredrik.# Indbildning, Moder! #Gertrud.# Nei, altfor klar Er Aarsagen til min Smerte: Et Tidsrum af trende Dage har Forvandlet dit Sind og dit Hjerte. Du tier, du fælder Taarer i Løn, Jeg seer dem paa Kinden trille. Min stakkels Fredrik, min gode Søn, Lad kun Graad din Smerte formilde! Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord, Hvor den natlige Lampe brænder, Lad os tale sammen et fortroligt Ord, Som gamle, prøvede Venner. O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst, Og inat er mit Sind ei modigt; Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst, Til mit Blik et Syn, som var blodigt. Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned, Mens de natlige Timer ile, Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred, Det blodige Syn min Hvile. Og inat, tiltrods for min Aftenbøn, Plaged de mit Blik og mit Øre. Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn, Men nu, nu skal du det høre. Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro, Naar til dig om min Skjæbne jeg taler; Maaskee det lettes, naar vi er To Om at bære de hemmelige Qvaler. Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, -- O, du veed ei, hvordan han døde! ... Bødlen hugged hans Hoved af, Paa Skafottet maatte han bløde. Forskudt af en ung og deilig Mø, Som var døv for hans Beilen og Tragten, Lod han en lykkelig Elsker døe For en Morderkugle paa Jagten. Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom -- Endnu var det neppe daget, -- Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom! "Klokken er nu paa Slaget." Da sank han for sidste Gang til mit Bryst, Og udbrød: "Et Ord du mig give, "Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst "Paa min sidste Gang ilive!" Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ... Du reiser dig ... hvad har du isinde? Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ... #Fredrik.# O Moder! Moder! hold inde! Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer, "Da siig: Min Gud og min Broder! "Tilgiv mig for dine Martyrsaar, "For min Anger og for min Moder!" #Gertrud.# Ha! hvoraf veed du det? #Fredrik.# Mig det var! Først nu mig selv jeg fatter: Det er din virkelige Søn, du har, Og nu lever han Livet atter. #Gertrud.# O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind? #Fredrik.# Nei Moder vær ikke bange! Men hidtil gik jeg som en Blind Igjennem Aarene lange. Min Bevidsthed vaktes i denne Stund, Nu mig selv jeg gjennemskuer, Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund, Og paa eengang haaber og gruer. Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk, Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde, Men af min Tanke dog ei gik væk Det Trøstens Ord, du sagde. Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik, Men jeg vaagned paa fremmede Steder, Og paa min Vandring Øie jeg fik Paa en Mand i hvide Klæder. Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var, Men ak! jeg kjendte ham ikke, Og min Bøn for ham ei frem jeg bar, Skjøndt Mildhed var i hans Blikke. Han langsomt mig imøde kom, Og nu saae jeg hans Haar at skinne; Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om! "Din Plads er ikke herinde. "Paa Jorden Forbryderens Død du led, "Her ingen Straf er tilbage, "Saa gak da til Jorden atter ned, "Lev om igjen dine Dage." Da vendte jeg om paa frygtsom Fod, Da vandrede jeg saa længe; Min Kraft var mattet, tabt mit Mod, Til Hvile monne jeg trænge. Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard, Og Intet veed jeg, som hændte, Men da jeg vaagned i Barndoms Aar, Jeg som en Anden mig kjendte. -- Og Moder! skjænk mig et Øiekast! Din Trøst kan jeg nu behøve; Ei anden Gang, det lover jeg fast, Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.