# Udvalgte Digtninger

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/udvalgte-digtninger-35102/index.md

#Digteren.# Hvis jeg var god, jeg digted slet, Men jeg er slet, og digter godt, Den Lod har mig min Musa givet; Hun vil, at jeg især af Det Skal røres, som i Stort og Smaat Mig selv just manglet har i Livet. Om ei mig selv jeg havde lukt Fra Godhed og fra Fromhed ud, Da toned ei mit Qvad af Længsel, Da sang jeg ikke nær saa smukt Om Sjælens Higen efter Gud, Med Røst som Fuglens i dens Fængsel. Om ei min Vantro var saa stærk, At den mig rev fra Kirkens Bryst Og kastede mig ud fra Reden, Da gjenlød ei mit Digterværk Af Længselstonen i min Røst, Af Sukket efter Menigheden. Var ei mit Hjerte koldt og haardt, Saa lukket til, at mangengang Jeg dybt bedrøvede de Fromme, Da gav jeg Følelsen jo bort, Som nu, bevaret for min Sang, Skal til forstærket Udbrud komme. Den Mening er vist uden Grund, At hist i Herrens Paradiis Et Chor af Salige man hører; Nei, Saligheden har ei Mund; I Tanken blot, paa stille Viis, Den i sin egen Kreds sig rører. Men han, som udenfor mon staae, Med Anelser om Himlens Fryd, Kun han om Paradiis kan sjunge; Hvad ei han har, men seer kun paa, Det tolker han ved Strængens Lyd, Og Savnet bæver paa hans Tunge. For Engle digtes ikke let, Men for de faldne Slægter blot Med selvforskyldte Savn i Livet; Og var jeg god, jeg digted slet, Men jeg er slet, og digter godt, Den Lod har mig min Musa givet.

#Mephistopheles.# Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae, Det Vaas er ei værdt at høre paa. At han selv er slet, er det Visse i Sagen, Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen. Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae, Uagtet han udenfor selv maa staae. Ja, han selv har Lyst at komme derind, Men han veed det ei i sit dumme Sind; Der gaaer igjennem hans hele Sang Efter Saligheden en Længselsklang, Paa samme Tid som han selv bekjender, At kun udenfor den hans Gnist sig tænder. Det kalder jeg mærkelig Inconsequens.

#Sjælen.# Det taler ei for hans Intelligens.

#Mephistopheles.# Det hører nu med til det Taabelige, Til gammel Fordom, at ville hige Saa ubændig stærkt efter Himmerige; Man har det jo meget bedre her. Jeg priser lykkelig dig og Hver, Som Skjæbnen ikke præget har Med Stemplet af Genie og Nar, Thi om eder man haaber, om ikke veed, At I blive her kan i Evighed; Og her er det bedre, det skal du kjende, End hvor man sidder med blottet Ende Paa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand, Og blæser Trompet det bedste man kan.

#Sjælen.# Jeg finder, at du har ganske Ret, Jeg har store Tanker om denne Plet. Men siig mig, om jeg da her vil møde Mine gamle Venner, som alt er døde.

#Mephistopheles.# Ja, det kan du ganske stole paa, Og de levende vil du med Tiden faae.

#Sjælen.# Det glæder mig meget! Men troer du, min Kone Vil ogsaa komme til denne Zone? Vel skændtes vi tidt og mangengang, Naar vi gjorde hinanden Tiden lang, Dog savner jeg nødig Millemoer, -- At sige, naar hendes Tid er omme, Det har ingen Hast. Hvad troer du?

#Mephistopheles.# Jeg troer, At jeg tør love dig, hun skal komme.

#Sjælen.# Og mine Børn da?

#Mephistopheles.# Det veed man ikke, Det kommer an paa, hvordan de sig skikke.

#Sjælen.# Saa gid de maae sig værdige gjøre, Til det samme lyksalige Liv at føre!

#Mephistopheles.# Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. -- Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see, At du faaer her det samme Liv omtrent, Som det, der fra Jorden dig er bekjendt. Da jeg afskyer at lyve, hader at prale, Saa har du erfaret af min Tale, At du faaer det ei bedre her end hist, Men heller ei værre; det er altid Noget, Ei sandt, min Gode?

#Sjælen.# Jo, ganske vist? Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget: Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer! Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.

#Mephistopheles.# Du seer, du vidste dog hvad du fik.

#Sjælen.# Ja, det er mærkeligt! paa en Prik!

#Mephistopheles.# Forresten maa jeg endnu dig sige, Hvad af min Beskrivelse kjendes kan, At her er Kjedsommeligheds Rige, Man gaber meget i dette Land.

#Sjælen.# Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!

#Mephistopheles.# Nei tvertimod, det er høist beqvemt. I Paradiset, saavidt jeg kan spore, Skal man just heller ikke sig more. Men Rigdom af Morskab have vi, Dog skjuler sig Kjedsomheden deri; Og naar du vil betænke det blot, Saa vil du finde det saare godt. Jeg nægter ikke, hos jer histneden Den kunde mistes foruden Tab; Men her, hvor man udfylder Evigheden, Hvad kaster man vel i sligt et Gab? Og selv hos jer Enhver jo veed, At Intet er sundt som Kjedsomhed, Den er maaskee den eneste Føde, Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde; Det er tvertimod den, som Livet forlænger, Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger, Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav, Paa Jorden den alt jer Evighed gav.

#Sjælen.# Nu vel, jeg er vant til mig at kjede.

#Mephistopheles.# Saa er du som skabt for denne Plads. I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede, Meget komme dig her tilpas.

#Sjælen.# Det tænkte jeg nok; man siger medrette: Det jordiske Liv er en Skole for dette.

#Mephistopheles.# Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist, Som aabner jer Adgang her tilsidst.

#Sjælen.# Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om, Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom.

#Mephistopheles.# Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare, Men hvad nytter det dig et Navn at erfare? Et Navn er en Lyd, paa Mening tom.

#Sjælen.# Det er dog naturligt, man vide vil, Hvad Stedet hedder, man kommer til.

#Mephistopheles.# Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn, Om strax du erfarede Stedets Navn. See først at blive hos os lidt hjemme, Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme.

#Sjælen.# Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være? Nu maa du det endelig sige.

#Mephistopheles.# Kjære, Jeg skal det sige, men vær nu Mand! Helvede kaldes dette Land.

#Sjælen.# Helvede{}!{sic}

#Mephistopheles.# Sa' jeg det ikke nok? Du staaer jo forvandlet til en Blok! Der seer man, hvad Fordom virke kan, Endog paa en ellers oplyst Mand.

#Sjælen.# Men Gud bevares! hvordan gaaer det til? I Helved jeg ikke være vil; Jeg vist af Vanvare kom derhen. Jeg har altid været en skikkelig Mand, Og agtet som Borger i mit Land.

#Mephistopheles.# Just derfor kommer du der, min Ven!

#Sjælen.# Skal man da straffes for sine Dyder?

#Mephistopheles.# Du straffes ikke.

#Sjælen.# Det er jo bekjendt, At i Helvede bliver man stegt og brændt.

#Mephistopheles.# Det er Kjellingesnak, som Intet betyder; Man vrøvler hos jer om de tusind Ting, Hvoraf Ingen kjender det rette Sving. Vel sandt, her findes adskillige Gryder For Dem, som leved med store Lyder; For Mordere, Tyve, samt andre Skjelmer Der brænder en Ild, som aldrig helmer. Men Pluraliteten er de Honnette, Og de behandles honnet medrette. Saaledes gaaer det nu dig og Dine: For jer beredes der ingen Pine; I finde, som sagt, det samme Liv, Den samme Travlhed og Tidsfordriv, Som forhen i det jordiske Rige; Det kommer deraf, maa jeg dig sige, At du, min Ven, og dine Lige Alt, mens I leved, i Helvede vare; Og deraf kan du dig selv forklare, At eders Tilstand forandres ei, Men er samme Virken ad samme Vei.

#Sjælen.# Var #jeg# i Helved?

#Mephistopheles.# Som næsten Alle; Kun plejer man ei saadan at kalde Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, Hvori man paa det Reale troer, Og faaer ei det mindste Glimt at see Af den magre Beenrad, man kalder Idee. Men det er netop det bedste Levnet, Hvori man det Magre stolt foragter, Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter, I Realitet, til man er revnet. Og er man nu let at ærgre tillige, Og Verdens Gang giver vrantne Tanker, Saa man skjændes med Konen og Barnet banker, Og smidsker til sin Tjenestepige, Og tages af hende ved Næsen fat, Mens man skjuler for Konen Dit og Dat, Da er man i Fuldendelsen moden, Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden, Du fatter da nu i din Lykkes Havn, At du ikke bør skræmmes ved et Navn. Du finder jo kun det Gamle, Vante, Og sagtens var du den største Fjante, Om ei du villig gik paa din Sti.

#Sjælen.# Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.

#Mephistopheles.# Og for at bevise til Tydelighed, At Helved sig strækker over Jorden ned, Saa lad os gjøre til Jorden en Tour; Deraf du seer, til vort Rige den hører, Thi udenfor denne Boligs Muur, Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører.

#Sjælen.# Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen?

#Mephistopheles.# For et Øieblik vil vi gaae derhen, At sige, hvis du har Lyst, min Ven. En Skuespiller idag vi vente, Som Døden just er ifærd med at hente. Ved vort Theater han savnedes længe; De sige, de høilig til ham trænge, Og at mangt et Stykke kan ikke gaae, Førend de ham engageret faae. Da nu selv du nylig døde derhjemme, Saa tænker jeg, det dig muntre kan At see en Anden i samme Klemme.

#Sjælen.# Ja, mange Tak skal du have.

#Mephistopheles.# Velan, Jeg breder ud min sorte Kappe, Som Doctor Faust har seilet paa; Igjennem Luften gaae vi rappe, Og flux vi skal paa Jorden staae.

FJERDE ACT

#Skuespilleren.# Det banker paa Døren. Kom ind!

#Døden.# God Dag!

#Skuespilleren.# Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ... Ih fy for Pokker! den stygge Maske!

#Døden.# Du tager feil, du stakkels Aske! Jeg har saamænd ikke Costume paa.

#Skuespilleren.# Hvad vil du da?

#Døden.# Det er let at forstaae, Jeg kommer herind for dig at hente.

#Skuespilleren.# Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente, Du maa vide, min Sygdom er ikke sand; Du kjender vel ikke til vort Theater, Du blev nok narret af de røde Placater.

#Døden.# Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand! Selv de Sunde jo Døden hente kan, Og dig har den just idag fundet værdig, Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig.

#Skuespilleren.# Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod; Jeg haaber, Directionen vil være saa god, Med en Sørgefest at hædre mit Minde, Og om min Buste lade Krandse vinde, Og at Mange vil ærgre sig, naar de see Mit Portrait ophænges i vor Foyer. Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder; Jeg er vant til at døe: I Helteroller Over hundrede Gange døde jeg alt; Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt, Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak Belønned mig for den Hals jeg brak. Jeg rigtignok gjerne vide vil, Om det her paa samme Maade gaaer til, Om samme Belønning os bliver givet, Naar Teppet falder for Jordelivet.

#Døden.# Derom jeg ikke kan sige Stort; Med Dommen jeg Intet har at bestille, Jeg bringer de Døde til Himlens Port, Der pleier man Buk fra Faar at skille, Og de, som ikke for gode tages, Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages. Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud I det store Collegium hos Gud; Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver, Vide, hvad Resolutionen bliver. Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe; Det kommer jo meget an paa din Tro.

#Skuespilleren.# Min Tro er af høist forskjellig Art: Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart, Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer, Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor. Men derfor vil Fanden mig ikke spise, Thi jeg har lært af Nathan den Vise, At man kan i hver en Religion Dannes til en agtværdig Person.

#Døden.# O ja! jeg tænker, hvis du er god, Kan du gjerne være ved freidigt Mod.

#Skuespilleren.# Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret, Om jeg bør kaldes god eller slet. Det gjør mig lidt underlig tilmode, At, skjøndt jeg begeistres for det Gode, Er min Begeistring, saavidt jeg troer, For det Onde dog ikke mindre stor. Paa den ene Aften jeg lover forvist, At Dyden skal evig seire tilsidst, Jeg tordner med min brølende Stemme Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme, Mod lumske Munke, mod Præsidenter, Som snyde den Fattige for hans Renter, Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud, Og seer imidlertid saa rørende ud, -- Men den næste Aften jeg gaaer omkring Med skulende Blik og gjør fæle Ting, Jeg piner og plager skikkelige Folk, Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk, Jeg maner Helvedes Aander frem, Og glæder mig ret til at omgaaes dem, Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l, Idet jeg trodser den evige Qval.

#Døden.# Jeg kan tænke, du taler om dine Roller, Men derpaa kommer det her ei an; Kun Det, som du selv for Sandhed holder, Til Gud eller Djævlen dig føre kan.

#Skuespilleren.# Min bedste Død! hvor kan du troe, At man ved Theatret har Tid og Ro Til selv at tænke, til selv at mene? Man siger, hvad Digteren har befalt, (Hvis man lærer sin Rolle, notabene), Men veed ei, om det er sandt eller galt.

#Døden.# Men hvad ei man seer af de enkelte Dele, Det seer man lettelig af det Hele. En Digter lader til Orde komme Gode som Onde, Frække som Fromme; Men den Mening, han selv om Begge har, Af hele Værket maa blive klar.

#Skuespilleren.# Min bedste Død! hvor kan du dog troe, At man ved Theatret har Tid og Ro Til at sætte sig ind i det hele Værk? Den Fordring er sandelig altfor stærk. Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget; At kjende de Andres er altfor Meget. Desuden vil du fordetmeste see, At Poeten har ingen bestemt Idee; De fleste veed ikke selv hvad de vil; De erfare det først, naar de see vort Spil.

#Døden.# Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode?

#Skuespilleren.# Men det er de slette, jeg holder mig til; Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode, Men af de daarlige just jeg holder, Thi af dem faaer man netop de bedste Roller.

#Døden.# Ja, naar man er daarlig Skuespiller.

#Skuespilleren.# Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller! Min Kunst har for længe siden mig adlet, Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet. For de Andre kan en Visker være fornøden, Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt. Jeg hader Recensenter som Døden, Og hader ogsaa Døden som Recensent.

#Døden.# Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er, Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord.

#Skuespilleren.# Og hvilken Skrupel?

#Døden.# Jeg tænkte paa, Du vil sagtens nødig til Helvede gaae; Men efter hvad du har yttret her, Ligger den Tanke mig temmelig nær, At du er som Kunstner et daarligt Subject, Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject, Thi Enhver, som røgter sit jordiske Kald Paa daarlig Maade, staaer hist for Fald. Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt, Naar de Døde jeg har til Himmerig ført, At sige til En og Anden: "Gaa bort! "Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort, "Var daarlig Poet, var daarlig Dreier, "Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier," Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar: "Jeg veed, at min Villie dog ærlig var, "Og at Feilen kun i min Evne stak," Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak! "Med den gode Villie man finder en Plads, "Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas, "Men Forfængeligheden maa tidt forskylde, "At man ikke kommer paa sin rette Hylde." Saaledes talte han, den Guds Mand.

#Skuespilleren.# Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordan Skal jeg da gjøre, for mig at frie? Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie, Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ... Men sæt, man i Himlen har en anden Smag?

#Døden.# Derfor jeg netop spurgte dig om, Til hvad Mening du selv i Livet kom, Thi hvis du blot er et Instrument, Hvorpaa snart en Fusker og snart en Mester Sin Vise spiller ved alskens Fester, Da er det med din Salighed slet bevendt.

#Skuespilleren.# Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød. Jeg var ei som et Instrument passiv, Jeg gav min Spiller active Stød. Jeg kan sværge dig til: i mit hele Liv Blev aldrig noget Skuespil prøvet, Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved, Og viste de Andre paa en Prik, At det var usselt, at det var daarligt, Og især den Rolle, som selv jeg fik, Jeg gjennemheglede ret alvorligt. Men Stridighed var dog ei min Sag, Thi naar Stykket vandt Publicums Behag, Og jeg selv til Applaus i Rollen kom, Forandrede jeg ret gjerne min Dom.

#Døden.# Jeg er bange for, det vil ikke forslaae Til at lade dig ind i Himlen gaae; Jeg vil derfor bede dig tænke paa, Om du ei foruden din Kunstnersphære, I en anden Kreds har virket med Ære. Var der Intet, som lokkede dig til Hæder, Undtagen at staae paa de vante Bræder?

#Skuespilleren.# Jeg har Færdighed i at cabalere, Jeg føler Evne til at regjere, Jeg finder Lydighed triviel; Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen, Ifald jeg som Medlem af Directionen Kunde raade for Kunstens Vee og Vel.

#Døden.# Jo mere jeg hører, jo mere du snakker, Desmere jeg frygter, at Petrus vil Betragte dig som en daarlig Makker, Og sende dig glat ad Helvede til.

#Skuespilleren.# Saa er jo den gamle Mening sand, At Skuespilleren ikke kan I Himlen komme, men bliver sendt Til Helvedes Ild og evig brændt? Er det Retfærdighed? svar!

#Døden.# Ih nu! Ifald den hele Stand er som du, Har Sagen jo nogen Rimelighed. Men saadan er det dog ikke. Jeg veed, At Scenens i Sandhed glimrende Navne Faae Tilladelse til i Himlen at havne. Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port, Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind! "Her samler sig Alt, som er ædelt og stort, "Men ingen Forfængelighed og Vind." -- Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa; Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae! Bed dit Fadervor, forinden du døer.

#Skuespilleren.# Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur.

#Døden.# Du klingende Bjelde, du lydende Malm, Bered dig paa Helvedes hede Qvalm!

FEMTE ACT

#Mephistopheles.# See saa: Nu er vi her tilbage. Paa min Befordring troer jeg vist, At du vil ikke kunne klage.

#Sjælen.# Men siig mig engang: Jeg hørte hist En Yttring, som gjorde mig angst og bange.

#Mephistopheles.# Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange.

#Sjælen.# Et Skrækkebilled mig Døden malte, Da om Helvedes hede Qvalm han talte. Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg, Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg, Saa findes den og, hvor der er Hede; Saa brænder det i Grunden dernede, Og engang, naar Flammen en Udgang faaer, Fortærer den os med Hud og Haar.

#Mephistopheles.# Hvad er det nu værdt at bryde sig om Hvad Døden siger? Han aldrig kom Her indenfor Porten, han ikke veed Om vor Indretning mindste Besked; Paa Jorden han lærte den dumme Snak, Som lugter af borgerlig Thee og Tobak. Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum, Jeg bryder aldrig det givne Pactum; Vær du kun rolig, det har ingen Nød. -- Men da Forord ingen Trætte brød, Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys: Du faaer nu Kost og Logis og Lys Og Brændsel og Vask og alskens Journaler Og Plads i Theatret engang om Ugen Og Andet, hvorpaa man er forslugen, Og for det Hele du Intet betaler. Til Erstatning derfor man kun begjærer, At du skal Arbeid gjøre paa Tour.

#Sjælen.# Hvordan? Med Arbeid man os besværer?

#Mephistopheles.# O! Møien skal ei dig blive suur, Den gode Borger desuden tærer Ei som en Klinte paa Statens Korn, Han forsmaaer Overflødighedens Horn, Han vil ikke fødes og klædes frit Og gaae gratis paa Comedie tidt, Men han offrer sit Arbeid og sin Sved For at bøde paa Statens Elendighed.

#Sjælen.# Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer, Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor.

#Mephistopheles.# Det gjorde det vistnok, og det staaer Endog i den for næste Aar.

#Sjælen.# Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre, Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre. Her er vel almindelig Værnepligt Og nogen Brandskat?

#Mephistopheles.# Nei, intet Sligt; Men vor Stat har et eneste fælles Med, Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed; Jeg tvivler ei paa, at hørt du har Om Danaidernes store Kar; Det er et Vaskerkar, frygtelig stort, Som i Verdens første Tider blev gjort; Men den Bødker har været en rigtig Hund, Thi han maged, at Karret blev uden Bund. Nu er vor hele Stræben, med Vand At fylde det til den øverste Rand; Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet, At kun ved uendelig Manges Flid Kan det fyldes i en uendelig Tid. Dermed er vort hele Formaal betegnet, Og derfor maa hver Qvind eller Mand Paa Omgang helde deri sin Spand.

#Sjælen.# Det er Sjouer-Arbeid.

#Mephistopheles.# Hvor vil du hen! Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven, Om de halvhundred Prindsessehænder (Endog multipliceerte med To, For at tale correct), som vort Arbeid hylde, Og i Aartusinder Karret fylde; Men du vil finde her Professores, Magistre, Licentiater, Doctores, I hvert et Fag de fleste Skribenter, Poeter i Tusindtal, Recensenter Og Belletrister, en Masse Studenter, Som endog har ført op ved fine Baller Og spilt Comedie taalelig godt, Kort sagt, Personer af hver en Alder, Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot Hvad pene Folk man sædvanlig kalder. Det er et Selskab, der sandelig ham, Der slutter sig til det, ei gjør Skam. Og tys! ... hør efter! ... Du hører en Sang, Som lyder høit over Stad og Vang. Det er fra Stedet hvor Karret staaer, At Lyden hen til dit Øre naaer; Danaider det er, som hisset synge, Til dem sig slutter den øvrige Klynge. Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt, Da ved Sang de forrette deres Dont.

#Chor af Danaider.# Evig Hast! Ingen Rast! Hurtig, hurtig, Møer og Svende! Aldrig faaer vort Arbeid Ende, Tidens Hjul staaer aldrig fast. Timen gaaer, Tusind Aar Ud i bundløs Afgrund ile, Her er ingen Ro og Hvile, Mens den store Klokke slaaer. Stræb og Taal! Intet Maal Opnaaes kan i Evigheden. Vent ei Nydelsen og Freden, Vent ei Lønnens fyldte Skaal. Haab ei Sligt! Stolt og rigt Er mit Værk fra Formens Side, Naar du kun til evig Tide Uden Nytte gjør din Pligt. Ingen Grund! Ingen Bund! Hid med Spanden, hid med Øsen! Travlhed, Travlhed er vort Løsen Indtil Verdens sidste Stund.

#Sjælen.# Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke, Jeg føler mit Hjerte høiere banke; Det vil mig meget interessere, Til det fælles Maal at concurrere. Jeg agter desuden Foreningsaanden, Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk, Og det er herligt at række Haanden Til sligt uendeligt Kæmpeværk.