Part 2

#Aristophanes.# Tal da! Lad mig høre Mere Om hvad Gjøgleren har gjort!

#Sjælen.# I er altfor god, men stort Vil det ei interessere.

#Aristophanes.# Jo tilvisse! far kun fort!

#Sjælen.# Jeg vil nødig jer genere, Men saafremt I vil ...

#Aristophanes.# Velan!

#Sjælen.# Nu, saa lyder jeg paa Pletten. -- Viid, Begyndelsen til Trætten Denne var: Den onde Mand Skrev Artikler i Raketten Imod Socrates ...

#Aristophanes.# Hvordan?

#Sjælen.# Undskyld, om jeg gjør Fadaiser, Men jeg mener kun et Blad, Som er fuldt af Ondt og Had, Og som altid giver Næser; Hvad det kaldes i jer' Stad, Veed jeg ikke, thi jeg læser Ikke Græsk. Nu da, som sagt, Denne kaade Ven af Latter Seer just Socratesses Datter, Og forknyt ved Elskovs Magt, Gaaer han til den gamle Fatter, Som han har i Bladet bragt, Og ham siger: "Du betænke, Avind har kun ført min Pen; Men jeg agter dig igjen, Og du Agtelse mig skjænke Jeg forsørge skal som Ven Dine Børn som og din Enke. #Du# er stor, og #jeg# er stor, Vi kan Begge være store, #Du# kan gavne, #jeg# kan more; #Jeg# erkjender #dig#, og troer, At du vil til Gjengjæld spore, At i #mig# Genie der boer." Kort og godt, i et Par Timer Var det Hele bragt i Stand; Til sit Bryst den store Mand Trykker kjærligt ham, som rimer, Og som selv er stor som han.

#Aristophanes.# Ha ved Styx! jeg troer, du primer! Handled jeg paa saadan Viis?

#Sjælen.# I?

#Aristophanes.# Just jeg, med hvem du taler, Og hvis Billed saa du maler, At du værdig blev til Riis!

#Sjælen.# Herregud! I selv jo haler Ud mig paa saa glat en Iis. Men jeg har just eders Billed Saadan seet i Kjøbenhavn Paa en Orlogs-Digter-Stavn, Dengang Socrates blev spillet.

#Aristophanes.# Tys ... du nævner der et Navn, For min Tanke selsomt stillet. Jeg har hørt om denne By, Hvor en Kunstner har tilbage Kaldet Hellas gyldne Dage, For dets Hæder at fornye, Hvor en Digter uden Mage Snart i Storm og Tordensky Nordens Guders Vogn tør kjøre. Snart, med sagte Vind i Seil Gyngende paa Bækkens Speil, Strængelegen blidt kan røre, -- Stor i Fortrin, stor i Feil. Siig mig altsaa, lad mig høre, Er du fra hiin Stad i Nord, Hvor Antikens ædle Stamme, Pleiet ved Geniets Flamme, I barbarisk Jordbund groer, Og hvor stolte Værker bramme Med et Navn, som kom fra Thor?

#Sjælen.# Jeg din Mening, skjøndt forblummet, Fatter, og har Ja til Svar.

#Aristophanes.# Altsaa nu Antiken har, Da den længe var forstummet, Al sin Fylde, dyb og klar, I dit Folks Begeistring rummet, Og du selv nu kommer hen, Greben af det Ord, den taler, For at see dens Idealer? Er det saadan? Siig, min Ven!

#Sjælen.# Jeg har givet sex Rigsdaler Til Musæet.

#Aristophanes.# Hillemænd!

#Sjælen.# Det var sagtens ei saa farligt, Mangen En dog Mindre gav.

#Aristophanes.# Flyt nu kun din Vandringsstav Andre Steder hen, thi klarligt Seer jeg, at du ei har Krav Paa vor Bolig.

#Sjælen.# Uforsvarligt Handles med mig! Siig, hvorhen Skal jeg mig da nu begive?

#Aristophanes.# Lad mig høre, hvad ilive, Du har virket ved din Pen Eller Tunge. Kan du skrive, Kan du tale for os Mænd?

#Sjælen.# Om jeg kan? Ved mangt et Gilde, I en Kreds dog fremfor Alt, Trykkefriheds-Selskab kaldt, Sprudlede min Tales Kilde; Og i Folkebladet alt Anonymt jeg skrev; -- dog ilde Var, om røbet blev mit Spil; Redacteuren kun og eder Har jeg det betroet. Jeg beder, At I nu mig sige vil, Hvor jeg mig et Sted bereder.

#Aristophanes.# Sjæl, gaa du ad Helved til!

TREDIE ACT

#Sjælen.# Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet I Livets byrdefulde Hurlumhei, At Supplicanten faaer sin Taalmod øvet, Naar han begiver sig paa Naadens Vei. Det hjælper ikke, paa sin Ret han pukker, Nei, trygles maa der, krybes, gjøres Cour, Indtil man Døren for hans Næse lukker, Og siger: "Denne Gang var ei din Tour." Paa Jorden idetmindste dog man skjænker, Naar Afslag gives os, et høfligt Svar; Men her en Grobian endogsaa krænker Al høflig Form, og holder Folk for Nar. Han simpel er, hans Ord det selv forraade, Han siger, man kan gaae ad Helved til; Hos os er Sligt en Pøbel-Talemaade, Som ingen Dannet sig tillade vil. Jeg mærker nok, Culturen er tilbage Her i den anden Verden fremfor hist; Jeg frygter, at man her om Aar og Dage Gaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst. Man hylder her en tom Idealisme, Og det Reale knap man kjender til. Gud veed, om ei tillige Nepotisme Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil, Om ei, for Salighed at faae til Aanden, Man maa bestikke med en god Douceur, Og hvis man Intet give vil paa Haanden, Det nytter ei til Noget at man døer. Men efter de betydelige Summer, Som knap til god Begravelse forslaae, Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer, Om han i Himlen Meer betale maa. Dog har jeg læst, dengang jeg var ilive, At, for at naae sin Plads, naar man var død, Man maatte Penge til en Baadsmand give Og fore et Slags Toldbodhund med Brød. Der gives Misbrug her, som allevegne, Det har jeg lært, og det er mig til Gavn. Men sagtens er her andre Himmelegne, Jeg tænker nok, jeg finde skal min Havn.

Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort! Hvilken ganske fortræffelig Port! I dens Form hvilken skjøn Symmetrie! Der er Smag, der er Kunstsands deri! Hvilken Vei! den saa bred er som tre! Ganske vist en mac'adamsk Chaussee! Hvor man mageligt vandrer derpaa! ... Ind ad Porten jeg vover at gaae, -- Hvis kun her ingen Portner igjen, Lig en Hund fra sit Huus, farer hen, Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ... -- Nei, det gik; uden Grund var min Skræk; Her er Ingen, som spørger om Pas, Udentvivl man til Alle har Plads; Det er smukt! Man er her liberal. -- Men endnu jeg den skjønne Portal, Før jeg videre gaaer, maa besee, Thi en Indskrift den bærer maaskee, Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom. Nu velan! jeg da blot vender om, I et Spring jeg derudenfor staaer ...

#Mephistopheles.# Man kun ind her, men ud ikke gaaer.

#Sjælen.# Serviteur!

#Mephistopheles.# Vær saa artig, min Ven, At gaae, hvor det behager dig, hen I det hele vidtløftige Land; Du maa tage din Plads, hvor du kan. Denne Port bliver ei lukket til, Her kan komme saa Mange, som vil.

#Sjælen.# Nu, saa bliver jeg her ei til Nar; Jeg et Sted dog erhvervet mig har.

#Mephistopheles.# Og et Sted, hvor den høflige Vert Til at tjene sin Gjæst er alert, Og til Hver, som vil vise sin Hæl, Siger venligt: Bliv her, kjære Sjæl!

#Sjælen.# I er gjæstfrie, saa synes det, her?

#Mephistopheles.# Vi er rørende stemt mod Enhver.

#Sjælen.# Og her spørges om Forkundskab ei?

#Mephistopheles.# Nei, Enhver kan betræde vor Vei.

#Sjælen.# Ei med Prøver man frister vort Sind?

#Mephistopheles.# Nei, Enhver løber lige herind.

#Sjælen.# Det er ypperligt, ganske charmant!

#Mephistopheles.# Det er mageligt nok, ikke sandt? Vær du glad, om du Intet forstaaer Af hvad Verden har kjendt før igaar, Thi da passer du godt mellem os, Hvor man byder Betingelsen Trods. Her forkaster man Alt, som har Grund, Her er Flader, men aldrig en Bund; Her er Alt selvstændigt og frit, Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt, Her er Frihed og Lighed parat, Her er Alt en begyndende Stat, Som, hvor meget den skynder sig fort, Kommer ei fra Begyndelsen bort, Thi det enkelte, korte Moment, For at være tilgavns præsent, Fra det forrige skiller sig brat, Lig den første Lysning fra Nat, Og begynder sit Evigheds _A_, Som dog ei noget _B_ kommer fra.

#Sjælen.# Jeg forstaaer dig ei ganske.

#Mephistopheles.# Lad gaae! Du har godt af at høre derpaa. Her er Alt kun sig selv og discret, Og i Alt dog kun Continuitet; Her er Næring af Ørkenens Brød, Her er Alting saa jevnt som en Grød, Og dog kantet og stivnet dernæst, Som en stakaandet, haard Anapæst.

#Sjælen.# Anapæst? hvad er Det?

#Mephistopheles.# Kjære Ven, Det er Det, du nu taler igjen.

#Sjælen.# Det er stygt ... Jeg ændre vil min Tale.

#Mephistopheles.# Ja, gjør det, du har at befale.

#Sjælen.# Hvad du har sagt mig, er jo godt; Dog er der Eet, et Eneste blot, Som synes mig underligt at være: Hvorfor er det forbudt at gaae ud?

#Mephistopheles.# Det skal jeg sige dig, min Kjære: Det er nu saadant et gammelt Bud, Hvis Nødvendighed er som Dagen klar. Det ligger i, hvad jeg sagt dig har, At her er Begyndelsens evige Land, Som ingen Baggrund fordrage kan. Derfor ei Nogen tilbage skrider. Thi Begyndelsen har jo ingen Bag; Man maa blive her til evige Tider.

#Sjælen.# Ja saa! det er en anden Sag.

#Mephistopheles.# Ifald du forstod Philosophie, Jeg skulde Sagen dig let forklare: Vort Rige er det Umiddelbare, Som ingen Evighed kan befrie, Fordi der er ingen Grund deri, Fordi, da det intet _Prius_ har, Det evig kun bliver hvad det var ... Med opspiilt Øie du mig betragter, Og gjør til min Tale sære Fagter ... Min Ven, du skal ikke gruble derpaa, Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae. Kun lad mig sige dig til din Trøst: Næsten Alle blive her med Lyst, Næsten Ingen, som først har været herinde, At forlade Stedet har faaet isinde.

#Sjælen.# Til Gunst for Stedet det taler meget, Min Forventning er alt betydelig steget. Behag at sige mig, kjære Mand, Paa hvad Maade man lever i dette Land. Hvad har man egenlig at bestille? Kan man paa Børsen og i Klubben gaae, Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille, Og kan man Aviser at læse faae? Har Stedet ingen Mærkværdigheder, Som af den Reisende bør besees? Er her ogsaa Theater? ... Undskyld, jeg beder, Mine mange Spørgsmaal!

#Mephistopheles.# Og var det en Snees, Jeg skulde besvare dem accurat. Man lever egenlig i vor Stat Paa samme Viis som hos jer dernede; Man finder igjen sin gamle Rede, Og var man med Hverdagslivet tilfreds, Man bliver det atter i denne Kreds, Thi her er som hos jer.

#Sjælen.# Min bedste Herre, Vel glæder det mig, her er ikke værre, Men egenlig havde jeg Næsen spidset Paa at faae det lidt bedre her end hisset. Man siger hos os, at til bedre Kaar Vi skal forfremmes, naar Livet ender.

#Mephistopheles.# Man siger saa Meget! Du selv nu staaer Ved det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender; Du dømme nu selv, men rimelig vær. Du bør ikke vente for Meget her, Thi kommer du med for stor Forventning, Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning, Men stemmer du lidt din Fordring ned, Saa vil du finde dig vel derved. Du her kan spise din bedste Ret, Og spise dig i den ganske mæt, Men at her den just er bedre lavet, End du fik den, inden du blev begravet, Jeg ikke bestemt dig love kan. Det er ogsaa for Meget forlangt, kjære Mand! Du faaer den Viin, som du gjerne drak, Du faaer din forrige Røgtobak, Men at Varen er bedre her end paa Jord, Det maa jeg sige, jeg ikke troer. -- Vistnok er her Børs og Klubber i Mængde, Og Aviser af hver en Brede og Længde; Kjøbenhavnsposten ligger og paa vort Bord, Men du feiler, om her du den bedre troer, Det er ganske den samme som hist paa Jord, Den taler ganske paa samme Viis. Du her og finder din Adresavis, Dog først for nylig man her den fik; Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik, Men paa Veien hertil den blev til Intet, Og dens Indholds Flesk, behørigen tintet Med Asylprospecter Og Vandprojecter I Bedemandsstiil af Contorets Vægter, Underveis var slettet aldeles ud, Og den kom som en reent ulæselig Klud. Men nu, da Papiret er mere fast, Og Trykkersværten er uden Last, Og især da Sibbern skriver deri, Er der god Forslag i dens Maskepi. Desuden holde vi Sibbern her, Vi besidde hans Bøger, een og hver, Hans Kjærlighed mellem Mand og Qvinde, Hans Værker om Hegels Philosophie, Hans Contemplation og Ironie; Kort sagt, det Hele fandtes herinde, Ved Adresavisen det blev complet.

#Sjælen.# Det kalder jeg Orden, det er net. Men "Dagen" mangler vel?

#Mephistopheles.# Ingenlunde; Den holde vi med, og af trende Grunde: For det Første som Mønster paa slet Redaction, For det Andet af Godhed for Rostocks Person, Som den nidske Skjæbne, kun lidet blid, Nu har i syv Redacteurers Tid Forfulgt som et mærkeligt Exemplar Af Syndebuk, der ei Mage har. Og endelig for det Tredie, min Ven, Til Ære for Sibbern holdes den, Fordi den har Bidrag af hans Elev, Som af Mesteren overhalet blev I Philosophie og Politik, I Theologie og Æsthetik, Og dyppet i selvbehagelig Salvelse, Som smøres tykt over Tankernes Halvelse.

#Sjælen.# Men siig mig, er ei Den Frisindede her? Thi fremfor Alle var den mig kjær. Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa, Og holder saa godt sig fra det Store, Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae.

#Mephistopheles.# Ja, i hver en Lyd, som den lader gaae, Er slet ingen Reflexion at spore: Saa er den tillige saa deilig bar Paa Kundskab om Alt, hvad som er og var.

#Sjælen.# Jeg sætter den høit over Fædrelandet, Som ofte bliver mig saa forbandet Aristocratisk i lærd Forstand, At ingen Djævel det læse kan. Jeg Sandheden den Erklæring skylder, At Rosenhoff jeg for Alle hylder. Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan, Og dernæst ved Siesby, den brave Mand.

#Mephistopheles.# Min gode Ven, du kan være rolig, Thi du finder her i din nye Bolig, Saavist som jeg staaer her hos dig og taler, Fleertalet af de danske Journaler, Fast hver Avis, hvert politisk Blad, Lærde Tidsskrifter, Morskabslecture Enten med frisk eller opkogt Mad, Enten af originale Fyre Eller af et Oversætter-Uhyre. Men hør nu noget Interessant, Et Punct, hvori du ved Flytning vandt: Du veed jo nok, at i mangen Gade, Som ligger paa Strøget, man faar sine Blade Vel hele Timer før andre Steder; Nu vel, paa det Sted, du idag betræder, Man skyder en saa mærkelig Fart, For at fange det Nye ret hurtigt og snart, At man anticiperer det kommende Bud, Og faaer sine Blade længe forud, Saa man her dem læser en Tidlang før Manuscriptet er færdigt og Skriften tør.

#Sjælen.# Det gefaller mig godt.

#Mephistopheles.# Jeg selv det lider, Det er ei uvigtigt i vore Tider. Hvad Nyhedsposten derved maa vinde, Du selv ved Eftertanke vil finde, Som og, at vi her os tage det let Med Bladenes Postforsendelses-Ret. -- Men vi tale formeget om Journaler, Og mod min Villie jeg forhaler Svarene, som jeg give kan Paa hvad du forresten spurgte. Velan, Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste, Man slipper for at høre, man seer sig mæt: Der spille kun Dandserinder og Heste, Det kommer af Det, der er Hofparket. Man viser ogsaa dresseerte Lopper, Men uden Lænke, som Dyret stopper.

#Sjælen.# Saa man giver ei rigtige Skuespil?

#Mephistopheles.# Jo, engang imellem, naar Folk det vil. Men det samme Princip dog stedse gjælder: I Skuespillet man hører ei heller, Thi uagtet der tales af alle Kræfter, Saa er der dog Intet at høre efter.

#Sjælen.# Hvad spilles iaften?

#Mephistopheles.# Det er Mulatten Og Maurerpigen.

#Sjælen.# Hvordan? dem begge?

#Mephistopheles.# Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten, Men siden kan man sig ogsaa lægge Med desto bedre Samvittighed.

#Sjælen.# I Sandhed, jeg glædes ved den Besked, Thi heraf slutte jeg tør omtrent, At Andersen her nu bliver erkjendt.

#Mephistopheles.# Hvorfor ikke her som andre Steder? Alt længe skinner hans Berømmelses Maane Over hele det store Kongerige Skaane, Og i Tydskland nyder han alt en Hæder, Som nedenfor Hundsrück mon begynde, Og ender ovenfor Swinemünde. I Constantinopel han snart vil trykke Midt i Seraillet et Mesterstykke; Da staaer han i Litteraturens Hegn Som det orientalske Spørgsmaals Tegn, Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner, Og dybt af Inferieurerne knæles, Læser han Mulatten for Sultans Koner, Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles.

#Sjælen.# Jeg seer, man kjender ham her; og hvordan Man end bedømmer den sjeldne Mand, Det alt vil glæde ham, kjendt at være. Og sandelig, det er og en Ære, I er saa dannede, litterære.

#Mephistopheles.# Det er intet Under; du vilde røres, Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres. Her er et stort Universitet, Hvor man bliver til Livet forberedt Ved at lære Det, som er bestemt Til just i Livet at vorde glemt, Og hvor der sørges for alle Klasser, Saa Hver kan finde det Sted, han passer, Thi af Hovedløse man gjør Pedeller, Direction af Aandløse.

#Sjælen.# Fanden heller!

#Mephistopheles.# Her findes og lærde Societeter, Hvor Jens og Mads og Poul og Peter, Naar han ikke længer kan producere, Sig lader paa Livstid balsamere, Og her er Livstiden evig lang.

#Sjælen.# Til Intet af Dette jeg føler Trang; Det interesserer mig mere for Tiden, Hvad der gjøres for den reale Viden. Er her nu for Exempel et Sted, Hvor man kan sætte sin Søn i Skole?

#Mephistopheles.# Mangfoldige; derpaa kan du stole. Og Bøger her er i Overflødighed, Vort Bibliothek er uhyre stort, Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort; Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige, Til Bibliotheket i Himmerige Forsendes og gaae forbi vor Næse; Men ligemeget, vi Mængden faae; Her er ei heller Tid til at læse For Den, som vil Øieblikket forstaae. De bedste Poeter, for Exempel, De gaae til Himlen og faae et Stempel, -- At sige: de Værker, de have skrevet, Thi Poeten selv, som han gik og leved, Han faaer gemeenlig hos os sin Plads.

#Sjælen.# Ih nu! det kommer mig vel tilpas, Thi jeg bekymrer mig ikke stort Om Værket, som en Poet har gjort, Men tidt jeg føler mit Hjerte brænde Af Begjærlighed efter ham selv at kjende, At vide, hvordan han spiser og drikker, Hvordan han nyser, hvordan han hikker, Kort sagt, at kjende ham ret privat.

#Mephistopheles.# Nu vel, den Lykke dig er parat. Og jeg fortænker dig ei deri, At du søger Personen, gaaer Værket forbi, Thi paa de fleste Poeter man mærker, At de er bedre end deres Værker. Men anderledes det sig forholder Med de faa, som spille de store Roller, Som øse dybt af Musernes Elv: Deres Værker er bedre end de selv; De gode Værker tager vor Herre, Personen sender han os desværre. Kun naar Poeten saaledes bliver, At i evige Værker sig selv han giver, Saa Værk og Person i Samklang staae, Han selv i Himmelen ind tør gaae, -- Om forresten det hændes nogensinde, Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.

#Sjælen.# Men er det billigt? er det retfærdigt?

#Mephistopheles.# Min gode Ven, det er Forsynet værdigt At lede det Slette til idel Godt, Og jeg vil sige dig, hvis du blot Mig ei beskylder for fræk Cynisme, At det er Forsynets Jesuitisme At bruge det slette Middel til Godt. Hvad skal man forstaae ved den store Mand, Det være Poeter, hvorom man taler, Philosopher, Ministere, Generaler, Etcetera, hvad man nævne kan{}?{sic} Jeg troer, at den store Mand er han, Som blev et Redskab i Herrens Hænder; Men den Ild, som i hans Begeistring brænder, Er ei hans egen; kun inspireert Han lyder en Magt, han ikke kjender; Og derfor, naar han har fremmet Maalet Som Middel, bliver han selv casseert; Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet, Den bliver i Himlen registreert. Og heri maa jeg vor Herre berømme, Thi kommer hans Aand i et usselt Kar, Hvi skulde han Karret ikke tømme, Naar til hans Plan det ham nyttet har? Og heri vil Alle som jeg nok dømme: Af Person er Geniet gemeenlig Nar, Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud, Til det Gode sædvanlig ei capabelt, Og, sletter man Inspirationen ud, Som Menneske sjelden respectabelt. Og sandelig -- dog, det er selsomt, Kjære, At det just er mig, som forkynder den Lære -- Kun det Gode skjænker Personlighed, Men Geniets øvrige hele Sphære, Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed, Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder, Er #fremmed# Stræben, hvorved man falder I Pantheisme til Halsen ned. Den eneste Trøst for de arme Stakler, For hvilke man Livet her forqvakler, Idet de skilles fra deres Værker, Deres Hjertes eneste Mindesmærker, Er, som de sige, den visse Haaben, At for dem en Udgang tilsidst er aaben, Naar, efter Personens Luttring i Flammer, Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer. Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae, Hvorledes Nogen kan haabe derpaa; Saameget er vist, det er Hjernespind, Ifald man vil ud, hvor man kom ind, Thi som jeg sagde dig, Porten her Er rigtignok Indgang for Enhver, Men Ud- og Tilbagegang for Ingen. Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen, Saa væve de om en anden Vei, -- Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen; Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. -- Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ... Han gjør Mine til at synge; hør nu efter, Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa, At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter.