Part 12

Saa nær for Øiet de ligge, Og dog saa fjernt for din Fod, Thi, ak! den bærer dig ikke Hen over salten Flod. Tag Kikkerten frem og stir dig blind, Du seer i en fremmed Verden ind, Saa nær og saa fjern tillige, Et synligt, unaaeligt Rige.

Bemærk hist Huset det lave, Det hvide, tækket med Straa; Maaskee det gjemmer en Gave, Men som du aldrig skal faae; Maaskee du fandt under simple Tag Hvad der stod for din Længsel Nat og Dag, Men aldrig skal du betræde Det Sted, som gjemmer din Glæde.

I Huset boer vel en Jæger, Hvis Datter, den Lilievand, Modtager med Velkomstbæger Indtrædende Vandringsmand. En huuslig Moder med trippende Skridt Gaaer ud og ind; den Unge saa blidt Nu breder Dugen, mens bøiet Over Bordet, hun nedslaaer Øiet.

Da høres Gjøen af Hunde, Og Faderen kommer hjem Fra Jagt i de grønne Lunde, Og tager sit Bytte frem. Han hilser Gjæsten med Venlighed, Om Bordet sætte sig Alle ned, Den Fremmedes Øine spille, Og Pigen rødmer saa stille.

Du vilde vel gjerne være Blandt saadanne Vandringsmænd? Du Stederne seer saa nære, Men kommer dog ei derhen. Snart kommer en Anden langveisfra, Og Pigen giver ham da sit Ja, Thi nær er fjerneste Frier, Men fjern den Nære, som bier.

Den Lov har Skjæbnen os givet, Og alt paa Vuggen den skrev: Hvad nærmest os er i Livet, Meest uopnaaeligt blev. Saa nyd da Synets Rose, min Ven, Trods Afstandens Torn, som vogter den; Nedsænk i Stranden din Klage, Vend resigneret tilbage.

RYSSENSTEENS BADE

Himlen er mild, nu har vi Mai, Bølgen er svagt af Vinden kruset, Folk nu vandre til Badehuset Hen ad den smukke Fæstningsvei. Langs med Vandet paa Voldens Banke Piger og Drenge Violer sanke, Mens de dem binde. Fast paa lange, kløvede Pinde. Alt nu smiler med Foraarslyst Ved Floras duftende Bryst.

Bort nu med din trykkende Dragt! Heden er tung ved Middagstide; Lad den smidige Nereide Kryste dig i sin Favn med Magt. Smukke Piger og smukke Koner! Eder belurer en Sværm af Tritoner, Ak! men forgjæves Vente de paa, naar Gittret hæves, Som jer fjerner i lukket Buur Fra Søens vilde Natur.

O! men Bølgen er som Crystal Gjennemsigtig for Vandets Guder; Let ved Gittret som gjennem Ruder See de Skuldrenes runde Fald, Barmen, som sig vuggende hæver, Naar den, baaren af Bølgen, svæver ... Muse, ti stille! Havets Væsner ei røbe ville Hvad de skued i Dybets Rum, -- Saa vær da lige saa stum!

Bort herfra! thi Vandet er Ild Nær ved de flydende Jomfrubure. Følg med Svømmerne hist, som fure Koldere Bølge paa Strømmen vild! Der er Kjøling for Hjertets Qvaler, Bølgen i vældige Toner taler, Bruser og rinder, Tonende stolte Fortidsminder, Syder og skummer i mægtig Flugt Fra Stevns og fra Kjøgebugt.

Dukker jer dybt i salten Bad, Alle, som Livets Qvalmer trænge, Alle, som mat med Hovedet hænge, Alle, hvis Sjæl er splittet ad, Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed, Alle, som haardt berøres af Raahed! Havet kun kjender Storhed, og klapper med bløde Hænder, Havet styrker det matte Sind Og gyder sin Kraft derind.

Du som trættes paa Vei til dit Maal, Eller omsonst om Elskov sukker! Bølgen, der om din Isse sig lukker, Skjænker fornyet Mod og Taal. Selv I Stakler, som bankede bleve, Mens om Theatret paa Torvet I dreve, Hidtil I kunde Ryste jer blot som Pudelhunde; Badet nu lindrer Svien, imens I vaske jer' Intelligens.

Søen er just et Middel mod Alt, Hvoraf Smagen er fersk og vammel; Giver man Intelligensen "en Gammel", Dukker den op med bedre Salt. Naar da truende den sig løfter, Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter; Selv den sig speiler Næsten gigantisk for Hundesteiler; Vandet har alle Farver som Graat, Og lange Skygger af Smaat.

Ligheds-Principet har Søen havt Stedse: den hæver Alle som Helte, Enten de løftes af Svømmebælte, Eller de bæres af egen Kraft. Lige fornøiet paa Nakken den bærer Orlogsfregatten og Skuden med Pærer. Ei Differenser Kjender dens Magt eller indre Grændser. Gjæstfri har den til Alle Rum, Og krandser dem Alle med Skum.

Kommer da hid, Store og Smaa, Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige! Her er den Ene den Andens Lige, Alle jer favner Søen den blaa. Perler jer bydes i skummende Skaaler, Guld er paa Randen, som Solen bestraaler, Skyerne svømme Høit over Svømmernes Isser, og drømme Lettere Drøm, end den higende Lyst, Som drømmer i Menneskets Bryst.

TOLDBODEN

Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne, Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun. Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene; Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det. Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil, Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok, Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne. Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg, Hvilket Thema man vil, frit varierer det; "Petersilie grün" eller et Vægtervers Formes under hans Haand villigt som Arien. Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham. Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra, Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig. Ei besynger han her Plagen med Pas-Control, Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen. Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal. Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i, Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig, Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed. Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste? Her sig strækker en Bro længer og længere, Til Brasiliens Kyst eller til Indiens. Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere, Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund. Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed, Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf. Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri, Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.

CHARLOTTENLUND

EN SKOVSCENE

#Digteren.# Saa Dette kaldes i Skoven gaae? Er slig en Promenade, Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa, Vel Andet end Østergade?

Østergade nok saa nemt Bliver paa Landet flyttet, Intet af Inventariet glemt, Alene Localet byttet.

Hver en Driver, som pleier hist Daglig at paradere, Sees igjen under grønne Qvist Med Stokken at manoeuvrere.

Hver en Dame, saa dukketam, Som sees paa Gaden at trine, Møder i Skoven dobbelt stram, Og sukker sin Snørlivspine.

For en enkelt Time, maaskee for to, Lad os betragte det sammen. Det former sig dog til et smukt Tableau For Enhver, som er udenfor Rammen.

Du siger, i Vrimlen man blande sig bør, For at skue dens enkelte Dele; #Jeg# troer, man bliver i Hovedet ør, Naar man ei staaer over det Hele.

I Afstand bør Betragteren staae, Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen; Da vil han først Effecten forstaae Af et Publicum, Skoven og Himlen.

Men siden du vil, lad os nærmere gaae; Den store Masse da sikkert Løser sig op i Atomer smaa, Som en Taageplet i en Kikkert,

Smaa Fragmenter af den store Sum Vil Synet forbi os føre, Og enkelte Lyd af Massens Brum Drage forbi vort Øre,

Med det Samme synger dog Finken glad, Lærken qviddrer foroven, Luften suser i Bøgens Blad, Gjøgen kukker i Skoven.

Det Hele danner en broget Contrast, Danner det Pittoreske ... Min Ven! du lægge mig ikke til Last, At jeg taler for min Æske.

En Digter vænner sig gjerne til Æsthetiske Categorier. Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil, Jeg Reflexionen fortier.

#En Herre.# Deres Dom jeg gjerne vide vil Om det sidste nye Stykke.

#En anden Herre.# Jeg suspenderer min Dom, indtil Forfatteren lader det trykke.

#Den første.# Saa siig om Tragedien Deres Dom, Om den, som i Trykken er kommen.

#Den anden.# Saalænge den ei paa Scenen kom, Suspenderer jeg Dommen.

#En Dame.# Der gaaer den velsignede stærke Mand, Hver Slagters piinlige Smerte! O hvilken Nød, at det ikke gaaer an At trykke ham til mit Hjerte!

#En anden Dame.# Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae, Kan høre, hvad du taler.

#Den første.# Vi stakkels Piger skjule maae Vor Sværmen for Idealer.

#En Herre.# Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?

#En anden Herre.# Fortræffeligt sidder din Kjole.

#Den første.# Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.

#Den anden.# Og din Skrædder paa dig kan stole.

#En Dame.# Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.

#En Herre.# Men De saae jo kun det danske. Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit, Hvis De saae det hos de Franske.

#Damen.# Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt, Det Sprog er glat som en Salve,

#Herren.# Og det Værste selv er neppe slemt, Naar man kun forstaaer det Halve.

#Vaffelbageren.# Kommer ind til mig! I min Boutik Serveres varme Vafler; Man dem spiser af Haanden, det er Skik, Man sparer Kniv og Gafler.

#Trop.# Saa giv mig nogle til mine Smaa, Men varme maae de være.

#Vaffelbageren.# O store Mand! nu skal De faae; O hvilken udsøgt Ære!

#Trop.# Mine Børn ei finde dem fede nok, De behøve desuden flere.

#Vaffelbageren.# Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok Umuligt er at præstere.

#Gjøgen.# Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal! Er her Ingen, som vil erfare, Hvor lang Tid end han leve skal? Sandfærdigt vil jeg svare.

#En Litteratus.# Nu vel, jeg Længden spørger dig om Af mit Liv i Litteraturen.

#Gjøgen.# Du dødfødt jo til Verden kom, Dit Spørgsmaal er mod Naturen.

#En Flok Skoledrenge.# Vi kom herud i Omnibus, Mens vi fik Cigarernes Patte. Afveien, Folk, for den vordende Rus! I maae lære hans Værd at skatte.

Vi danne den Stamme, som evig skal staae, Besjælet af Guddomsflammen. En Stamme kan ei afveien gaae, Derfor afveien for Stammen!

Er Artium endt, saa bliver et Blad Af Stammen produceret. Det er det Samme som Doctorgrad, Saa er man habiliteret.

#En Journalist.# O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab! Hører du Klokkernes Klemten? Fornemmer du hele Nationens Raab I mit Nummer To hundred og femten?

Lehmann har svigtet den gode Sag, Og hjelper ei du til Seier, Da kommer det snarlig for en Dag, At jeg er den sidste Plebeier.

Betragt vort Land, det er fladt som faa, Det mangler aldeles Bjerge; Vor Natur ikke vil, her være maa Forskjel paa Kjæmper og Dværge.

Hver høiere Væxt til vanligt Maal At forkortes vi strengt befale; Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal, Det gjælder for det Normale.

I Krogen bort dine Bøger kast!

#Flokken.# O ja! det længes jeg efter.

#Journalisten.# Saa nivellere vi Løst og Fast.

#Flokken.# O ja! med forenede Kræfter.

#Industrielle.# For Pokker! Jeg hører, Autoritet Er Lehmann ikke mere. Nu frygter jeg for, vi blive Beet Med de Varer, vi fabrikere.

Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til? Hvordan med Lehmanns Kanaster? Snart Kunden, som jeg dem byde vil, Mig dem i Hovedet kaster.

Saa nylig man spændte hans Heste fra, Og lod ham paa Skilter male; Hvor kunde jeg troe, der var Fare da For det fuselfri Nationale?

Velan, fra Varerne tage jeg maa Hans Billed bort, for at sætte Balthazar Christensens Ansigt paa; Jeg veed nok, han er den Rette.

#En Bonde.# Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei! Kommer hid og hører min Bue! Politik i Skoven det passer ei, Saa lidet monne det due.

Jeg spiller kun for den nærværende Stund, Og vil man om Fremtiden spørge, Kun det eneste Svar giver min Mund: Jeg lader Fiolen sørge.

See, det er min Politik, saa sandt Som Solen og Maanen vandre; Og spiller jeg og lidt falsk iblandt, Saa gjør jeg kun som de Andre.

#Fuglenes Chor.# Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat; Og vil den for meget støie, Da flygte vi til det stille Krat, Og den stille Vandrer fornøie.

Og finder Hoben, vor Sang er slet, Da synge vi den kun atter; Tilsidst man finder den ganske net, Naar man lytter og ikke pjatter.

#En Oxe.# Nei hør til den uforskammede Flok, Som pukker paa sine Sange! Jeg staaer her tøiret, det veed den nok, Ellers jeg vilde den stange.

I sin Flugt den seer paa mig som en Visk, Hvem ei Vingen af Skuldren voxer; Men gives der ikke flyvende Fisk? Hvorfor ei da flyvende Oxer?

#En Landskabsmaler.# Hør, Oxen brøler! Slig landlig Lyd Til Taarer Mangen rører; Dog er det maaskee Maleriets Dyd, At man seer den, men ikke den hører.

#En Herre.# Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.

#En Dame.# Min Herre! læs i mit Øie!

#Herren.# I det ene jeg seer Chocolade staae, I det andet ... jeg veed ikke nøie ...

Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer, At min Stræben sig tør tillade ...

#Damen.# Nei, Gud bevar os! I det andet staaer En anden Kop Chocolade.

#En Sangerinde.# Enhver, som finder min Stemme raa, Kan ved min Skjønhed fornøies, Og finder han Skjønheden ligesaa, Vil Stemmens Værdi forhøies.

I pene Herrer! paa flygtig Gang I bør ikke forbi mig ile. Kommer hid, kommer hid for at see min Sang, Kommer hid for at høre mig smile!

Jeg finder mig i, hvordan det gaaer, Og siger man, at jeg hverken Har Skjønhed eller Talent, saa faaer Jeg dog Noget paa min Tallerken.

#En Herre.# Musiken toner! Du Søde, kom, O kom til Skovløberhuset! Saa svinger jeg dig i Dandsen om, Af min Kjærlighed vildt beruset.

#Hans Kjæreste.# En Beruset falder i Dandsen omkuld, Og strax en Klods man ham kalder. Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld, Og med dig jeg staaer eller falder.

#Chor af Publicum.# O hvilken Nydelse! hvilken Dag! Det kalder man sig fornøie! Som reen Profit for mit Syn og min Smag, Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.

#Digteren.# Endnu er Tummelen ei forbi, Der er længe, til Mængden sig fjerner. Saa vandre vi nu til Sorgenfri Ved Glimt af tidlige Stjerner.

#Stjernehimlen.# Jeg ruller mig om min faste Pol, Og bliver stedse den samme. I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i Øst min Flamme.

Endnu jeg selv kun glimter svagt, Mine første Lys kun tindre Som Forbud om den kommende Pragt, Naar jeg tænder de talløse mindre.

Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa, Der er Ingen, som mig betragter; Alt Andet gaaer man og gaber paa, Men paa mig saa lidet man agter.

Paa Maaneskinnet man giver Agt, For Karretens Lygter at spare, Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt Lidet man tager vare.

Naar Sværmen er draget i Staden ind, Sit forskende Blik den sender Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin, Hvor en Lampe bag Skiven brænder.

Paa det evige Uhr den aldrig seer, Som den evige Tid os tyder, Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer, Men Aartusinders Klokke lyder.

Mængden kravler i Blindhed om Mellem lave, smaalige Sysler; Min ustandsede Gang er Tidens Dom Over Hver, som pusler og nysler.

Men du, som ønsker i Fred at boe, Uforstyrret af planløs Iver, Hæv dig til mig, og prøv den Ro, Som min rolige Rhythmus giver.

Og er du døvet af Mængdens Raab, Af de Stemmer, som huje, som skrige, Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab I det stille Hav i mit Rige.

Mine Stjerner tie paa deres Gang, Ei høres Lyd eller Stemmer; Kun Tanken sporer en stille Sang, Som Øret ikke fornemmer.

Hos mig du lever et Liv, som svandt, Du lever med Guder og Helte, Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt Til mit brede, funklende Belte.

Her Fablens Konger og Dronninger staae, Med dens Udyr, Drager og Slanger, Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa Totusindaarige Sanger.

O Menneskebørn, som foragte min Skat! Eders Amme jeg er, tør jeg mene: Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat, Og I sove derved som Stene.

SORGENFRI

Ogsaa her et Selskab promenerer, Men med mindre Støi; Hist ved Slottet Vagten musicerer Ved dets ene Fløi. O! men Skoven har og stille Skygger, Hvor en taus Betragtning gjerne boer, Hvor en blomstrende Natur betrygger Mangt et eensomt Spor.

Ubemærkt af Mængdens Forskerøie, I sin Ungdomslund Over disse Dale, disse Høie Vandrer ofte Hun, Som om Issen Dronningkronen bærer, Men i Hjertet barnlig Ydmyghed; Her sin fromme Kjærlighed hun nærer I Naturens Fred.

Ja, hvad denne Skov i Løndom taler: Aftenvindens Vift, Nattergalens Slag, naar Solen daler, Skyens Purpurskrift, Ordet, som i Aftenklokken lyder, Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, -- Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder Hver en dunkel Røst.

Her hun ved #Naturen# har erfaret, I den stille Qveld, #Kunstens# Ideal, som aabenbaret Blev for Rafael: Tidt i Aftenrøden stod en Engel, Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand, Og med Fredens Bud, en Liljestengel, I sin Liljehaand.

Og den Samme skuer hun herefter I de mange Smaa, Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter, Som forladte gaae; Og mod Klyngen Armene hun breder, Dem, som skabtes til en Konges Favn: "Kommer hid! En Moder jeg for eder Er i Herrens Navn."

Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer! Eders Barnlighed Aner ei Velsignelsen, der nærmer Sig i hendes Fjed. Først med Tiden, naar I blive store, Vil I tænke: Gid vi vare smaa! Gid os end den Stjerne kunde spore, Som vor Barndom saae!

Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen; Tiden er forbi, Dengang ned den steg til jer i Vrimlen, Og nu længes I. Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender, Mens den vandrer ad sin Bane hen, Og forgjæves rækkes eders Hænder Atter efter den.

Ja, hvis end som Børn I kunde blive, Skulde Stjernen staae Jer saa nær som før, og atter give Lys i eders Vraa. Men hiin Salige, fra Fabeltiden, Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord, Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden Paa den mørke Jord.

Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen, Som om Issen staaer, Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen Paa sit gyldne Haar. Dog, hvad ei den Spæde kunde sande, Fattes vil af Den, som bliver stor: At en Krone hørte til den Pande, Hvorpaa Høihed boer.

Stille Lund med dine dunkle Skygger! Vindens Pust i Qveld! Lille Sangfugl, som i Busken bygger! Klare Kildevæld! Vækker ofte med de milde Stemmer Gjenklangstonen i et ædelt Bryst, Naar Amalia hos jer fornemmer Kjærlighedens Røst!

KRONBORG

Kjøbenhavner! reis dig op Af din Morgensøvn, den tunge, Mens de første Svaler sjunge Vækkersang fra Redens Top. Gnid dit Øie, ryst din Krop, Kast din Hue hen i Krogen, For at vise, du er vaagen. Speid igjennem klare Ruder, Hvilket Veirlig dig bebuder Solen under Morgentaagen.

Tag saa Hat og Støvler paa, Tag i Haanden Vandringsstaven. Ikke dog til Dyrehaven, Som sædvanlig, skal du gaae; Hvad du forhen ikke saae, Kun fordi din Tanke blunder, Mangen Skjønhed, lig et Under Voxet op af Øen her, Vinker dig og er dig nær, Mens dig Verden det misunder.

Muligt er du slig en Nar, At, hvad Andersen fortæller Om de skjønne Dardaneller I sin tyrkiske Bazar, Du med Undren grebet har, Mens du, tung af Inertie, Gik vort eget Sund forbi, Som ei mindre Blikket fryder, Og hvor ingen Klage lyder Fra det miskjendte Genie.

Gak til Nordens Dardaneller, Bedste Pryd for Herthas Ø! Kattegat med Østersø Her i samlet Bølge vælder. Vidtbereiste Mand fortæller Om det Syn, som her han saae: Ei ved Mälarns Bølger smaa, Lissabon, den wienske Prater, Napolis Amphitheater Han et bedre kunde faae.

See den stærke Nordenvind Tusind Master frem at fyge; See dem alle Flaget stryge For den høie Borgetind, Som med stolt, alvorligt Sind Kneiser fra sin tunge Skandse, Hvorom lette Bølger dandse; Det er Sundets Dronning stor, Om hvis Throne Nymphers Chor Slynger hvide Blomsterkrandse.

Herfra seer du #Hveens# Land, Af en trofast Himmel favnet, Som endnu bevarer Navnet Af den vidtberømte Mand, Jaget fra sin Fødestrand. Hist fra #Rungsted# Hilsen bringer Aftnens Vind paa sagte Vinger, Hvisker dig en Gjenlyd af Sangen om sortladne Hav, Som fra brustne Harpe klinger.

#Ewalds Høi# er sat i Syd, Og mod Nord er #Odins Høi#; Bragi mellem begge fløi, Balder kom ved Strængens Lyd, Hother fulgte med sit Spyd, Græd med Nanna Jordens Fangers Bittre Taare, Sorgs og Angers. End i Qveld bestandig vanker Balder mellem begge Banker, Fra sin Faders til sin Sangers.

Har i Vest sig Solen lagt, Hør i Luften Stemmer surre, Hør, i selsom Klang fra #Gurre#, Valdemars den vilde Jagt. Men om Dagen hvilken Pragt! #Helsingborg# saa nær du skuer, #Kullen# staaer saa mørk og truer Ad vor Kyst, som ad en Dværg, Men for #Kronborg#, Kunstens Bjerg, Selv den ikke mindre gruer.

Dog, med slige Tanker væk! Over Øresundet glider Venligt Blik fra begge Sider, Lyner ei med Død og Skræk. Det er Nutids bedste Træk: Sundet blev en Flydebro, Ved hvis Ender Brødre boe; Snart, i Forbund mellem Riger, Op af Bølgen Kronborg stiger Som et Værn for begge to.

Kjøbenhavner! tro dog ikke, Jeg har glemt din Heltestamme, Men jeg mindes med det Samme, At foruden Mad og Drikke Kan en Helt sig aldrig skikke. Gak til #Helsingør# i Qveld, Lad hos #Briggs# dig styrkes vel Ved hans Bord, hans Viin den blanke, Og vær smigret ved den Tanke: Danmark har et godt Hotel.

FREDRIKSBORG

EN ROMAN I TO CAPITLER

Første Capitel.

"Det er dog grumme smukt, ved Gud! "At du vil os befordre "Paa denne lille Lysttour ud "I Sjælland, i det nordre. "Det er en Ynk, det er en Sorg, "Saa Lidt af Verden seer man! "Vi aldrig var paa Fredriksborg, "Og derfor os beleer man." --

Saa talte hun, den vakkre Glut, Som mig paa Gaden mødte, Hvor med sin Moder hun lidt mut Saaes Foden langsomt at flytte. Jeg med en Ven i sagte Skridt Just drev og promeneerte, Men ønsked her, jeg var ham qvit, Thi her han mig geneerte.

Med stort Spectakel paa vor Vei En Vogn forbi nu kjørte; Da til den Smukke talte jeg, I Haab, at Ingen hørte: "Charlotte! du er ret en Strik! "Som om du ikke vidste, "Hvor kjært mig er hvert Øieblik, "Som jeg hos dig tør friste.

"Gid jeg imorgen faae det Held "At sidde ved din Side!" ... Hun afbrød mig: "O! derom vel "Er ikke værdt at stride! "Du bryder dig" ... Hun taug, -- og jeg Mit Svar ei kunde bringe, Thi Vognen var et Stykke Vei Forbi, og Larmen ringe.