Part 10

Hver Gang jeg vanker Ved Hjemmets Strande, Mit Hjerte banker Mod hine Lande. Vil du mig laane Din gamle Kikkert? I den jeg sikkert Kan see til Skaane. Ja Fanden ta' mig, Kan jeg see derhen! O la' mig, la' mig, Min Faders Ven!

Godt Folk forleden Saae hen ad Sundet, Og strax var Freden Hos dem forsvundet. Hvorom de talte, Det hjalp dem ikke, For deres Blikke Sig Laurbær malte. Ja Fanden ta' mig, Man trak mig med! Man vilde ha' mig Til Skaanes Bred.

Jeg der ei vented, Tog Vogn paa Rullen. En Hat man hented, Med Krands om Pulden; I den tilvisse Boer al min Lykke, Bestandig smykke Den skal min Isse. Ja Fanden ta' mig, Man fik den fat! Jeg maatte ha' mig En Doctorhat.

#Syvende Billede.#

Held! Held! Held os! en Folkefest! Sven- Sven- Svensken er her til Gjæst. Nu nu nu lad os vise ham, At vi kan prise ham Alle som bedst!

Dra- dra- drager fra Axels By! Ju- ju- jubler i vilden Sky! Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad, Giv dem Midaftensmad Paa Bellevu'!

Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt! Vær vær vær vor Repræsentant! Er er er man ei Ødeland, Faaer ei vort Fødeland Anden Gesandt.

Bis- Bis- Bispen med venligt Smiil Fø- fø- føres en Fjerdingmiil, Tak- tak- takker saa Førerne, Ambassadeurerne Hos Kirsten Piil.

Vi vi vi skal min Salighed Nok nok nok gjøre ham Besked. Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog! Svensken har taer dig, Fjog, Før du det veed.

#Ottende Billede.#

Hvad ligner, o Sorø, din critiske Glæde, Naar Posten er kommen fra kongelig Stad? Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde Du bærer dig ganske forunderligt ad. Du skriver og skriver og skriver og skriver, Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev; Men Skriftet i _poste restante_ forbliver, Og Publicum har der et uindløst Brev. Lalala, lalala etc.

Dit Auxiliair-Corps du lader marchere Med to Generaler og een Adjudant. Mens Hine paa Prosa kun polemisere, Flankerer mig Denne paa Riim saa galant, Blandt Muserne hverver han syv militaire, Og dog har han ikke syv niende Deel, Thi selv han et Minus til Summen maa bære, Og følgelig mangler der Stort i en Heel. Lalala, lalala etc.

#Niende Billede.#

Vil du troe, Disse to Har han end skrevet til, Jeg neppe begribe det kan, O nei! Men især Dette her Jeg dog læse dig vil; See, Titelen er: Don Juan. "Kjære Ven! jeg er Satan i Sjæl og i Krop, "Intet Menneske fører sig saaledes op. "Jeg er gal, "Er fatal, "Som en Djævel saa dum; "O gid jeg tillige var stum?"

#Tiende Billede.#

Dannevang med grønne Bred, Siig, hvad gaaer der a' dig? Synker du i Dybet ned? Gaaer Balancen fra dig? Ha! det knager! hvilket Stød! Det var vist Cometen, Som, bebudende din Død, Slog dig paa Planeten.

Flade Kyster uden Hegn, Som i Blæsten snoe jer! Skove, som i evig Regn Uophørlig toe jer! Vil I drive Narrespil? Kan man ikke troe jer? Fik I Jordskjælvs-Vanen til, Maatte Fanden boe her.

Vor Natur er Poesie, Deri Knuden stikker: Den er ei for Luner fri, Men forresten sikker: Selv i Lidenskabens Ruus Regelret den prater, Og i Jordskjælvs Suus og Duus Gjør den ei Hiater.

#Ellevte Billede.#

Gud skee Lov, min Mand var død! Selv Konens Død maa mig glæde. Nu kan jeg lave min Iis saa sød I Peder-Hvidtfelds-Stræde. :,: Tingen sagtens var bleven slem, Havde der end været Liv i dem. :,:

Hvis de vare min Eiendom, Jeg solgte dem til Theatret. Hvo veed? maaskee der en Digter kom, Som før har Døde kalfatret. :,: Med en Helt har man ingen Nød, Som, før Stykket begynder, er død. :,:

Et Forslag gjorde jeg nok dertil, Hvorom vist Mange bade: De godt kan bruges, ifald man vil, Til Store Carl og Fastrade. :,: Saa vil Stykket faae bedre Held, Intet kan slaae de Døde ihjel. :,:

#Tolvte Billede.#

Herligt, en Sommernat Drage til Elverkrat, Hvile ved Kilden, den svale! Bedre ved Vintertid Vandre paa Sneen hvid Derhen, hvor Muserne tale.

Her concerterer man, Her declamerer man; Hør kun, hvor Moscheles spiller! Hør dog, hør efter nu! Hør kun, hvor smukt Guillou Slaaer sine Nattergals-Triller!

Her Madam Milder staaer, Hun just ei Triller slaaer. Ellers har Stemmen Courage. Her vil jeg, med Forlov, Vise jer Fürstenau; Hør, hvilken deilig Passage!

Ak! men for Øiet jeg Maler, for Øret ei; Synlig jer Kunsten maa røre; Vist mange Hjerter den Drog til Concerter hen, Meer for at see end at høre.

#Epilog.#

Nu skal De ha' saa mange Tak! Bliv dog ei vred for Dette! Lad denne hensigtsløse Snak Ei give Stof til Trætte! I hver Lanterna magica Sees Folk med store Næser, Ja selv de største Tragica Sees der som smaa Fadaiser.

TIL

LANTERNA-MAGICA-DOUBLANTEN I SORØE[20]

[20] "Flyvende Post", 1830, Nr. 8. (J. L. Heibergs Svar paa "Doublet-Billeder til den nye Lanterna-magica", af Chr. Wilster. "Kjøbenhavnsposten", 1830, Nr. 9.)

Fætter! hvad skal Enden blive, Farer du saaledes fort? Vil du flere Viser skrive? Sidste Gang kom du tilkort.

Dog, det Intet vil betyde, Skriv kun flere, Sligt er Skjers, Jeg vil gjerne Landser bryde Med en Mand som skriver Vers.

Om han stikler, om han høvler, Gjør han mig dog mere glad, End saa mangen Prosa-Vrøvler I det kjøbenhavnske Blad.

Sligt jeg som en Fest betragter, Som et ædelt Ridderspil, Jeg, mod hvem saa mangen Slagter Bare Næver bruge vil.

Sagtens kunde jeg ham spørge, Hvor han fik Doubletter fra, Thi jeg selv kan godt besørge Min Lanterna magica.

Hvis og Uheld mon cassere Mig et Billed eller to, For dem selv at reparere Er jeg Mester, kan du troe.

Høres ei fra tusind Kanter (Og jeg troer, at man har Ret), At et Stykke med Doublanter Gaaer gemeenlig noget slet?

Ligemeget! lad saa være! Brug kun min Lanternes Lys; Den skal tjene dig, min Kjære, Som mig selv den tjente nys.

Himlen veed, at min Lanterne Kun er svag og lidt bevendt, Mens dens ringe Lys vil gjerne Gjøre dig lidt meer bekjendt.

Derfor styr til mig kun Kaasen, Jeg har Plads vel for en Snees; Kom du kun, og nærm dig Praasen, For at ogsaa du kan sees.

Faaer jeg Vittighed at høre, O! saa har du vundet Spil, Og da kan du ved mig gjøre Næsten Alt hvad kun du vil.

Som du seer, min kjære Fætter, Jeg er ei saa grov som du; Thi jeg haaber, at du gjætter Hvad jeg vil dig sige nu.

Jeg vil ikke debitere, Dine Vers er uden Salt, (Skjøndt ifald de havde mere, Var det ikke just saa galt).

Tvertimod, hav Tak for Føden! Thi mig var din Takforsidst Manna midt i Hungersnøden Hos den evige Copist.

Du kan dog det Danske skrive, Saa en Dansk kan det forstaae; Du kan dog en Skose give, Som er værd at svare paa.

Du har dog et Glimt af Tanke, Og af Vittighed et Sving. Sligt ei pleier der at vanke; Himmel! det er store Ting.

Hvo har gjort et saadant Under? Svar oprigtig hvem du troer? -- Min er Æren! O misunder Mig den ei! den er ei stor.

_Sorae tenebris demersus_,[21] Nød du tynd Celebritet; _Facit indignatio versus_,[22] Jeg har gjort dig til Poet.

[21] Neddykket som du var i Sorø's Mørke.

[22] Harmen skaber Vers.

Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer Af Erkjendtlighedens Blus, Hvad du skylder mig, du glemmer Aldrig paa din Pegasus.

Husk, at paa Academiet Var der fordum Kiv og Tvist; Jeg har det fra Splid befriet, Gav jer Fredens Olieqvist.

Først i Faren vil man skatte Brodersind og Enighed; Mellem Hunde selv og Katte Sluttes fordeelagtig Fred.

Thi lig Bruti tynde Grene, Hver af jer kan knækkes let; Men naar Alle sig forene Til et Riis, da holder det.

Altsaa, da jeg har Meriter Af dit Compagnie, som dig, Tillad, at lidt nær jeg titter Paa de Vers, du skjænkte mig.

Just fordi det mangler ikke Dem paa Vid -- det Hvermand seer -- Lad mig vise dine Blikke, Hvor der kunde findes meer.

Isabella du citerer Som et Plagium fra Spansk; Husk, at selv du plagierer Denne Sludder fra en Dansk.

Hvoraf mon "_Poëta_"[23] komme? Af +poieîn+,[24] saavidt jeg veed; Derfor har en Digters Domme Productiv Selvstændighed.

[23] Digter.

[24] at skabe.

Døm som Digter da i Tvisten, Siig, om det er Plagiat; Gjør dog ikke, som Copisten, Dig til litterær Castrat.

Naar du siger i din Tale, At om jeg ved Elverhøi Hviler mig, saa kommer Dvale Ned til Folket, -- vist du løi.

Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel Ikke Chinas Keiser er; Han kan gjøre sligt Mirakel, Men man saae det aldrig her.

Hvergang han har Øiet lukket, Saa er ogsaa Folket træt; Og naar han har spiist og drukket, Saa er ogsaa Folket mæt.

Væn dig af, at sammenjaske Halve Tanker, for Gevalt; Siig ei: naar du mig vil vaske, Spilder Humle du og Malt.

Thi hvis Ondskab hos jer finder Knap af Geist et Fingerbøl, Slutter den, at Sorøes Qvinder Vaske deres Mænd i Øl.

Bedst i Sæbevand man tvætter; Selv som indre Medicin Giv ei Musen Øl, min Fætter, Heller lidt Champagneviin.

Dog det er kun Bagateller, Ting som kun har liden Vægt, Og man fordrer vist ei heller, At Du være skal correct.

I Begeistring og i Vrede Sættes let en Nonsens-Beet; Sligt, jeg troer, hos jer dernede Kaldes Genialitet.

Bedre dog, om du herefter Ikke gjør for mangen Buk, Øver bedre dine Kræfter, Træffer bedre med dit Hug.

Det er ikke mig det Samme, Om at fægte du forstaaer, Thi af Udfald, der ei ramme, Selv jeg ingen Ære faaer.

Men en anden Ting resterer, Som har mere Klem og Fynd: Du mit Sindelag tracterer Noget haardt, og det er Synd.

Hvorfor siger du, at Avind Til Satire mig formaaer? Ha! der tabte du dit Glavind, Og med plumpe Næver slaaer.

Hold dig smukt til Facta, Kjære! Lad Motiverne gaae frie! Du bør ikke Plathed lære I de Andres Compagnie.

Siig mig, kjære Fætter, svoer du Ikke til Apollos Pen? Eller, idetmindste, troer du Ikke nok, du svor til den?

Du, det lille Sorøes Irisk, Sanger af saa mangen Sang, Er du ikke selv satirisk, Eller troer det mangen Gang?

Naar saa er, jeg spørger atter: Er Satiren dig saa ny, At du ei dens Frihed fatter? Skam dig, Digter! skam dig! fy!

Hvis jeg før mit sjette Billed Havde sagt: "O Publicum! "I hvad her er forestillet "See en Spøg, og vær ei dum!

"Dybt mit danske Hjerte skjønner "Paa det ærefulde Kald, "At og Sveas Laurbær lønner "Nordens Guders høie Skjald:

"Hædrer man hans Digt og Sange, "Faaer vor fælleds Bane Glands; "Selv jeg har alt mange Gange "Flettet Laurbær i hans Krands:

"Men da sagtens Alt i Livet "Og en comisk Side har, "Og det mig især blev givet, "Den i Alt at blive vaer;

"Da man og for den Lanterne, "Som har Navnet af Magie, "Ikke maler just saa gjerne "Raphaelisk Maleri;

"Og da nu den tørre Karpe "Om en Kikkert og en Ven "Efter den tegnérske Harpe "Tonede saa fattigt hen:

"Thi da han i Nabolandet "Var vor Digtekunsts Gesandt, "Kunde han dog talt om Andet "End sig selv og Fjas og Tant;

"Da nu Dette, som og Mere, "Dygtig Vand i Blodet slog, "Lidt med Tingen at raillere "Jeg mig ydmygst Frihed tog:

"Og fra Arilds Tid forresten "(Dette mærk, o Publicum!) "Overalt Satiren næsten "Har et Privilegium:

"Du har vist lidt Lærdom pillet, "Du har sagtens læst etsteds, "At selv Socrates blev drillet "Slemt af Aristophanes:

"Er der langt fra mine Streger "Til Aristophan's Format, "Er dog vistnok Oehlenschläger "Endnu længer fra Socrat;" --

Hvis jeg havde talt saalunde, Vilde hver en Digter svart: "Hvad du sagde der, det kunde "Du dig gjerne have spart;

"Muligt at det Hoben øver, "Thi den fatter vanskeligt; "Men hvo Digter er, behøver "Sagtens ei at lære Sligt." --

Altsaa, Fætter, hør nu atter: Mon du rigtig Digter er, Naar du ei forstaaer, ei fatter, Ei begriber Dette her?

Du, som taler om at "skaane", Føler du i Sandhed Kald Til dit svage Værn at laane Ham, du kalder Dannerskjald?

Dig jeg skaane vil, min Kjære! Og jeg troer, du mærker det; Han kan vel et Angreb bære, Thi han rokkes ei saa let.

Selv jeg har saa stærke Volde Bygget om hans faste Plads, At jeg tænker, de skal holde; Dine springe vil, som Glas.

Hver en Skjald erobrer bare Nyt Terrain bag eget Skjold; Men for Grændsen at forsvare Byggedes Critikens Vold.

Hvis engang Vandalers Flokke, Uden Kundskab, uden Smag, Vil den store Digter rokke, -- Og det hændes vist en Dag;

Skal man raabe til dem: "Frække! "Veed I, hvad I prøve paa? "Her til Grændsen kan I række: "Længer kan I ikke gaae."

O men du, som dreier Liren, Fætter! kjender du Critik, Du som ei engang Satiren Skuet har med Digterblik?

Troer du, at den døde Regel Er Philosophiens Bæk? Siig, hvad kjender du til Hegel, Skjøndt du nævner ham saa kjæk?

Siden du vil Sværdet føre, Maa du virke noget Stort. Kom da hid, og lad os høre: Hvad har Du for Skjalden gjort?

Har du gjort ham mere sikker Ved dit Gedebukkespring? Var du meer end Spytteslikker Af hans jammerligste Ting?

Du har panegyriseret Hans utrolige Roman, Og har Qvalmerne formeret Med bestandig Marsepan.

Dog, hvad nytte disse Trætter? Hver beholde maa sin Tro. Saa farvel da, kjære Fætter! Verden rummer nok os To.

Hvis paany vi træffe sammen Paa de danske Musers Kyst, Skal det være Fryd og Gammen At forsøge nok en Dyst.

Lad os stærkt hinanden klemme, Fast i Sadlen, rank til Hest, Men for Alting ikke glemme, Vor Turnering er en Fest!

DANSKE LOKALITETER[25]

[25] Oprindelig i "Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L. Heiberg". Kbhvn. 1842. Senere under Titlen "Danske Lokaliteter" i J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, VII Bind, 1849.

INDHOLD:

1. Danmark. -- 2. Christiansborg. -- 3. Fredriksberg. -- 4. Amalienborg. -- 5. Rosenborg. En Monolog. -- 6. Frue Kirke. -- 7. Thorvaldsens Museum. -- 8. Børsen. -- 9. Skuespilhuset. En Dialog. -- 10. Nicolai Taarn. -- 11. Bredgaden. -- 12. Ryssensteens Bade. -- 13. Toldboden. -- 14. Charlottenlund. En Skovscene. -- 15. Sorgenfri. -- 16. Kronborg. -- 17. Fredriksborg. En Roman i to Capitler. -- 18. Roeskilde Domkirke. -- 19. Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder. -- 20. Valdemars Taarn i Vordingborg. -- 21. Møens Klint.

DANMARK

Hvor Bøgeskoven svæver I Favn af salten Sø; Hvor som Bouquet sig hæver Af Havet Ø ved Ø; Hvor intet Bjerg os hindrer At sende Blikket ud Mod fjerne Lys, der tindrer Herned som Himmelbud:

Der er den Jord, vi kalde Vort Hjem, vort Fædreland, Besjungen høit af Skjalde Alt for sin Skov og Strand, Sit Folk, det roligt snilde, Saa langt fra Harm og Had, Sit Sprog, det kraftigt milde, Hvori saa skjønne Qvad.

Af Danmark har Naturen Selv dannet med sin Haand Den Mark, hvis Rug i Furen Skal nære Nordens Aand. Lad Sverrig og lad Norge Kun Styrkens haarde Bark Og Kraftens Jern os borge, Mod Pant fra danske Mark.

Mens vor Natur os glæder Med Øieblikkets Lyst, Tiltale hundred Steder Os end med Fortids Røst; Thi blandt Naturens Værker, I Ly af Græs og Green, Staae Kunstens Mindesmærker, En Aarbog lig af Steen.

Om Fædrenes Bedrifter Snart melder Kæmpehøi, Snart Skyen, i hvis Rifter Sees Kongeborgens Fløi. Om Frode Drot fortæller Et Sagn os Værebro; Hvor Roars Kilde vælder, De tusind Minder boe.

Fra Saxo Klerks Annaler Staae Skygger frem i Soer; Hist Gaasetaarnet taler Om Atterdag i Nord; I Ringsted Dagmar gjemmes, Hiin tabte Lilievaand; Paa Fredriksborg fornemmes End Fjerde Christians Aand.

Jeg nævner Sjælland ene Thi der jeg fæsted Rod, Og Sjælland kan forlene Mig Træk i Overflod; Men hver af Rigets Dele Har samme Skjønheds Art, Og i det skjønne Hele Har hver en lige Part.

Og Axelstad, hiin gamle, Saa venlig, skjøndt saa stor, Hvor Danmarks Aander samle Sig i et udsøgt Chor, Har gamle Mindesmærker, Som tale Sagas Røst, Har nye, stolte Værker, Som kneise til dens Lyst.

Paa Kysten herligt grundet, Den aabner Øiet Flugt I Udsigt over Sundet Og over Kjøgebugt; Mod Norden grønne Skove, Som huse Hjort og Hind, Og Duft og Kjøling love Det længselfulde Sind.

Hvo har ei kjære Minder Fra Land saavelsom Stad? Dog fastere dem binder Et svagt Erindringsblad. Her Kunsten Eder giver En Krands fra Dannevang; Hvert Blad i Krandsen bliver Et Billed og en Sang.

CHRISTIANSBORG

Phønix, du, som nys begravet I din Aske laae, Og nu frem af Flammehavet Stiger mod det Blaa! Ei ved Elementers Vrede Oftere du døe! Kneis kun fra din høie Rede Over Land og Sø!

Borg, der selv er uden Mage Mellem Borges Chor, Sku de lykkeligste Dage Hilse Danmarks Jord! Fra din Tinde, nær ved Himlen, See langs Codans Flig Fredelige Masters Vrimlen, Birman-Skoven lig.

Og naar ei dit Blik sig hæver Over salten Flod, Men mod Jorden nedad svæver Til din Kæmpefod: See paa Pladser og i Gader Livlig Virksomhed, Og endog paa lave Stader Lykke, Fryd og Fred.

Og du selv skal i dit Indre, I din Høisal stor, See det snevre Rum, det mindre, Hvori Lykken boer. Lykken alt med Kjærligheden Flyttet er derind, Den har fæstet Svalereden Til din høie Tind.

Her paa lykkelige Dage Kongeparret skal, Med sit Folk forenet, drage Til din høie Hal, Medens Tusinder af Kjerter Straale Lyset ud, Medens Tusinder af Hjerter Følge Glædens Bud.

FREDRIKSBERG

Den er forbi, den Tid, hvorpaa Din Himmel, O Fredriksberg! med Smilen saae En Vrimmel, Hvori sig flokked Lav og Stor I Haven, Omkring den Konge, som nu boer I Graven.

Da klang Musiken ofte fra Terrassen, Af Uniformer myldred da Paa Pladsen. Ei flagre nu de røde Fjer Paa Hatten; Hver Dag den samme Tomhed seer, Som Natten.

End Svanen langs Canalens Rand Dog seiler; End Træet i det stille Vand Sig speiler; End Maanen over Sletten gaaer Saa stille, Mens Nattergal i Busken slaaer Sin Trille.

Naturen gaaer ad vante Vei Sin Vandring; #Den# trofast er, #den# elsker ei Forandring. Den smiilte til den glade Borg, Nu smiler Den til det Sted, hvor Savn og Sorg Sig hviler.

Ak! her er intet #Sorgenfri#! Dog træder Den simple Borger ei forbi De Steder, Hvor svundne Syner for hans Blik Fremstode Ved Mindet om Kong Frederik Den Gode.

AMALIENBORG

Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier, Her er #Kongens Palais#, atter #Amalias Borg#. Saae du alle de Bønner, Forhaabninger, Ønsker og Klager, Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae; Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser, Snart som sværmende Myg, vilde de skjule dets Muur. Glæd dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare, At, som din Fod, saa dit Blik rækker til Kongens Palais. O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Søvnen, Naar for hans Øie de staae, staae for hans prøvende Sjæl. Men ved Stjernernes Lys i Kongernes søvnløse Nætter Spirer, som Natviol, Folkenes drømmende Tak.

ROSENBORG

EN MONOLOG

#Slottet taler.# Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid. Hvor mangen sær Omskiftning var jeg dog Vidne til! Meget kan jeg fortælle, naar man mig spørge vil.

Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae, Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa. Hvad nu mig vil belyse, -- ja, nok maa jeg mig skamme -- Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme.

Orangetræer foran min sydvestlige Façade Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade; Til Exerceerplads blev min Orangelund changeert, Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceert.

For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind, Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind, Og ved dets Øredøven jeg skued ofte nok En frifødt Mand at garves med Sabel eller Stok.

Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak, Hvor #Roat# gik til Spiret og Vovehalsen knak. Med Afsky tidt mit Øie sig vendte fra Sydvest, Men i sydøstlig Retning der huer det mig bedst.

Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig ærgred hist: Jeg seer de gamle Lindetræer med unge Løv paa Qvist; Vi have fælleds Fader, den danske Patriark, Hvis Navnetræk usynligt er præget i deres Bark.

Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind, Men Træerne det hviske hørligt i Aftnens Vind! Vor fælleds Fader drog sit sidste Suk i min Favn, Mine Brødre hviske gjerne hans elskelige Navn.

I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk, Seer jeg ret med Velbehag de fordringsløse Folk, Som efter Dagens Arbeid i revne Gange gaae, Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa.

Velsignelsen jeg skjænker til den beskedne Lyst, Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst, Velsignelsen til hver af de diende Smaa, Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa.

Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil, Lukker jeg for Adskilligt Øiet villig til. Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer, Jeg seer ei og røber ikke dit Elskovs-Eventyr.

Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere; Jeg tænker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Desuden er det godt, at under Green og Blad Hjerter kunne mødes, der i Stuen skilles ad.

Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog, Naar Moder eller Grandmama i Kamret træder ind, For at mærke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind;

Og du, som til Brodering anvender al din Tid, Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid: Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind, Kom hid: mit Grønne qvæger dit Øie som dit Sind.

Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere; Men jeg tænker: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer, Dig møder under Løvet, og Armen om dig snoer.

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler Menneskenes Id. Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til, Jeg fortælle kan om Meget, om Meget jeg tie vil.

FRUE KIRKE