# Udvalgte Digtninger ## Part 1 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/udvalgte-digtninger-35102/index.md Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret i denne e-bog. Symbolet # er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst i originalen, mens _ er brugt til at vise kursiv tekst. Græsk tekst i originalen (en enkelt forekomst) er angivet med +. UDVALGTE DIGTNINGER JOHAN LUDVIG HEIBERG UDVALGTE DIGTNINGER GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG KØBENHAVN OG KRISTIANIA 1905 Efter #J. L. Heibergs Samlede Skrifter, Poetiske Skrifter#, VIII-X Bd. (1862). Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri København INDHOLD _"Nye Digte"._ Side En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie 3 De Nygifte. En Romance-Cyclus 69 Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie 107 Protestantismen i Naturen. En Mysterie 120 _Udvalgte Digte._ #I. Lyriske Digte:# Foraar om Vinteren 129 Til Lærken 131 Aftenvandring 135 Panisk Skræk 138 Vaaren og Freden 143 Efteraarsfølelse 145 I et Exemplar af min Psyche 147 Den 9de November 1811 149 Hjemkomst 151 Himmelsk Kjærlighed 154 Hvad er Elskov 157 #II. Romancer og Viser:# Uranienborg 163 Tycho Brahes Farvel 166 Fiskersang 168 Liden Kirsten 169 Fiskeren og Havfruen 170 Eensomhed 172 Serenade 173 Barcarole 174 Kjærligheds Drømme 175 Konning Volmer 176 Kong Valdemars Jagt 177 Erotiske Sange 1-8 178 Tordenveir 187 Sommerregn 188 #III. Blandede Digte:# Den hellige Anders. Legende 193 Amor og Bacchus 200 Kunstreisen. Et Eventyr 204 Sangfuglene. En Fabel 209 Tjenstagtighed. En Fabel 213 Maanen 216 Cantate ved Universitetets Reformationsfest 221 Lanterna-magica 228 Til Lanterna-magica-Doublanten i Sorøe 238 Danske Localiteter: Danmark 250 Christiansborg 253 Fredriksberg 255 Amalienborg 256 Rosenborg. En Monolog 257 Frue Kirke 259 Thorvaldsens Museum 260 Børsen 263 Skuespilhuset. En Dialog 266 Nicolai Taarn 277 Bredgaden 280 Ryssensteens Bade 284 Toldboden 287 Charlottenlund. En Skovscene 288 Sorgenfri 300 Kronborg 303 Fredriksborg. En Roman i to Capitler 306 Roeskilde Domkirke 323 Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder 326 Valdemars Taarn i Vordingborg 330 Møens Klint 332 "NYE DIGTE" I December 1840 udkom "#Nye Digte af Johan Ludvig Heiberg#", indeholdende: Gudstjeneste -- En Sjæl efter Døden -- De Nygifte -- Protestantismen i Naturen. EN SJÆL EFTER DØDEN EN APOCALYPTISK COMEDIE FØRSTE ACT #Chor af de Efterlevende.# En værdig Mand er død! I kraftig Alder Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang. Vor tunge Taare paa hans Aske falder, Imens vi synger en fiirstemmig Sang. En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader, En ærlig Ven, en Borger som kun Faa, Er tabt for os og Landet; han forlader Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae. Nu har han Himlens Salighed i Eie, Det siger Præsten, og det er bekjendt. Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie Ved Subscription et kostbart Monument. #Sjælen.# Hvad plager dog mig Stakkel For Lirumlarum! Fanden til Spektakel! Hei, Kone, heida, Mille! Siig Børnene, de smukt skal være stille; Og er det Liremanden, Saa bed ham om at spille I Gaarden hos en Anden, Der ei er syg og daarlig Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. -- Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger I min Mahogniseng, men som en Tigger Paa Jorden, paa den bare! Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? -- Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Møie Det lykkedes! -- Men hvad har jeg for Øie? Af Undren fast forgaaer jeg! Paa Kirkegaarden staaer jeg, Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares! Paa denne Luxus kunde Meget spares. Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ... Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser! Hvad er det for Fadaiser? Mens Øiet op jeg spiler, Jeg til den sikkre Mening har mig stavet, At det er mig, som ligger her begravet! ... Saa maa jeg være død! ... Hvad skal man sige! Den Vei skal jeg og alle mine Lige. Men jeg vil ikke mere, Da Tingen ei kan ændres, raisonnere, Men see at liste mig til Himmerige. Jeg seer det alt derhenne, Jeg feiler ikke, det er let at kjende; Og som jeg seer og mærker, Der staaer en Portner ved dets Udenværker; Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende, At ikke jeg forgjæves ind skal rende. -- Hei, Faer! vil Han mig sige, Om ikke dette Slot er Himmerige. #Sanct Peder.# Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder. #Sjælen.# Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder; For første Gang jeg er paa disse Steder; jeg har mig hid begivet Som Fremmed, var her aldrig før i Livet; Og lettelig da hænder, Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender. Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig, Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig: Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder, Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder. #Sanct Peder.# Først lad mig see Beviset For, at du virkelig skal ind i Paradiset. #Sjælen.# Det er jo klart som Dagen: Jeg er jo død. #Sanct Peder.# Det seer jeg nok, men Sagen Ei dermed afgjort er. #Sjælen.# Man er forvisset Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset. #Sanct Peder.# Vel sandt, men andre Steder Der gives, end det Sted, du nu betræder. Hvorledes kan du være da saa sikker Paa, at det just er her? #Sjælen.# Naar man sig skikker, Som det sig bør, mod sig og sine Lige, Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige. #Sanct Peder.# Har du det gjort? #Sjælen.# Jeg er, saavidt jeg skjønner, Nok værdig til, at Herren mig belønner. Jeg har mig ærlig næret, Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret, Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden, Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden, Men tvertimod Formue, Saaledes, at min Frue, Naar hun vil leve tarvelig som Enke, -- og det jeg tiltroer Konen -- Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen Til de forarmede Finanser skjænke. #Sanct Peder.# Alt saare godt! Dog Mere der behøves. #Sjælen.# Hvad da? #Sanct Peder.# Du først maa prøves. #Sjælen.# Ak Herregud! Skal jeg nu prøves mere? #Sanct Peder.# Vær uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere. #Sjælen.# Men er jeg da paa Jorden Ei noksom prøvet vorden? Hos os man troer: hvergang et Dødsfald hænder, Er Pinens Tid forbi og Prøven ender. #Sanct Peder.# Man heri, som i Andet Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet. Kun saare Faa kan lige Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige; De Allerfleste, før herind de drage, Et Værk maae overtage, Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke. Den Ene faaer det ene, Den Anden andet Hverv, alt som vi mene, Han til at prøves trænger. Altsaa, for ei at spilde Tiden længer, Giv Agt, saa skal du høre, Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre. Du skal til Palæstina dig forføie; (Den lange Vei dig koster liden Møie, Thi lettet efter Døden Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden). Fra Nazareth din Vandring skal begynde, Hvor Englen monne Frelseren forkynde. Derfra du dig til Bethlehem begiver, Hans Fødeby, og følger nu med Iver Hvert Spor, som, mens han leved Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet, Alt i den samme Orden, Hvori han selv betraadte det paa Jorden, Alt som til Herrens Glorie Det skildres i den hellige Historie; Og paa hvert Sted du nøie, Hvad der sig tildrog, have maa for Øie. Du med din Frelser til Egypten drage, Du vende til Jerusalem tilbage, Til Templet, hvor han offrer Turtelduer, Og hvor du Simeon og Anna skuer. Fra Nazareth, som du paany besøgte, Du snart igjen ledsage Til Templet ham tilbage, Hvor han begynder alt sit Kald at røgte. Til Jordan du ham følge, Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge, Til Ørknen du dig driste, Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste; Og naar saa i Capernaum han fæster Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster, Ledsager ham i hele Galilæa, Samaria, Judæa, Paa Markens Veie, som paa Havets Vover, Til Bjerget, hvor han præker, og henover Den Sø Tiberias til Gergesener, Saa og til Cana, Nain, Bethania, Sichem, Genesareth og Cæsaria, Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener. Paa Toget til Jerusalem du følge Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser, Naar Jericho, naar Betfage sig dølger. Træd ind i Templets Hal, som Herren renser, Og gak hver Aften over Kedrons Bølger Til Oliebjerget, hvor du overnatter. Palladset, som af Caiphas beboedes, Du søger, og forfølger Sporet atter, Som leder til Pilatus fra Herodes. Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet Det store Gravsted, som har Gud dig røvet; Men see ham saa tilbagevendt til Livet, Naar du til Emaus dig har begivet. Vend om igjen til Staden, for at høre Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre, Paany sig aabenbarer; Og lad dig saa til Galilæa føre, For ham at see, naar han til Himlen farer. -- Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret, Da er dit Sind i Meget vist forandret, Da har du styrket dig i fromme Tanker. Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker Jeg kommer ud og venter, At Intet meer vil hindre, At jeg til Himmerigets Fryd dig henter. #Sjælen.# Ak! kan jeg ikke gjøre det med Mindre? #Sanct Peder.# Umuligt! #Sjælen.# Jeg er træt i Fod og Tanke, Og glæded mig til Hvile, Men skal nu atter ile, Skal fra det Ene til det Andet vanke. Dog, hvis det ei kan anderledes være, Ifald jeg end skal reise for at lære, -- Og selv jeg Reiser ynder, Ved dem sig ofte danner en Begynder -- Da send mig idetmindste til en Stjerne, En anden Klode hisset i det Fjerne, aa det jeg maa erfare, Om hist og er af Mennesker en Skare. Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive Paa samme Klode, hvor jeg var ilive, Saa lad mig (o jeg beder!) Helst reise til America, Herr Peder! Jeg altid længtes efter At see det Land, som har saa store Kræfter, Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner, Og Alt udrette kan med Dampmaskiner. Kort før jeg døde, havde jeg isinde Tilsidst mig at forbinde Med Stolemager Dessau, for at drage Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage Fra dette Vovestykke, Og sagtens til min Lykke. Men nu -- thi Reisen mig bestandig frister -- Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte For Skibets Læk og Plyndring af Carlister, Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte. O lad derhen mig drage! Jeg mere dannet komme skal tilbage, Saa man mig vist i Himlen op vil tage. #Sanct Peder.# Jeg kan dig ikke føie, Du maa dig efter Himlens Villie bøie, Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie. #Sjælen.# Men bliv ei vred, Herr Peder, I nævnte mig en mægtig Hoben Steder; Jeg neppe dem beholder I min Erindring, hvilket let forvolder, At Et og Andet glemmes, Som ei saa rigtigt nemmes, At Meget overspringes, Og Intet ordentligt tilendebringes. Hvor let kan det sig hænde, At jeg begynder der, hvor jeg skal ende? #Sanct Peder.# Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende, Hvis Gang jeg har beskrevet? #Sjælen.# Jeg kjender den, men ikke just saa nøie. #Sanct Peder.# Saa du har ei i Tanken gjennemlevet Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie I Rummet og i Tiden? #Sjælen.# Det er saa længe siden At jeg blev confirmeret, Og jeg har ei min Lærdom repeteret I moden Manddoms-Alder. Desuden maa jeg sige: tyndt det falder Hos os med Underviisning I Christendom. Man aandelig Bespiisning Nu faaer i det Reale, Som os alene redder Fra alt det meget Øvrige, Fatale. Herr Peder! hør, jeg vædder, Den bedste Confirmand kan ei fuldføre Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre. #Sanct Peder.# Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre. #Sjælen.# Men er det da saa vigtigt, Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt? Om hvert et Navn man mindes, Og til en chronologisk Orden bindes? Detaillen og det Mindre -- Saa synes mig -- kan glemmes efterhaanden, Naar blot man kan erindre Det Større, mens man holder sig til Aanden. #Sanct Peder.# Vel muligt, lad saa være! Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære. #Sjælen.# Det kan jeg just saa lige Jer ei, Herr Peder, sige, Thi Aanden lader ei i Ord sig fange. #Sanct Peder.# Og dog var Ordet Gud. #Sjælen.# Ak! tusind Gange Jeg om Undskyldning beder; Jeg husked ikke mine Bibelsteder. Men sagtens allegorisk Det Sted forklares maa. Det er notorisk, At Aanden blot kan føles, men ei siges, Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges. #Sanct Peder.# Det skeer hos jer, desværre, Men ei i Paradiset hos vor Herre. Jo meer sig Aanden klarer, Desmindre vistnok den paa Ordet sparer. Hvo ei med Ord kan sige Sin Tanke, kommer ei i Himmerige. #Sjælen.# Det var da sært! Hvem kunde sligt vel gjætte? #Sanct Peder.# Imidlertid, for Sagen dig at lette: Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle? #Sjælen.# Jeg veed, Herr Peder, man bør ikke stjæle. #Sanct Peder.# Et Bud af Loven du paa Læben fører, Men Evangeliet jeg ikke hører. #Sjælen.# Ih nu! jeg veed forresten, Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten. #Sanct Peder.# Men du tilsidesatte Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte. #Sjælen.# Han er ufattelig; saadan man lærer Enhver, som Videnskab om ham begjærer. #Sanct Peder.# Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer Du dig da Veien ikke Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer? #Sjælen.# Det er just heri, Sagens Knuder stikke. Paa Jorden kun iblinde Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde Begynder vor Begriben; Saadan hos os man hjelper sig af Kniben. Maaskee og paa en anden Verdensklode Vi blive mere kloge, mere gode, Og fatte Gud ad Aare. #Sanct Peder.# Hvorfor ei i America, du Daare? -- Har end i Jordelivet Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet, Du har dog Gud formenet Din Skat af Det, som han dig har forlenet. Gak bort fra disse Steder! En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder. #Sjælen.# Og jeg, som troede, jeg bestod med Hæder, Skal gaae reject? #Sanct Peder.# Vær rolig! Dit Sind dig fører til en anden Bolig. #Sjælen.# Gud hjelpe mig for den! #Sanct Peder.# Du skal ei frygte. Du finder hvad du søgte, Naar denne Vei du følger, Som fører til en Skov ved Strandens Bølger; Der boe de Gode, som før Christi Tider I Verden leved, Hedningskarer fromme; Til dem du vist kan komme, Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider. Vel finder du hos dem ei Saligheden, Men dog et jordisk Eden, Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter, Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter, Hvor Løvets Buegange Gjenlyde høit af skjønne græske Sange, Hvor man til glade Fester Forsamler sig, mens for de muntre Gjæster, Som sig med Viinløv krandse, Ved Strængeleg de lette Piger dandse. #Sjælen.# Fortræffeligt, Herr Peder! For den Anviisning ret jeg takker eder. Jeg har ei vidst, at her var slige Steder; Jeg ellers ikke havde jer besværet, Og ikke til Uleilighed jer været, Thi bedre synes mig -- det maa jeg sige -- Det Sted, som I beskrev, end Himmerige. #Sanct Peder.# Hver taler, som han føler, Forskjellig er jo Smagen. Men skynd dig nu, thi Dagen Alt helder, og det hjelper ei, du nøler. #Sjælen.# Ja, I har Ret; jeg vil mig Paa Veien strax begive. Men I, som her kom til mig, Og monne mig mit Paradiis beskrive, See, ædle Mand, see Taaren i mit Øie, Mit rørte Hjertes varme Tak du tage! Farvel; Nu vil jeg mig afsted forføie. #Sanct Peder.# Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage! ANDEN ACT #Aristophanes.# Det er lystigt nok at staae Ved Elysium som Vægter, Og besee de mange Slægter, Som ad Landeveien gaae; Mangen christelig Fornægter Kommer hid og banker paa. Hver af os har her sin Uge, Hvori han maa gjøre Vagt; Touren er til mig; min Magt Jeg med Fynd og Klem skal bruge, Skal nok tage mig iagt, Før jeg aabner Lem og Luge. Og idag en Rector alt Har jeg havt den Fryd at drille; Alle Philologer ville Hid til os, og for Gevalt Have Noget at bestille Med at grave attisk Salt. Men jeg skal dem expedere Til et Sted, hvor de kan staae Paa det Tørre, naar de maae Mine Skyer commentere. -- Men der seer jeg En at gaae Henad Veien og spadsere. Hvis ei Synet mig bedrog, Vistnok herhen styrer Manden. Ja, der er han. Som den Anden Er han sagtens Philolog. -- Heida, Landsmand! #Sjælen.# Saa for Fanden Eders Brøl med Skræk betog Mig paa disse tause Steder. #Aristophanes.# Siig, hvad søger du? #Sjælen.# Min Ven! Til en rolig Havn jeg hen Mig begiver, og hos eder Haaber jeg at finde den. Hid jeg sendes af Sanct Peder; Han har viist mig til et Sted, Hvor de gode Hedningsjæle, Som ei lyve, som ei stjæle, Boe saa godt ved Søens Bred, Og ved glade Fester dvæle, Hvor man kan i salig Fred Synge, drikke, sig bekrandse, More sig saa godt man vil, Mens til muntert Strængespil Mange vakkre Piger dandse; Kort, er Stedet bare til, Har det, saavidt jeg kan sandse, Megen Lighed med vor Jord, Dog af Plager sagtens færre. #Aristophanes.# Kan du Græsk? #Sjælen.# Nei, strenge Herre. #Aristophanes.# Men Latin da? #Sjælen.# Knap et Ord. #Aristophanes.# Det er godt. #Sjælen.# Ak nei, desværre! #Aristophanes.# Som jeg siger. #Sjælen.# Hvad? I troer? ... #Aristophanes.# Jeg er meget glad ved Dette, Thi saa veed jeg heraf strax, At der ei paa din Syntax Er Uendeligt at rette, Ei Udtalen af den Slags, Som vi kalde her den slette. Uden alt grammatisk Spind, Uden Vaner maa du være; Saadan er det godt, min Kjære, Thi naar først du kommer ind, Kan du paa vort Sprog at lære Siden altid lægge Vind. #Sjælen.# Gud skee Lov! det var jo prægtigt! Saa luk op, jeg er parat. #Aristophanes.# Giv lidt Tid, vær moderat! #Sjælen.# Undskyld, men jeg længes mægtigt. #Aristophanes.# Dette Hastværk, Herr Krabat, Forekommer mig fordægtigt. Giv dig Tid, og tal. Velan, Lad mig høre dine Grunde, Hvorfor du til os vil stunde; Thi at ikke Græsk du kan, Er en Grund, som ingenlunde Kan forslaae, min gode Mand! #Sjælen.# Ak! I gjør mig heel urolig! Nys I sagde, godt det var. #Aristophanes.# Ja, saafremt du ellers har Anden Adkomst til vor Bolig. Er din Oldtids Tanke klar? Er med Hellas du fortrolig? #Sjælen.# Herre! jeg har ei studeert, Jeg blev, som saa mangen Anden, Strax bestemt for Handelsstanden. #Aristophanes.# Meget pudsigt og forkeert Svarer du. #Sjælen.# Jeg troer, at Manden Blot vil have mig fixeert. #Aristophanes.# Hvorfor troer du her at passe? Classisk Kunst du søger da, Classisk Viisdom? #Sjælen.# Classisk? Ja, Jeg har gaaet i Handelsclasse. #Aristophanes.# Det gjør Intet til og fra. Nævn kun i den hele Masse, Knyttet til Athen og Rom, Eet, som fængsler dine Tanker, Eet, hvorfor dit Hjerte banker, For hvis Skyld du kom til os. #Sjælen.# Atter en Examen vanker Her ved denne Helligdom. #Aristophanes.# Er det maaskee Længsel efter Alle hine store Mænd, Som dig drager til os hen? Siig, hvorved din Tanke hæfter, Om Homer tiltrækker den Med de mageløse Kræfter, Eller Platos Aand dig har Draget efter ham i Døden? #Sjælen.# Saadan er det. Ufortrøden I Historien jeg var, Og har altid skummet Fløden Af Begivenhedens Kar. Og endskjøndt jeg lytter heller Til det Nyt, som min Avis Mig fra London og Paris Paa den sidste Postdag melder, Sætter jeg dog ogsaa Priis Paa hvad Oldtid os fortæller. Jeg har Intet imod den, Uden Det, den er saa gammel; Derved blev den mig lidt vammel; Men jeg agter den igjen, Naar jeg husker, den en Skammel Var for os med sine Mænd. Dem at see jeg har isinde; Og især jeg gjerne fik Mig af Socrates et Blik. #Aristophanes.# Socrates? Han er herinde. #Sjælen.# Ham jeg kjender paa en Prik! Han gaaer aldrig mig af Minde, Stakkels Mand! Han Giften drak, Som en Flok Athenienser, Skurkepak, som Lov ei ændser, Tylded i ham. #Aristophanes.# Mange Tak, At du ei din Dom begrændser, Kalder mine Landsmænd Pak! #Sjælen.# Nu ... jeg troede ... #Aristophanes.# Hvad? #Sjælen.# Jeg mindes, At der var en Gjøgler med, Som ham gjorde stor Fortræd, Og sig lod af Pøblen vindes; Aristophanes han hed. Men bestukken af en Qvindes Deilighed, han snart blev from. #Aristophanes.# Er det muligt? Hvad er Dette? Hvo har kunnet dig berette Saadan en løgnagtig Dom? #Sjælen.# Saadan lyder just den rette Kundskab, hvortil sidst vi kom.