# To verdener ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/to-verdener-41045/index.md Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til; man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig formodning. Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men _lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed være deres overmand, der blev foretrukket for ham. På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde ønsket. Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt, at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur har frembragt. Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev slog sig på bøgerne. Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske, men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed, der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter indskydelse. Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen. Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så frembringes der tanker af varmen i hans hjærne. Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling? Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde denne tilsyneladende urimelighed. Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder -- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet, tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en sag, som hun helst havde været ene om at bedømme. Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede indfald. Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til skrivebordet, så hun havde ham i profil. Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se. Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes venstre øjenbryn. Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg ikke. Og drej hodet igen. Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde, som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden. Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her. Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig. Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu, nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand. Se her; er det ikke meget godt? Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo -- --. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold. Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget, der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for at gøre hende en fornøjelse. Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga. Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor kunstnerinde -- eller blir det. Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde læst i. Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes. Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset. Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun. Det havde han; hun måtte gærne se dem. Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun. Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker. Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning. Det ynder du formodentlig ikke? Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din? Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga. Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende. Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun. Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han fandt ikke noget at sige hende. Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig? Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den grad minder om små børn. Kunde du ha lyst til at tegne den også? Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt bitter lystighed: Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle bedre hunde end dem, du har hængende på din væg. Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem? Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved. Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden? Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se. Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med lange børster -- -- Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig. Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang, den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen. Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den. Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt. Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget snak? Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten, jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var gavnligt for dig, at du kunde overkomme. Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg ta nogle af dine kunstnerbiografier med? Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem. Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så på dem alene. Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. -- Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på. Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk bekymret ansigt. Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det. Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan fra dig. Farvel, store mand. Farvel, Helga. Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig som den lille? Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd til det. -- Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind; den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den eneste form for kærtegn, han kendte. * * * * * Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået; hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke. En tåre faldt på papiret under hendes hænder. Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt. Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede nøglen om med et harmfuldt vrid. En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet. Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet; hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind. Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige, usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det bedste". Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen. Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden, sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, der skynder sig at tro. Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished havde gennemtrængt ham. Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling, hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin, skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans; dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed. _Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve, og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat. Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom, mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens -- men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden. Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle. Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr. phil.s værdighed. Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder; nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og oprigtighed. _Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld. Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?