Part 4

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde, hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når det andet var sket.

Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil: Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.

Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun ingen tvivl længere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.

* * * * *

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god. Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag igen.

Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik? Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt. Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende; hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se, hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet, da han spurte:

Hvordan går det så med humøret i dag?

Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt, fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget efter. Hun havde fået sin del, som der står.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at hun måtte undre sig og blev vågen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste, hvad det betød.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi, der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde det billede hænge på hendes væg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove, skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod væggen, så der gik hul.

Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget nøjagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den foreløbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt sind, lige til hun faldt i søvn.

Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en beslutning.

Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne omstændighed.

Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en handling er en ganske ulyrisk ting.

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk, som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- --

Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham, og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers vilde være ved det. Det var det eneste visse.

Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som jeg ved?

Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen, og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.

Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af indre lystighed.

Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at få det undersøgt?

Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans overvejelser.

Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har gjort det før.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom så, sa han.

Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.

Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede tiden.

Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned efter blomsterne.

Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den virkelige. Den forjættede hånd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to hænder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør, rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række ham en hånd som denne her -- --

Næ -- sa han og trak været dybt.

Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke det? sa hun. Slip så da.

Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en død ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.

Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?

Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind, en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte, De kunde ikke holde det ud.

Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen tankegang, og han følte det med liden glæde.

Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.

Det er jeg også, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.

Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget af at drikke.

Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.

Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.

Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet. Han tog hendes hånd.

Lad os sætte os ned, sa han.

Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig, forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand falde ned på hendes hånd.

Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk forsøg.

Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.

Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt ind under strålen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så følte han på den, og de så på hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende som et lille barn.

Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd. Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.

Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom før.

Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun vilde.

Denne dag er Helgas, tænkte han.

Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag, da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende med sine kys, helt.

Fler!

Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.

Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så han tænkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige inden -- --

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil dette så blive begyndelsen til?

* * * * *

Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans følelser luft:

Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge, blondladne kvindehår!

Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur --; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha anden anbefaling.

Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik, besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer bragte han gærne sin udvikling.

Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer; Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske sprog; så indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn. Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.

Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed. Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent. Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil., der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang, og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre. Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel, erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester; senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder, forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen; lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven -- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen -- -- --