Part 3

For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men det var der jo ingen, der vidste.

Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.

Var der flere med til det? spurte hun så.

Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.

Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.

Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af ærgrelse.

Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.

Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig, hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.

Hvorfor det? spurte Berta.

Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig, det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.

* * * * *

Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det, medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at skikkelsen var Helga.

Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.

Har du grædt?

Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok, jeg har tygget græs.

Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud, Helga?

Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du bestilt?

Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.

Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?

Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.

Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- --

Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.

Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.

Men Helga, hvad er der i vejen?

Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for mig fortæller han alting.

Det er ikke sandt.

Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.

Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. -- Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.

Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.

Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?

Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer og besøger jer. Gå så med dig.

Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.

Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for dig.

Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?

Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler, hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.

Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer, de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik, så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.

Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk foruddannelse om kommende rigdom.

-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke vejede noget.

Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende i møde.

Hvor har du været, Helga?

Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav retningen.

Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun sig og gik rask ind ad mødestedet til.

Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.

Tillader du, jeg følges med dig?

Helga så forbavset på hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt påfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en besynderlig og flov virkning.

Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den ene efter den anden -- --.

Grandlev rejste sig fra et af de små borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.

Der er ingenting, sa hun og så op på ham.

Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.

Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar; ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar, ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin mund op.

Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de andre.

Forstår De det ikke, Helga? spurte han.

Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.

Det gør jeg nok, sa hun.

Hvad vil det sige?

Det ved jeg ikke.

Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.

Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var bittert, og som sved.

Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.

De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.

Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at ydmyge hende.

Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke hende i håret.

Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken -- og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det ringede, og hun måtte af sted.

Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.

Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.

Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt, endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.

Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget? Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i grunden så sørgeligt.

Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om. Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med, at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt. Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt blive på den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun hørte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --

Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen; øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt lejlighed.

Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede med sit atlas over knæene.

Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok, hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var fyldige og sad passende tæt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.