Part 2

Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?

Vi kan jo prøve.

Han er villig, tænkte hun.

Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.

Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.

Det er det, erklærede han ivrigt.

Mon?

Hvorfor går du nu over på den side?

Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.

Det gør ikke noget.

Med Deres ny støvler.

Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?

Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om, så klynger han sig til det med en iver --

Du er vist ked af at følges med mig, Helga.

Ja.

Kan du ikke lide mig?

Nej.

Hvorfor ikke?

Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De kan godt lide mig.

Ja, Helga, det kan jeg også.

Nå ja, så løber jeg.

Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han kan fri, mens han løber?

Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil ikke løbe mere.

Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?

Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min hustru?

Nej.

Hvorfor ikke?

Æv, æv, tænkte Helga.

Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?

Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.

Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig; der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.

Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?

Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys -- som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter; stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.

Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun, hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse. Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa nej.

Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet. Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde, der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige hænder. Hun kunde godt tegne det.

Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget andet, som han vilde ha, hun skulde være.

Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt, da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på bordet.

Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse, hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med hr. Jensen.

Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr. Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke.

Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr. Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han ikke, tænkte hun.

Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over legepladsen.

Pas på, du ikke falder, sa han.

Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt, at han havde opsyn i det frikvarter.

Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?

Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.

Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et andet væsen end i forgårs.

Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med. Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.

Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv udbrød hun:

Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde, jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal sige til et barn.

Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes; han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af nyt håb:

Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- --

Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej, til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke, hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af vinduet og råbte:

Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.

Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.

-- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:

Må jeg låne din bog?

De skal altid låne min bog.

Kom med den, siger jeg.

Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når De har haft mine bøger, mumlede hun.

Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og hjælpe ham.

Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.

En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.

Hvad er det?

Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der lavede sådan et morsomt ansigt.

Må jeg se det ansigt, Helga?

Nej.

Så får du en anmærkning.

Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin munterhed.

Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.

Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden under skrev hun:

Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!!

Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med kridtet at lede efter vinkel AOC.

Hvad er det for et papir?

Helga fik det straks returneret.

Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.

Må jeg se den?

Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd.

Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte tegningen i sin ene sko.

Hvor blev den af?

Den er i min sko.

Jeg vil ha den.

De vil da ikke ta mig om benene.

Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.

Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes sko. Hr. Jensen kastede sig over den.

Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. Jensen var en agtet lærer.

Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.

Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?

Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.

Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.

Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.

De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved det ene ærme og stak resolut i trav med ham.

En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte og mindre ansigter.

Er her plads til os to? spurte Helga.

Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.

La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou herind.

Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på trinet.

Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev gjort ryddelige.

Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.

Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.

Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed. I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk, af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det, som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.

Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?

Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i gang.

Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?

Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men det relative interesserede ikke.

Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.

Nej, erklærede Dagmar og rødmede.

Jo, sa Helga, man kan se det på hende.

Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive forelsket.

Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige eller gøre: at se mildt til stjærnerne.

Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på, at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?

Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde, som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.

Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al samtale stansede i nogle minutter.

Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre, idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det, men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde. Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående, han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige: et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden; han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over det og over hende med, hans interesse havde været ham selv påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område. Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget, _som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent opdagelse.

Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket, han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.

Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende, mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri var ikke noget mærkeligt.

-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved siden af ham.

Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.

Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.

Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.

Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i, Helga. Tænk ikke mere på det.

Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.

Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.

* * * * *

Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.

Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

Du siger slet ingenting, svarede Berta.

Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor jeg gik, før jeg kom hertil.

Å, lad os høre det, bad de allesammen.