Part 12

Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.

Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig, og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det, jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen?

Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder mig fast.

Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den, der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.

Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig, og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom består jo i at vide så lidt som muligt.

Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt. Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg -- -- --.

* * * * *

Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.

Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl. Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene betød hendes lykke.

Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om døden.

Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller mere kunst?

Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en sti.

Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde, til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste, fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var, ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke var tilstrækkelig.

Hun læste hans brev igennem en gang til.

Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.

Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod og tænkte.

Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev, højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en uforklarlig magt.

Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig en hel kærlighedslykke.

Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.

Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny kraft; hun vidste det.

Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe hinanden.

Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.

Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre over hendes halve sjæl.

Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.

Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.

Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber, og den unge mand skulde bære hendes træk.