Part 11

Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem -- din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig -- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- -- --. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.

Han så spørgende på hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde bestemt til det.

Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde, der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. -- Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.

* * * * *

Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted. Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så vidt muligt at se på hende.

Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling; deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første; de havde jo talt ud.

Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg op på trinet.

Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene. Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham hæftigt og sa:

Jeg elsker dig.

Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.

Det forstår jeg ikke, sa han.

Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.

-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst, søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.

Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen, den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen, socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand, præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker, der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.

Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning, og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.

Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som eksistensberettiget? Nej.

Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred, som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre eller bedre ord.

For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt forsvandt.

Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse; omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed: Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.

-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den. En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg -- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen, fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft, der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første halvdel fra, da mærkedes det ikke.

Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre, golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans vegne som en, der til en vis grad forstår ham.

Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk, vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner. Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er; i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.

Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling? Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret? Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.

Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad, ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.

-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt, for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro, som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens uforanderlige ligevægt.

Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige, han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham, ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform, der var ham mest tjenlig.

Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste, ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro. Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres: forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige svagheder.

Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu, efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig bestemt fra evighed af.

Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem grundigt nok.

Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder, der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med, at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større verden.

Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin fuldkommenhed.