Part 9

-Om lidt blir her køligt--hans Stemme lød saa mildt--saa gaar Solen ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....

Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:

-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa god ... hvor du er god....

Sygepasseren vendte Hovedet:

Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse hun paa langs henad Sengen--som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men føj ham blot; det kan dog ikke skade--desværre.

-Og _gaa_ saa derind.

* * * * *

... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa Strømperne paa ham:

-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder.

-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.

-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig.

-Ja, Fa'er, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af alle Kræfter.

-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klæderne fik han forkert paa.

-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i Taarnet.

Han tog Tine om begge Haandled.

-For det er _Jorden, der brænder_, sagde han og begyndte selv at skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ...

-Ja, Fa'er, ja!

-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og aandeløs: Der er Ild i Jorden--hører I--hører I ... der er Ild i Jorden.

Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,--mens Madam Bølling skreg--byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, ustanselig, skrigende paa Lygten:

-Lygten, Lygten--skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han begyndte at lé.

-Jo, Fa'er, jo.

-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling.

-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, ud og ind.

-Ja, aa ja,--Madam Bølling løb uden Sans.

-Lygten, Lygten, skreg den Syge.

-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt.

Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold dig til mig, hold dig til mig og pas paa.

Den Syge lo højt og længe gennem Larmen.

-Vi vil se, hvordan Jorden brænder ... Gud har sat Ild på jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter.

-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm.

Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den løftede Lygte, paa det øverste Trin--Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved.

-Fa'er, kom.

De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Hækker og snublede over Stene.

-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn.

Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Døren slog i for de hylende Hunde.

-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.

Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den.

Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje--mellem dem laa Natten, som vilde den sluge dem.

-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger.

-Tinka, pas paa, pas paa.

Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe og de ogsaa--paa det faste Loft.

-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bølling rev i Lugerne, og Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede Luger.

De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt--som Randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.

-Det er Øen, der brænder, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som onde Dværge.

Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.

-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige Gange.

Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen--hun lyste for Berg, der kom op:

-Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. _tog_ han hende, dækkende hende med Kys.

Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel.

-Men _De_ trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn.

-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine _løb_ gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær.

* * * * *

Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt opløste Seng.

Hun satte sig op og mumlede:

-Det er en Bespottels' af Gud.

Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten.

* * * * *

Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet.

VII.

Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.

Tine løb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom.

Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi--hendes Ansigt var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit Haar under Sjalet.

Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to "Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen.

Han talte med sin kvækkende Stemme--Tine saá op i den lyse Himmel, Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--:

-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare Stemme, og hun løb ind til Ane.

Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse.

-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?

-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak--det er Øllet.

Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter.

-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:

-Men _Luft_ maa her ind.

Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men det var spigret.

-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort med et Par rappe Hænder. _Saa_!

Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende ved Vinduet--Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel.

-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.

Ane hørte ikke.

Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under Regningen.

En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den og brølede, da Ane tog den.

-_Kom_, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i de løftede Arme:

Og det var Ridder Ro og det var Ridder Rap Tip-Tap. Og det var Ridder Snip og det var Ridder Snap Tip-Tap.

Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt:

-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne _slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.

Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med Drengen paa sit Skød.

Ane blev ved at tælle sine Tutter.

-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke Luft.

De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned.

Tine satte Drengen bort med et Sæt.

-Der er de, sagde hun og stod op.

Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende Trup.

-Nu naaer de Bakken, hører du?

-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt.

Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin--ned ad Bakken nu.

-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.

-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger.

De første Rækker kom forbi--tyndede og sørgmodige. Officererne gik ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa Række--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér.

-Saa stille de bli'er, sagde Ane.

Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:

-_Der_ var han--_der_ saá hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ... nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun saa træt som de andre--forbi som de andre.

De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens Nedgang.

-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne. Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, sagde hun:

-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun skulde trøste ham, pleje og trøste ham.

Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.

Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt og uden Støj.

Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.

Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han skulde drikke.

Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede--lykkelig ved kun at sysle her, hvor de skulde være sammen.

Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren.

Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke igen--han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige, hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.

Hun gjorde kun én Bevægelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.

Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun sagte:

-Var det saa forfærdeligt?

Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.

-Forfærdeligt, sagde han kun.

Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brød frem af hendes Øjne.

Saa bøjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber.

Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der fryser--frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.

Han svarede kort, i en Tone uden Liv.

Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal endnu mere tonløst.

Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.

Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod sit Bryst.

Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:

-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke.

-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.

Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne.

Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe den ind.

"Skovriderens Ret" bar Tine selv.

Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig.

En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden.

Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.

-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.

Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte at smile som til et Ja.

Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke--og satte sig igen paa den Plads, som han lige havde forladt.

Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var.

Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor skingert.

En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:

-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.

Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der stod op:

-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.

Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig stiv--som en Automat--mens han sang:

Har I læst den Berlingske Avis-- eller har I hørt'et, at en fornem Hertug i Paris har sin Kone mørdet? Hun var lige gaaet i sin Seng, drømte om sin Manne,-- han hed Hertug Choiseul Praslin, hun hed li'esaadanne.

Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge--en Englænder og den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften:

... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, spurgte: "Hvad behaver?" Men ved nøjere Eftersyn hun fandt Fruen rent Kadaver. Hertugen den Tyverad vaskede sig i et Fad, aad en Ret forgiftet Mad, brændte saa sin Slobrok. Tralala, lalala, tralala.

Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det--knap nok de, der sang.

Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der sagde:

-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.

Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til hinanden.

I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige:

-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.

-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte--i hans Øren lød kun bestandig Skansernes fortumlende Støj.

-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over Broerne.

Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet, langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.

Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren--men han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.

Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saá det ikke mér: hendes _Liv_ hang kun i magtløs at vente.

Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.

-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu--jeg kommer fra Pér Eriks'.

Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.

-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal. Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.

-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig.

Nu saá først Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom døde Stemme--og pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som var hun uden Liv og Blod.

-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.

Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet.

-Nu gik han forbi.

Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, glatte og glatte det.

-Tine, Tine, sagde hun.

Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med Øjne som en Hinds, der døer--_uden at fatte Døden_.

Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.

-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.

Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik hun ud.

Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg.

-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?

-Fra Tine, svarede Tinka haardt.

-Godnat.

Tinka løb ned ad Alléen--og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i Fortvivlelse.

Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro.

Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang kunde sove.

-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.

-Ja, haard, sagde Berg.

Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.

-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt.

Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl--Dæk Avnbjerg--Ragebøl dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende.

-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.

De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste, Haandtrykkene Kammerater imellem.

Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans Skridt, der døde bort.

Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde:

-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter, til det bliver stille.

Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.

Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte Korrespondenternes Stemme paa Trappen:

-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den Sortsmudskede.

Og Baronen svarede:

-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.

Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet. Kun den Søvnløse gik og gik.

Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog kom".

... Hun foer sammen--det var hans Trin.

Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da han kom.

Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder smertede:

Hun smilede og sagde:

-De kom dog.

-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende.

... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.

Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet:

-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.

-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal.

Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær--mens Kanonerne sang.

* * * * *

Det var over Daggry.

Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og nikkede.

Maren vækkede hende.

Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:

-En véd virkelig ikke, hva' du tænker--det er den lyse Morgen....

-De _tør_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet.

Maren kom ikke af Tøjet mer.

VIII.

Det var næste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden.

Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke været hjemme.

Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i Køkkenet, og hun aabnede Døren.

-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller vred.

-Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom ind. Og din Fader har været saa syg--og din Fader har været saa syg ... saa længe, saa længe ... Aa--det har været slemt--det har været meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:

-Tror du, her har været bedre?

-Nej--aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun:

-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig.

Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren.

Madam Bølling brød op.

Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden....

Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i Gaarden--de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.

Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang--ingen vidste, hvorfra Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne.

Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge ventede, raadvilde og tause.