Part 8

Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at tale--løsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fødsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skældende Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn.

Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende:

-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?

Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn.

-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg har talt med Deres Mo'er.

-Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden.

-Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet.

De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nærmer sig Foraar. Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.

De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned--og de tænkte det samme.

Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen.

Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig.

-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skørterne fløj om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb.

Berg og Tine skiltes.

Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. Den sødligt kvalme Luft fra de Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne Kort.

Madam Bølling var i Køkkenet--hun kogte Hønsekødsuppe til "dem derovre".

-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun.

-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.

-Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og satte sig af Bevægelse.

-Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før.

-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bølling, Bølling, raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det.

-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.

* * * * *

... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.

Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.

Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at skrive.

Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede Øjne.

Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle Bogstaverne, ligesom om han stavede.

Appel slog Blikket op:

-Aa--De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.

I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn med Øllet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde:

-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane forstod' et at bland' det tynde øl....

Den Krøblede blev ved at snakke.

Tine gik fra ham: Han havde været til Kros.

* * * * *

To Nætter efter blev Tine hentet hjem.

Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude.

Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var ikke til at holde i Sengen.

Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.

Tine maatte blive derhjemme.

VI.

Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse--Psalmer og Skriften. Tine læste og læste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile.

-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....

Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra Sønderborg--paa fireogtyvende Time.

-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit Køkken.

-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.

Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur.

Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Søvn, hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin Plads.

-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød.

-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og slider.

-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.

Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes Brøl.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen, indsvøbte i et Sjal.

Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen tændte to Fremmede Ild.

Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit Skød--:

-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.

-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

-Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod paa Markhøjen--forfærdede foran det brændende Land.

Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et Dyr, der stønner.

Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.

-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste Børnene at spise.

-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie jamrede højt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....

-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som Sofie skulde bære rundt.

-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om "al den Elendighed".

-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.

Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev Kanonernes Bulder hen over Huset.

En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en Skildring af Bombardementets Rædsler.

Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til Sæde.

-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder.

En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i Vindueskarmen.

Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en halv Time--og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de satte sig.

Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev lagt i Pigernes Seng.

Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres Hjem--uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende Værdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned.

Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille.

De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler", udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen hørte:

-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke hyggeligt.

Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet at ligge.

-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:

-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

Et Par Købmænd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refræn.

Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer.

Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham raabe:

-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det gælder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten, har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder ... Og der falder en Granatregn nu over Broerne....

I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange Øjne, mens Tøjret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at slikke hendes Hænder.

Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig Angst og trykker sig op imod Jægeren.

I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende--Kørende og Gaaende.

-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord uden Vilje.

Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben red ind paa Marken for dog at komme videre.

Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:

-Hvor ligger tredje Regiment?

-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

-Han laa ved Broerne.

Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst.

-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte Klokkerne og vilde ud af Sengen.

Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han raabte:

-Bed, bed, lad os staa op at bede.

-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.

-Lad de Ugudelige bede....

-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør og hun hørte dem ikke:

-_Han_ laa ved Broerne.

-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen paa sin Dyne.

Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam Bølling højt.

-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, --hører du--læs ... lad os alle bede.

Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste:

-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor Frelse i Nødens Tid".

-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er almægtig.

-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".

-Gud er almægtig. Gud er almægtig--

Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun tomme Lyd:

-_Han_ laa ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten som med Triumf--alle Esaias' Rædsler.

-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og talte sagtere:

-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til Evighed skal ingen gaa igennem det".

Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille.

Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang:

Vor egen Magt, den er kun svag, let kan os Fjenden fælde; men En antager sig vor Sag, omgjordet med Guds Vælde: Det er den Herre Krist, og Sejer faar Han vist! Der er ej anden Gud, Han drager med os ud. Han Marken skal beholde.

Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog sang derinde--_de, som skulde dø_.

Og myldred Djævle frem paa Jord og os opsluge vilde, vi frygte dog ej Fare stor, de deres Trusler spilde. Lad rase Mørkets Drot med Løgn og Mord og Spot. Han har dog faaet sin Dom, da Krist til Jorden kom: Et Ord ham nu kan fælde. _De_, som kunde dø--dø og faa Fred!

... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen.

Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?

Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik paa den sovende Syge.

-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han og pegede ud mod Kirken.

-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede deres Ansigter, følesløse--naar de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var _deres_.

Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nøgne Vogne stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse.

Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne tørnede mod hinanden.

Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun skulde i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede.

Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De _kunde_ ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der var ikke Charpi.

Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de Kvæstedes Stønnen i sit Øre.

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod hun Munden løbe:

-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine Piger--den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes Raseri--:

-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, syntes hun, hun saá--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde hun:

-Han er død.

Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder.

-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg--rør mig ikke, be'er jeg, be'er jeg....

Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg var hun--og hjalp.

-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste.

-Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han rallede.

-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Døende.

... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. Bølling var vaagen nu igen og saa urolig:

-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset, sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa Bølling, med hvem det var saa rent forkért.

Lægen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende Stakler bad om Nattely kun--forgæves.

-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

-Ja.

Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Søen--med "de unge Piger".

Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak--at du kom.