Part 3

Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og Fader røg sin Pibe paa Trappen.

-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.

-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.

Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i Mose--baade for Somren og Sæden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom sént. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak.

Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.

Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort og Katekismus.

Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for at høre til.

-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.

Baade Fædrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Børnene tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale sig en Stund, efter Dagens Sved.

Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren, bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille.

Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen paa sin Vogn:

-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj Maaned.

-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som véd at blive færdige med Høsten.

Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.

-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling maatte først give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at høre, _hvor_ det var, og hvordan det stod.

-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tænkte del. Det er vel Tiden....

-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.

-Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og Madammerne gik ind.

... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med

Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, _er_ det saa gjort?

-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.

-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ské Tak ... Ja, saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling.

-Godnat, Madam.

Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.

Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte Talen ind i Køkkenet.

Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.

-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bølling; Og Gud ské Tak--hun stred sin Strid.

-Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen.

-Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede tause.

Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Præsten sammen nu--; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom.

Aarene gik.

Helg og Søgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag.

I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe efter Tjenesten.

Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.

Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens hun gik.

En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene:

-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.

Selv satte Tine sig--det hvide Bord var færdigt--paa Forhøjningen saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind.

Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed--saa Kroens Katinka lo hende ud, saa det klukkede.

-En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse.

Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede saa langstrakt ud i Solen.

Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.

Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en undselig Klump.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte og stramme rundt om Madam Ballings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte til hende, som nu.

Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saá Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i Sædet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og de spillede videre.

Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens--iforgaars, Berg hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.

-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling.

-Og det var godt det samme, erklærede Madammen.

Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han kunde være og hvorfra han var. Det _kunde_ være en af de Bergs fra Gram, mente Bølling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829....

-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding....

-Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling.

De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende Røster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to været med til at vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue og "Klædning" og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene med de sammenlagte Lommetørklæder, mens den midterste Kone stadig dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings Kaffe og fik dem fortærede.

-Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden....

-Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved hver Tiltale, sagde med et Ryk:

-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.

Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besætningen.

-Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, mente Knud Smed.

Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem ad Gammelgaard til....

... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene.

Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer lød ud i Aftenen.

Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en Levkøj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran deres Døre og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd blev hørt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.

Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.

En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.

-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre sine Øjne.

-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.

-Godnat, Madam Bølling.

Og Dørene blev lukket rundt omkring....

* * * * *

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens--de fra København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde--man skulde altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle de Mennesker at spise."

-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

-Er det Tine, hviskede hun.

-Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, som skulde lægges:

-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjælpeløs i Tæpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som "altid mislykkedes" for Fru Berg).

-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i Sengen.

-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Tæppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden og stansede foran Køkkenvinduet.

-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med sine runde Arme.

-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig være ganske køn--om Morgnerne....

Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad--: de fra Rønhave....

Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af Fremmede.

-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ... hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel kunde "lægge dem".

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til Vinduerne:

-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang hen ad Vejen.

Det Land endnu er skønt, thi blaa sig Søen bælter, og Løvet staar saa grønt, og ædle Kvinder, skønne Møer og Mænd og raske Svende bebo de danske Øer.

-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling.

-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod Sytøjet ligge i sit Skød.

Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.

-Aa--der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun vidste ikke, hvad han var--fra Rønhave....

-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.

-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... _Det_ endte Madam Bølling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.

-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte stadig kun paa Skovriderens.

-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade ét og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer.

Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i Storskoven.

Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte Vognene hjem med deres søvnige Gæster.

-God Aften, hilste Kusken dæmpet.

-God Aften, svarte Tine.

Og Gæsterne nikkede--halvt i Søvne, mens de rullede forbi.

Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng.

Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede forbi:

Danmark, dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa, hvor de tapre danske Drenge kan i Leding gaa....

-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke at vække Bølling, der sov: Hører du?

-Ja, Mo'er.

-Det var Skovriderens.

-Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

... mod de Tysker, Slaver, Vender, hvor man dem paa Tog hensender-- en Ting mangler for den Have, Leddet er af Lave.

-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.

... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ské Lov, lo hun. Gud ské Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern til de varme Vafler.

* * * * *

Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge.

Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, saa det klang;

Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed!

Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.

-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne under sit Forklæde.

Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste Sølvtøj.

Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte.

Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:

-Det var Bergs Breve fra det _første_ Aar, de var forlovede ... Hun løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler foran Tællelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde Fru Berg og holdt pludselig op at læse.

-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand ned mod Brevpakken, mens hun lo.

De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen.

Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.

-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.

-Tine, nu henter vi Peberne.

De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til hver.

-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:

-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".

-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det med Helsen ... nyd det med Helsen.

-Nu faar I Greverne i Spandene.

De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand:

-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt som en Kat ved Ild.

-Ja--ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af Fryd og Fornøjelse.

Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.

-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en Byldt.

Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:

-Ja--jeg har hørt om 'et før--sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før --og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begærlighed efter at høre det en Gang til.

Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.

... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb alene--det var jo maaneklart og ganske lyst.

-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, hun kunde dem jo udenad--Sætning paa Sætning.

* * * * *

Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.

-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.

Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, saa koldt som det var.

Og Julen kom og den gik.

Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet det sidste Dagslys.

-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine....

-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? spurgte hun.

Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

-At være to sammen, tror jeg--og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet.

Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene.

-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det--og alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte flakkende Lys endnu.

Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....

-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre saá opmærksomt efter Lys paa Lys.

-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.

-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.

Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær.

-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.