Part 12

Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde hun da lukke ind over sin Datter.

Hjælp mig i Tide at bevare mit Hjerte fra Letsindighed, at, naar du kalder, jeg kan svare; Ja, Herre, sé, jeg er bered. Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro I Afskedstimen Trøst og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom saa silde.

-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig strax ved Døren: det er Bispen--det er Bispen.

Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:

-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.

Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.

Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde ikke sé ham--hun kunde ikke sé ham ... nej....

Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.

Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....

De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine stakkels Hænder.

-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt.

-Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.

Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.

-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder.

Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig Andagt.

-Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.

Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans Hænder:

-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe?

Bispen løftede Hovedet.

-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne Klokker--sidste Gang.

Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.

I Kirken sang de igen--stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte sig ikke:

"Hvor er Lammet, Offerlammet?" spurgte Isak, syg i Sind, da Slagtofret var berammet med ham selv paa Bjerget ind. Bange for sit unge Liv, paa den blanke Offerkniv peged han og sagde: "Lammet, hvor er det, til Død opammet?" Her er Lammet, Offerlammet, siger Jesus, ydmyg spag, i min Faders Raad berammet er den store Offerdag. Bange vel af Hjertens Grund er jeg for den mørke Stund. Men for hele Verdens Brøde Den Uskyldige maa bløde.

Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven.

Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange Stemmer--Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn.

Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Præsterne bukkede tause.

Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt:

-Vore stakkels Bøllings--vore stakkels gode Bøllings.

Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne:

-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine Vidnesbyrd_".

Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.

Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den stivnede Jord.

En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af Kaleschen for at sé, hvem det var.

Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét--i disse Skrækkens Tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.

Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.

Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt--op over Vejen.

Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre efter "den Højærværdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning.

... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd".