Part 10

Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke.

Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrøm af, og de vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der strider med Mørket.

Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes.

Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.

Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i Solen.

Hans Højærværdighed saá intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte højere og højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.

-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger.

-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen.

Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han vilde køre om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans Højærværdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: kun _hans_ Tribun-Røst lod lige fyldigt op med Kanonerne.

Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Række--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud.

Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling.

Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over Sofies og Marens forasede Figurer:

-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte med: man maatte dog have Efterretninger.

-Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi.

Berg hørte ikke den bortrullende Vogn--han saá kun Tines Ansigt, da hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog paa Ruden:

-Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen.

Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet og tog sit Sjal.

Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én Smerte: Gyset fra inat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste--i Udspring--i Solen.

Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbøjet Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde kunnet attraa dette Menneske.

De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af hinanden.

De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses sværtede Mure gabede op imod dem.

Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det i Nat.

Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede Ø og sagde sagte:

-Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde hendes Øjne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vældige Malmklokker.

Tine var gaaet ned ad Højens Kam.

-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.

-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Højen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte saá han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som tilhørte ham og hans--saá han Plet for Plet; og han saá deres Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle Stemmer.

-Det var ham, ham de havde elsket som en Søn....

Det var, som hans _Sjæl_ var saaret. Kanonernes Døn lød som et fjernt og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende Smaat.

-Ham havde de elsket som en Søn.

En Officer stødte til hans Arm:

-Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

-Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Højen.

Officeren saá efter ham--Berg næsten vaklede, mens han gik.

-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin Vaabenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens tændte Lys.

Saa vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru.

... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá.

Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende nærmest. De sled sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over deres Ryg.

Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt--som om Slagene ikke kunde smerte dem mere.

Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand.

Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne.

* * * * *

Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl sammen og bestrøg dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn.

Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige Hænder.

Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen.

Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud af hendes Øjne, havde hun sagt:

-Han er jo saa ung.

... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun:

-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at ringe--man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig over Rummet.

Fru Appel sad kun som før--foran sin slumrende Søn.

Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!

-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os alle.

Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, her, hvor et Menneske døde--og Livet var forbi.

-Han vaagner, sagde Fru Appel.

Halvt i Søvne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen.

Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mer--de store Øjne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen laa ned ved hans Seng:

-Ja, Max, ja--gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun.

-Ja, Max, Ja--gør det saa ondt?

Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Døende rallede højere:

-Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt?

Han blundede igen og atter vaagnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille.

-Løft ham, løft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Hænder.

Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive.

-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

-Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage.

-Læg ham--læg ham.

De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han søgte om Ord:

-Annie--Mo'er--Annie--hører I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han:

-Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage.

Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine trykkede hans Øjne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt--længe. Time paa Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste ingen Trøst.

Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag Døren. _Der_ kunde hun høre, naar Tine gik.

-Der var hun--nej--hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor Tine allerede var ved Døren.

-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.

-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.

Madam Bølling gik hen til hende.

-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden....

-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig løs--men nu er det jo silde ... Godnat.

Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen og Døren slog til. Hun var borte.

Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved Døren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.

Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de--en rokkende Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, hun vidste ikke Rede.

Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede Skolen i sin Grund.

Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn.

* * * * *

I Skovridergaarden var der stille.

Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset.

Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke.

Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage.

Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik hun tilbage til sit Kammer.

Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.

Kort efter Daggry gik hun hjem.

-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, og slog sine Hænder om den tause Datter.

-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun; hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo bare gøre Tine urolig.

Tine gik ind til sin Fader.

Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet taget frem--dem med Løve-og Tigerjagterne paa Bindet.

Dem sad han og læste i--Time efter Time.

Tine sad ved hans Fødder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver.

"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje.

Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:

"Du skal ære din Fader og Moder"--"Du skal ære din Fader og din Moder", læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme.

-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam Bølling.

-Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen.

-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen.

IX

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var _dem_, som fik Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter "Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.

Den Krøblede jog rundt--men idag var hans Øl for tyndt: _saa_ raabte han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst _der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.

Fire Lolliker raabte højest--de spillede Kort--liggende plat paa Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af Soldaterne, fast og stille:

-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi _skal_ derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik.

... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i Skolen.

Hun var ikke kommen.

-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:

-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun hænger ellers trofast nok ved dette Hus.

-Ja, sagde Berg.

-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, sagde Sofie.

-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som led han ikke nok.

-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre.

-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen.

Han rejste sig og gik ud.

Et Kvartér forløb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen.

Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.

-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og lys af Glæden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.

-Nej--at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt.

-Det gør ham dog ondt, tænkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa Læberne fra hinanden:

-Bølling er jo saa syg.

-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling--det bliver værre og værre....

Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad--hans Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet.

-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde sét her indenfor.

-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg saá Bølling--lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke have kendt ham igen.

-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé til dig.

-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam Bølling og blev ganske rørt paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte holde den i sin--et Nu.

-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

-Men Tine--sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind--skovrideren skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste.

-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bølling kom ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om Herluf og Fruen.

-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens Berg sad--med hver Bid usvælgelig i sin Mund--og maatte spise foran Madam Bøllings Øjne.

-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i sin Iver.

Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og han tog paany.

-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den anden Side af Sengen.

-Ja, Bølling, ja.

-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger ... Bølling har jo lært hende det ... han har jo selv lært hende det ... og Tine _har_ altid haft rigtig en køn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sér i de gamle Bøger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere, Skovrider.

Madam Bølling blev ved at byde:

-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad, Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling.

-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:

-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle....

I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud--Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.

Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen--hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, der drog bort.

Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal derud og dø_.

Tine hørte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar derned. Sofie gør ingenting.

Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog, hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dér mødte hun Tinka.

-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

-_Derned._

Tine stansede ikke, men løb kun.

Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, ved Dammen.

Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde være _der_.

-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flæbende løb hende i Hælene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.

-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, nu er de derud'....

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April.

-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie.

Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at læse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve --dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned mod Skovriderens Bord.

Han havde kun _taget hende_--taget hende for ét Nu.

... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog.

Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Knæ--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa Tæppet.

De slikkede hendes Haand.

* * * * *

Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. Han vilde blot sé til gamle Bølling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.

Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest.

-Skal der rømmes? spurgte Bispen.

-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.