# Tine ## Part 1 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/tine-10686/index.md TINE AF HERMAN BANG 1889 Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med sort tryk._ _I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._ Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri. 1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. _VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes indsat foran dedikationen]. Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere, bagsiden for bøger af Bang. Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._ Til Erindring om min Moder. Denne Bog tilhører dig. Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en "Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad. Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt glemmer mig? Og du græd. Moder, fordi du skulde dø. Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem. Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om Nederlagstid og vort tabte Hjem. Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem. Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset, mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du? -Fordi vi skal rejse, svarede hun. Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os. Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg. Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa. Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler af angstfulde Horn. -Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. -Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen. ... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog. Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv? Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation. Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet, Skrækken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra Horsens. * * * * * Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, min Hjerne fra min allerførste Barndom syntes at have bevaret. Men i Udlandet brød flere frem. Det var mens jeg omgikkes med Formlægningen af "Stuk". Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den anden, at han snyder. Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk. Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer ham med andre Idéer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens Modvilje mod at lægge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brød frem. Jeg saá pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader og hørte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og det mod min Vilje, ti jeg ønskede jo helt at tilhøre en ganske anden Sfære, Luft og Plan--ligesom fra et Mørke, der langsomt lettede og veg, hele mit første Hjem tilbage. Dette Sted, som jeg forlod før Krigen, og som jeg ikke har gensét i fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen med Smedjen ved det lille Kær og Skolen, hvis Beboere jeg gensaá. Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt fler. De har væbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de første Gang pludselig brød frem fra Lag i Erindringen, som Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hærgede_ Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende Fodtrin. * * * * * Lad mig her sige ét. En Bogs Fødselshistorie vil være mange særdeles ligegyldig. Der vil heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortæller alt dette og fører den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg. _Eller_, at jeg forsøger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og prætenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget Relief. Det er dog ingenlunde _saa_. Jeg véd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet ikke vedkommer Læseren. Han dømmer Kunstværket kun af disse samme Minders Evne til gennem Værket at paavirke og overbevise ham. Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bør helst staa frit og tale for sig selv. Men Tingen er, at jeg tror, det vilde være interessant for Psykologen og mere oplysende for Kunstens Væsen end visse nylig atter fornyede æstetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om deres Arbejdes Fødsel og Veje og søgte at kontrollere de Hjernens Processer, som ledsager deres Frembringen. Maaske vilde man saaledes faa mer end ét Vink, der tændte hastige og fjerne Lys inde i Sjælelivets Halvmørke. * * * * * Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens ulidelige Uro og den trængselslignende Skare af Personer. Jeg har i denne Fortælling søgt at mindske Uroen og indskrænke Personantallet. Men hvorvidt det er lykkedes mig, véd jeg lidet om. Denne Uro og Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sér nu en Gang saaledes. Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale. Jeg maa ofte bie i Timer, før de ved et Blik, en Bevægelse, et Ord forraader mig deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gætte ligesom jeg gætter andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender. Hvis jeg da ikke anstrænger mig for at gøre den ene og korte Situation, hvori jeg sér dem, Bevægelsen, den lille Bevægelse, hvori de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gøre det altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da haabe at overbevise? At gøre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte mislykkede--Bestræbelse. Men det Levende er jo Bevægelse og Mangfoldighed. Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. Naboernes Stemmer trænger ind ad dens Vinduer, gennem dens Døre. Deres _Liv_ blander sig med Skolens Liv. Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skæbner Dønninger frem over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder atter Dønninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og Smedjens vel med. Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dér maa vi vide, at Livet fortsættes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund, der gøer, en Sang, der høres fjernt, maa fortælle det og minde os derom. Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle Egnen, hvor den ligger: vi maa _befolke_ Øen Als. Har Skolens Korsvej ikke Vejfarende--kører ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem og hundrede Liv? Nu vel--vi maa føle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Spørgsmaal, Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilværelse og maa med. Hvor kan da i al denne Bevægelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod just Uroen al den evige Bevægelighed, man vil? Og dette: at Læseren ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gør det, naar det store Helhedsindtryk kun kunde løfte sig med store Linjer frem af den Uro, hvoraf det er skabt. Kun Mangfoldighed og Bevægelse kan for mig give Billedet af Liv. De er mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gøre Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er Vanskelighederne ved en Kunst, som sér Livet stift i Øjnene, og hvis store, hvis fjerne Ærgerrighed er den at fæste dette levende, dette ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv. * * * * * Du bad mig, Moder, at jeg skulde sé til, at de ikke helt skulde glemme dig. Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa uendelig fjernt og saa uendelig klart. To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: min gamle Slægt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredaar havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger, som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i Norden. Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at sé Blod, og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes. _Du_ fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: Han vilde tvinde--til Belæring--sine Traade i Slægtshistorien. Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget. Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_. Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod. Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer. Og hvis _de_ tør leve--selv kun de korte Aar--saalænge bør _du_ ikke glemmes. Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dét Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os. Herman Bang. I. Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten. -Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften. -Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. -Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer. Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne fra Tébordet. I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden. -Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt, hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl. -Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekræftelse. -Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe. I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum. -Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. -Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom. -Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mærker af Portrætterne, der var tagne ned. Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme Tæppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tømt. Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han. -Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. -Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen--hun snøftede mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke.... -Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen. -Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten. Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagværk gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer. Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen. -Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole. Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig for at holde Varmen. Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i Lystigheden. Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen. Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester,--Munden stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet. -Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart. -Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om. -Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han kunde tro, hun allerede var oppe. ... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt. -Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun. -Ja, han var, gentog hun. Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde for Indfald--saa lystige Indfald. Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var allerede ved Døren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg-- Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus. Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og lo og satte sig ned--midt i sin Seng. -Du sætter dig paa _Tine_, du sætter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg, helt aandeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun. ... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren. -Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer. De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor alle Døre stod aabne bag dem. -Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie. -Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats. I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev stillet op ad Væggen. Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom de gamle Bøllings for at hente Datteren. Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, blev hun staaende paa Løbetæppet og saá sig om med Taarer i Øjnene: Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne. De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde anlagt "Tørklædet" imidlertid. Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes Ho'edpin'". Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset. Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu er vi færdige. -Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle skuttede sig ved det. De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hængt Fru Bergs Billede op ved Hovedgærdet. -Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres Sørgmodighed. -Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver Varme. De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen: -Ja--det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med Bibelen. Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og Brombærrene var godt surrede fast til Kassen? Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, for at Fru Berg skulde have dem med til København: -For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær. -Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine. -Ja, vi har no'en Gange--Madam Bølling bliver ved i samme stille Tone--faaet Brombær hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, sluttede hun efter en Stilhed. -Det har vi, sagde Tine og saá ud i Luften. Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Té, og Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang. -En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande" og "I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev bragt ind i en Sténkrukke. -Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bølling, der stadig tænkte paa Brombærrene--saa de derovre kan faa det som herhjemme.