Part 7

-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse (naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem _studere_ min Datter.

(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)

-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed, kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine Døtre og sagde:

-Man kender da vel sit eget Kød og Blod....

-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.

Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen....

-Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt ... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De _sige_ mig, hvad man skal give dem at bestille?

Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde give dem at bestille.

Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde, at de hørte, de læste--de fik for meget at vide....

-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.

Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene....

-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen Blegsot....

-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: _Han_ husker Skovballerne, sagde hun og lo.

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene over sit Glas--hun tænkte paa Konferentsraaden.

-Mo'er, hviskede Asta op.

-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf--de straalende Øjne--og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov.

-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.

Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud mod Sundt.

-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk, hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig.

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.

-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr. Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen ved at nævne Fornavnet....

-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender Gerster? sagde han.

-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bordet.

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:

-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede:

-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke.

Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet gennem sin Stang-Lorgnette.

Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal....

Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge?

-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg....

Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--_vort_ Ægteskab er et Kammeratskab.

De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.

Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:

-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de varmer ikke....

Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at Numer? sagde Etatsraadinden.

-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.

Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg ikke heller--Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte sig.

-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_ skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:

-_Og jeg da?_ sagde hun:

Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gaa her--alle de Aar, sagde hun.

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:

-Asta, sagde han.

Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, der gribes.

Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.

Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

-Ja, sagde Berg.

-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre.

--Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne:

-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen, netop tilpas....

-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.

-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud taknemmelige.

-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise.

-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med Pusteren for at slukke.

-Stine kan godt slukke, sagde Asta.

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket.

Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. Aa din Kryster, sa' Babette.

Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.

-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.

-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal høre op....

-Hvilket?

-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.

* * * * *

Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange Samtaler med sig selv:

Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde _kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Haand i dette, filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og »komme løs«.

Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed« og »Planer«.

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.

Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom løs):

-Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde _selv_ hørt Ordene med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye »Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til Kærlighed.

Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Er _det_ ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....

-Og _hun_.

Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstaaet hende.

Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld --et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen....

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....

Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.

-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.

Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne.

-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.

-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.

Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra.

-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad.

Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort:

-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han.

Gerster hørte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette Menneske, der _elskede_.

* * * * *

Næste Dag underskrev han Kontrakten.

Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.

Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde rejst i Norge.

Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.

IV

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at »Bygmesteren« sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt »Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.

Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.

-God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med »Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham--man havde borttaget Lærredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:

-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben.

-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

-Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa Piedestalen.

-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds.

-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det--Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet.

-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.

-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

-Nej--vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.

-Vel. Adjø--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.

-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme.

-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

-Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.

-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

-Hm. Det ene svenske? raabte hun.

-Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær--med aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse--af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.

Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op paa Skrivebordet--Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' træt ud, mens han i Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubriker.

Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet:

-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en Maaned læst syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem Aar spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk:

-Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre fra os, _høre_ fra os....

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.

Paa Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær --samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet....

Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.

Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.

Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.

Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.

-Hvilket?

-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper ... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.

Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.