# Stuk ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/stuk-12698/index.md -Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj. Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap. -Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan --saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand. De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme ned og hjælpe paa kokkken. Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale og tolv Kabinetter. De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde: -Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene. Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag. Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin. Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun kunde. Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene. Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. _Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre. Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene.... -Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne. Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere. Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft. Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« som alt det øvrige. En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge. Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder. --Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme. -Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11 ... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje. -Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede. De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ... -Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene. Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente. En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt: -Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal. De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da Spenner kom tilbage. -Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ... -Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet. -Pilloteringen? spurgte Berg. -Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner. -Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf. -Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens. -Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede. -Men Alverden søger jo, sagde Berg. De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_ blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til Direktør. -Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør ... -Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to. Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer. -Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ... De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas. Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned ... -Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele.... De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet. -Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset. -Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op. Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet; -Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_. -Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet«--saa tosset det end var. -Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: »_Jeg_ skyder Pengene ind. Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret. I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv. Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække med Døren. -Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«. Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen. Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi. Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl. Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen. Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie.... -Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret.... -_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten. -Aa, maa jeg være fri.... -Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre.... -Hold du din Mund, Frederikke. -Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine. Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten« rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten: -Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning.... Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr. Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhøjt. -Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling. Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen. Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang. Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde. Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed. Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave og dukkede. Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i »Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det øvrige.... Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. -Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans. -Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer. -Ja--lo Berg--om jeg kunde. Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden. Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale--otte Linjer.... -Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt. -Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke. -Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa Blyant. -De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher. Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt. -Ja, sagde Gravesen. Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde« gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter »Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo »Bagstykke«. Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et. Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skrævede. Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens første Leverandør. Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang _gaa_ fra denne Anstalt. Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa »hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. -Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i _en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til. -Den Maskine, sagde han irriteret. -Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar han skrev. -Hvad skriver De? sagde han. -Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet. Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«. -Hvor var De iaftes, sagde Berg. -I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte. Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke iaar. -Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet: -Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. -De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? -Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne. Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede »Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han. Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og »Noterne« blev staaende. »Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg: -Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'. -Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham. Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade. Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav.... Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. -Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde. -Tak. Og dig? sagde Berg. -Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig. Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at rode....