Part 19

Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede hendes Hænder.

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i deres Kreds.

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa Haaret og gik rundt igen.

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den samme, stadig den samme Sætning:

-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende Stemme. At han sidder dér og fryser.

Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun.

-Aa, ja, sagde Berg.

-Tror De? gentog hun.

-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.

Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med Ansigtet ned i den gamle Frues Skød.

Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne.

Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til Trøst.

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen Hjælp at yde og intet Raad at give.

Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«.

Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham og traf ham som Lyn.

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer.

Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse. Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af besynderlig dumpe og brustne Klokker.

Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund.

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.

Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre Dage.

Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne besynderlige muntre Betoning:

-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til.

-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt.

-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt andet--kun ikke det.

Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje Mathilde og være hende til Selskab.

-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke, hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det til for at berolige den stakkels Mathilde.

De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod

Deres hengivne Asta Heltz

Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. Berg.

Det var Edvard Sundt.

-_Dem_, sagde Berg.

-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at forsømme ved en lille Passiar.

-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.

De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.--

Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa' paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han staaende lidt:

-Ja, sagde han, han faldt derovre.

Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, _det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.

Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«.

Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ, sagde han.

-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke....

-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa Portrætet.

Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme »Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke ud«....

Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt. Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.

Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.

Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.

-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han var nitten Aar og skulle »rykke ud«....

-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg, forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han.

-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg:

-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....

-Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han skulle jo rykke ud.

-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa den »lille Gud«....

-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... Derudefra kom ingen igen....

Sundt tav.

-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over Skrivebordet: _De_ faldt.

-Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige tredje Bén eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet....

-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er.

Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.

-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den ligner kun en Saarfeber, De....

-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet.

-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?

-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan?

-I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse.

Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:

-Og hvad vil nu De, Berg?

-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:

-For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet fortsættes.

-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.

Han vilde gaa nu.

-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskværdig.

-Naa--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes:

-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

-Farvel, sagde Berg.

Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.

Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa Lirekassen.

Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede musikalske Piger i mange Tonarter Visen:

Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi.

Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.

Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr. Direktøren hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og præsenterede den.

Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration.

Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik utaalmodig op ad Trappen.

Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres over hele Trappegangen:

-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men Betalingen kan man hente hos Fogeden....

Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved at raabe....

Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling paa Etagerer og Bordkanter.

* * * * *

Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn.

Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som Konferentsraadinden sagde.

-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde hun.

-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.

-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod Øret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden.

-Næ, næ, rystede Etatsraadinden.

-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.

-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede Syge«....

De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.

Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for at staa lidt i det aabne Vindu.

Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise »det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.

Konferentsraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert, syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret:

Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa lystig, Saa lystig en Krig.

Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig Standsning, saa Kuskene bandede.

Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige slesvigske Valpladsen«.

Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.

Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede:

Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa Sværmen.

-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er underligt, du....

-Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende Udtryk: Underligt.

De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.

... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud paa Kongens Nytorv og skiltes.

Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.

Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket.

Saa faldt de hen igen.

--Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden København.