Part 17

Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.«

-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen højt.

... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:

-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et saa smukt »Terrain«.

Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.

... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og bedre end at sidde ene--for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, saa det lød hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde fundet Lys og tændt....

Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen....

Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved Siden af den blundendes Seng.

Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf --hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene sagte sukkede.

* * * * *

Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var skrevet ulæseligere endnu.

Der stod:

Kære H.

Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne sé dig forinden.

Din EG.

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det ... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden ... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--

Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da havde han sét elendig ud, elendig....

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig hviskede:

-Hvordan er det? sagde han.

-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....

-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men han maa ikke tale længe.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en sovende.

-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.

-Ja, sagde Herluf

-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.

-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig melodisk, syntes han.

-Stil den bag Hovedgærdet.

-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.

-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt? tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:

-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne:

-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du kommer til Syden....

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.

-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

-Men--Erhard--fordi man bliver syg--

-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du, sagde han.

Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

-Fa'r? sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.

-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra _hende_....

-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og saa op....

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«, som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_ kom ... og hun brød....

-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke lykkedes, sagde han:

-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande. Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse Ungdom....

-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.

De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:

-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage.

-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans Ansigt--før jeg rejser.

-Farvel--du, hviskede Herluf.

-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.

-Ja--Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var jo besværlig.

-Den værste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra Onsdagstaflet kom han:

-Er du dér? sagde han.

-Ja, sagde Fruen....

I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev ganske hæs:

-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs, lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev staaende paa Trappen.

-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

-Gerster, sagde Fruen blot.

-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?

-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse Folk, sagde han og knyttede Hænderne.

Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:

-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ... Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den ... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«.

-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste Halvaars Kampe med Erhard.

Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn:

-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? --en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_....

Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa Tæppet.

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al sin Stilling i den By, han skændede.

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.

* * * * *

Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til »Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.

-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.

-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.

Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte fra »Victoria«.

Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

-Men, Adolf, sagde han.

-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg kommer strax.

-Men--uden Hat, sagde Berg.

-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue bort.

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.

-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt aandsfraværende:

-Ja--naar kan vi sés imorgen?

-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.

-Ja--ja--imorgen tidlig....

-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.

-Klokken ti, sagde Berg.

-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

-Saa imorgen, sagde han og gik.

Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.

-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, »brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu--der _er_ Efterfølgere....

-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.

-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle?

-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig....

... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas....

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.

V

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag.

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at springe paa Trappen til Generalprøven.

Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue og saa' en fremmed Mand, der hilste:

-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med deres Sætstykker.

Og Adolf kom endnu ikke.

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik urolig op og ned og ventede.

Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet: De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?

-Har han ikke været her? sagde hun.

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

-Ja.

-Ogsaa hos os.

De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag.

-Ja, sagde Herluf

Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den ottende December.

-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen.

-Spenner?

-Ja.

-De siger han er syg, sagde Herluf.

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken Hansen og lukkede Pulten.

-Til de Gamle?

-Ja.

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over Gelænderne i deres brogede Uniformer:

-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.

Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén.

-De kommer jo igen, sagde Herluf.

-Ja.

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.

-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er Julemaaneden nu.

-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gaa.

-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra deres Garderober.

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf, forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde til Pligt at være her? Hvor var Spenner?

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de ogsaa reddede sig.

For de _maatte_ redde sig....

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.

-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.

Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa blot høflig og dæmpet.

-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte ham:

-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

-Ja, sagde Herluf.

-Og her?

-Er mit, sagde Herluf.

Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan.

-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:

-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.

Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén....

Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

Under Finalen gik han.

Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun stakaandet.

Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.

Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.

-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over Gelænderet.

Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde ganske som den gamle Frues.

-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om Hjørnet....

... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:

En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun drikker tre--Tre Kopper Thé.

Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.

-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.

-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.