Part 16

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad Dørene.

Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted. Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor det brænder.

... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve paa en Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin Overfrakke paa:

-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.

-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen imod Døren.

-Ja, sagde Adolf blot.

-Hvorhen? spurgte Berg.

-Hjem, sagde han i Døren og gik.

Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen mer.

Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig fjendtlige overfor hinanden.

-Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.

-Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_ længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:

-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«.

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for Konstantin--tænkte hun.

... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....

Sølvtøjet var der.

Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for Stykke:

-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tænkte han.

-Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten.

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

-Gaar du, Konstantin? sagde hun.

-Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa, hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at det blev sét:

-Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer, saa det just blev de gamle Pakker at sé til.

-Nej, sagde han som før og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en »Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu. Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i Kaaben og lod alle beundre den.

-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan jo gøre det.

... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det være. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han aabnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa Vejen til Byen....

Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun bragte videre til alle Køkkendøre.

Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han ikke bære det.

Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem sammen igen....

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de laa just som før....

Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med Forældrenes hvide Senge.

--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt at dreje den om igen.

-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet....

Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med hende, løst og fast, lystigt--før han gik.

Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

* * * * *

Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende ned ad Trappen:

-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og løb ned.

Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:

-Tyv--Tyv.

Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, som stod rystende ved Gelænderet:

-Tyv, raabte Madam Martens igen.

-Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder klaprede i Munden.

Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede« Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget Raseri....

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for sig.

Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«.

Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i Restaurationen, traf de Adolf:

-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma.

-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to, rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf igen.

-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren til for at faa Forklaringen....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at lé, mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige Lystighed.

-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti for én, sagde Adolf.

-Ti for én, bekræftede Spenner.

-Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud.

-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og fri for den anden, »saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem, der vilde høre det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt daarligt, rent daarligt til Koncerten.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid lød som en halv Torden.

-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad hans to hundrede og syv:

-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

-Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner.

-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

-Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør.

-N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' første Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

-Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt.

Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med Fribilletter....

-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke synge.

-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.

-Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse:

-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

-Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke »modtages«.

Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken tør først applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og Spenner fulgte efter.

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske mørkt i Stuen:

-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt fra Sædet.

-Ja--det gør vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden, der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt mellem de to Spejle:

-Er der saa faa! sagde hun ængstelig.

-Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.

Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne:

-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen.

-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig, og der kunde begyndes.

-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen.

-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet for at rense Halsen.

De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé paa dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene, og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog at sige noget, før han gik.

-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.

-Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. Theodor Franz rev Kontordøren op:

-Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op.

Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen for lukket Dør.

Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren ... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr. Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han raabte:

-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.

Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i Salen.

-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens han løb op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden, og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er hun, raabte han, hvis De vil vide det.

-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst.

-En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den, skal jeg sige Dem....

-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik slaaet i lige paa sin Næse.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit skingrende:

-En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine Saaler:

-Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«.

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet: og da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen.

Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig inde og skrive sin Notits.

Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale Mindedage som Fester.

-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e.

Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved Siden af Tribunen.

-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.

-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru Petersen.

-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i de øvrige velsindede Redaktioner.