Part 14

-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers.

-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte: »Hm--hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at en Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør.

Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.

Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.

-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med Linealen, før han lagde til:

-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før han lagde Linealen ned og sagde:

-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gøre Dem, _Dem_ personlig, sagde han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje) opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen Forsigtighed overfor Deres Foretagender.

-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf.

Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør.

-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.

Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul, men han smilte og sagde:

-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er ordnet, Hr. Konferentsraad.

Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_ staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.

-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:

-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer.

Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende:

-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.

Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.

-Farvel.

Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han saa'.

Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere rundtomkring.

-Ja, sagde han blot og satte sig.

Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.

... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.

Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte Vinger.

Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede, staaende eller gaaende rundt:

-At det kan vare saa længe, sagde hun.

-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf.

-Og han gik Klokken tre?

-Ja, sagde han.

De gik atter ned, begge to--de maatte være sammen--og de talte, mens de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:

-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné, der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe: Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.

-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.

De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.

Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede paa deres Pinde.

Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar den Gamle blot ikke faar dem at sé.

-Den Gamle--hvad? sagde Berg.

-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude skriver jo Navnet.

-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i hans Stemme--:

-Hvorlænge har det været saadan?

-Længe, sagde hun.

De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil:

-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.

-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt --og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgaar hinanden, sagde hun.

Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans Forvirring, som hun troede skyldtes hende:

-Vi var jo dog altid gode Venner.

Berg bøjede kun stille Hovedet.

Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der skulde spøge, men lod lidt brudt:

-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.

Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt og bedrøvet:

-Aa--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge.

Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille Stakkel.

Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende igen, som hun saa' ud....

-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden ... Den Aften, sagde hun sagtere.

Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden. Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke, mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede Ansigt.

Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i »National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj, støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om National, og om at _han_ inviterede Selskabet til »Victoria«....

-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham i Armen.

-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om »National«: de maatte have Brodersen med...

De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det skar gennem Berg.

Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky Blik hen paa Sønnen:

-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin?

-Nej--jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf.

-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.

-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige til sin Gadedør hjemme.

Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.

-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.

Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.

-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der skét? sagde hun. Sig det--sig det....

Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.

-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.

Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale; afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem alle: _Ham--ham_ lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som et Kadaver faldt ned over Pulten.

Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen.

-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.

Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:

-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.

Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om Haandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde Træ raktes dinglende langt ud af Munden.

* * * * *

Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.

Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, der var her med Vognen.

-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert.

-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.

-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt lille Barn.

-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.

-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta: Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe.

-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den Gang: Lille Mus--lille Mus.

Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.

-Mathilde dog--men Mathilde dog.

-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.

Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...

Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--længe.

-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det var, som Graaden vilde komme op igen.

Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom. Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... .

... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast:

-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.

-Rejser? sagde Asta.

-Men hvorhen?

-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han skrevet, sagde hun.

-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde Asta.

-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem.

... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.

Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen?

For der maatte jo dog være noget i Vejen....

Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som gik over.

Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger.

Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det:

-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ... Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet....

-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.

Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa ret ligegyldigt.«

Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude--i Grønningen, naar det mørknede.

Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være, hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed: hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.

Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--_altid_ havde været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.

Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej, var det ganske mørkt:

-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra Vandet.

-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret Stemme.

-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme--i den sidste Tid.

De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.

-Jø-s.

-Jø-s, sagde de begge.

Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.

Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany konferere med Marie Pige.

Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at der »ikke mere kunde være Tvivl«.

Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.

Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne paa sig:

-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.

-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket.

Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene, gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.

Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at læse et Par Sider i »Thornam«.

Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse til Ægteskabet....

Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen. Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.

Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker ud inat.

Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det »overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:

-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ... Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud kunde have sagt, hun »transpirérte«--

-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«.

Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu trak sammen om hende.

Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.

Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk ... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste, hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.

Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til en Velsignelse.

Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede. Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa Aabenbaringen af de hellige Mysterier.

* * * * *

Hun kom altsaa ikke--igen ikke.

Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen, saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen, Mathilde og han:

-Om det var »det«--om det kunde være »det«?

Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ... hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid....

Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.

Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.

Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.