Part 13

-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige, strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og fik Tøjet paa.

-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og _saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.

-Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt.

-Ja, sagde Frøken Hansen.

De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde sagtere:

-Men--Frøken, sagde hun--hvor blev Pengene af?

Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa--der skal jo meget til, sagde hun beroligende.

-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin hviler det--paa ham hviler det.

-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte med samme Spørgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:

-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet ... for at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.

-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer....

-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte.

Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:

-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som Køkkentrappe-Inspicient.

-Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.

... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og Guld.

Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i ét Kor.

Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf--det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældede dem baade for Tyve og Røvere.

Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.

Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu--til hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.

Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og Trøfler--Kokken _gød_ de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de skyllet i Vandbækkenet--gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.

Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for _den_ blev jaget bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene--valtende foran Madam Martens, der blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen....

... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen--han var i det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid--:

-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at banke paa.

-Jo--Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.

Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:

-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.

-Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.

-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.

De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:

-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:

-Hvor bliver vore Penge af? sagde han.

Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.

-Fattigskatte?--hvad vil det sige?

-Har De virkelig _troet_ paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.

-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.

-Jo, svarede Adolf blot.

De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede lidt.

-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt.

-Vi _maa_ gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.

-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg.

De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:

-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.

De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau:

-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere _os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne.

-Spenner var god til det, sagde han.

Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at tænke derover--sagde Adolf:

-Tingen er, Terrænet er _dog_ lille.

-Ja, sagde Berg.

Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.

-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.

De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:

-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«.

-Ja, sagde Adolf.

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster--i Øjnene.

-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.

-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle Lommer.

-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ... Der kommer vel bedre Tider igen....

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.

III

Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor Døren i Canths Entré--: _Anede_ De det?

Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder:

-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.

Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet slog ham som et Brædt gennem Hovedet.

Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.

-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.

-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, hun var rejst og ... forklarede ham.

Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.

-Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun hilst Goddag med et majestætisk Nik.

-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de andre.

Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru Legationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende Glasøjne frittende paa hver, der kom.

-Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger »Menigheden«?

Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.

-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om Dunckers to stakkels Drenge:

-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler.

De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde (Stemningen blev ved at være lidt tung):

-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som Herluf kom.

Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde Plads i Sofaen.

Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som et Sæt Fingerøvelser.

Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af Bastrup.

-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt, at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det?

Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.

-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte sig igen til Vinduet.

-Jo--det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet....

De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:

-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte.

-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.

-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_....

Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:

-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa hende....

-Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine Enkeltheder.

-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De var der jo?

Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at _dette_ var ham kærere«....

-_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang af Obersten selv, ganske nøje--han maatte komme hen til hendes Puf.

-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid, sagde han.

Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:

-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til den næste.

Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:

-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans fingre.

Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.

Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun igen:

-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers.

Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de vante Ansigter.

-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet Glas: Rigtig rart.

-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur....

Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen.

Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme« og saa gladmætte ud.

-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit Ansigt med _Eau de Cologne_.

Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt, under Udvikling af megen Levevisdom.

Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar hun fordøjede.

Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter »Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:

-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde hun og gik fra ham.

Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og talte naturligvis igen om Dunckers:

-Det havde selvfølgelig været _meget_ »hedt« længe, sagde Sundt.

-Sandsynligt, sagde Berg.

-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt.

De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en langsom Tone:

-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær....

-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....

De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan jo ogsaa ... uden--ha'e det rart.

-I vort Klima, sagde Berg.

Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.

... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det kunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deres Kreds....

Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.

--Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen

Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne.

-Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde Rosenknopper.

* * * * *

-Naa--Hjertet op i Livet.

Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt ham--Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti Skridt ned ad en Gade.

Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét:

Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.

Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.

Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken.

Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt ... selv troede Adolf stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og roligt.

Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne Stof i Tankerne og tænkte:

Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne?

Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.

Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det samme Blik, mens han tænkte:

-Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod Konferentsraaden.

Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende Kronometer.

-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.

-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig.

-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa--han søgte noget om Ordene--en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.