Stuk

Part 11

Chapter 11 3,872 words Public domain Markdown

Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst....

Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:

-Hys--Provsten, sagde hun.

Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten--men Provsten, til han var vel ude.

Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.

-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad endnu efter Regnen.

Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj: hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:

-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel det første, man faar lært....

Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.

En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af Mathildes Glæder:

-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem til Mo'r.

Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør.

Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.

-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over Konen«.

Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i Blekingen.

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«, som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte Stuen--:

-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af hende, naar du sidder pænt....

Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«.

-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:

-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder....

--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.

-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden.

-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.

-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem fik Lille-Gerster dog ikke.

* * * * *

Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.

-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kunder i Butiken:

-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa Pulten.

-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.

-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: _den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.

Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret.

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.

-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.

Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.

Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.

-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.

-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.

-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

-Farvel, Frøken, sagde han.

-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig som til Opbrud:

-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti....

»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.

Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag....

-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater--:

-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum sled.

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

-Dette var _for_ usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften.

-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden.

-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--:

-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de »Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste....

De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:

-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge....

Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.

Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde Konferensraaden:

-Dog et smukt Billede.

Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.

-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten....

-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten.

-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem.

Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.

... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret.

Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne--foreløbig.

-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen.

Berg var gaaet hen til Pulten:

-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk....

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.

II

Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.

Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.

-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling....

Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:

Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.

»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«:

Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.

De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde _sin_ Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.

-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal.

-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.

-_Du_ maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.

Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:

-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.

-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.

-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...

Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke rigtig egnet til Festiviteter.

Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.

Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Maaneden.

Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.

Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.

-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke.

-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.

-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme.

-_Umulige_, sagde Frøken Frederikke afgørende.

Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine,--det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:

-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).

To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider:

-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.

-Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.

-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.

-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine.

-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.

Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:

-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida....

-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

-Hun har ikke rørt en Finger....

-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til _Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.

-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.

Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.

De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.

Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.

-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen --et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ...

-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.

-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.