Part 8

Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa Gods og Grejer; #alt# tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op -- saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.

Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en Esbjergdamper i Forbifart -- eller de har slet ikke tænkt nogenting derved.

Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker, er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler -- til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte -- -- netop den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i Forsamlingshuset -- --

Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede. Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...

Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten som de var skoldede -- det var Sandet, der havde skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.

Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling, Livet kunde byde.

Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme tilsøs -- bare en enkelt Tur for at #prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem -- Ugen derefter endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.

Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt, bare Kirkeklokkerne ringede.

Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det jo skal.

JULEGÆSTER FRA HAVET.

Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.

Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den 23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.

Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.

Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne satte Himmel og Hav i ét.

Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet, Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.

Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den indtraf det snarest mulige -- men for sént alligevel. Skibets Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.

Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt. Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.

Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand, og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man formodede drev i nordlig Retning for Strømmen -- hvis de da var paa ret Køl endnu.

Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted, saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet, hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus, medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem Nattemørket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke vidste Rum at anbringe dem i.

* * * * *

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel bemandede.

Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret, havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og sunken allerede -- saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og ikke forivrede sig.

De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde den #det# -- men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. #Det# forstod de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.

Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne, naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de brydende Vandbjerge.

Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle Tons Vand uden at gaa til Bunds.

Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas, rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude -- og styrtede sig i Søen uden en Lyd.

De andre dukkede Hovederne et Øjeblik -- og øste videre, #de# af dem, der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt, deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og Usselhed.

Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til at stramme Mandskabet op.

»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede sig.

Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse -- en halv Time til Ende. Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket, Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk, at det vilde have været den visse Død at søge Land.

Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord. Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse, de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent lod sig stille besluttet glide overbord -- -- Undergangen maatte komme naarsomhelst -- -- ingen vilde tage saameget som et Svømmetag for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed beherskede alle.

Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun #én# Mand kom levende derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.

* * * * *

Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.

»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.

I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.

Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften begyndte.

En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres tolv Gæster.

»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. »A vil da ett haabe det!«

»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres Kammerater endnu i Aften.«

Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, nikkede bifaldende.

Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde.

»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de unge.

»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen.

En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!«

Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd.

»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik sidst ud og lukkede Yderdøren.

»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa tilsengs.

»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!«

»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa prøvende fra Strandfogden.

»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«

TILBAGE TIL LIVET.

Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse, intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og Raketapparat.

Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var piskende høj.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.

I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk saaledes: