# Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/strandingshistorier-skildringer-fra-jydske-vestkyst-og-skagen-36871/index.md

Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked. Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.

Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.

En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud; hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt Stykke Strandingsgods.

Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan--cel--li--raa--den,« lød det ud af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig; Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.

Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.

Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord. Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i Skagen.

Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa #blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm Tjener.

Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget paa Kancelliraadens Enemærker -- Tjenestepigernes Fløj i Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden, tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør, at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle Kancelliraadens Penge.

Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.

Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.

Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.

Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.

Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ... Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under dem.«

Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde mér.

Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han levede som ellers altid -- af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.

Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad.

Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om.

»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har altid villet haft Munden fuld -- nu behøver han ikke at gabe efter mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i Skagen -- næst efter mig selv.«

Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet blevet saa mærkelig let at vægte paa.

Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens Fiskere bruger.

»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.

Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«

Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan da aldrig være #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den være kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med Erik.

* * * * *

Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By -- Retsforholdene nu er som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til Kysten.

Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden, der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.

Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#!

Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste, Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse, som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.

Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.

Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa. Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i Kancelliraadens Dage.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der er Driftighed i disse Folk.

Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine bedste Skagensminder.

I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord hos Kutterfolkene.

Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortælle hele Turen:

Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end nogen af de andre.

Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.

En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var Hedning.

»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en trøstende Tone.

Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi kunde tale om hvadsomhelst.

Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.

Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke. Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude, Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse.

Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.

Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning med Vaaddene energisk i Trit.

Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er stram -- en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak. Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...

Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen. Man maa nemlig indrømme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen vante til hvidskuret Renlighed.

Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver anden Købstad, især har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jævnt godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber, og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brød, Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes ikke saa mange Penge til Brændevin.

Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde. Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.

Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!

Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler, der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.

Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit Dagværk.

Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok. Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed. Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg, men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i sit Kald.

Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der tages fat, skal der »skaffes«.

Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om ventende Storm.

Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke, tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...

Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare, men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending. Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge vestover.

Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen. Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand; hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, #kunde# heller ikke undvære den.