Part 4

Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«, siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de triste Tanker fra Sygelejet.

Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt ... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, syntes vi.« ...

Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham saadan!«

Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.

Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.

»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at færdes paa for os.

Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid, da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer, et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man jo, hvad er.« ...

»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«

Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne. Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned. Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv, og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde været i Havet ... Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...

»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes rigtige Styrelse -- trods alle Livets sære Hændelser ...

Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen fortæller Niels Jensenius:

»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg. Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg -- saadan skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.

De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev af for Strømmen.« ...

»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd endnu ...

Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok:

Otte Enker blev der nu paa én Gang, der blev en Gru for de otte ja og saa for de femogtyve smaa, som misted deres jordiske Forsørger.«

De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen, dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.«

Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk. Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom ... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.

Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre -- Lars Kruse og mig og Ole Svendsen.«

»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen, »han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at tænke!«

»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«

»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, »#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det, som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men sært var det, for hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige saa #varm#. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ... De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to, som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse -- og han har endda altid været møj vagere end som Lars, for #Lars# var jo stærk som en Bjørn -- og den anden var Niels Lér, her vesten til, den sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A, saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...«

»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius sin Kone i hendes hastige Tale.

»Ja-ja,« mener hun trøstende, »#du# har gjort #din# Part af Arbejdet, saalænge du kunde.«

Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse: »Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«

-- -- Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet med Skagens Redningsbaad.

Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius, da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med, Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne -- men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...

Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil -- naar #bare ikke# der havde været de to ældre Dampskibsvrag netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske »hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er Tale om en Ulykke, som kunde være sket, #hvis# de og de heldigvis udeblevne Omstændigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som #er# tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi #skal# og vi #vil#!

Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs største Bedrift:

»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib, men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der var int andet at gøre end #prøve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden, siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl -- men hva'! .... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af Skibsbesætningen var druknet med den -- enten de nu var kæntret straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int, men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget #haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jærnvrag, som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ, det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste Forfatning -- én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os. Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en Braadsø ...

Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig ved tilkastede Liner.

Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning, saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.

Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.«

»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken, ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...

»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig.

»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er hos os, kommer de -- med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme -- -- og saa er de godt forvaret ...

Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad det er godt for ....«

SKAGENSFISKERE FØR OG NU.