Part 11

Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.

Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit Redningsarbejde« ...

Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.

»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til Afsked med Dem?«

Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader int selv, véd vi da« ...

Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse.

Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...

BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.

Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand.

Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind, skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et Dødskors op af den livsforladte Ørken.

En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!

Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne. Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer -- dèr paa Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én maatte være hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde være kommen -- hans egen ....

Stadig strander der Skibe under Spirbakken.

Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om, hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds Frelse.

Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.

Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast, Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr, Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.

Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.

De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning -- og saa en Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!

Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt Vejr.

»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen, »og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«

Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.

»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der var den tætteste Tykning med Regn.

Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende. Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.

Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.

Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:

»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,« sagde Kaptajnen fortvivlet.

»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt i Forvaring.

Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt. Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle ud og søge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.

Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.

»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.

Ingen svarede.

Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med Tabet af tre Aarer.

Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.

Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.

Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes som ubrugbar.

Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne. Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.

Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa inderligt paa Frelse.

Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt. Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene, stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham ...

Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu, én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.

Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa, Blikket brustent -- han var død.

»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads til de levende.«

Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. Saa lod man Liget drive.

Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket. Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet. Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden, som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet, men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv. Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at Jungmanden ingen Benklæder havde paa.

Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær -- vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...

Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden #endnu# stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brækket ... Naa, ja-ja, han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de andre om Resten ...

Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.

Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.

Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der var bleven Fører efter Lars Kruses Død.

Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra som en virksom Bølgebryder.

Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning. De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden Bevægelser.

Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se -- men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time -- det var, som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere. Dèr blev han saa hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem, glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig Ligegyldighed.

Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning -- begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der kun én Mening om i Redningsbaaden.

Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.

Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.

»#Jeg# er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort. Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.