Part 10

Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.

Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet. Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys, Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.

Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse -- Pindebrænde tilhobe.

Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere, saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde de fortælle i næste Brev hjem.

De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som denne Strand. Og #tænk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!

»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til Strandfogden.«

Jo, det mente vi da ogsaa.

I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen -- alt berømmede de superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt, deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle, hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.

Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa -- det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.

Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne efter rundeligt Skøn til den gode Side.

Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus, fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen.

Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.

En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.

Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.

Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36 Aar gammel. #Mercator# hed den, var fra England kullastet for hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret -- ikke Skibet, ikke Folkenes Tøj heller.

»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.

Her tav Kaptajnen.

»Hvor gammel er De?« spurgte vi.

»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som Kaptajn« ...

Han tav igen -- og trak Kasketskyggen ned.

Solen stak ham maaske i Øjnene.

Saadan laa han en Stund.

Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring om Forliset:

»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor, for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte Skibsbaaden ud -- og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa sprang vi ud -- og reddede os. Et Par Timer efter sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«

De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.

En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne -- det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af smukkeste Type.

Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her. Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han var nitten Aar kun.

Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var dødsens ...

* * * * *

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.

Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i hans Gaard.

Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene.

De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker lignede Konfirmander.

»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.«

»De er billigst i Hyren, naturligvis.«

»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, de #emigrerer# jo« ...

Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.

»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.

»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede fortabt udefter.

De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med Bramsejlene.

»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og vindsprukne Hænder.

»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ...

Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede Person.

»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han havde forstaaet min Tanke.

»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.

»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«

Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.

»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...

Og bekymret tilføjede han:

»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min Harmonika« ...

UDE PAA REVET.

Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.

Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.

Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng Tale.

Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet# var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag -- saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig selv for meget Hurlumhej.

Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ... Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men kedsomt var det ...

Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb ... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.

Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs Humør.

En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den vanskelige Redning.

Hans Beretning lød saadan:

»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.

Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret paa Skagen.

Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke Arbejde med Almuth.

Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule -- ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og Flaget var tysk ...

Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu #kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....

Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det ligefrem #brændte#.

Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.

Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle Mand, li'saa bestemt.

»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med -- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, sølle Klør ...

Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan mene om den.

Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af -- som ingen saa'.

Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.

Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere -- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...