# Stauder

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/stauder-10218/index.md

Blandt de Arbejder, der melder sig i Sommerens Løb ved Staudernes Pasning, er #Opbindingen# et af dem der tager mest Tid, men som maa gøres, om man ellers skal have noget smukt ud af sine Planter. Hvis man absolut vil befries for dette Arbejde, kan der ganske vist sammensættes en lang Liste af Stauder, der ikke kræver Opbinding; men saa maa man rigtignok ogsaa give Afkald paa en hel Række af de aller smukkeste Planter, navnlig af de sommer- og Efteraarsblomstrende. Der er faa Havearbejder, der saa gennemgaaende ses elendigt udførte som Opbindingen af store Stauder; store pragtfulde Asters ses ofte snørede sammen som et Knippe Ris, der bogstaveligt er blottet for ethvert Spor af Plantens naturlige og frie Skønhed, den, som Opbindingen burde støtte, men som den oftest forstyrrer. Det vedføjede Fotografi (Fig. 28) viser tydeligt hvorledes en Staude, i dette Tilfælde en Solidago (Gyldenris), bør opbindes frit og i Overensstemmelse med sin Vækst; hvorledes en klodset Opbinding ødelægger alt, ses paa det til Skræk og Advarsel vedføjede "Gegenbeispiel" (Fig. 29).

Af en god Opbinding kræves tre Ting; den skal være stærk, lidet synlig og være underordnet Plantens Vækst.

For at Opbindingen kan blive stærk, kræves,--foruden Anvendelsen af passende Materiale, Granrafter, Enebærstave, Hasselkæppe, Bambusstokke og lignende i Forbindelse med Bast eller Tjæregarn, alt efter Planternes Størrelse--at Stavene gaar langt ned i Jorden, ellers er hele Foranstaltningen til ingen Nytte.

At gøre Opbindingen usynlig er der ingen Grund til; grøntfarvet Bast og Stokke, som af og til anbefales, ses naturligvis ikke meget, men naar de endelig ses, gør det et ubehageligt, unaturligt Indtryk; det er jo en ærlig Sag, at Planterne er opbundne. Noget andet er det, at Opbindingen skal udføres, saa den ikke virker for fremtrædende, man bør saaledes sætte Stokkene bag Planterne og bør anvende de færrest mulige. Ved selve Opbindingsmaterialet er der ikke noget grimt; det hæslige Syn af opbundne Stauder skyldes i Reglen, at Opbindingen ikke underordner sig Planternes Vækst, men paatvinger Planten en unaturlig Form. Den naturlige Silhuet, Konturerne, eller hvad man vil kalde det, maa ikke ødelægges; derfor maa Stokke aldrig naa mere end højst to Trediedele op ad Planten, saaledes at denne foroven spreder sig ganske frit. Mange selv ret høje Stauder som Kniphofia, Eremurus o.l. behøve ingen Opbinding, og alle fine lette Blomster som Heuchera, Aquilegia o.s.v. maa naturligvis nødig skæmmes af Stokke og Bast. Man skal selv hvor Opbinding er nødvendig, ofte lade nogle af de forreste Grene helt uopbundne for at bevare det frie og lette saa meget som muligt. Gaillardia, Potentilla og mange andre skal man lade flyde omkring, som de lyster, det klæder dem bedst. Planter af en særlig Vækst som Clematis recta, Galega og Pæoner kan man "rise" ligesom Ærter, naturligvis med korte Ris.

I hvilket Omfang, man af Skønhedshensyn skal foretage #Nedskæring# af afblomstrede Stauder og bortfjerne visne Blomster, er en Smagssag og er forskellig for de forskellige Plantningers Karakter; i en lille, sirlig Have med fint holdte Plæner og smalle Rabatter er Forholdet noget andet end i en stor Have med en anden Karakter og med vidtløftige Plantninger. Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen lader de sidste røde Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frøgemme afsløres pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader Blomsterne sidde og gennemgaa en ækel Forraadnelsesproces lige for Næsen af en; saa forskellige er de.

Hvormeget eller hvorlidt, der skal gøres for Skønheden, maa bestemmes i hvert enkelt Tilfælde. Men denne Nedskæring af afblomstrede Stauder har ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette Beskæringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfølgeligt, forsømmes ved Stauderne. Naar Nedskæringen passes, forynges Planterne fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig Nedskæring mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbøjeligheder", Planter som Althæa, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium, Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at sætte for meget Frø, dø bort, dersom Frødannelsen ikke hæmmedes ved en Bortskæring af Toppen, inden Væksten helt er sluttet. Der gaar maaske nok nogle Blomster i Løbet, men man opnaar en forøget Vivacitet ved Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan Afpillen af visne Blomster og Nedskæring kan for de lave og pudedannede Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.

Den med Kulturen af Stauder nødvendig forbundne periodiske #Omplantning# foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er tilbøjelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvælder mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse Udløbere, der giver de bedste Blomster, og en regelmæssig Afstikning vil altsaa direkte modarbejde Bestræbelserne for at faa den bedst mulige Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert andet Aar næsten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det bruges at sætte Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade at begrænse Udløbernes Vagabonderen; det hjælper dog kun delvist, og saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres Væstejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at være vildtvoksende.

Den periodiske Omplantning er for mange af vore bedste Planter ganske uomgaaelig, for at de kan yde store og gode Blomster; saaledes kan foruden de nævnte Phlox, Aster, Chrysanthemum, Delphinium, Helenium og mange andre af de aller smukkeste Stauder kun blomstre ulasteligt nogle ganske faa Aar uden Omplantning. Aarsagen til dette Forhold er omtalt ovenfor: I Tilfælde, hvor Stauder i Aarenes Løb skyder sig op over Jorden, hvilket f. Eks. sker med Heuchera, Saxifraga cordifolia, Aurikler o.s.v. kan Jorden hyppes lidt op om Planten til Erstatning for en Omplantning. For Hyppigheden af disse Omplantninger spiller Jordens Bonitet og Gødningskraft en stor Rolle. Hvis Jorden er let og der ikke gives Gødningstilskud indtræffer Tilbagegangen hurtigere end under modsatte Forhold; til Gengæld arbejder Udløberne naturligvis stærkere i en næringsholdig Rabat. Det er dog særligt de enkelte Arters forskellige Krav, der gør Tidsrummet mellem de periodiske Omplantninger vekslende. Nogle Stauder, som Helleborus staar en Menneskealder eller mere, før de synligt har kulmineret, andre som Asters gaar tilbage allerede andet Aar, atter andre som Delphinium gaar først synligt tilbage i det femte eller sjette Aar. I Reglen vil Planter der er længe, d.v.s. to à tre Aar, om at naa den fulde Udvikling ogsaa være dem der holde længst uden Omplantning. Savnet af en Generalregel paa dette Omraade er ikke saa stort, som man skulde tro, idet man jo let kan erkende Tilbagegangen ved de talrigere og mindre anselige Blomster. Ved Omplantning af store Rabatter er det en ualmindelig Fordel, hvis den er sammensat af Planter, der blomstrer og afblomstrer nogenlunde samtidigt og ligeledes kulminerer samtidigt.

Staudernes #Formering# kan ske baade ved Frø og ad vegetativ Vej; dette sidste vil sige at smaa Stykker af Moderplanten fraskiltes og bringes til at danne selvstændige Planter.

Frøformeringen giver ofte kraftige Planter, men er besværlig for Amatøren. Hovedfordelen ved denne Formeringsmaade er at man paa en Gang kan opnaa en stærk Formering, d.v.s. faa mange Planter af et Eksemplar, men dette har jo i Reglen kun Interesse for Gartneren. De ofte mangfoldige Afvigelser i Afkommet har kun Interesse for hvem der ønsker at tiltrække nye Varieteter, men er en stor Ulempe for alle andre.

Frøet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og dækkes med et Lag fint Jord "svarende til Frøets Tykkelse", som det hedder i en ældgammel Gartnerformel, som selvfølgelig ingen i Praksis kan rette sig meget nøje efter. Man maa paase at Jorden i Frøskaalen holder en jævn Fugtighed, en selv ganske kortvarig Udtørring kan ødelægge Spiringen. For lettere at vedligeholde denne jævne Fugtighed anbringes Potterne, Skaalene eller Kasserne i en Karm med et skygget Mistbænkvindue over. Efterhaanden som Frøet spirer, maa de forskellige Arter fjernes fra den sluttede Luft og sættes i Skygge under lidt friskere Forhold. Musene anretter ofte Fortræd paa Frøet og dette forhindres bedst ved at lægge Glasskiver over Potter og Skaale; saa snart det har spiret hører Musenes Ødelæggelser op. Udsæden finder bedst Sted om Foraaret fra April til Juni, kun meget langsomt spirende Frø bør saas om Efteraaret eller i det ganske tidlige Foraar. Frø af Iris, Dictamnus og adskilligt andet, der er tilbøjeligt til at miste Spireevnen hurtigt, skal saas saa saare det er høstet. Naar de unge Planter er vel over Jorden maa de i Reglen udtyndes og senere udprikles paa et vel præpareret Bed paa Friland. Mange Arter lader sig iøvrigt saa direkte i Jorden, naar man ellers kan finde en skygget Plads i Haven med let, ukrudtfri og findelt Jord.

Den vegetative Formering har betydelig større Interesse for Havevennerne og for øvrigt ogsaa for Gartnerne, idet Sortsægtheden sikres bedst paa denne Maade. Den kan foregaa ved Rodstiklinger, ved Udløbere og ved Rodskud og endelig ved almindelig Deling. Stiklingsformeringen, der i et Gartneri er særdeles let, er den vanskeligste for Amatøren, idet den kræver Drivhus eller Mistbænke, hvor Luften kan holdes "sluttet" et Par Dage om de nystukne Stiklinger. Da de Planter, der som Phlox, Aster, Chrysanthemum o.a., der bedst lader sig formere ved Stikning ogsaa i Reglen udmærket egner sig for Deling, vil man i Reglen vælge denne, den letteste Maade.

Formering ved Rodstiklinger har større Interesse for Amatøren, idet denne Fremgangsmaade kan anvendes med en hel Række Planter, der vanskeligt lader sig underkaste en Deling. Planternes tykke Rødder--Planter uden saadanne kan ikke formeres paa denne Maade--skæres i Stykker paa ca. tre Centimeter, saaledes som vist paa Billedet (Fig. 32). Stykkerne lægges vandret i en Rille ca. 12 cm under Jorden. Delingen af Rødderne maa foretages straks om Foraaret, naar Frosten er borte, og Jordstykket maa holdes fugtigt og let skygget. Hvis man foretager Roddelingen om Efteraaret, maa Stykkerne lægges i Kasser, der opbevares koldt, men frostfrit og beskyttes mod Udtørring.

Formering ved Udløbere, underjordiske eller næsten overjordiske, og ved Rodskud er i Princippet det samme, som den almindelige Deling og disse Formeringsmaader har det til Fælles, at de i Modsætning til de ovenfor nævnte Formeringsmaader, der alle kræver nogen Øvelse, er saa ligetil at intet fornuftigt Menneske kan være i Tvivl om Fremgangsmaaden. De vedføjede Billeder (Fig. 33 og 34) oplyser Methoden fyldestgørende. Der skal overfor mange Planter vises en Del Forsigtighed: man maa naturligvis ikke med en Spade hugge en Pæon igennem, men man maa tvinge den itu ved at drive to Grebe, eller for mindre Planters Vedkommende to Haandgafler, ind tæt ved hinanden og saa langsomt tvinge dem fra hinanden igen. Paa denne Maade skilles Planten naturligt i sine Sammenføjninger. Planterne skal deles saa meget som muligt, uden at det gaar ud over Vækstsikkerheden, idet de større, endnu delelige Planter har ringere Værdi end de mindre Eksemplarer; se ovenfor.

Enkelte Stauder, som Gypsophila paniculata fl. p. og flere, kan formeres ved Forædling paa Rodstykker, men saadanne komplicerede Formeringsmethoder er uden Værdi for Havevenner.

De ovenstaaende Kulturanvisninger gælder for de typiske Havestauder, medens særlige Staudesamfund som Vandplanter, Bregner, Stenhøjsplanter o.a. i mange Tilfælde har særlige Kulturregler, men Bogens Omfang og Overholdelsen af den engang vedtagne Plan tillader ikke en særlig Omtale udover hvad der vil blive nævnt i den følgende specielle Del.

Hvor der ingen egentlig Plantekultur finder Sted, i de ofte nævnte naturlige Plantninger, gælder Reglerne om Staudernes Kultur naturligvis i meget modificeret Form; ofte bestaar alt Kulturarbejde i at Toppen aarligt slaas af med en Le, og maaske gives der med Aars Mellemrum lidt Gødning.

I nær Tilslutning til Kapitlet om Staudernes Kultur hører Behandlingen af Staudernes #afskaarne Blomster#.

Naar blot Stilkene er lange nok egne de fleste Stauder sig til Afskæring, og man bør da ogsaa dyrke et særligt Bed for derfra at forsyne Husets Vaser med friske Blomster.

Vandet i Beholdere og Skaale bør forsynes hver Dag; dersom det er sket, at Blomsterne hænge visne af en eller anden Grund for de naturligt har tabt Friskheden, bør man sætte dem i kogende Vand til dette er bleven koldt, de vil da i de fleste Tilfælde rette sig. Mange Blomster, f. Eks. Asters, maa ikke straks sættes i et varmt Værelse, de falder nemlig saa ofte med det samme. Asters, Chrysanthemum og mange andre Blomster med lidt haarde Stilke kan man lettere faa til at suge Vandet, naar den nederste Ende af Stilken først er knust lidt. En anden Fremgangsmaade til at faa Vandet til at gaa let op i Stilkene er at holde Stilkene under Vand og med en Kniv afskære den yderste Ende og først derefter hæve dem op over Vandet; paa den Maade forhindres, at der danner sig smaa spærrende Luft-propper i Stænglens Hulheder.

#Etiquetteringen# af Stauder (der passer i en Rabat og kun mindre godt i en naturlig Plantning), er en Nødvendighed, naar man vil have nogenlunde Orden i Sagerne. Man kan faa Etiquetter af Emaille eller Porcelain; begge Stoffer kan faas i en graalig Tone, saaledes at de hvide Plader ikke lyner altfor meget igennem; særlig om Vinteren virker det ubehageligt. Den Art Etiquetter maa bestilles paa en Fabrik med Skrift og er dyre. Almindelige store Stikpinde, de saakaldte Thüringervarer, som faas i Værktøjshandler og hos Frøhandlere, er billige, men holder sjældent mere end en eller to Vintre. De skal overstryges med tynd Maling, der hvor Skriften skal staa, og denne skrives med Blyant inden Malingen endnu er hel tør. Her findes i Handelen aldeles udmærkede Zinketiquetter, der er kemisk præparerede, saaledes at Skriften oxyderer og holder sig. Disse Zinketiquetter er vel nok i Forhold til Prisen, det bedste, der findes. For at undgaa at skrive alle de lange Navne, kan man naturligvis bruge Numre eller Forkortelser og saa føre tilsvarende Lister. Naar man forkorter, kan man betegne Slægts-og Artsnavnet med Begyndelsesbogstavet, hvorimod Varietetsnavnet helst maa skrives helt ud; det vil nemlig altid være lettere at erkende Slægt eller Art frem for Varieteten.

Paa Grund af den udprægede Uvilje Havevenner i Reglen lægger for Dagen overfor den latinske #Navngivning# var det en nærliggende Tanke at samle saa mange danske Navne som muligt. Forholdet er jo det, at hvad der kræves i Havebruget er en Varebetegnelse og hertil er den videnskabelige botaniske Nomenklatur kun lidet egnet. Den danske Flora er fuldt benævnt med et Sæt danske videnskabeligt anerkendte Navne; anderledes med Havebrugets Planter, der næsten alle stammer fra andre Steder; kun faa af dem har danske folkelige Navne, der er saa udbredte, at de tør anerkendes. En direkte Overføring af den danske Floras Slægtsnavne til de Slægter af Haveplanter, der er repræsenteret i denne, er ofte upraktisk som populær Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Sæt Havenavne er naturligvis en ufremkommelig Vej. Det eneste rigtige er vist efterhaanden som saadanne Havenavne dannes, da at faa dem og deres Betydning slaaet fast. I England, hvor den store Befolkning er mere interesseret i Blomsterdyrkning end her, og i Tyskland hvor Evnen og Vilje til at erstatte fremmede Ord med tyske er stor, har man langt flere Havenavne end vi har, og der skrives paa begge Sprog Amatør Bøger med udelukkende Anvendelse af folkelige Navne, dog mærker man Ulemperne og Usikkerheden, idet det latinske Navn gerne maa tilføjes. I Handelen anvendes aldrig andet end den latinske Nomenklatur. Vi er herhjennne paa Vej til at faa en Del Havenavne gerne afledet fra Latinen. Saaledes er Reseda bedre kendt end Navnet Vav, der er den danske Floras Slægtsnavn for Reseda, ligeledes er Anemone bedre kendt end Simmer o.s.v. Det forsøges ofte at indføre tyske Navne ved f. Eks. for Phlox at skrive Flammeblomst (Flammenblume); saa er det latinske og snart danske Phlox dog at foretrække.

Naar Forholdene er saaledes, vil man forstaa, at Forf. helt har maattet se bort fra Ønsket om at yde et Bidrag til en forøget Anvendelse af danske Havenavne, men har holdt sig paa det tørre d.v.s. til den ikke særlig morsomme, men solide og velprøvede latinske Nomenklatur, kun med Tilføjelse af enkelte anvendelige danske Navne. Faatalligheden af danske Havebøger forøger jo Ansvaret i høj Grad ved at forsømme Lejligheden til at slaa danske Navne fast, men ogsaa ved gennem mislykkede Forsøg at øge Forvirringen; og Forf. vil være tilfreds med at undgaa, at ogsaa denne lille Bog skulde blive et Bidrag til den almindelige Konfusion i Haveplanternes Benævnelse.

For at en Plante skal være behørigt benævnt kræves Slægtsnavn, Artsnavn, mulig Varietetsnavn, mulige Synonymer (Dobbeltnavne) Autormærke (d.v.s. forkortet Navn paa den Botaniker, der har benævnt Planten) og Hjemstedsbetegnelse. Stauderne i denne Bog er efter almindelig Skik ordnede alfabetisk efter Slægtsnavnet, med Tilføjelse af Artsnavn og Varietetsnavn, men med Udeladelse af Autormærke og Hjemsted, der almindeligvis ikke bruges i Handelen. I enkelte Tilfælde er tilføjet Synonymer, naar deres Anvendelse er gængse i Havebruget.

De Varieteter og Krydsninger, der opstaar i Havebruget, forsynes gerne af Tiltrækkeren med et Navn, der har Betydning som tillokkende Varebetegnelse. Da disse Tiltrækninger næsten udelukkende finder Sted i Frankrig, England, Holland og Tyskland, belæmres det danske Havepublikum foruden med de latinske Navne med et helt Sæt andre fremmede Navne. Der er i de senere Aar endogsaa begyndt at dukke ungarske, slaviske og japanske Navne op, saa Fremtiden ser jo lidt broget ud. Havebruget trænger til en ny Linné til at ordne Benævnelsen af det uhyre Antal Haveplanter, der hvert Aar sendes paa Markedet. Foreløbigt er der dog ikke andet at gøre, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne.

ALFABETISK LISTE OVER CA. 300 STAUDER.

Det er med velberaad Hu, at nedenstaaende Liste er gjort saa lille i Forhold til Bogens almindelige Del om Staudernes Anvendelse og Kultur; thi medens det specielle Stof, Planteudvalget, forældes i Løbet af faa Aar, sker der kun langsomt Ændringer, der gør Angivelserne om Anvendelsen utidssvarende, og Kulturanvisningerne skulde jo helst være evige Sandheder, skønt Moden saamænd ogsaa paa dette Omraade driver sit Spil uden Respekt. En Behandling af Stauderne i leksikalsk Form, en virkelig Haandbog vilde blive et Foretagende, som det danske Bogmarked for Tiden absolut ikke kunde bære.

Ved Sammensætningen af Listen har det i første Række været bestemmende, at Forf. kun vilde nævne Planter han selv har eller har haft i Kultur, hvilket naturligvis paa adskillige Punkter har medført en Begrænsning. Dernæst har det været magtpaaliggende at udskyde saavidt muligt alle Planter, der er vanskelige at dyrke, og endelig er der udskudt mange velkendte, men altfor uanseelige Stauder. Planter, der ikke har større Skønhedsværdi, men kun Interesse for Samlere, er naturligvis ikke medtagne; Liebhavere og Samlere vilde jo alligevel ikke kunne tilfredsstilles ved det Udvalg denne Bog kunde byde.

Selvfølgelig indeholder denne Liste, der i Overensstemmelse med Bogens Plan, kun omfatter de egentlige Have-og Rabatstauder, og kun enkelte Repræsentanter for Vandplanter, Bregner, Løgvækster o.s.v., ikke de 300 smukkeste Stauder, disse findes nemlig indenfor nogle faa Slægter som Delphinium, Phlox o.s.v., af hvilke der kunde være medtaget et Utal af Former, der staar fuldt Maal med Listens hele Standard, men i saa Henseende kan Læseren henvises til Handels Kataloger.

Beskrivelserne er indskrænkede til et Minimum, nemlig i Reglen kun Angivelse af Højde, Blomstringstid og Blomsterfarve, de tre Forhold, som det er nødvendigt at kende ved Tilplantningen af en Rabat e.l. Egentlige botaniske Beskrivelser, saa nøjagtigt af Blade, Frugt o.s.v., at man kan erkende eller bestemme Planten vilde der af gode Grunde alligevel ikke kunne blive Tale om. Derfor har man nøjedes med de nævnte tre Angivelser, og saa til Gengæld navnlig ved Bistand af det Kgl. Danske Haveselskab skaffet saa mange Billeder af Stauder som muligt, og det er Læserne sikkert i Almindelighed bedst tjent med. Det maa erindres, at baade Højde, Blomstringstid og endogsaa Farve er saa varierende efter de forskellige Forhold, at disse Angivelser ikke kan tages som absolute.

_Achillea, Røllike._

_A. Eupatorium_ (A. filipendulina) _Parker's Variety_, m 1,0-1,5. Gule Blomsterskærme i Juli-August. Findelt graaligt Løv og hvælvede Blomsterstande. Egnet til større Rabatter, til naturlig Plantning og til Afskæring.

_A. Millefolium Cerise Queen_, m 0,4-0,6. Mørkrosa Blomster i Juni til Frosten. Findelt, mørkt Løv. Smukkest sammen med sin Stamart, vor almindelige Røllike. Taaler utrolig Tørke. De visne Blomster skal skæres ned, for at den kan remontere.

_A. Ptarmica flore pleno Boule de Neige_, m 0,5-0,8. Hvide Blomster i Juli, remonterer lidt. Smuk i Rabat og sammen med Monarda didyma, meget holdbar til Afskæring. Taaler ikke saa megen Tørke som de to foregaaende. De nævnte A. formeres ved Deling og ynder alle Sol og let Jord.

_Aconitum_, _Stormhat_ eller _Venusvogn_.

_A. Napellus bicolor_ (Fig. 35) en gammel Have-og Lægeplante, m 1,0-1,5. Blaa og hvide Blomster i Juli og August; udpræget Rabatplante. Smuk med Anthemis t. E. C. Buxton foran, ofte lidt nøgen forneden.