# Stauder

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/stauder-10218/index.md

For de Haveejere, der til deres egen Skade ikke ved at vurdere Kompostjorden, og derfor ikke skaffer sig saadan, skal kortelig oplyses om denne fortrinlige Jordarts Behandling: I en passende afsides Krog af Haven samles alt muligt navnligt organisk Affald fra Haven og Huset, som Ukrudt, visne Plantedele, afslaaet Græs samt alt Køkkenaffald, Fejeskarn, Sod, Træ-og Tørveaske, Vejskrab, gl. Murkalk, Kloak-og Grøfteoprensninger m.m. Som Kompostmateriale anvendes ogsaa Tørvejord og Muld. For at fremskynde Forraadnelsen iblandes af og til lidt Kalk, hvilket ogsaa skal have en desinficerende Indflydelse overfor Plantesygdommes Smitstoffer. Bunken skal holdes pænt firkantet, mindst 1 Meter høj og med stejle Sider og flad ovenpaa, saaledes at den af og til kan overhældes med Latrin eller anden flydende Gødning, om da Havens Dimensioner er af den Art, at sligt lader sig gøre uden at genere. En saadan Kompostbunke lugter ikke mærkbart, naar ikke netop Solen bager paa friskt Affald. Naar Bunken har naaet en passende Størrelse afsluttes den, og der samles saa sammen til en ny. Bunken omstikkes et Par Gange i Aarets Løb, saaledes at alle Stoffer blandes godt, og efter ca. to Aars Forløb vil alt være fuldt forraadnet og vil danne en ualmindelig nærende, alsidig og kraftig Jord, der i de fleste Tilfælde maa harpes, før den anvendes. Denne Kompostjord, der i Gartnerierne anvendes med en vis reserve, idet den menes at indeholde Sygdomskim af forskellig Art, er ganske fortrinlig til at forbedre Staudebedene med, da disse Planter forholdsvis sjældnere lider af nogen Sygdomme. Kompostjorden indeholder altid Ukrudtsfrø, men denne Ulempe tiltrods er den alligevel den billigste Plantenæring, man kan skaffe sig.

Kompostjorden, der gør den lette sandede Jord mere bindig, saaledes at den bedre holder paa Fugtigheden, udøver den modsatte, men ligesaa gavnlige Virkning paa den svære, lerede, for stærkt sammenhængende Jord ved at skørne den og gøre den lettere gennemtrængelig for Luft og Vand.

Gødskningen paa svær Jord bør helst ske ved Hestegødning, og paa let Jord ved Kogødning; men i Reglen er man jo ikke saa heldig at kunne vælge. En passende Tilførsel af Kalk vil navnlig i ældre Haver, hvor Jorden ofte er sur, være en god Jordforbedring.

Den Dybdebehandling af Jorden, der anses som selvfølgelig ved en Vinrabat, vil forekomme mange selv ret havekyndige Mennesker aldeles urimelig, naar det drejer sig om en Stauderabat: men mange af Stauderne, tilmed af de bedste, som Delphinium, Phlox, Helenium m.m., er saa graadige Planter, som der overhovedet findes i Kultur, og lige saa lidt som man høster gode og smukke Druer paa en mangelfuldt ernæret Vinstok, ligesaa lidt vil underernærede Stauder vise sig i deres Pragt. En god Rabat eller Gruppe skal i Reglen være tæt plantet, og det Krav, der derved stilles til hver Arealenheds Ydeævne, er meget større end ved andre Kulturer, og det er derfor kun rimeligt, at Rabatten gødes og dybbehandles i et Omfang, der staar i Forhold til den Kraftanstrængelse, man forlanger af den paagældende Jordstrimmel. M. 0,8 à 1,0 er en passende Dybde, idet man dels derved skaffer Plads til tilstrækkelige Mængder Næringsstoffer og dels foranlediger Rødderne til at søge dybt, et Forhold, der har den allerstørste Værdi i Sommerens Tørkeperioder, en Værdi, som kun vanskeligt, hvis overhovedet, kan erstattes ved besværlige Vandinger.

Hvis Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Vintervæden er tilbøjelig til at blive staaende længere Tid, vil et Drænlag under Gruppen eller Rabatten være nødvendig. Et saadant kan bestaa af Slagger, Murbrokker, Afharpning fra Kompostbunken eller lignende.

Ved Plantningen af unge Planter, navnlig om Foraaret, vil det være til stor Gavn at iblande Jorden noget Tørvestrøelse, saaledes at der anvendes et Lag paa fem Centimeter til en 80 à 100 Centimeter dyb Rabat. Dette Stof, der holder godt paa Fugtigheden, og som er en Substans, som de unge Rødder med Begærlighed borer sig ind i, maa dog anvendes uden Overdrivelse, idet dens Virkning senere hen formenes at være uheldig for Planternes Vækst, der let bliver for blød og løs.

Hvorvidt man lettest fremstiller Rabatten ved Reolgravning med et Par Spadestik, en Opskovling og en Omgravning af Bunden og under dette Arbejde søger at iblande de gjødskende Stoffer, eller den lettest fremstilles ved at udgrave hele Bedet og derpaa fylde det med en passende Jordblanding, beror paa Forholdene i de enkelte Tilfælde, og navnlig vil Valget af Fremgangsmaade være afhængig af Muldlagets Tykkelse og af om Dræning er nødvendig.

At der ikke, som for andre Planters Vedkommende, kan fastslaas en eller to Aarstider, der er de bedste som #Plantetid# for alle Stauder, ligger i Sagens Natur, men man kan fastslaa en Tid, som for det store Flertals Vedkommende er, om ikke den bedste, saa dog god Plantetid; det er September Maaned. Saa er nemlig Sommertørken forbi, og de korte Dages Sol formaar ikke at skade de nyplantede Planter, medens Jorden og Luften dog endnu er tilstrækkelig varm til, at navnlig Roddannelsen kan gaa for sig. De Stauder, der daarligst lader sig plante paa denne Tid er dels de, der blomstrer allertidligst om Foraaret og de der, som saa mange smaa Stenhøjsplanter, lider af Fugtighed om Vinteren paa sværere Jord. De sildige, d.v.s. de oktoberblomstrende, lider en Del under Plantningen, og selvfølgelig gaar det paagældende Aars Blomstring jo tabt. Det er nødvendigt at fastsætte et saadant fælles Tidspunkt, idet man jo af praktiske Grunde ikke ved Tilplantningen af en Rabat kan efterkomme de enkelte Arters meget forskellige Krav i den Retning; hvis man, hvor det drejer sig om Plantning af en enkelt eller et Par Arter, er i Stand til at rette sig efter Planternes Natur, saa gælder den almindelige Regel, at de foraars-og sommerblomstrende Stauder bedst plantes et Par Uger efter Afblomstringen, og de Efteraarsblomstrende bedst lige naar Vegetationen begynder, i Reglen i April Maaned. Der er jo ofte mange Hensyn at tage, der gør, at man ikke kan plante til de ovenfor angivne Tider, men heldigvis er det i Virkeligheden ogsaa muligt at flytte og plante Stauder næsten hele Aaret med Undtagelse af de Hindringer, som Frost og stærk Tørke lægger i Vejen. Navnlig naar Planterne ikke skal underkastes en Forsendelse, men kun skal flyttes indenfor samme Have, er man i Virkeligheden meget mere frit stillet med Valg af Plantetid for Stauder, end Tilfældet er med andre Planter. Kun maa man vælge godt Vejr, hvad der i denne Forbindelse vil sige Graavejr eller let Regn.

Den for al #Plantning# gældende Regel, at Planterne hverken maa sættes for dybt eller for højt, gælder naturligvis ogsaa for Stauder. De skal staa nøjagtig en lille Kende dybere, end de har staaet paa deres tidligere Plads. Forsyndelser mod denne elementære Regel kan svække visse Stauder, f. Eks. Pæoner, saa det mærkes gennem lange Aar. Der maa rystes findelt Jord ind mellem Rødderne, der ikke maa bøjes, men hellere, om de forekommer for lange, maa afstudses med en Kniv. Dette sidste kan man dristigt gøre, navnlig ved Planter, der er fremkomne ved en umiddelbar forudgaaende Deling, idet de gamle Rødder i Reglen er værdiløse. Rødder, der er udtørrede som Følge af en Forsendelse eller paa Grund af sjusket Behandling, skal altid helst fjernes. Man skal vande grundigt om nyplantede Planter, selv sent paa Aaret og i Regnvejr, idet man kun paa den Maade sikrer sig, at Jorden slemmer tæt ind om Rødderne. Det vil være gavnligt, for ikke at sige nødvendigt, at Jorden mellem nyplantede Stauder dækkes med et kort Lag Mistbænkegødning, Tang, Tørvesmuld eller lignende Materiale for at hindre Udtørring om Foraaret og Opfrysning om Vinteren. Denne Dækning maa finde Sted saaledes, at selve Planten ikke dækkes, hvad der navnlig for adskillige Stenhøjsplanters Vedkommende vil være forbundet med Livsfare; mange af disse Planter taaler heller ikke Dækning med Gødning, men foretrækker Tang eller Løv.

Nogle af Stauderne danner mægtige, et Par Meter høje Buske, nogle er Planter, der er ganske lave og tæppedannende, andre sender meterlange Rodskud til Siderne, og atter andre forholder sig rolig paa samme Plet Aar ud og Aar ind. Denne Uensartethed i Vækstens Omfang og Hurtighed unddrager sig naturligvis enhver almindelig Regel om hvilken Plads, der maa indrømmes hvert Individ. Hvis man ikke kender Planten, men gennem Omstaaende Liste eller et Katalog kender dens Højde, har man for saa vidt en Rettesnor, som de højeste almindeligvis kræver størst Plads, og de lavere mindre; men uden virkeligt Kendskab til Planternes Vækst, vil man uvægerligt begaa en Række Fejl, som man saa næste Aar maa rette ved at fylde Hullerne og tynde ud, hvor der er plantet for tæt. Man har opstillet en Regel, der dog er af meget begrænset Gyldighed, gaaende ud paa, at den Plads, der indrømmes hver Plante, udmaales for de høje Stauders Vedkommende med en Diameter af 2/3 Plantens Højde, for de mellemhøje med Diameter lig Højden, og for de lave med Diameter to Gange Højden.

En Hovedbetingelse for en vellykket Plantning er at Plantematerialet er godt. Dermed menes ikke i denne Forbindelse gode ægte Sorter, men sunde, kraftige Planter i passende Størrelse.

Hvis det drejer sig om Planter, der er fremkomne ved Frøformering, skal de have været udpriklede en Sommer eller i det mindste et Par Maaneder, det samme gælder om Planter, der er tiltrukne ved Stiklinger; disse to Kategorier af Planter kan man--naar de da ellers er unge--kun ønske sig saa store som muligt. Anderledes med delte Planter, de maa naturligvis for at være vækstsikre have en vis Størrelse, men ellers er smaa Planter at foretrække for store, d.v.s. endnu delelige. Vi rører her ved et Punkt, hvor der i Tidernes Løb er begaaet talløse Forsyndelser mod Stauderne. Hvis man planter en stor Blok f. Eks. af sommerblomstrende Phlox uden at dele den, vil den næsten ikke nyde godt af Omplantningen og vil ikke tage fat med fornyet Kraft, saaledes som det altid sker, naar man planter smaa, kraftige Skud. Hvis man piller tre gode Skud af en stor Blok, der ved Delingen maa antages at ville give en Snes saadanne Skud, saa vil de tre enkelte Skud i Løbet af et eller to Aar danne en Blok større og kraftigere end den store Moderplante, hvis denne samtidig plantes udelt. Vil man hurtigt have store, fyldige Planter, kan man opnaa dette ved at plante flere Smaadele nær hverandre, men med ti1strækkelig Jord imellem, saaledes at de smaa Skud kan føre deres selvstændige Tilværelse og sende Rødder til alle Sider. Det er nemlig dette, som navnlig alle de indre Skud i den store Blok ikke formaar, og derfor vokser de saa slet. De bedste Planter er unge, nyformerede Planter, der en Sommer paa et Skolebed har dannet deres eget Rodnet, og saaledes har lært at sørge for sig selv, og de daarligste Planter er gamle Planter eller store Dele af saadanne, hvis Skud kun med deres ene Side formaar at komme i direkte Berøring med den nye nærende Jord. Naar man derfor fra gavmilde Naboer faar forærende store Klumper af Stauder, maa man dele dem ud i smaa og plante Delene som enkelte Planter, og dersom man køber Planterne og forlanger, at de straks skal fylde i Bedene, maa man købe flere Eksemplarer af samme Art.

Planter, der er plantede om Efteraaret, dækkes som nævnt altid for at undgaa Opfrysning, men saadan #Vinterdækning# er i det Hele altid tilraadelig og bør danne et fast Led i Kulturen af Stauderne. En Del af disse hidrører ligefrem fra Egne med meget mildere Klima end vort, og en meget stor Del fra Steder, hvor Frosten ganske vist er haard og langvarig, men hvor Snedækket er mere paalideligt, og hvor navnlig den danske Vinters lunefuldt vekslende Spil af Frost og Tø er ukendt. Dette gælder bl. a. de fleste Alpeplanter. Selv vore indfødte danske Stauder ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Dækning af nedfaldende Løv, vissent Græs, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Dække.

De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier, Incarvillea, Pæoner, Aconitum og mange flere, dækkes lettest ved et godt tykt Lag gammel Gødning over Stedet, hvor de hviler. Et Lag paa ca. 5-8 Ctm. vil være passende i de fleste Tilfælde. Den store Mængde Planter, der som Heuchera, Kniphofia, Yucca, Hypericum, beholder deres Løv i Live om Vinteren, maa selvsagt kun dækkes med Gødning paa Rødderne, medens Toppen maa rage frit op. En Klasse Planter, der er særdeles vanskelige at dække, er de "alpine", d.v.s. de lave Stenhøjsplanter, der absolut ikke maa dækkes med Gødning eller lignende Materiale. Det bedste vilde være Sne, men det kan man her til Lands ikke løbe an paa; det næst bedste er et Lag Granris ikke tykkere, end at Luften har rigelig Adgang til Planterne. Det drejer sig nemlig ikke om at holde Kulden ude, Temperaturen over og under et saadant let Grandække er naturligvis omtrent den samme, kun er den mere konstant under Risenes Skygge, idet Virkningen af Sol og lettere Morgenfrost ikke naar ned til Planterne. Naar det træffer i med lange Tøvejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Øren"; de tror det er Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spæd Vækst, der til Skade for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandækket hindrer ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser med den deraf flydende Fortræd. Risene hindrer ogsaa ofte den faldne Sne i straks at fyge bort.

Planter, som ikke helt har afsluttet deres Vækst, maa ikke dækkes, navnlig ikke lige i Hjærtet, hvor Dækket i saa Tilfælde let vil foraarsage en Forraadnelse; det vil derfor være rigtigt at afvente en alvorlig Frost, før Dækningen foretages. Om Foraaret maa man paase, at Dækket fjærnes i Tide, saa Planterne ikke faar Lejlighed til at vokse under Dækket, Skuddene vil nemlig saa blive "gejle" d.v.s. lyse og tynde og lidet modstandsdygtige for de ublide Paavirkninger, der finder Sted, naar Dækket tages af. Man maa af og til kradse lidt Gødning væk og fjerne et Ris hist og her. Den fulde Afdækning maa for Risenes Vedkommende foretages i Graavejr; Gødningen lader man gerne ligge, den hjælper til at holde paa Fugtigheden i vort tørre Foraar.

Foruden Gødning og Granris anvender man ogsaa Tang, Savsmuld, Tørvesmuld og lignende Stoffer, og i Stedet for Granris kan man anvende Lyngris. Løv er et fortrinligt Dækkemateriale, der ikke let foraarsager Raaddenskab, men da det er tilbøjeligt til at flyve bort, maa der lægges lidt Ris over det. Planter, der lider meget af Vinterfugtighed f. Eks. Eremurus, kan dækkes med Sand.

Naar Vinterdækket er fjernet, foregaar #Rensningen# mellem Stauderne, og det er i de fleste Haver en Regel at grave mellem dem; at denne fordømmelige Skik er gammel, ses af nedenstaaende Citat af en Havebog (Bentziens) fra Midten af forrige Aarhundrede.

"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og samvittighedsfulde Mænd, men ogsaa en Mængde, som paatage sig Noget, hvortil de ikke have ringeste Kjendskab--og vor Erfaring synes desto værre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere meest tilbøielige til at vælge imellem disse, fordi de kunne spare et Par Rigsdaler aarlig--giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde tjenlig, i Færd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og med en Spade og lige tæt ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne gjøre Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig Stand saa tidlig som mulig. Men i det tidlige Foraar ere mange af Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjære mange prægtige Planter især af Løgvæxterne og derved aldeles ødelægge dem; medens han ved sin utidige Gravning berøver andre Planter saa godt som alle de unge kraftigste Rødder og Skud. Vi bør derfor paa det Indstændigste anbefale saadanne Haugeeiere aldeles at forbyde Brugen af Spade paa de Steder i Haugen, hvor der staaer Stauder, og kun lade Greben anvende med Forsigtighed og først naar Planterne har viist sig tilstrækkelig over Jorden, hvis de ikke ere forsynede med Navnepind, eller dog i det Mindste en nedstukken Stok antyder deres Plads."

Vi slutter os til Bentzien, opgiver Gravningen og nøjes med at luge Ukrudtet væk. Det er sjældent noget stort eller besværligt Arbejde og almindelig Ordenssans kræver det jo ogsaa gjort. En længere Forsømmelse paa dette Omraade kan blive vanskelig at genoprette, idet Kvikrødder, Skvalderkaal og andet fleraarigt Ukrudt, der har filtret sig ind i en Blok Stauder, kun vanskeligt lader sig pille ud igen.

Naar der #vandes#, skal der vandes saa det bløder igennem, det ved enhver, der har haft lidt med Planter at gøre. En lille Overbrusning kan maaske nok gavne Planterne, men lader jo Jordens og Røddernes Tilstand være uforandret og gør maaske den Skade, at der, hvor der ikke ligger gammel Gødning mellem Planterne, danner sig en Skorpe paa Jorden, der fremmer Fordampningen. Naar det ikke netop drejer sig om ganske smaa Forhold, bør man stræbe efter at faa indrettet Trykvand, saaledes at man kan vande med Slange. En 3/4" Rørledning, der ofte kan anlægges overjordisk, saaledes at den tappes af om Vinteren, er ikke dyr. Hertil kommer saa Udgift til Haner, Slanger m.v. Det er næsten uoverkommeligt at foretage Grundvanding af en større Rabat uden dette Hjælpemiddel. Men det kan ikke nægtes, at denne Vanden med Slange er en lidt blandet Velsignelse for Planterne. Naar det iskolde Vand med fuld Kraft slynges mod Planterne en hed Sommerdag, er det naturligvis i nogen Maade til Skade. Naar man passer at vande imellem Planterne, og med en opløst Straale vil denne rigeligere Vanding alligevel Være langt at foretrække for en sparsom men hensynsfuld Vanding med Regnvand eller andet tempereret Vand. Den Tid, der fordrer mest Vanding, er gerne Maj og Juni. Den, for hvem Vanding er noget nær en Umulighed, maa dække rigeligt med Gødning mellem Planterne og maa, særlig hvis Jorden er af let og tør Beskaffenhed, udskyde nogle af de tørstigste Stauder af sit Sortiment og i Stedet optage nogle af de mange Stauder, der med næsten utrolig Energi formaar at klare sig i det tørre løse Sand. Mange af de nyere Haver i Berlins Omegn, i det tilsyneladende trøstesløse brandenburgske Sand, staar ofte i et forbavsende Flor af Blomster, fordi disse med stort Kendskab er valgte blandt Planteverdenens Sulte-og Tørstekunstnere, der, naar de engang har faaet fat, trodser den utroligste Tørke og ser glade ud endda. Det er øjensynligt, at man paa tørre, sandede Steder her i Landet, for Eks. ved Skagen, hvor Luften dog er langt mere fugtig end i Brandenburg, alt for ofte enten opgiver Ævred eller ogsaa med overdrevne Bekostninger holder Liv i de konventionelle Haveplanter uden at prøve de mange tørketaalende Planter, der dog findes.

Nogle Stauder taaler næsten ikke animalsk #Gødning,# saaledes mange Alpeplanter, og Forfatteren har en Formodning om, at Grunden til at Lilier saa ofte slaar fejl, skyldes, at disse Planter ofte ikke kan taale navnlig frisk, animalsk Gødning. Det store graadige Flertal af Stauderne griber og konsumerer alt, hvad der bydes dem, og naar Stauderne plantes tæt, som de i Reglen bør, maa der lægges megen Gødning paa et forholdsvis lille Areal. Naar det ikke drejer sig om nyplantede Stauder, kan man med stort Udbytte anvende Kunstgødning. De Stoffer, der kan blive Tale om, er Kalk, 18 pCt. Superfosfat, 37 pCt. Kali og Chilisalpeter.

De tre førstnævnte virker ret langsomt og skal derfor udbringes om Vinteren, Kalk og Superfosfat ikke samtidigt. Chilisalpeter virker i Løbet af faa Dage og maa ikke udbringes, før man mener Planterne i Stand til at optage det deri indeholdte Kvælstof, idet det ellers meget hurtigt vaskes ned i Undergrunden, særlig paa sandet Jord. Evnen til at optage Næring staar naturligvis i Forhold til Vækstlivligheden. Den Mængde, der skal anvendes, kan under almindelige Forhold sættes til 20 kg Kalk, 6 kg Superfosfat, 3 kg Chilisalpeter og 1 kg Kali, alt pr. 100 Kvadratmeter. De to førstnævnte Stoffer er uskadelige, hvorimod de to sidstnævnte ved overdreven Brug kan virke skadeligt eller endog dræbende. Det er ofte ret omstændeligt at skaffe og blande de enkelte Dele Kunstgødning, og der findes derfor i Handelen en Del færdige blandede Kunstgødninger, der selvfølgelig er dyrere end de rene; Kunstgødning er jo imidlertid saa billig, at en Prisforhøjelse, eller endog en Fordobling af Prisen, rigeligt vil opvejes af Fordelen ved den mere bekvemme færdigblandede Form,--dette gælder naturligvis kun i mindre Haver. Der findes en Del forskellige "Mærker" Blandingsgødninger, og det har i mange Aar været et yndet Emne for "Havebrugskonsulenter" at analysere saadan Blandingsgødning og derpaa, uden Hensyn til at Emballage, Reklame og Forhandlingsprovision ved Salg af saa billige Stoffer som Kunstgødning selvfølgelig koster mere end selve Stoffet, føre et naivt Bevis for, at Blandingsgødninger er meget dyrere end de "rene" Gødningsstoffer. Dette fortjenstfulde Arbejde for Folkeoplysning har haft den uheldige Virkning, at det har skræmt mange Villaejere fra at anvende Kunstgødning, og de vil næppe komme til at gøre det i større Udstrækning, før der kan anbefales en god almindelig Blandingsgødning. Det danske Gødningskompagni har foretaget det fornuftige Skridt under eget Navn at udsende en saadan Blandingsgødning "Tyren" med en Sammensætning, der aabent meddeles, og som er af den Natur, at den kan anbefales til alt almindeligt Brug. Falbydelsen af Blandingsgødning er den eneste Vej til at faa Villaejerne til i større Udstrækning at bruge Kunstgødning.

Hvad enten man udstrør Gødningen tør eller udbringer den i opløst Tilstand, maa man passe at fordele den jævnt og maa knuse alle Klumper. En egentlig Nedbringning i Jorden er ikke nødvendig, man kan blot med en Rive blande Kunstgødningen med det øverste Jordlag. Kompostjord, hvis Tilberedning er omtalt ovenfor, er en aldeles fortrinlig og alsidig Gødning.