Part 4

Ved Plantning af Stauder i _Grupper_ kommer deres Brist d.v.s. de enkelte Arters korte Blomstringstid stærkest frem, denne Fejl kan naturligvis modvirkes ved at man planter to eller flere til forskellig Tid blomstrende Arter sammen, men dette vil selvfølgelig i Reglen betyde en Svækkelse af den Massevirkning, som er Gruppens væsentligste raison d'étre. En Gruppe Delphinium som den paa Fig. 18 viste, vil man dog kunne gøre fornøjelig uden at forringe Antallet af Delphinium ved at lægge den fuld af Narcisser, og senere paa Aaret, naar Delphiniumerne er visne og nedskaarne, kan den tilplantes med Chrysanthemum, der dog maa fjernes igen. Hvor der er Skygge, kan en Gruppe af Strudsevingebregner mellemplantet med Darwin Tulipaner anbringes. I stærk Skygge taber Tulipanblomstens Størrelse sig dog i Løbet af et Par Aar. Hvor der er Sol, kan lægges en Irisgruppe, hvori der om Foraaret lægges Gladiolus til at fortsætte Floren. Næsten hver Staude kan, naar der ellers er Forhold mellem dens Størrelse og Gruppens Dimensioner, anvendes og med jo mere Held jo bedre Planten tager sig ud udenfor Blomstringstiden. Disse Grupper er og bliver dog behæftede med den Fejl, at Tyngdepunktet i Havens Udsmykning med Blomster ikke bliver paa samme Sted, hvis der er flere Grupper, og er der kun en enkelt, saa vil Haven være uden Blomster alt for længe ad Gangen.

En Haveven kunde tænkes at more sig med at danne Farvegrupper ved f. Eksempel foran et Buskads at samle en Del af Foraarets gule Blomster: Doronicum, gule Tulipaner, Euphorbia polychroma, gule Iris, Trollius og mange andre, eller i en anden Gruppe at forene alle de mange høje gule Høstblomster: Helianthus, Rudbeckia, Solidago o.l. Vurderingen af de mange gule Nuancers Intensitet og deres forskellige Flimmer i Solen er en Nydelse for de rigtige Plantevenner, og den Art Fornøjelse er langt billigere at opnaa med Stauder, som for største Delen vil være for Haanden fra Omplantningen, end med andre Planter, der enten købes hvert Aar eller besværligt overvintres.

Som _Udplantningsplanter_ kan Stauderne ogsaa anvendes, dog kun de der let lader sig flytte i Knop eller er ganske tidligtblomstrende. Har man et almindeligt Blomsterbed foran Havedøren, kan det tilplantes om Efteraaret med Arabis, der knap er afblomstrede omkring første Maj, før et Hold Trollius, maaske med en Kant af Phlox divaricata, kan indtage Pladsen. Naar disse omkring 1ste Juli er afblomstrede, kan et Hold Sommer-Phlox træde til, for endeligt lidt ind i September at vige for et Hold Chrysanthemum, der igen følges af Arabis eller andet tidligt foraarsblomstrende. Med et Reservebed og lidt Omtanke lader denne--eller en lignende--Succession sig let opretholde. Det er i det hele forbausende, saa lidt Stauder anvendes til Udplantning, trods det, at Publikum dog stadig lader en Følelse af Kedsomhed ved de evindelige Begonier og Lobelier komme til Orde, og man altsaa skulde tro, der var Jordbund for noget nyt. Ved Slotte og kommunale Gartnerier, hvor der stilles store Krav til Afvekslingen, og hvor den nødvendige Arbejdskraft er til Stede, er man i de senere Aar begyndt at anvende Stauder til de vekslende Udplantninger, idet Planterne dyrkes i de tidligere nævnte Staaltraadskurve, der muliggør en skadesløs Transport til og fra Reservebedene. Dette betyder naturligvis en mægtig Forøgelse i Afvekslingsmulighederne, men det er paa den anden Side ogsaa et temmelig kostbart og omstændeligt Arbejde at slæbe omkring med de ofte store Blokke.

Enkelte Stander med passende Vækst egner sig til at stilles alene, eller maaske tre sammen, frit i Græsset. I den ældre landskabelige Havekunst, var saadanne _Solitærer,_ baade træagtige og urteagtige, meget yndede. De anvendes nu sjældnere, maaske fordi disse fritstaaende Planter, navnlig under smaa Forhold og hvis Motivet gentages for ofte, virker uroligt, men det er ikke desto mindre en udmærket Maade at lade en Plante udvikle sig til et beundringsværdigt Pragteksemplar, hvilket ikke kan naas i Rabat eller Gruppe. Bocconia, Rudbeckia laciniata, Gunnera, Yucca og Kniphofia er blandt dem, der tager sig bedst ud fritstaaende paa en Plæne. Lejlighedsvis kan der ogsaa i den moderne architektoniske Have findes Anvendelse for saadanne Solitærer af anseelig Habitus til at fremhæve og betone Hjørner eller andre Punkter af Betydning i Anlægget. Til dette Brug kan man i Anlæg med nogen Pretention anvende en Opstilling af store Stauder i Baljer eller Kasser og kan ved at have flere Sæt opnaa en konstant Virkning. Denne Kultur af Stauder og andre Planter i Baljer eller Kasser burde anvendes langt oftere for at delagtiggøre Steder, hvor Vækstbetingelserne er ugunstige, i Glæden over Blomster. I Gaarde eller Restaurationshaver kunde der skaffes et ofte haardt tiltrængt Skær af Skønhed ved at saadanne Beholdere med Planter skiftedes et Par Gange i Sommerens Løb. Langt flere Stauder, end man aner, kan vokse og tage sig ud i saadanne Baljer. Chrysanthemum maximum, Helenium pumilum, Achillea Millefolium, Aster Amellus, Astilbe, Chrysanthemum indicum, Doronicum, Erigeron speciosus, Iris, Agapanthus, Lupinus, Monarda, Trollius, Veronica o. m. a. egner sig til dette Brug, men de stiller selvfølgelig store Krav til Vanding og Ernæring, og Beholderen maa være vel drænet. Det er ikke heldigt, naar Solen brænder for stærkt paa Beholderens Sider, og dersom Planterne er fritstillede, bør de drejes af og til for at blive regelmæssige i Væksten.

Det der adskiller den _"naturlige" Staudeanvendelse_ fra de hidtil omtalte er, at man ved Plantningen tilstræber en Efterligning af det vildtvoksende i enkelte Tilfælde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsøges ganske vist som nævnt ovenfor at læmpe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere det hjemmevante bodenständige--Udseende, som Vegetationen ellers bruger Aaringer om at opnaa. Den Bevægelse mod at udviske Sporene af Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urørte, benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at fremkalde, men man tilstræber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes ved den landskabelige Plantningsmaade.

I den landskabelige Have var der, som tidligere nævnt, ikke megen Plads for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var knyttet til Søbredder, Bække og saadanne lignende Forhold, som aldrig findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere nævnte nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med Naturforhold, der vanskeliggør en mere kultiveret Udformning af Blomsterbede.

Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved Spørgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsætninger. Man bør i Reglen kun sætte saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del visnede Stauder--det visne afskæres selvfølgelig ikke regelmæssigt i saadanne Plantninger--ofte kan ødelægge Synet af de blomstrende. Naar derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltrække sig nogen Opmærksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold søge andet Steds hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bør i Reglen plante større Mængder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bør der være et vist Forhold mellem Størrelsen og Mængden af Planter og Stedet. Skal der paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis, selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale i samme Omfang, som hvor Forholdene er større og alt ses paa Afstand. At man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som muligt er en Selvfølge, men naar man ellers anvender velegnede Planter, d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Frø eller Udløbere, og som er saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet, saa kommer i Løbet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevægt tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Præg breder sig over Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen maa man naturligvis søge Stauder, der passer til Stedets Karakter.

Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og Planterne trives sjældent saadanne Steder, kun ganske enkelte som Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa anvendte Metode at forlænge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i Græsset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude opløses i en Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Væksten saadanne Steder kan være gode, saa er det dog nærmest en grim og misforstaaet Plantningsmaade, særlig hvis der bruges mange Arter.

Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige Staudeplantning hører hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa tørre Skrænter, hvor intet Græs kan grønnes, ved fugtige Hulninger i Terrainet, under Træer, langs en Grøft eller et Vandløb, rundt en Dam, ved Moser og Ellekær, paa Stengærder og i forladte Grusgrave, om saadanne Lokaliteter skulde træffe sig, høre til eller kunne drages med ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver fuldkommen Vildnis og tæt Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser Fuglemælk, Ornithogalum nutans som forvildet under Træer i Haveselskabets Have, et udmærket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa tørre solede Skrænter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Græsset for at faa det grønt, kan man opnaa et pragtfuldt Dække af Dianthus plumarius, Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila, Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og mange andre Tørstekunstnere blandt Stauderne. Under Træer er det navnlig Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende Løgvækster, kan komme i Betragtning. Paa Skrænter og langs Udkanten af Træplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda. Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Mængder udvikle en Skønhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme ud som opbundne--i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt op--er paa deres rette Plads øverst paa en Skrænt, hvor de kan faa Lov at hænge ned og samtidig bøje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.

Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfødte Flora i sig selv smuk nok og bør vel ogsaa i de fleste Tilfælde bevares og kun beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan erstatte de almindelige danske Arter af Spiræa og Iris med smukkere og navnlig mere holdbare Former.

Hvorfor gøres der i det Hele saa sjældent Brug af _den danske Floras Stauder_ paa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggør en frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog være paa deres Plads. Ved Jyllands Vestkyst og paa Skagen fører en Mængde Villaejere en fortvivlet Kamp med at faa Græs og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det nu engang hører med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der gror udenfor Døren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde læses af mange Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lüneburg Heide--det samme vilde naturligvis gælde Klitnatur--og den Lethed, hvormed man faar noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige, architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige Arrangementer.

[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]

Ordet _Stenhøje_ og Stenhøjsplanter er berørt ovenfor ved Omtalen af Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som tidligere nævnt kun berøres i denne Bog. Der raser i England i Øjeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for Stenhøjsplanter--Rockgardening--en Bevægelse, som snart vil naa her til Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin Styrke. De egentlige Stenhøje i gammeldags Forstand vil der næppe blive dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes, vil i Reglen ikke være nogen Høj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet, en Hulning omgiven af stedsegrønne Træer, med de store stenlagte Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne "Stenhøj". De Sten, vi har til vor Raadighed her i Landet--undtagen paa Bornholm--egner sig meget daarligt til Fremstilling af den Art Stenarbejde; man kan ikke i en Skraaning med de almindelige Rullesten fremstille de naturlige Lag, som Klipper i Reglen ligger i, og som falder mere naturligt end store Partier af Rullesten. Langt bedre lod en Efterligning af det gode gamle danske Stendige, saaledes som det hegner Sjællands Skove, sig udføre, navnlig da dette jo i Modsætning til "Stenhøjen eller -dalen" kunde indgaa i Havens Plan som fornuftigt, organisk Led.

Den yndefulde Vegetation, der findes paa gamle Murruiner, kan man ogsaa prøve at indfange i Haven. Hosføjede lille Billede, Fig. 23 fra Knuthenborghave, giver et Indtryk af Udseendet. Muren, der godt kan være lav, er fyldt med fast stampet Jord. Stenene paa Billedet er Kalksten, men almindelige Munkesten kan ogsaa anvendes. En Mængde Planter, navnlig dem, der staar de "alpine" nær, kan trives og blomstre ved det Minimum af Fugtighed, de faar paa en saadan Plads. Muren ligesom alle Sten er jo en Akkumulator baade for Fugtighed og Varme, hvilket betinger Trivsel under disse ejendommelige Forhold.

For Fuldstændigheds Skyld skal nævnes den Staudeanvendelse, som bestaar i at opgrave og i Stue om Foraaret at drive visse Stauder og at arrangere Staudernes Blomster som afskaarne i Vaser. Fremgangsmaaden behandles korteligt nedenfor under Kulturen af Stauder. Selve Arrangementet af Blomsterne i Vase er underkastet Regler, der mærkeligt nok intet har tilfælles med Ordningen i Bede. En Plante, hvis Blomster skal ses i Mængde samlede paa Friland, tager sig ofte netop ud nogle faa i et Glas.

STAUDERNES ALMINDELIGE KULTUR.

De Resultater, man almindeligvis har for Øje, giver ikke Indtrykket af, at de fysiske Forhold i Danmark er Staudedyrkningen gunstige; ikke desto mindre er Forholdet dog det, at mange Planter som Kniphofia og Agapanthus er haardføre her, medens de i Tyskland ikke henregnes til de egentlige Stauder, fordi de maa tages op og gemmes om Vinteren. Selv overfor et af Naturen saa begunstiget Land som Frankrig har vort Klima væsentlige Fortrin, idet Phlox og mange andre af vore bedste Stauder lider af, at Solen forkorter Blomstringstiden og ødelægger Blomsterne--ikke at tale om sydligere Lande, hvor Stauderne i snævrere Forstand slet ikke hører hjemme. I Virkeligheden er Antallet af haardføre Planter, og dermed af Stauder, naturligvis meget større i sydligere Lande, men de Arter, der særlig har været Genstand for Forædling, egner sig i Reglen ikke for et varmt Klima. I England er det en almindelig Anskuelse, at de sommerblomstrende Stauder naar deres højeste og pragtfuldeste Udvikling i Skotland paa Grund af de lange lyse Sommerdage--og dem kan Danmark jo ogsaa glæde sig over. Det, der gør vore hjemlige Staudeplantninger fattige og kedelige, er i Reglen den daarlige Kultur, Planterne er Genstand for, hvad enten dette nu skyldes manglende Kendskab eller for ringe Indsats i Arbejde eller Penge.

Selv om Stauderne--i hvert Fald Flertallet af de moderne--er Kulturprodukter, der i Udseende adskiller sig ikke saa lidt fra de oprindelige Former, saa har disse Planter dog sjældent ændret deres naturlige Tilbøjelighed for hver sit bestemte fysiske Milieu. Planter trives i Reglen netop i samme Maal, som man formaar at efterkomme deres Ønsker og Krav i den Retning, enten ved kun at vælge Planter, der ynder det Klima og den Jordbund, man har at byde dem, eller ved saa vidt gørligt at ændre de fysiske Forhold efter Planterne. Hvad enten man nu forsøger det ene eller det andet--eller, hvad der er det almindeligste, lidt af hvert--saa kræver det noget Kendskab baade til Planterne og til de forskellige Kulturmethoder at opnaa et Resultat. Og endelig kræves der en vis--efter Forholdene meget varierende--Sum af Arbejde og Penge, og hvis denne ikke ydes, kan man ikke, saa lidt som paa Livets andre Omraader, vente at høste noget.

Nedenfor skal nævnes de Betingelser og de Fremgangsmaader, der gælder for det store Flertal af Stauderne, medens der med Hensyn til de enkelte Arters Særkrav maa henvises til Bogens specielle Del. Naar der overhovedet lader sig opstille nogenlunde almengyldige Regler for et saa uensartet Plantesamfund som Stauderne, er det fordi en Plante i Reglen kun optages til almindelig Kultur, og kun gælder for en god Staude, naar den ikke er kræsen, men tager til Takke og trives under forskellige Forhold.

Der er i Almindelighed ikke Tale om at vælge særlig gode Pladser eller særlig Jordbund til Dyrkningen af Stauder; Stedet og Forholdene er jo gerne givne. I de smaa Haver er der i hvert Fald sjældent meget at vælge imellem. Hvis der endelig er et Valg at træffe, er det gerne mellem Sol og Skygge, og man bør da undgaa det sidste, thi selv om der findes en antagelig Række Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjælp, i det mindste det meste af Dagen. At der i Middagstimerne glider en Skygge over Stauderabatten, er nærmest af det gode, da det i høj Grad tjener til at forøge Blomstens Holdbarhed under Midsommerens stærke Solbrand.

Den ugunstigste Plads for de fleste Stauder er den, der saa ofte anvises dem, nemlig Pladsen under eller klods opad større Træer og Buske. I den Kamp om Næring og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger Stauderne selvfølgelig altid under, og af den Hjælp, man gennem Vanding og Gødskning yder Stauderne, tager Træernes og Buskenes Rødder Løvens Part, og Hjælpen kommer altsaa nærmest Fjenden til Gode og lokker yderligere Trærødderne hen under Stauderne. Man kan--hvad der naturligvis er dyrt og omstændeligt--anbringe Tagpap lodret i Jorden eller endog støbe en smal Mur for at begrænse Trærøddernes Vækst.

Mange Villaejere mener ikke at have anden Rabat tilovers for Stauderne end en saadan Pinebænk langs et gammelt Buskads; det er naturligvis Indbildning, for der findes i de fleste ældre Haver en Mængde Buskads, der hverken i sig selv er kønt, ejheller tjener til noget som helst ud over at gøre Haverummet uklart i sine Omrids, den med Buskadsplantning tilsigtede Virkning, at lade Haven synes mindre nøgen de første Aar og maaske større end den egentlig er, er jo i ældre Haver dels ikke længer ønskelig og dels i Reglen aldrig opnaaet. I mange Tilfælde er Anbringelsen af Busketter sket ganske hensigtsløst. En Mængde af disse kedelige og unødvendige Busketter kan ryddes og give Plads for Stauder og det Liv og Lys, som følger hermed. Mangen Gang vil ogsaa et lille Indgreb i Græsplænen eller en behændig Omlægning af en Stump Gang skabe fortrinlig Plads til Stauder, hvor man før mente ikke at have Rum tilovers. Rosengrupper af Thea-og Remontantroser er jo særlig; paa let Jord ikke komme længere, naar de har staaet en 8 à 10 Aar, og der findes sikkert mange saadanne ældre, lumsk kedelige Rosenrabatter, der til Glæde for alle Parter ogsaa for de virkelige Rosenvenner kunde ofres og genopstaa med Fylde og Liv af Blomster og Farver.

Den bedste #Jordbund# for Stauderne er almindelig god Havejord i saadan Kulturtilstand, at den holder noget paa Fugtigheden om Sommeren og ikke lader Vintervæden stagnere. Hvis Jorden er for sandet og let, saaledes at Regnen løber lige gennem den, kan den forbedres og bringes til at holde paa Fugtigheden, dels ved Tilførsel af sværere Jord eller af Gødning og da navnlig Kogødning og dels ved Iblanding af Kompostjord.