# Stauder ## Part 2 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/stauder-10218/index.md Virkningen kan yderligere forøges, ved at Rabatten har en let Hældning mod Gangen og mod Iagttagerens Standpunkt. Det vil naturligvis være forholdsvis sjældent, at alt saaledes kan forenes til at skabe en saa koncentreret Effekt set fra et Punkt, og det vil jo i Reglen ogsaa betyde en Svækkelse af Virkningen iagttaget fra andre Steder af Haven. Hvis Rabatten er dobbelt d.v.s. at to Rabatter flankerer en Gang, og hvis de har samme Bredde og blomstrer samtidigt, saa vil en Beliggenhed i Nord og Syd være meget at foretrække, eller maaske rettere udtrykt: to symmetriske Rabatter bør--særlig naar de har Hække som Baggrund--ikke lægges i Øst-Vest, idet den nordlige da vil opnaa meget større Glans end den sydlige paa Grund af, at de højere Stauder og Baggrunden vil skygge over Dele af den sydlige Rabat. Uligheden vil altid være følelig og virke uheldigt. Naar Forholdene er ugunstige for symmetriske Rabatter, bør man overveje Muligheden af en asymmetrisk Ordning. Hvis Gangen, hvortil Rabatterne skal slutte sig, løber i Havens nordlige Del og i Retningen Øst-Vest--det drejer sig naturligvis om en mindre Have--vil det ofte være smukt at have en Hæk eller anden høj Baggrund bag den nordligste Rabat, og saa beplante denne med væsentlig høje Stauder, medens den sydlige Rabat beplantes med lutter lavere Planter og lægges, uden Baggrund af Hæk eller andet, direkte op til Plænen. Alene en stærk fremtrædende forskellig Bredde vil hjælpe over Ulemperne ved den dobbelte Rabat i Øst-Vest Retningen. Hvis der ikke findes en Baggrund for Blomsterne, men Rabatten føres tværs over en aaben Plæne eller gennem en Køkkenhave, vil man, forudsat man undgaar større sammenhængende Plantninger af høje Stauder, og der ellers ikke kastes Skygger ind over Rabatterne, være ret frit stillet med Hensyn til Beliggenheden i de forskellige Vindhjørner. Belysningen af Rabatten maa være ensartet; hvis en Bygning eller et Træ kaster Skygge over den ene Ende, medens den anden ligger i fuld Sol, vil man faa en utiltalende Uligevægt i Blomstens Fylde og Glans. Denne Ulempe kan modvirkes i ikke ringe Grad, naar der til de skyggede Pladser vælges Stauder, der taaler at undvære Sol, men at træffe et saadant Valg og faa det til at passe med de øvrige Dele af Rabatten, er ikke hver Mands Sag. Med Hensyn til Bredden, saa kan den variere fra en ganske smal Stribe til en mægtig Bredde; kun maa der naturligvis være Forhold i Tingene, for at en smuk Virkning skal naas. Billedet (Fig. 1) viser en mægtig bred Stauderabat, der imidlertid staar i udmærket Forhold til Gangen og til Hampton Courts vidtløftige Slotsfløj. Foruden de tilstødende Ganges Bredde og hele Havens Karakter, maa selvfølgelig Forholdet til Længden, d.v.s. det fra et Sted synlige Del af Rabattens Længde, tages med i Betragtning. Selve Plantematerialet og Arrangementet deraf spiller en stor Rolle ved Fastsættelsen af Dimensionerne, eller maaske snarere omvendt; en urolig, stærkt vekslende Beplantning kan lettere fylde en bred Rabat end et i Form og Farve monotont Arrangement. Af Hensyn til Beplantningen kan en almindelig Sommer-og Efteraarsrabat ikke godt være under 2 m bred, medens en Foraarsrabat kan være betydelig smallere paa Grund af de i Reglen mindre Planter. Man er altid noget tilbøjelig til at anlægge Gangene ved en Rabat lidt for smalle, man maa jo erindre, at de, foruden deres egentlige Bestemmelse, tillige har den, at virke med i Helheden, at danne en rolig Flade som passende Modsætning til al Blomsternes overvættes Fylde og Liv i en vellykket Plantning. I Stedet for en gruset Gang, kan man paa engelsk Manér have en græslagt Gang, men en saadan kræver Vanding, Tromling og Maskinslaaning og i det Hele en Pleje, som sjældent bliver danske Plæner til Del. Hvis dette i Forbindelse med et omhyggeligt Jordarbejde ved Anlægget ikke ofres, vil en saadan "Græsgang" hurtig blive grim og luvslidt. Rabatterne langs en saadan Gang behøver ingen Afgrænsning eller Kant, hvad ellers enhver Rabat maa have, med mindre den forreste Række Planter er lave eller pudedannede Planter, der i sig selv danner en Afgrænsning mod Gangen; en saadan Kant bliver dog ifølge Sagens Natur uklar og uregelmæssig. Kanter kan dannes af en Mængde forskellige Stauder, idet de fleste lave Planter, der beholder nogenlunde kønt Løv hele Aaret, eller i hvert Fald hele Sommeren igennem, egner sig til dette Brug. Disse Kantplanter kræver imidlertid en hyppig Omplantning for ikke at blive for brede og uregelmæssige; mange af dem har ogsaa den Fejl, at Frosten borttager Planter hist og her og derved bryder Rækken, og i det hele er Stauder som Kant behæftede med den meget væsentlige Fejl, at de ikke trækker Linien skarpt op. Hvor Rabatten bestaar af lutter høje Stauder, kan der anvendes en Kantning af Smaahække af storbladet Buxbom, Bøg, Eg eller Tax, Græskanter kan med passende Breddeforhold danne en flatterende Ramme om Blomsterne, men de er vanskelige at vedligeholde og navnlig i smaa Flader kommer Græsset sjælden til sin Ret og kan heller ikke anbefales til almindeligt Brug. Lavendelkanter er noget helt for sig selv; Lavendelhække langs Køkkenhavens Hovedgang er en af de meget faa Traditioner for Planteanvendelse, som vi direkte har arvet fra vore Oldeforældres Tid og Lavendelhække er i Kraft af den ekstra gammeldags Charme, der omgiver dem, nu selvfølgelig tip-top moderne. De egner sig dog egentlig kun sjældent til Kant om Staude-Rabatter og i hvert Fald kun for Rabatter med ret høje, isoleret stillede Stauder (eller Georginer). Den mest anvendelige og absolut bedste Kant, Planteverdenen yder os, er almindelig Buxbom. Kulturen af Buxbom er den lettest mulige, og den er aldrig for fremtrædende, som de blomstrende Kanter til Tider kan være, den indskrænker sig til at fungere som Afgrænsning og gør dette mere skarpt og mere klart end nogen anden plante. Buxbom vil være den Kant, der under alle almindelige Forhold vil være at foretrække. Hvor det drejer sig om en almindelig af mange forskellige planteformer sammensat Rabat, det vil sige en Plantning, der vil være jo mere vellykket jo større dens Frodighed og Fylde, dens Overdaadighed i vekslende Former og Farver er,--gælder det netop at have en enkelt, sober og klar Kant, hvilket igen vil sige, at en Stenkant vil virke bedst. Netop Modsætningen mellem Indholdets, d.v.s. Staudevegetationens uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der tiltaler os saa umiddelbart. De mosgroede Sten og de vedbenddækte Mures kendte Charme beror paa ganske det samme, i det væsentlige da. Man bør derfor ikke ved Stenkanter være bange for at plante de yderste Planter nær Kanten, saaledes at en eller anden pudedannende Plante kryber over Kanten, og ej heller skal man, om en Staude bryder ud af Geleddet, vælter sig frem i første Række og stikker Blomsterhovederne ud over Kanten, straks være parat med Stokke og Bast. Paa den anden Side maa man være forsigtig med ikke at arrangere noget saadant; den Slags Ting ordner Naturen altid bedst selv. Mursten--maaske helst Munkesten --anbragte enten i Løberskifte eller i Kopskifte danner en fortrinlig Kant, og det er vel den eneste Art Stenkant, man her i Landet kan faa for en rimelig Penge. De i Handelen værende lange, smalle Cementkantsten er ogsaa gode, men mange Mennesker nærer jo en mærkelig Uvilje mod dette fortrinlige Materiale. Hvis Forholdene ellers tillader det, saa danner almindelige Fliser mellem to Rabatter paa samme Tid Kanter og Gang. Virkningen er i Reglen meget smuk, hvad den derimod ikke bliver, naar der anvendes een Række Fliser midt i Gangen; særlig naar Gangen er stærkt rundet, ser det hæsligt ud, og Gangen danner ikke længere den rolige ensartede Flade, som er ønskelig for at fremhæve Plantningen. Rabatten i sin enkleste Form bestaar kun af en Planteart, enten i samme eller i flere Varieteter, og i denne Form er Rabatten egentlig kun en langstrakt Gruppe og altsaa behæftet med Staudegruppernes Fejl: Blomstringens Kortvarighed, der gør den mindre værdifuld for de ganske smaa Haver. Det, der maa kræves af en saadan Rabat, er at Planterne i saa lang Tid som muligt uden for den egentlige Blomstringsperiode ser nogenlunde tiltalende ud, d.v.s. enten at de blomstrer sent--før Blomstringen ser de fleste Stauder meget tiltalende ud--eller at de som Pæoner og Lupin bevarer Løvet kønt længe efter Afblomstringen, eller endelig, at de som Pyrethrum, Viola cornuta og Bellis remonterer hen paa Sommeren. Der er enkelte Planter, der som Pæon og Pyrethrum egner sig mindre godt for den sammensatte Rabat, og som derfor helst maa staa for sig selv. Heldigvis har netop disse to Slægter et Par Arter, Pæonia, albiflora og Pyrethrum roseum, der er saa uendelig rige paa Varieteter, at en saadan Rabat kan oplives ved det rigeste Spil af Farvenuancer. Det sidste Tiaar har bragt en Række Forbedringer paa baade Pyrethrums og Pæonernes Omraade, som man ikke havde drømt om tidligere, hundredevis af de pragtfyldte Sorter staar til Publikums Raadighed, og der drives i England og Amerika en sand Luksus med disse Blomster, og der betales ofte en Snes Kroner for Stykket af de nyeste og smukkeste Sorter. Man kan trøstigt sammensætte disse Rabatter, som man lyster, alle Farverne klæder hverandre udmærket. Dette gælder derimod ikke, hvis man danner en Rabat af Phlox paniculata, der iøvrigt ogsaa egner sig til en "Enartsrabat". Denne Plantes Sortiment spænder nemlig over et Par Farver, blaalilla og skarlagenrødt, der ikke saa godt passer til de øvrige; man maa her enten undgaa disse Farver eller mildne de værste Sammenstød f. Eks. mellem lysviolet (Antonin Mercié) og brunligt purpur (Reichsgraf von Hochberg) ved at strø rigeligt hvide eller meget lyse Farver imellem, løvrigt skal man ikke være for ængstelig, der opstaar ofte ganske uforvarende pikante Disharmonier, der virker pudsigt uden at ødelægge Helheden. Det eneste, man skal undgaa--og det gælder næsten i hele Staudeverdenen--, er at det rene skarlagenrøde (Phlox Dr. Königshöfer), denne knaldrøde Pelargonie-Farve afstedkommer næsten altid Ulykker. Denne Rabat med kun en Art kan udvides til to, tre, fire og flere Arter, der kan afløse hverandre. Eksempelvis kan en Pæonrabat gennemvæves med Paaskelilier, men der maa ligge mindst en halv Snes Løg samlede i Klumper. Naar disse blomstrer--det skal være af de tidlige Sorter--vil Pæonerne netop staa med unge brune Spirer godt over Jorden og vil danne en smuk Helhed sammen med de gule Narcisblomster. Til Afløsning af Pæonfloraen kan der mellem Planterne lægges Lilier, Pæonernes Blade vil da skjule, at Lilierne ofte er nøgne og visne paa det nederste Stykke af Stilken. En saadan Rabat kan ligge urørt i en halv Snes Aar eller længere uden at tiltrænge Omplantning, idet de tre nævnte Staudeslægter hører til dem, der ikke ofte behøver Omplantning (se Kulturen). Iris, og i det Hele alle Slægter med stort Farvesortiment, egner sig til den Art Rabatter, idet Formens Ensartethed klæder Farvernes Vrimmel, og det forholder sig næsten altid saa, at Farvevariationerne indbyrdes harmonerer, Phlox danner som nævnt en Undtagelse. Gamle Dages Stauderabat bestod gerne af en eller to Rækker Planter anbragte med samme indbyrdes Afstand ligesom Knapperne i en Frakke; men denne Maade, den ganske vist lader de enkelte Planters Habitus træde tydeligt frem, har den Fejl, for det første, at den, grundet paa de alt for faa Planter, ikke giver Rabatten nogen videre Betydning som Udsmykning af Haven, og for det andet, at den lader den nøgne Jord se alt for meget mellem Planterne. Mulden kan være smuk, naar den er nyvendt, men naar den først er klasket af Regn og hvidnet af Sol, er den alt andet end tiltalende, og man foretrækker da ogsaa nu i Almindelighed at følge Naturens Eksempel og altid lade Vegetation dække Mulden; den kan jo kun holdes nøgen ved Arbejde og i Naturen finder man Klipper og Sten og Sand nøgent, men aldrig udækket Muld, i hvert Fald er det da dækket af Løv. De nævnte gammeldags Rabatter egner sig bedst til videnskabelige Plantesamlinger, hvor en stræng Sondring mellem Planterne er nødvendig, og hvor det dekorative Moment kommer i anden Række. En af de største Fejl, der kan begaas ved Ordningen af Blomsterne i en Have, er at sprede dem jævnt over hele Haven, dels er det upraktisk, og dels gaar næsten al dekorativ Virkning tabt; det gælder fremfor alt at koncentrere saa meget som muligt. Hvis man har mere end en Rabat, eller hvis Ejendommen kun bebos en Tid af Aaret, kan man mangedoble Blomsternes dekorative Effekt ved i den enkelte Rabat at samle Planter, der alle blomstrer samtidigt og saaledes i nogle faa Maaneder vedligeholde et forstærket Flor. De egentlige Stauder overvintrer jo i Reglen ikke noget videre af deres overjordiske Del, og det ligger derfor i Sagens Natur, at alle de Planter, der bærer Blomsterne højt til Vejrs paa lange Stilke, maa have en vis Tid til at udvikle sig, og derfor vil man ogsaa se, at næsten alle høje Stauder er ret sildigblomstrende, medens de foraarsblomstrende i Reglen bestaar af lavere Planter, heraf følger at en Foraarsrabat i Blomst fra April til Juni lettest fremstilles som en lav Plantning af alle mulige "alpine", krybende og pudedannende Planter, medens en sommerblomstrende lettest dannes af mellemhøje og en Efteraarsrabat af meget høje Stauder; der findes dog en Mængde Undtagelser fra denne Hovedregel. En lav Foraarsrabat kan, af Hensyn til den Vækstejendommelighed ved de pudedannede Planter, at de blomstrer rigest paa Pudens Sider, ikke plantes helt tæt; man vil staa sig ved at lade de enkelte Plantegrupper--hver "Pude" maa selvfølgelig i Overensstemmelse med den almindelige Regel for Staudeplantning bestaa af en lille Koloni af Planter--mere eller mindre isolerede, selv om man for Afvekslings Skyld af og til gør Brud paa denne Regel og endda lader et Par Arter blande sig mellem hverandre. Den frie Plads, der opstaar mellem Plantegrupperne, er det ikke let at udfylde. Man kan lade den graa Antennaria brede sig som et Tæppe i Mellemrummene, men det vil, da dette Tæppe stadig skal klippes og navnlig ikke maa genere Rabattens egentlige Bestand og derfor maa holdes i Ave, foraarsage et stort Vedligeholdelsesarbejde. Bedre er det at anvende Sten, saaledes at Rabatten bliver et "Stenbed" af Lighed med dem, der anvendes i Gartnerier til Udskoling af "Stenhøjsplanter" og forsyne dem med større eller mindre Sten, trykkede let ned i Jorden. Rabatten bør i saa Fald helst ligge rigeligt over Gangen og være noget oprundet mod Midten. De hvide Skærver, som faas ved Kalkbrud, kan ogsaa anvendes i deres forskellige Størrelser, og skønt det vist aldrig har været prøvet, er Forfatteren tilbøjelig til at tro, at et Lag groft Grus over Jorden vil være anvendeligt, i hvert Fald at foretrække for den nøgne Jord, der som nævnt ovenfor kun i ny behandlet Tilstand er smuk. Dette Foraarsflor skal i Reglen have megen Sol og helst ligge paa et ikke fugtigt Sted, udsat for frisk Luft; er Forholdene anderledes, kan man dog af Primula, Aurikler og mange Slags Løgvækster danne en tilsvarende Rabat, der taaler lidt Skygge og mere indelukket Luft. Paa Grund af Planternes lave Vækst, bør en saadan Rabat selvfølgelig ikke have den Bredde, som vil være passende for højtvoksende Blomster, O,5 à 1,5 Meter vil under almindelige Forhold danne henholdsvis Minimums og Maximums Bredde. I Resten af Aaret ser de fleste af disse Foraarsplanter nydelige ud, naar de da ellers behandles rigtig med Afskæring af visne Blomster o.s.v., idet mange af dem er Planter, der som Ajuga, Aubrietia, Iberis, lave Phlox, Arabis, Alyssum o.s.v. beholder deres Løv uskadt, og endogsaa med de mange brunlige, graalige og grønne Schatteringer danner det sarteste Farvespil, naturligvis af en hel anden Karakter end den, der udfoldes under Blomstringen, men ofte af en blid Ynde, der en solet Efteraarsdag kan virke ganske betagende. Med en Beplantning af Juli-og Augustblomstrende Stauder, en Skærsommerrabat, kan man med Delphinium i Hovedrollen vel nok fremstille den mægtigste Virkning, der overhovedet kan naas med Blomster; men en saadan Rabat har den Fejl, at den efter Afblomstringen ser grim ud, og den vil i Almindelighed kun være at anbefale, hvor der findes adskillige Rabatter eller tilstrækkelige gartneriske Hjælpemidler, saaledes at der kan dyrkes et Sæt Chrysantemum og Aster Amellus, der i Slutningen af August kan henplantes i Rabatten og fortsætte Sommerens Flor. Ejere af Sommerhuse, der kun bruges i Ferien, vil naturligvis netop have Glæde af en saadan Plantning. Til mere almindeligt Brug, eller rettere til Brug i det videst mulige Omfang, egner sig derimod en Rabat sammensat af baade Sommer-og Efteraarsblomstrende Planter, idet den kan holdes i Flor lige til Frost og Væde lægger alt øde. I Tiden indtil St. Hans vil en saadan Rabat aldeles ikke virke skæmmende, selv om den er ganske uden Blomst, idet netop disse unge spirende, saftspændte Planter er i Besiddelse af en frisk og løfterig Skønhed, som de samme Planter ganske savner efter Blomstringen. I større Haver og under større Forhold vil en bred Rabat af Efteraarsasters og sildige Gyldenris, Chrysantemum og andet sildigtblomstrende Materiale være til stor Glæde, navnlig hvis vi er saa heldige at faa et sommerligt Efteraar, ellers er disse i Meget sildige Blomster her i Landet ofte tilbøjelige til at "snadske" væk i de lange Nætters Regn, uden at den magtesløse Sol formaar at live dem op igen om Dagen; især er det slemt naar Rabatten ikke ligger frit, hvor Sol og Vind kan tørre lidt paa Blomsterne. Ogsaa i den almindelige Sommer-og Efteraarsrabat skal man give Afkald paa det allersildigste, ellers vil Rabattens sidste Dage blive et altfor langvarigt og pinligt Farvel til den svindende Sommer. Naar man paa en Gang skal naa to Maal, en fri, let og malerisk _Gruppering_, saaledes som det nu en Gang bedst klæder dette Blomstermateriale, og paa den anden Side opnaa en vis Ro og Orden i Fordelingen, en vis Ligevægt, saa bliver det selvfølgelig som ved de fleste æstetiske Spørgsmaal en Sejlads mellem Scylla og Karybdis med Fare for at styre for nær skematisk Stivhed paa den ene Side og planløs Uorden paa den anden. Bestaar Rabatten kun af faa Arter, saa er Fordelingen selvfølgelig ganske ligetil: den bør være jævn og ensartet, hvis man derimod, hvad der i Almindelighed vil være Tilfældet, sammensætter sin Rabat af en Mængde af Stauderigets Slægter, bliver Fordelingen vanskeligere. Den bør ske under tre Hovedpunkter: Blomstringstid, Vækst og Farve. Med Hensyn til Blomstringstid er der næppe delte Meninger om, at kun en Vej er den rette, nemlig at fordele de Blomstringstider, som Rabatten spænder over, saa jævnt som muligt over hele Længden. Man vil næsten aldrig paa dette Omraade løbe Fare for at faa Fordelingen altfor omhyggelig, idet Planterne i saa Henseende dels er meget forskellige de forskellige Aar og dels i Løbet af deres Alder forskyder Blomstringstiden lidt, men næsten alle i forskellig Grad. Hvad Fordelingen efter Vækst angaar, saa er Spørgsmaalet her vanskeligere, idet man her, hvis man er nøje kendt med sit Materiale, kan løbe den Risiko ved en for omhyggelig Opstilling, at berøve Rabatten det Liv som Planternes store Formrigdom kan give. At de store Planter i Almindelighed skal bagest og de smaa forrest følger af sig selv, ellers vilde de jo skjule hverandres Blomster og væsentlig forringe Vækstbetingelserne for de lavere Planter. Naar det ikke overdrives vil det være af fortrinlig Virkning af og til at gøre et rask Brud paa denne Hovedregel og lade en mellemhøj Plante af karakteristisk Vækst, f. Eks. en Kniphofia eller en Yucca blive anbragt nær Kanten. Alle Slags Planter, som Chelone, Campanula persicifolia og andre, hvor den egentlige Plante er en lav Roset, og som kun opnaar deres Højde ved selve Blomsterstilkens Længde, egner sig ogsaa til fremskudte Pladser; hvorimod Planter med Tilbøjelighed til at blive visne og nøgne forneden, som Althæa, Aconitum, visse Delphinium o. fl. naturligvis ikke maa rykkes frem, men maa skjule deres Fejl i de bagerste Rækker. Planter, der har en lidt rund Vækst, som Anthemis Kelwayi, kan ogsaa undtagelsesvis faa Lov at vælte sig ud over Kanten. Der kan fremkaldes Variation i Rabattens Indre, ved at man f. Eks. lader en stor Gruppe Phlox paniculata, som en vældig Bug nærme sig Forgrunden paa et Sted, hvor Plantningen ellers er holdt ganske lav. Forsidens lave Planter kan man lade skyde Fjorde ind mellem de høje Planter og endogsaa lade dem nærme sig Baggrunden, naar ellers Naboernes Habitus tillader dette. Alle disse nævnte Tilfælde bor være Undtagelser, og Hovedreglen bør være den naturlige, at de høje er bagerst og de lave forrest. Man skal nødig anvende en Art, der rager paafaldende op over de andre; i saa Fald maa den da plantes gentagelsesvis flere Gange, dog ikke med nøjagtigt ligestore Mellemrum og heller ikke i ganske nøjagtig samme Antal i hver Gruppe. Anvendelsen af kun en Plante paa hver Plads var en af Hovedfejlene ved Staudeplantningen i tidligere Tider og er det tildels endnu. Man kan nemlig aldeles ikke vente nogetsomhelst andet end et ret trøstesløst Resultat af en Rabat, hvor Planterne ikke er anvendte flere af hver samlede i Smaagrupper eller Kolonier. Det er en Egenskab ved Stauder--og det gælder vistnok for næsten al Blomsterdekoration--at først i Flok formaar de at yde en vis Virkning. Man ser da heller aldrig Begonier, Lobelia eller andre Udplantningsplanter anvendte enkeltvis; hvorfor man har negligeret denne fundamentale Regel for Staudernes Vedkommende, naar den er bragt i Anvendelse for Sommerplanternes, er egentlig ubegribeligt; maaske skyldes det Liebhaveriet. Imidlertid er det jo meget, tilladeligt, om man ogsaa paa den Maade øger Variationen, at man her og der planter en enkelt Plante af een Sort. Grupperne eller Kolonierne maa nødig i for høj Grad blive lige store, bør ikke heller være for kompakte eller runde; tværtimod vil en lidt langagtig Gruppe, der i sine Ekstremer opløser sig lidt, saaledes at Nabogruppernes Forløbere kan finde en Plads i dens Udkanter, ofte være det heldigste; man beholder paa den Maade den Virkning, som Massen frembringer og undgaar det klumpede i Arrangementet. Den Færdighed, der skal udøves ved Tilplantningen af en Rabat, er den samme, som den maa besidde, der skal binde en Krans eller pynte en Vase smukt og frit, kun at den, der planter Rabatter, gaar og arbejder med nogle ret ensartede og uanselige Rodklumper og Smaaplanter, hvis fremtidige Vækst og Farvepragt han maa nøjes med at genkalde i Erindringen. For at kunne gøre det med blot nogenlunde Sikkerhed, kræves der baade et solidt Plantekendskab og en klart arbejdende Fantasi, der ved Synet af en Etikette med et latinsk Navn nøjagtigt genkalder Billedet af Planten paa de forskellige Udviklingstrin, Det er selvfølgeligt meget vanskeligt, og det er da ogsaa en Trøst for os alle, at det vist er grumme faa Mennesker, der kan tumle med et saadant Fantasistof, og det er en anden og bedre Trøst, at Naturen er saa uendelig barmhjertig; naar Mennesken blot gør lidt og viser den gode Vilje, saa gør den Resten, saaledes at Resultatet i Reglen bliver godt.