# Stauder ## Part 1 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/stauder-10218/index.md Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreaders. STAUDER af G. N. BRANDT Alfred Lichtwark, den nys afdøde tyske Kunsthistoriker, udtalte gentagne Gange i sine Skrifter om Havekunst, at dennes højere eller lavere Standpunkt var afhængig af Amatørerne, og han søgte at bevise sin Paastand ved Henvisning til den overlegne Havekunst i England, hvor det vrimler med Havebøger og-tidsskrifter, ikke alene skrevne for Amatører--det har vi og Tyskerne ogsaa--men skrevne af Amatører. Der er næppe heller Tvivl om, at Lichtwark har Ret; thi den forretningsmæssigt drevne Tilplantning og Vedligeholdelse af Haver maa og skal føre til Skabelonmæssighed og Routine, hvor dygtige Mennesker der end beskæftiges ved denne Gren af Havebruget. Hvis derfor det private Havebrug, der i Forhold til Landets øvrige Kultur staar saa lavt, skal højnes, maa det ske ved at vække Interessen og skabe kundskabsrige Amatører. Som et beskedent Led i denne Bestræbelse, hvis Resultater naturligvis i første Række vil komme det faglige Gartnerarbejde tilgode, maa nærværende Bog ses og bedømmes. Forfatteren bringer sin bedste Tak til Det Kongelige Danske Haveselskab, Messrs. Kelway & Son, Langport, d'Herrer Carl V. Lange og N.W. Larsen for al velvillig Bistand, navnlig med Udlaan af Billeder. Docent ved Landbohøjskolen G. Becker har velvilligst gennemgaaet den botaniske Nomenklatur; for denne værdifulde Hjælp yder Forfatteren ham sin bedste Tak. At Forlaget ikke har skyet at give Bogen et Udstyr, som ellers ikke bliver danske Havebøger til Del, vil sikkert finde Paaskønnelse i alle haveinteresserede Kredse, og det maa ønskes, at Publikums Modtagelse af foreliggende Bog maa blive en saadan, at andre Dele af Havedyrkningen: Roser, Stenhøjs-og Vandplanter o.s.v. paa lignende Maade kan tages op til Behandling ad Aare.[1] [Footnote 1: Saadanne Bøger er udkomne paa samme Forlag henholdsvis 1915 og 1917.] Ordrup i April 1914. _G. N. BRANDT_. I nærværende 3die Oplag af "Stauder" er indført en Del Rettelser og Sortimentet er ændret, saaledes at det er tidssvarende. Da jeg selv ikke længere dyrker Stauder, og derfor ikke følger Fremkomsten af Nyheder saa nøje som tidligere, har jeg raadført mig med forskellige Kolleger og takker navnlig Handelsgartner Aksel Olsen, Kolding, for værdifuld Bistand. Ordrup, Juli 1918. _G. N. BRANDT_. Det tyske Ord Staude har i Mangel af et dansk i mangfoldige Aar tjent som Kollektivbetegnelse for en vis Klasse af Haveplanter, der botanisk set er uden systematisk Samhørighed, men som danner et fysiologisk Hele, en Gruppe af Haveplanter, der kan defineres som fleraarige, urteagtige, haardføre Prydplanter. Trods denne tilsyneladende skarpe Begrænsning gaar Stauderne dog jævnt over i tilstødende Dele af Planteverdenen. Fleraarigheden kan for manges Vedkommende under visse Forudsætninger blive til Toaarighed, og paa den anden Side kan toaarige Planter under visse fysiske Forhold eller ved Kulturens Indgriben forblive fleraarige. Enkelte Stauder kan ogsaa af og til vise Tendens i Retning af træagtig Udvikling af de nederste Partier, og endelig er Haardførheden jo et svingende Begreb: Hvad der er haardført paa Taasinge, fryser væk ved Viborg, og de enkelte Aaringer og de enkelte Planters Forhold forrykker stadig Grænsen for Haardførheden. Det bliver altsaa i mange Tilfælde en Skønssag, om en Plante kan henregnes til Stauderne eller ikke. Blandt de her i Bogen nævnte Planter, vilde mange maaske ikke anerkende Digitalis purpurea, Agapanthus umbellatus og Yucca filamentosa som Stauder, men kalder dem henholdsvis en toaarig Plante, en Koldhusplante og en Busk. Naar imidlertid en Plante i sin Kultur og sin hele Anvendelse ikke adskiller sig fra Stauderne, saa kan man rolig benævne dem som saadan, og det er da heller ikke taget i Betænkning i denne Bog, hvis Hensigt blot er at bidrage til en større Anvendelse af disse Prydplanter navnlig i de almindelige Villahaver. Denne sidste Begrænsning har medført, at de egentlige Rabat-og Gruppestauder, som i Reglen er de anvendeligste i en mindre Have, har faaet en langt mere udtømmende Behandling end Stenhøj-, Vand-og Sumpplanter, Bregner, Løgvækster, for hvilke der dog alle er medtaget typiske Repræsentanter for derved at give Bogen en vis Afrunding. En Del af disse Planter er behandlede i et særligt Bind i "Vand-og Stenhøjsplanter", der er udkommet under Forf. Redaktion. Naar man for at vurdere Stauderne som Haveplanter sammenligner dem med Udplantningsplanterne: d.v.s. Pelargonier, Begonier o.s.v. og med Roserne, der jo i det væsentlige udgør Havens Udsmykning med Blomster, vil det, hvad Prisen angaar, vise sig, at Stauderne gerne vil falde lidt dyrere ud end Roser, naar det samme Areal skal tilplantes, medens de selvfølgelig i Længden vil være langt billigere end Udplantningsplanterne, der kun varer en Sommer. Hvad Udgiften til Arbejdet med Vedligeholdelsen angaar, vil et Staudeareal i Reglen koste det meste Arbejde, naar det da ikke drejer sig om en af de saakaldte naturlige Plantninger, der selvfølgelig slet ikke bør vedligeholdes i almindelig gartnerisk Forstand. Medens enhver, der overhovedet vil, kan passe Rosenplantninger og almindelige Blomsterbede, vil der i Reglen fordres en vis Sum af Kendskab baade ved Tilplantningen og ved Vedligeholdelsen af Staudeplantninger. Men til Gengæld for denne større Indsats af Penge eller Arbejde--ogsaa Tankearbejde--, giver Stauderne rigtignok ogsaa Skønhed og Glæde tilbage i et helt andet Omfang og langt mere mangfoldigt end andre Blomster. Det, Folk søger hos Blomster, og Grundene, hvorfor de dyrker dem, kan være saa ganske forskelligt; nogle Mennesker glæder sig navnlig over Blomsterbedenes rent dekorative Virkning, medens andre staar i et ganske anderledes intimt Forhold til Planterne og navnlig glæder sig over de enkelte Individers Skønhed og over det hele vegetariske Liv; for disse sidste er netop Stauderne de Planter, der mere end nogen andre giver Udtryk for Døgnets og Aarstidernes Vekslen; en Stauderabat med mange Arter er i stadig Udvikling, skifter Udseende omtrent hver Dag; med næsten dramatisk Kraft giver disse Planter Udtryk for Livets Kredsløb: Spiring, Udvikling, Blomstring, Visnen og Fald, medens et Pelargoniebed er ganske stillestaaende hele Sommeren igennem, dets Opgave er den rent dekorative, og den, der søger andet, kan ikke afvinde et saadant Bed større Interesse. Der er heller ikke til det almindelige Blomsterbed knyttet den Forventningens og Gensynets Glæde som til Stauderne, der kommer igen af sig selv, saa sikkert som Foraaret kommer. Det er navnlig denne Ævne til at vække Interesse og til at komme i et mere intimt Forhold til Menneskene end andre Planter, der i disse sidste Aar har lettet Stauderne deres Sejrsgang. De er i allerhøjeste Grad den private Haves, Hjemmets Blomster, og det er da ogsaa særlig England og Nordamerika, med disse Landes højt udviklede Boligkultur, at Stauderne pranger i Haverne, medens de i Frankrig, hvor Havekunsten væsentlig tager Sigte paa det repræsentative og ikke paa det hjemlige, er næsten ukendte udenfor Liebhavernes Kreds--i hvert Fald i deres moderne Anvendelse. Den endeløse Variation baade i Farve og Form og i det Hele i alle Forhold giver Stauderne den mest alsidige Anvendelsesmulighed, og ogsaa derigennem en Ævne til at vække Interesse, som Udplantningsplanterne aldrig kan naa. Naar en Plantegruppe, med saa overdaadige Muligheder for at blive populær og anvendt i større Udstrækning, dog først i de allersidste Aar er begyndt at indtage den Plads i Haverne, der tilkommer den, og det skønt Stauderne egentlig aldrig har savnet Talsmænd indenfor Havebrugets Literatur, saa maa det naturligvis have sine ganske særlige Grunde, som maa søges og paapeges, om ikke den pludselige Skiften fra Havens Skammekrog til dens Hædersplads skal forekomme ganske uforklarlig, eller kun Udslag af en Mode. Disse Aarsager, til at Stauderne i de mange Aar har fristet en saa trist Tilværelse, findes tre Steder: nemlig hos Stauderne selv, i deres hidtidige mangelfulde Behandling og endelig i visse havearchitektoniske Forhold. Selve Staudematerialet har i de sidste ti à femten Aar gennemgaaet en indgribende Forbedring, ikke saa meget ved Introduktion af nye Arter,--denne Kilde, der tidligere flød saa rigeligt, er nu, da hele Jordkloden efterhaanden er bleven bogstavelig trawlet for dekorative Planter, næsten ophørt at rinde; kun fra Vestkina er der i de senere Aar kommet en Del gode Stauder,--men ved den gartneriske Forbedring af ældre Arter. Ved Krydsbefrugtninger har man skabt Hundreder og atter Hundreder af nye Former, og ved Udsæd i Titusindevis af samme Plante har man udsøgt et enkelt Individ, der udmærkede sig i en bestemt Retning, ved Farve, Blomsterstørrelse, opret Vækst eller ved lignende Fortrin; en saadan Variation har man forfulgt gennem mange Generationer for at ende med en Varietet, tilstrækkelig distinkt og fikseret til at sendes i Handelen. Gennem en imponerende Anvendelse af Kapital, Intelligens og Taalmodighed er det sket i Virkeligheden, som Maeterlinck giver poetisk Udtryk gennem Blomsternes Forvandling i Merilns Have:[2] det er de samme gamle Blomster, som vi kender fra vor Barndoms Haver, fra Grøfter og Gærder, fra Moser og Skove; men Stilkene er blevne højere og rankere, Blomsterne er blevne større, af ædlere Form og klarere og dybere Farve, langt mere straalende. Alle de gode gamle Bekendte: Valmue, Potentil, Spiræa, Natlys, Perikum, Tjærnenellike, Oksetunge, Klokkeblomst, Engblomme, Pæon, alle disse og mange andre at de velkendte Slægter har vokset sig kønnere og har faaet en Holdning og en Glans, de ikke før har kendt, og dog har det hele Udseende bevaret det hjemlige, gammelkendte Præg. Denne gennemgribende Forædling af store Dele af Staudeverdenen hører til de stærkeste Aarsager til at de nu kommer frem i første Række. Mange af de gamle mest udbredte Stauder er behæftede med Fejl, som altfor kort Blomstring, Tilbøjelighed til at vælte, Ømfindtlighed for Frost og m.m., som deres altfor beskedne Skønhed slet ikke kan veje op. Samtidig med at Skønheden i og for sig er forøget, har man ligeledes ved Tiltrækning af nye Former faaet borteliminere en Del af den Arts praktiske Mangler. [Footnote 2: i "Jovzelle"] Grunden til at Stauderne hidtil i Reglen har faaet en fejlagtig Behandling og Anvendelse maa søges--foruden i den manglende Interesse, der er forstaaelig ligeoverfor de mange kedelige Sorter, der findes udbredt overalt--tillige vistnok ogsaa i, at Stauderne navnlig er blevet anbefalede med, at de kunde passe sig selv, og ganske stille stod og voksede sig kønnere og kønnere. Saadanne Doktriner er, naar de engang har faaet Indpas i Amatør-havebruget, næsten uudryddelige, og dette er saa meget mere beklageligt i foreliggende Tilfælde, som intet er mere fejlagtigt end den nævnte indgroede Anskuelse. Stauderne kræver under visse Forhold ganske vist kun liden Pasning, men i Reglen dog mere end f. Eksempel Roser, og selv om enkelte Stauder helst skal lades urørte i mange Aar, saa vil det store Flertal ikke som paastaaet vokse sig kønnere, men vil, overladte til sig selv, gaa jævnt tilbage efter det første Par Aars Forløb. I Mængder af Villahaver er det eneste Kulturarbejde, der foruden Lugning ofres paa Stauderne, en Foraars-eller Vintergravning mellem Blokkene og dette Arbejde er kun til Skade (se nedenfor under Omtalen af Rensning mellem Stauderne). Under disse Omstændigheder bliver Stauderne, særlig naar de tillige er fejlagtigt anvendte, kun kedelige og komme ufortjent i daarligt Ry. En Fejl ved Anvendelsen har været, at man næsten altid plantede for faa sammen af samme Art. Det er først naar adskillige sammenplantes, at de tiltrækker sig nogen Opmærksomhed; den Fejl begaas næsten aldrig med Udplantningsplanter, der altid anvendes mange samlede. Endelig har et Artsvalg afpasset efter de forhaandenværende Jordbundsforhold vist hidtil været ret sjældent, og det er netop kun gennem et saadant, at der opnaas den rigtige Frodighed og Glans i Plantningen. Den tredie Art Aarsager til den hidtidige ringe og fremtidige udstrakte Anvendelse af Stauder, maa som nævnt søges i de havearchitektoniske Forhold. Som man vil vide var forrige Aarhundrede lige til Halvfemserne behersket af den saakaldte landskabelige Havestil, det vil sige, at Parker og Haver anlagdes og beplantedes med det naturlige Landskab som Forbillede; navnlig det typiske engelske Landskab med bølgende Græsflader, fritstaaende Træer og Buskgrupper blev efterlignet. Anvendelsen af de rigtige prangende Havestauder var i et paa den Maade anlagt Areal principstridigt og kunde kun finde Sted ved en fremtrædende Inkonsekvens. Først i Slutningen af Aarhundredet ændredes Smagen som bekendt i den Retning, at Haven, navnlig den mindre, blev anlagt som en Have og ikke som Landskab, og derfor naturligvis blev beplantet med Haveplanter. Denne nyere Retning i Havekunsten, har med Iver kastet sig over Stauderne, som det allerbedste Blomstermateriale, ikke alene paa Grund af Skønheden i og for sig, men ogsaa fordi mange af Stauderne hører til vore aller ældste Haveplanter, og derfor har en vis gammeldags og hjemlig Hygge over sig, som netop passer i de nutidige Bestræbelser paa Haven og Husets Omraade, der paa enhver Maade søger Tilknytning til Boligkulturen for et Par Generationer siden,--vore Oldrefædres Have og Hus. Samtidig med at denne moderne, mere rationelle, i Reglen retlinede Maade at anlægge Haver paa, har sejret og skaffet Plads for Stauderne, saa er der--gloria victis--opstaaet en Art "nylandskabelig" Bevægelse, der næsten helt og holdent bygger paa Staudeanvendelse. Den ældre Have med hele sit konventionelle landskabelige Apparat, de lange Perspektiver, de kulisseagtigt opstillede Buskadser og Trægrupper, led--dens øvrige gode eller daarlige Sider ufortalte--i hvert Fald af den Mangel, at dens Anvendelse paa smaa Haver krævede en saa lille Maalestok, at det hele ofte blev ganske meningsløst. I mere eller mindre bevidst Følelse af dette begyndte man for en Del Aar siden i England at skabe naturlige Landskabsbilleder mindre Vegetations Scenerier, der kunde fremstilles uden at reducere Maalestokken. Denne den saakaldte "wild gardening" fik sin fortrinligste Forkæmper i den bekendte Havebrugsforfatter W. Robinson, og navnlig i de senere Aar i den ikke mindre bekendte Haveæstehtiker Miss Gertrud Jekyll. Omkring en Dam, i en Lysning, i et Krat eller paa andre velegnede Steder, hvor Synet af fremmedartede Omgivelser ikke kan genere, skabte man væsentligt ved Hjælp af Stauder, der ikke havde et altfor kultiveret Præg og som ifølge deres Vækst egnede sig dertil, et Stykke Have, hvor alt groede som var det hjemmehørende, og derfor fik det vildtvoksende tiltrækkende Præg. Lidt senere, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, viste en lignende Bevægelse sig i Tyskland; men medens man i England ad Forsøgenes og Erfaringens Vej naaede til at fastslaa Maal og Midler for den Art Havekunst, saa var det i Tyskland en enkelt Mand, Willy Lange, der væsentlig ad Tænkningens Vej og paa videnskabeligt Grundlag--de Tyskere bliver jo sig selv lig alle Dage--fastslog Regler for en landskabelig Havekunst, der i Modsætning til den ældre kan passes ind i en lille Ramme. Lange, hvis Hovedskrift, Gartengerstaltung der Neuzeit, udkom 1904, og som senere er trykt i flere Tusinder end nogen anden tysk Bog om Havekunst, gør ganske overordentlig stort Brug af Stauder til at skabe sine smaa Vegetations-Scenerier.[3]) [Footnote 3: En Hovedsag for Lange er Hensyntagen til Planternes naturlige Samhørighed, det vil sige, at Planter, der hører hjemme, eller ser ud som de hørte hjemme i et bestemt fysisk Milieu ikke plantes jævnsides med Planter fra et ganske andet. For Eksempel bør en Plante, der bærer de tørre, sandede Steders Karaktermærke, ikke sættes ved Siden af en Plante, hvis store, saftige Blade viser, at den hører hjemme under fugtige Forhold; ved at følge denne Regel skaffes en typisk Plantebestand og typiske Vegetationsbilleder, der dog udmærket kan bestaa af Planter, der er forædlede ved Kultur, naar de kun har bevaret deres oprindelige Karakter; Meningen er jo ikke at illudere. Skønt Lange har en stor og troende Menighed og Miss Jekyll talrige Efterlignere, vil denne Form for Havekunst, dog næppe faa Betydning udover en meget stor indirekte--bl. a. ved at vække Interessen for Stauder--idet den, der planlægger en saadan Plantning, i det væsentlige ogsaa selv maa udføre den; Tankerne kan jo nemlig ikke, som ved et andet Haveanlæg, gives en koncis, latent Form i en Tegning; det vil desuden altid være et forholdsvis ringe Antal Mennesker, der paa en Gang vil være i Besiddelse af tilstrækkelig Færdighed og Viden og tilstrækkelig Forstaaelse til at kunne udføre Vedligeholdelsen i Anlægets Aand. En Del Plads kræves jo ogsaa, saa denne wild gardening altid vil være forbeholdt de faa. I populariseret og skematiseret Form har denne Art Havekunst iøvrigt Betingelser for at udarte til noget meget slemt. I Tyskland, hvor de jo har ondt ved at holde Balancen, ses allerede Gravsteder (!) i Willy Langes Maner.] Naar saaledes Stauderne i den senere Tid er blevne stærkt forbedrede, og Fordom med Hensyn til deres Kultur er ved at fjernes, og endelig Forholdene inden for Havekunsten er de gunstigst mulige, vil man forstaa, at disse Planters stærke Fremrykning ikke er tilfældig, og at Pelargonierne maa glæde; sig over, at de i hvert Fald har Storstædernes Altankasser at falde tilbage paa. Denne unaturlige Form for Blomsterdekoration er vist det eneste, Stauderne ikke lader sig anvende til. STAUDERNES ANVENDELSE. De vidt divergerende Former hos Stauderne, der rummer baade buskformede, tæppedannende, opretvoksende og krybende, pudeformede og sivdannede Planter, og deres vidt forskellige Krav til Livet, samlet sammen som de er fra al Verdens Marker og Moser, Klipper og Skove, giver deres Anvendelse en Udstrækning og en Alsidighed, som er ukendt inden for andre Samfund af Haveplanter. Næsten enhver Tanke, der gælder Haveudsmykning med Blomster, kan finde Udtryk gennem dette mangeartede Materiale, og næsten hver Plet Jord, hvor andet forsager, kan klædes med en eller anden Art Stauder. _Rabatten_, det vil sige et langstrakt Bed, i Reglen langs med en Gang, er vel det første og oprindeligste formelle Udtryk for Havens Udsmykning med Blomster og er stadig den Form, som lettest lader sig underordne Havens Plan og som bedst forener Glæden ved Besiddelsen og Betragtningen af de enkelte Planter, men den rent dekorative Effekt. Rabatten er det Grundlag, hvorpaa den rent umiddelbare Kærlighed til Blomsterne, Liebhaveriet, Samlerglæden bedst kan mødes med den rent architektoniske Stræben efter at skabe Skønhed af Helheden. Og den er ikke Udtryk for et Kompromis, hvor de to i Reglen stærkt modstridende Sæt Interesser har maattet slaa af paa Kravene for at mødes. Tværtimod byder Rabatten langs en Gang den bedste Lejlighed til at betragte de enkelte Blomster, medens paa den anden Side den vegetative Fylde bunden af Rabattens klare enkelte Form bedre end nogen anden Blomsterdekoration formaar baade at fremhæve og at underordne sig Havens Linier. Intet Under at man derfor i England, hvor baade Liebhaveriet og Havekunsten har faaet sit højeste Udtryk, altid har plantet Stauder fortrinsvis i Rabatter og har drevet Kunsten at arrangere saadanne--rent æstetisk set--op til en her i Landet ukendt Højde og forøvrigt ogsaa--som det altid gaar med den store Iver--et godt Stykke ud over Maalet. Staudernes Fejl, de enkelte Arters korte Blomstringstid, lader sig lettest bekæmpe ved en Anvendelse af mange til forskellig Tid blomstrende Arter, og denne Mangfoldighed lader sig igen lettest beherske under Rabattens Form. I smaa Villahaver, hvor Gruppernes Antal maa være begrænset, vil disse, der sjældent kan sammensættes af mere end et Par Arter, lade Haven i alt for hyppige og lange Perioder være uden Blomster, og Tyngdepunktet i Havens Udsmykning vil flyttes snart hid snart did, eftersom de enkelte Grupper kommer i Blomst; ganske anderledes med Rabatten, der i lang Tid viser Blomster og altid i hele sin Udstrækning er til Pryd, saaledes at Ligevægten ikke forrykkes. Det er paa Grund af Rabattens Velegnethed til netop at være den lille Haves, Villahavens Form for Staudedyrkning, at dens Sammensætning og Tilplantning--i Overensstemmelse med denne Bogs Plan--bliver Genstand for en mere indgaaende Behandling end de andre Former for Staudeanvendelse. Ved Valget af Stauderabattens Plads maa der tages Hensyn til Vækstbetingelserne (se under Staudernes Kultur), og til at Rabatten kan komme til at tage sig saa meget som muligt ud til sin Fordel, set fra et bestemt Punkt i Haven. Den ideelle Beliggenhed er saaledes, at Rabatten fra vedkommende Punkt, det være sig nu Havens Indgang, Husets Veranda eller et Lysthus, ses væsentligst paa langs; naar den ligger vinkelret paa Synslinien, virker den selvfølgeligt langt mindre fyldigt; af samme Grund er krumme Rabatter uheldige, og jo skarpere Kurven er, desto mindre virker de. Den fordelagtigste Beliggenhed kræver endvidere, at den ses mod Solen; Blomsterne drejer sig som bekendt næsten alle i meget høj Grad efter Solen, og selv om denne Tilbøjelighed ikke gør nogen særlig Virkning for den enkelte Blomsts Vedkommende, saa er en let Drejning af en Rabats Blomstermyriader af mægtig Virkning, hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved en Sommerdag at betragte den samme Rabat fra Nord og fra Syd.