# Støv og Stjærner

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/st-v-og-stj-rner-39507/index.md

"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg havde tænkt."

"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland. Spil, slave, du er betalt."

Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.

Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.

Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig påvirket.

"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine, Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder. Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen, Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og opdag, hvad du selv mangler."

Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt ligesom af sig selv over på hans skød.

"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham.

"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder."

"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet.

"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer. De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker."

Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun og ruskede i ham.

Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han kunde hele tiden føle i sig, hvor den var.

"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."

Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det var straks en omstændighed, tænkte han.

"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig -- ja; jeg kunde tænke mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat -- --"

"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke. Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på."

Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde ytre sig erotisk.

Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for. Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom. Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!"

Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen.

Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag kommet helt ud til Vanløse. Når de gik alene, havde de gærne deres lillefingre hægtede sammen; det var noget, han havde fundet på, mere attråede han ikke. Hendes lille finger var så spæd, og når den var rigtig varm, gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drøm.

De var meget tavse på deres lange ture, især når været var godt. En gang imellem dinglede han med hendes hånd, som en hvalp rusker i et lommetørklæde, den har erhværvet, for bedre at mærke besiddelsen, og så vekslede de måske en bemærkning. Hun virkede så svalt på ham, han oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte han gærne hendes selskab.

"Ved De hvad," sagde han, da de nåede Damhussøen, "det er noget, jeg har tænkt på før, jeg vil være havnesjover i Marseille, mine bukser skal være fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står op ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, min kone er appelsinkælling og sidder ti alen fra mig på havnepladsen."

"Så gå hen og snak med hende, hun keder sig."

"Jeg snakker med solen."

"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun fra."

"Farvel, kone."

"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig.

"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står op."

"Blir de dær hele natten?"

"Nej -- de går hjem."

"Og ser til deres lille pige."

"Mon de har sådan en?"

"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun eksisterer."

"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, "at det er godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst, der er sat i vand."

"De trænger til at blive gift," mente hun.

"Ja. Hvis det er det. Jeg -- --" han så fortabt på hende og rystede på hodet; "det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget menneske."

Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv, at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste gang, når han dog tog alting så alvorligt.

Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet.

"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer, så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde blive mere lykkelige ved at tro på."

"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har ferie."

"Ja --" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning, "der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er, ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind -- jeg har slugt verdenssjæl -- -- hvad det nu vil sige."

"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun.

Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med ansvarsfølelse?

Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne -- det var familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham, som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?

Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over det.

"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han.

Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv om i gaderne, til det blev sengetid.

Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! -- -- Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft.

Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt -- lige så uanfægtet af frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv --, at hun holder en del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget for kolde.

For anden gang udkom der en lille bog, hvorpå der stod navnet Ivar Holt. Den skildrede ikke noget, der optog sindene på det tidspunkt.

Det danske smør havde da for længe siden tilkæmpet sig sin ansete plads på det europæiske marked; der var svær drift i agerbruget, opadgående konjunkturer; husmandssagen var alles kælebarn, socialdemokratiet havde sine jærnbånd om hele landets industri, og det vandt stadig flere pladser i regeringen og i hovedstadens råd; venstre havde den politiske overmagt; der måtte -- skulde man tro -- snart komme et systemskifte.

Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i universet. Verden var gået i stykker, eller rettere sagt, den var samlet i een stor kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og sønderdeltes; sjæle frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes side om side med jævne betragtninger over spegepølse og hakkebøf. Shakespearske tankelyn sås at slå igennem tågen, lidenskabelige, Michelangeloske hvirvler tegnede sig glødende midt i det grå, og brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie stille og undre sig. Men også masser af skidenhed maledes rundt i verdensmøllen; glimt af lave pander og hæslige næver skabtes og udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle opløstes i det store krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hæse øl-eder.

Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og indgik nødtvungent forbindelse; Lionardos lysende ånd svejtsedes sammen med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig kemisk frastødning. Beethovens fjortende kvartet kom i nærheden af "Der Prophet", og opløsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under gyselige disharmonier. Menneskenes røde og brandgule drifter fortæredes med umenneskelige brøl til fin aske og tav derpå stille. Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange protuberanser flammede de halv opløste geniers sjæle ud af verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen, udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, begyndte en ny verden at danne sig.

Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud gennem det sorte verdensrum; dær så han en utydelig kugle, hvis gråhed lyste i det sorte, og idet tiden fløj forbi -- tusende år som een dag -- opdagede han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve uendelig svagt, den trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men medens den grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, det blev til rødt og til gult, og det gule fortættedes til hvid ild. Den hvide kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglæns i udviklingen, blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind igen for atter at hvæse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner. Men det hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for digterens øje. Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det krøb op over landet, jorden blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv.

Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke.

På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte skandaler, højremænd mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skævt, men alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der havde set verden gå i stykker?

Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed nok i landet uden at behøve at søge efter den hos en gal digter. Masser af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt poet kunde ikke længere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige anmældere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk bevægede tider må man vide, hvor en mand har sin gang, før man indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist, embedssøgende skolelærer eller poet. De øvrige anmældere præsterede et skuldertræk og en erklæring om, at de ikke havde forstået og ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forstå; et par særlig reaksjonære blade, der mente, at intet uden venstresind kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at skælde ud. I provinsen så det langt bedre ud, for dær havde aviserne ikke så meget at underholde læserne med, og de gjorde forfatteren til grin efter al deres ringe ævne. Ivar Holt nød den ære at blive citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man endog selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nød hans forældre, der var hæderlige folk, stiltiende, men hjærtelige beviser på agtelse og medfølelse.

-- "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads redaktør en dag, "hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?"

"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu."

"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tænkes, han har en fremtid for sig?"

"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa til mig, da vi en dag talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent."

Redaktørens overskæg bevægede sig svagt.

"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, mangler opdragelse."

"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren.

"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mærke hos ham. Han er både forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, vi en dag slipper ham herind -- vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en dag falder han os i ryggen."

"Ja, men går det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen bestemt retning?"

"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve år. Han har svært travlt med at få sine meninger frem. I løbet af fem minutter kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør det særlig uvittigt."

"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"

"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk hos ham," fortsatte hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine -- -- flotheder med en vis naiv blidhed. Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet ikke, der er noget ondt i ham. Også af den grund synes jeg dårligt, vi kan bruge ham."

"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. Rønnow, og han lod til at være temmelig interesseret af den bog."

"Dr. Rønnow anmælder den ikke."

"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmælde den?"

"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, han må først disciplineres noget. De skal få mit eksemplar, jeg har indstreget en del steder, læs dem, de er temmelig agressive."

"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede om urtåger og -- --"

"Ganske vist. Men den handler også en del om ham selv og hans private meninger. I et kapittel gør han det af med hele romantikken, nå, det er ganske vist lige meget, men -- --"

"De er måske også selv med?"

"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om han finder et sted at stå på, så kan vi altid snakke med ham; at ha ham gående her -- --"

"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi måske nok optage et eller andet lille stykke ved lejlighed."

"Ja -- og lægge vort navn til som garanti for hans talent."

"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore spalter -- -- men naturligvis, det litterære overlader jeg som sædvanligt til Dem."

"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham ind andre steder, for selvfølgelig bør han ha adgang til at ytre sig."

"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham."

"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer mig."

"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."

Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens overskæg, idet de to erfarne mænd vekslede et blik.

Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade.

* * * * *

Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af Ivar Holt. Han var både nedslået og stor på det.

"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den ansete forfatter.

"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse for mig," svarede den ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget bedre."

Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som om han søgte efter noget, der var faldet ham ud af hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren løbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tænde, skar spidsen af den og stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene, som en, der kommer til at tænke på noget, der for resten er ganske ligegyldigt, og i det samme fik han tilfældigvis øje på Ivar Holt.

"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?"

Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik samlet sig og sagt nej tak.

"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? De er jo cand. mag., ikke sandt?"

"Nej."

"Nå ikke. Der skal jo dog noget til -- for at leve. Det at skrive bøger er jo ikke sådan nogen levevej."

"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over dem," svarede Ivar Holt og søgte at se lidt større ud. "Men man kunde jo gå til et skandaleblad."

Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive ganske brugbar til at lave skandaløse portrætter af bekendte mænd til et toøresblad. Men der udkrævedes megen demoralisasjon, før han selv opdagede den ævne og fik mod til at bruge den.

"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde til småblade, og andet vilde De ikke blive brugt til."

Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den bevægelse, som var betegnende for ham, tænkte hr. Kasbjerg.

"De har endnu ikke anmældt min bog."

"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke alle bøger, vi anmælder."

"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele højrepressen har rakket mig ned, så synes jeg, der er så meget mere grund -- --"

Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at det var en Yurak-Bat. Der måtte skæres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde til mode. Det blir en gammel litterær synder undertiden, når han under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv ung mand, især når det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig.

"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmældt?"

"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i går gjort et forsøg på at sætte mig ind i en jævn dumrians tankegang. Nu skal De høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstår ham bare ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er løftet ud af de almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han er kommet op på et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo unægtelig mennesker, der heller går på jævn alfarvej end på en tynd line hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. Vi ønsker ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gøre en dag, og som vi sikkert vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge, der drejer rundt? Et sted ser vi en knyttet næve, men den sidder ikke på nogen arm; et andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et stykke tænkende hjærne med kunstige vindinger, som kunde ha været interessant, hvis vi havde haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad stirrer dette udrevne øje efter, og hvorhen skal disse herreløse brøl, der flakker om fra ekko til ekko? Næ -- vi kan nok lige kigge op til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, men idet vi går bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, ønsker vi på det inderligste, at forfatteren må beholde sin verden for sig selv. Vi ser ingen grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil ikke anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sådan noget, er os ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bøger, for at publikum skal læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. Om forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra pålidelig kilde veed noget om det himmelstrøg, hvor han hører hjemme. Det er måske skildret med en vis energi, men det kan meget godt være den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde fødes flere mennesker, der har det på samme måde som forfatteren, så er det at håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgørelse. -- Se sådan," sa Ivar Holt, "bør en fornuftig kritiker, der ikke har begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det samme på en anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder mere end det stykke hestepære, jeg kan få på min støvlesnude ved at gå igennem Købmagergade, de erklærer min bog for mislykket, endskønt de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme æmne skulde se ud. Men publikum stiller sig altid på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at de ikke forstår, og derfor gør nar -- og de, som forstår så udmærket, og derfor gør nar."

Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke højere end hr. Kasbjerg.

"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo optage den i Deres blad under et eller andet mærke. Måske tror så nogen, den er af Dem selv."

"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en afventende holdning. Som De selv så udmærket forstår det, kan vi slet ikke bedømme Deres talent endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer klarhed i det spørsmål."

"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo sætte mit eget navn under."