Part 16

-- Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens Haand -- Det er da godt, at du har været fornuftig!

Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.

-- Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle -- Hvordan er dog alt dette gaaet til!

Baronen slog uvillig ud med Haanden.

-- Har du set hende? spurgte han.

-- Nej ....

-- Hvor har de lagt ....

-- Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.

-- Jeg vil ikke ha' _ham_ her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt over til Holgersminde!

-- Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist først ta' Syn.

-- Herredsfogeden?

-- Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes et Slags Forhør.

-- Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.

-- Du kommer dog vist til det ...

-- Skal jeg ogsaa forhøres maaske?

-- Næi, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha' noget at vide om de nærmere Omstændigheder.

-- Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen!

-- Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.

-- Du maa ta' dig af Sagen, sagde han -- Spørger From efter mig, saa sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!

-- Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag, Helmuth?

-- Nej.

-- Vil du ikke ha' noget?

-- Nej!

-- Jamen, Helmuth, du har ikke godt af ....

-- Plag mig ikke!

-- Vil du da heller ikke prøve paa at lægge dig lidt ...

-- Hum! sagde Baronen utaalmodig -- Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn. Det er vist dem.

Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.

-- Jeg lukker af igen! sagde han -- Og jeg lukker ikke op for nogen som helst!

-- Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at du faar Lov at være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen over til Jerslev foreløbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos Postmesterens?

-- Gør som du vil! Det kommer ikke mig ved!

Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.

-- -- --

Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og Overlegenheden.

-- Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i Øjnene -- Hvordan bær' han Slaget?

-- Ja--a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk -- han har jo lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste, henvendte hun sig til Herredsfogeden -- at under disse Omstændigheder maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos Deherrer; han ...

-- Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne -- Under disse Forhold ....

-- Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane -- at ... Grevens Lig fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham ubehageligt at ...

-- Ja, ja! nikkede Herredsfogeden -- Selvfølgelig! ... Men Deres Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....

-- Naturligvis!

-- Hvor har man ... æ ... anbragt ...

-- Heroppe i Riddersalen.

-- _Begge??_

-- Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det. Helmuth ...

-- Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?

-- Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret afholdes her paa Stedet?

-- Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.

-- Helmuth ... Det er jo altsaa ikke nødvendigt, at min Søn ....

-- Ved Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?

-- Det var nede fra Dansesalen.

-- Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?

-- _Jeg_ deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde den gamle Frue og rystede Krøllerne -- Jeg kukkelurede i Jerslev! Min Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, ved De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen til Stede -- vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

-- Jovel, Deres Naade!

-- Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op. Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ... Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen, hvis Dør Niels aabnede og lukkede.

-- Pokkers gammelt Jærn! mumlede Doktor Larsen og saa beundrende efter Damen.

-- Ja næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From -- Det _var_ jo dog hendes Søns Kone!

-- --

Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affæren: Hvorfor havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede Ilden?

De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været uden for al Fare!

Kunde bemeldte Dør stænges af udvendig fra?

Ja.

_Havde_ den været stænget?

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen, Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig var løbet tilbage til Slottet for at gøre Allarm.

Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. --

Et andet Punkt var dette:

Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før Ulykken konstateredes?

Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen, skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. --

Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes Forhøret og Vidnerne dimitteredes.

Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende:

De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. --

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

-- -- --

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat. Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen Gæstereren finde Sted, og intet Følge indbydes. -- Det var Hendes gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som du vil; det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne «gamle Tætkams» Kritik!) Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel turnerede Vendinger i Anledning af «den sørgelige og i høj Grad beklagelsesværdige Ulykkeshændelse», forlangte Barnet udleveret; «da det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.»

P. S.

«Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angaar, skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil .....»

Og Baby rejste.

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret hende om at maatte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage til sin Grandma: Jeg holder meget mere af dig, Bedstemor, meget, meget mere af dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være saa sød og god og rar! Og du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille, lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der været et sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs», indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjælpeløs og raadvild, og overværede denne Scene, forglemt og upaaagtet, skønt hendes smaa, gode Øjne dog ogsaa var fulde til Randen.

-- -- --

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige Gravsted paa Næsgaardenes Kirkegaard.

Følget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionærer, samt Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved Indholdets fine Hensynstagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavst Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde køre hende tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i hinanden paa Vogndørens Kant.

-- Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg bør søge en Samtale med Deres Hr. Søn?

-- Nej, i alt Fald ikke foreløbig, Hr. Pastor.

-- Vi bør lade ham gaa nogen Tid i Ro?

-- Ja, jeg tror det.

-- Ja, aa ja! ... Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! ... Vil Deres Naade bevidne Hans Højvelbaarenhed min hjerteligste Deltagelse!

-- Tak, det skal jeg.

-- Far--vel!

-- Farvel, Hr. Pastor! ... Ja, saa kan du godt køre, Jens!

Og Karossen rullede bort.

-- Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet -- Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude!

-- Forvalteren er vel hjemme?

Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol.

-- Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun.

-- Lad mig være i Fred, Mo'r!

-- Nej, Helmuth, vedblev hun indtrængende og lagde sin Haand paa hans Skulder -- kom nu, hører du! Herregud, du maa jo dog ta' dig sammen engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' dig for! Du sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!

Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han svarede ikke, men saa bare paa hende med et Par sløve, bedrøvede Hundeøjne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare Taarer.

-- Helmuth dog! udbrød den gamle Frue harmfuld -- Nu har du jo drukket igen!

Og hun forlod Kontoret utaalmodig og oprørt. Men da hun var kommen ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krøllerne og begav sig derpaa ned i Fedestalden for selv at overvære Salget af Studene.

-- Vi er da Gudskelov ikke _alle_ bleven Idioter! mumlede hun, da hun rank som en Grenader skred ned gennem Borggaarden -- Hold _Mund_, Hunde!

-- -- --

Havde Baron Helmuth blot formaaet at mande sig den mindste Smule op, vilde Hendes gamle Naade ingenlunde have følt sig utilfreds med Situationen. Det halve Aars ufrivillige Indespærring i «Klosteret» i Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire smaa Stuer derovre blevet hende mere og mere utaalelige. Hun kunde ikke røre sig for bare Vægge og Lofter og Møbler: Naar man trækker Vejret lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani -- faar man en Stol i Halsen! Og snyder man Næsen, revner Dørene! ... Og saa det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have nogle «Undersaatter» at regere over, bare at gaa der Dag ud og Dag ind og «spille Bold med Stasia», havde til Tider været nær ved at berøve den gamle Dronning hendes ligelige Humør og vende op og ned paa hendes olympiske Ligevægt. Hun havde fattet et grundmuret Had til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstaaet at hindre hende i engang imellem at komme op og «faa sig en Mundfuld Luft» i de højloftede Stuer paa Næsset, hvor hun dog fordum havde «rumsteret» frit og enevældigt i over fyrretyve Aar!

Og nu var hun der.

Men saa var «Drengen» bleven fjollet!

I den første Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, saa dog stiltiende indrømmet Helmuth en vis Ret til at være lidt løjerlig. Vel havde «Fruentimmeret» ikke været meget bevendt; men det var jo da hans Kone; og _han_ havde vist til at begynde med lovet sig megen Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var død paa en temmelig ubehagelig Maade ... Naa ja! Men havde hun fortjent det bedre -- Den gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild paa Hytten for at straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! --

Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft. Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget hjalp det. Det var med Nød og næppe, at hun en enkelt Gang havde formaaet ham til at indtage sine Maaltider i Spisesalen. Som oftest maatte Maden serveres for ham paa Kontoret. Og _ud_ af Huset var der ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunde drive ham.

Det vil sige: om _Dagen_ ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt paa Slottet og Egnen, at Baronen færdedes rundt paa Godsets Stier og Veje, naar alle fornuftige Mennesker laa i deres søde Senge. Snart var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfældigvis havde haft Ærinde ude paa denne Tid af Døgnet. Og de af Tjenerskabet, der sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange.

At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Sønnens Ekscesser, var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejgt og stærkt. Men hun blev _arrig_ paa ham, gjorde hun, fordi hun ikke kunde faa i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette ellers saa normale og retlinede Menneske «til at skabe sig kulret, som om han lige var sluppen ud af Anstalten!»

Hun havde prøvet paa at tale til ham om Svigerdatteren og sætte hende paa den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! --

Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og Anstanden maatte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers Blikke og Spørgsmaal om Sønnens sørgelige Tilstand.

Men hun var jo, som Doktor Larsen havde udtrykt sig: «et gammelt Jærn».

Dog var hun paa Nippet til at synke i Knæ, da det en skønne Dag opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt paa Godset listede sig ned i Vinkælderen og tømte adskillige Flasker til Bunden, forinden han henad Morgenstunden søgte sin Seng.

Den gamle Frue segnede om paa en Stol, og det ligefrem sortnede for hendes Øjne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse. Men i næste Sekund rejste hun sig og rystede Krøllerne, medens Blodet steg hende til Hovedet, og hun uvilkaarlig knyttede sine Hænder:

-- Svinepels!

Og hurtig skyndte hun sig op paa Helmuths Værelse, hvor han endnu laa og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vaagen. Og i haarde og buldrende Ord læste hun ham Teksten, saa at det klang gennem Slottet.

Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtaaget og svaghjernet af Vin og Søvn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen, uartikuleret klynkende og klagende, medens Taarerne trillede ned over hans slappe, bleggraa Kinder.

Saa var det en Aften i Begyndelsen af November. Maanen skinnede klart, men skjultes hvert Øjeblik af store, flossede Skyer, der joges af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen sad foran Spejlet ovre i det grønne Gæsteværelse og fik Krøllerne soigneret for Natten.

Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsøg paa at vække Helmuth af hans Døs. -- Og han havde lovet at tage sig sammen.

Skønt Fru Juliane jo rigtignok ikke fæstede nogen større Lid til dette hans Løfte, var hun dog i usædvanligt godt Humør og havde gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod paa Skamlen bag hende og opmærksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.

-- Ta' mig det Brev der henne paa Kommoden! befalede den gamle og pegede.

Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede paa Plads igen.

-- Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse den igennem.

Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths Tilstand havde naaet ham, og han tilskrev nu sin kære Moder og spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers kunde risikere, at Manden lavede Gæld og Skandale og vanrøgtede Godset til Skade for sin Successor? .... Successoren var Løjtnanten.

-- Hæ, hæ! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. -- Han kan bide sig i Næsen, kan han!

Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste Trumf mod Helmuths Sløvhed og Utilgængelighed .... Og den syntes virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder muligvis skulde faa Lejlighed til at spille vigtig, kunde Baronen ikke staa for.

-- Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen foredrog Brevet for ham. -- Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede Aar endnu! Den Vindbøjtel!

Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig Umage for at smede, nu Jærnet var varmt og hvidglødende. Administration og Umyndighedsgørelse vilde jo for hende være det samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Død, og at han, Løjtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind paa Næsset som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.

-- Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. -- Skriv til ham, min Dreng, og skæld ham Huden fuld! Og ha'de du nu blot haft en Stamherre at møde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig!

Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et Brev med baade Næb og Kløer. Fru Juliane havde læst det igennem og tilfreds klappet Sønnen paa Skulderen og sagt, at naar han og hun holdt sammen, saa skulde de nok klare alle Ærter!

Og hun havde faaet «Drengen» med sig en Tur rundt i Markerne. Og paa hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig paa Kontoret for «at glo Landvæsen» en Timestid med sit Herskab som i de gode, gamle Dage.

Men hvad der dog foreløbig maatte anses for det fornemste Resultat af dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget Helmuth et Løfte om for Fremtiden at ophøre med sit Nattedrikkeri og som Pant derpaa formaaet ham til at overlevere hende Nøglen til Vinkælderen!

Og derfor lyste ogsaa Fru Julianes Ansigt i Aften saa venligt i Toiletspejlet, at den døvstumme uvilkaarlig begyndte at rode rundt i sin Hjerne, om der ikke muligvis skulde være et eller andet, hun kunde anmode om. Hun begyndte med at tænke paa sit Herskabs gamle, blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning ....

-- Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap dig!

Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke.

Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig.

-- Kappen, Stasia!

Den døvstumme fløj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen til Vinduet og løftede Gardinet til Side for efter Sædvane at kaste et Blik over til den østre Fløj, hvor Sønnens Kontor laa. Det gav et Sæt i hende, og Haanden, der holdt Gardinet, rystede.

-- Hum! mumlede hun. -- Hvad er nu det for Abekattestreger igen!

Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.

Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen.

Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.

Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens Krøller; men den gamle stødte til hende, saa at den lille tumlede et Par Skridt tilbage ... Der røg den Silkekjole!

Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over Gulvet.

Saa blev der banket paa.

-- Kom ind!

Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden.

-- Jeg maa tale med dig, Mo'r ....

-- Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. -- Hvad er der _nu_! Du lovede jo at gaa i Seng!

-- Jeg maa tale med dig, gentog Baronen -- ovre i Kontoret!

-- Kan vi ikke lige saa godt snakke her? _Hun_ kan jo ingenting høre!

-- Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.

-- Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!